Nyheder

Vegetarisk forårsret: Blomkål i karry

Få her opskriften på en let og lækker vegetarisk karry-ret.

Af Maja Engelbreth

Påsken er for mange en række dage med det helt store frokostbord. Jeg tager vist ikke helt fejl, hvis jeg siger, at næsten alle har forspist sig en gang eller to. Derfor har mange også brug for noget inspiration i den helt anden retning i den kommende tid.

Denne lækre indiske ret passer godt ind i forår, sol og varme. Det er en frisk og smagfuld ret, der er hurtig og let at lave. For at gøre smagsoplevelsen endnu bedre kan retten med fordel serveres på altanen eller i haven med hjemmelavet, kold Raita i den sene forårsol.

Ingredienser

  • 1 blomkålshoved
  • 2 håndfulde babyspinatblade
  • 2 dl yoghurt naturel
  • Saft fra 1 citron
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1,5 dl røde linser
  • 2 dl grøntsagsbouillon
  • 2 tsk revet ingefær
  • 4 fed hvidløg
  • 1 stort rødløg
  • 1 tsk stødt gurkemeje
  • 2 tsk stødt koriander
  • 3 tsk stødt spidskommen
  • 2 tsk garam masala
  • 2 tsk stærk karry
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Raita

  • ½ dl frisk mynte
  • ½ agurk
  • 2 dl græsk yoghurt
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk stødt spidskommen

Fremgangsmåde

På et højt blus varmes krydderierne på en pande i ca. 1 minut. Rør rundt imens. Skru ned for blusset, og steg løg og hvidløg i lidt olie indtil løgene er bløde. Tilsæt herefter ingefær, kokosmælk, hakkede tomater, grøntsagsbouillon, røde linser og gurkemeje, og lad det småkoge i 25 minutter.

Skær blomkålshovedet i små buketter, og kog dem med i retten de sidste 10 minutter. Når retten er kogt færdig, vendes den i spinatblade og smages til med yoghurt, citronsaft, salt og peber. Server i dybe skåle.

Du kan servere ris eller naanbrød til.

Raita

Blend alle ingredienser til, du opnår den ønskede konsistens. Stil den gerne Raitaen på køl inden servering.

Velbekomme!