NYT BØRNERETTIGHEDSPROJEKT!

Følger I os på de sociale medier, har I sikkert allerede set den gode nyhed; D. 1. december skød Aktion Børnehjælp et nyt børnerettighedsprojekt i gang sammen med vores partnerorganisation CECOWOR i Tamil Nadu.

Projektet hedder Standing Together for Childrens’ Rights, og går ud på at forene lokale ansvarshavere, landsbyråd, og måske vigtigst af alt, børnene selv i kampen for børns rettigheder.

En lang historie

Det er langt fra første gang Aktion Børnehjælp og CECOWOR samarbejder om at forbedre børns rettigheder. Aktion Børnehjælp og CECOWOR har samarbejdet i 21 år, og afsluttede så sent som d. 30. november det 3-årige projekt Børn, kend jeres rettigheder. Hvor Børn, kend jeres rettigheder primært fokuserede på at skabe opmærksomhed omkring børns rettigheder, blandt andet ved at give børnene den nødvendige viden til at advokere for dem selv, skal Standing Together for Childrens’ Rights rette mere fokus mod de lokale myndigheder ansvarlige for at sikre at disse rettigheder bliver overholdt. Projektet videreudvikler derved de gode resultater fra Børn, kend jeres rettigheder, og foranker dem i lokalsamfundene.

Rettigheder i børnehøjde

I år fejrede FN’s Børnekonvention 29-års fødselsdag, bl.a. med særligt fokus på en større grad af børneinddragelse i rettighedsarbejdet. Børn kan og bør involveres i kampen for deres rettigheder, så vi kan være sikre på, at den sker på deres præmisser og med udgangspunkt i deres virkelighed. I Danmark har arbejdet med at inkludere børn blandt andet ledt til etableringen af Rettighedsskoler, hvor elever, lærere og forældre arbejder med at skabe et skolemiljø baseret på børnerettighedskonventionens værdier.

På mange måder minder involvereingen af børn og de voksne ansvarlige for dem  om hvad Standing Together for Childrens’ Rights sætter sig for. Og på mange måder er det helt anderledes.

For virkeligheden i Tamil Nadu er at kun 64 % af alle børn færdiggør grundskolen

Virkeligheden er at hvert fjerde børneægteskab i Indien finder sted her.

Virkeligheden er at en konvention ikke er nok, hvis hverken børnene eller de lokale ansvarshavere kender dets indhold.

Vejen fremad

Misbrug, børnearbejde og børneægteskab er blevet identificerede som de rettighedskrænkelser der har den største konsekvens for børns adgang til uddannelse. Derfor vil vi sammen med CECOWOR og lokale myndigheder fokusere på at stoppe disse krænkelser, bl.a. ved at organisere og træne lokale myndigheder, NGO’er og andre ansvarshavere. Når projektet slutter om 4 år, vil disse grupper nemlig forsat kunne arbejde for børns rettigheder og holde hinanden fast på rettighedernes fundamentale status i deres lokalsamfund.

Vi takker alle der har bidraget til og fuldt med i Børn, kend jeres rettigheder, og vi glæder os til at tage endnu et skridt i retning mod en verden hvor alle børn har adgang til lige rettigheder sammen med jer.

Af Julia Samokhvalova, frivillig i projektet Choices, Childhood and Rights 

Der er lidt over 700 forskellige indfødte folkeslag, som udgør 8,6% af befolkningen i det multietniske Indien. Det er etniske grupper, der befinder sig udenfor det traditionelle indiske kastesystem og historisk set har været marginaliseret og dårligst stillet i samfundet. De indfødte folk er anerkendt i den indiske grundlov som Scheduled Tribes, og følge den indiske lov har de en række rettigheder, primært retten til land og selvbestemmelse og positiv særbehandling i forhold til adgang til uddannelse og job. I praksis bliver lovgivningen dog ikke fuldt, og der foregår stadig diskrimination og overgreb imod stammesamfundene, der siden kolonitiden er blevet presset væk fra deres leveområder.

Choices, Childhood and Rights

Aktion Børnehjælp samarbejder med den lille NGO SEEDS, der i over 20 år har arbejdet på at fremme udviklingen og advokere for rettigheder for de lokale stammefolk i den sydøstlige stat Andhra Pradesh. Det fælles projekt Choices, Childhood and Rights, der er ved at nå sin ende, omfatter 7 afsides landsbyer, der ligger fjernt fra storbyerne i et stort skovområde med klipper, dale og floder. De indfødte folk Koya og Konda Reddi har traditionelt levet af svedjebrug og jagt, men deres levevis bliver begrænset i dag, da naturområdet blev fredet som nationalpark i 2008, hvilket sætter nogen bestemte regler og krav til, hvordan skovområderne må ejes og benyttes. Ifølge den indiske skovstyrelse er privat ejendomsret forbudt i en fredet park, så landsbyboerne lever under konstant risiko for at blive tvunget væk fra deres leveområder. De bliver også chikaneret af lokale embedsmænd, der vil lease jordlodder fra dem for at producere salgbare afgrøder.

Under Aktion Børnehjælpes monitoreringsbesøg i juni 2018, fortæller SEEDS’ jurist om de mange retssager, der bliver rejst imod landsbyboerne og som altid bliver trukket i langdrag, uden at der kommer en egentlig afgørelse. Landsbyboerne har nemlig ikke dokumenter på, at de ejer deres jord, og myndighederne nægter at udstede sådanne dokumenter, da det vil betyde, at stammefolkene ikke vil kunne tvangsforflyttes, hvis det skulle blive nødvendigt.

Som en del af projektet har SEEDS påtaget sig den opgave at oplyse og forklare de indfødte folk om deres rettigheder, blandt andet deres ret til land og selvbestemmelse. De færreste af landsbyboerne har et uddannelsesniveau over grundskole, og SEEDS har arrangeret og faciliteret en række møder mellem landsbyboerne, deres jurist og repræsentanter fra de lokale myndigheder for at gøre stammefolkene bevidste og opmærksomme på deres rettigheder og krænkelser af disse. Landsbyboerne bliver oplært i lovgivning, hvilke rettigheder, de har, og hvordan de skal henvende sig til de lokale myndigheder.

Udover retten til land, fokuserer SEEDS også på retten til sundhed og uddannelse, som er en central del af FN’s menneskerettigheder. De indfødte folk omfattet af projektet bor langt væk fra både hospitaler og uddannelsesinstitutioner og er stort set afskåret fra byerne på grund af dårlig infrastruktur og skiftende vejrforhold. SEEDS tager især hånd om småbørn, gravide kvinder og ammende mødre som de mest udsatte hvad angår underernæring, dårlig hygiejne og mangel på vitaminer og mineraler. Ved at starte pre-schools i hver landsby har SEEDS opnået at samle børnene dagligt til klasseundervisning, aktiviteter, sunde vaner, leg og samvær med jævnaldrende børn, der skal sikre dem skoleparathed og en god start på livet. Alt vil i sidste ende styrke stammesamfundene, så de i fremtiden kan modstå krænkelser og lovbrud og kræve, at deres rettigheder bliver overholdt.

Du kan læse mere om projektet HER

Therese Boje Mortensen, frivillig på projektet Børn, kend jeres rettigheder

Prøv engang at spørge dit barn eller et barn du kender, hvad en ”børnevenlig skole” er. Hvad tror du hun ville sige?

Det spørgsmål har ti landsbyråd og børnerettighedsklubber i det sydlige Indien stillet sig selv i løbet af de seneste par år. De kom frem til, at børnevenlige skoler er skoler, hvor lærere ikke slår elever; hvor det er sikkert for piger at gå alene til og fra skole; hvor toiletterne er hygiejniske; hvor drikkevandet er rent; hvor børn ikke bliver diskrimineret på baggrund af kaste eller køn, så de har lyst til at komme i skole hver dag. Med andre ord, det er skoler, hvor børns rettigheder bliver respekterede.

Børnerettighedskonventionen

Børns universelle rettigheder er nedskrevne i Børnerettighedskonventionen fra 1989. Den blev vedtaget den 20. november 1989 af de Forenede Nationer (FN)’s Generalforsamling, og derfor fejrer vi Børnenes Dag den 20. november hvert år. Børnerettighedskonventionen er den af FN’s menneskerettighedskonventioner, som er ratificeret af flest medlemslande – faktisk er det kun USA, der ikke har ratificeret den. Danmark gjorde det i 1991, og Indien i 1992. Dermed har vores regeringer forpligtet sig til at beskytte børns rettigheder. Det er ikke en nem opgave i Indien, et land med over en milliard indbyggere.  Selvom Indien har vedtaget en lang række love som skal sikre Børnerettighedskonventionen nationalt, er implementering et stort problem. For eksempel vedtog Indien i 2009 Right to Education Act, som – i teorien – sikrer alle børn mellem 6 og 14 år retten til skolegang, men der er stadigvæk masser af børn som vokser op uden at lære at læse eller skrive.

Hvad gør vi?

Aktion Børnehjælp og vores lokale partnere arbejder for, at børn og deres familier kender til børns rettigheder. Ved at oplyse om lovgivninger som for eksempel Right to Education Act, bliver forældre og børn bevidste om hvad de har ret til, og hvordan de kan kræve deres ret.

Men landsbyrådene og børnerettighedsklubberne er gået længere end blot at kræve deres egne børns rettigheder. De har også taget det på sig at sikre, at dem der ikke var med i Aktion Børnehjælps oplysningsprojekt også kender til børns rettigheder. Derfor har de fået lavet vægmalerier på de lokale skoler, som fortæller hvad der er lovligt og hvad der er ulovligt på skolen. For eksempel står der på nogle af vægmalerierne, at man må ikke slå børn. Dette er en meget konkret måde at gøre børns rettigheder synlige på: børn bliver konstant mindet om, at der er forkert, hvis de bliver slået, og de ved at flertallet i landsbyen vil støtte dem hvis det sker; og lærerne ved, at landsbyrådene holder øje med om der bliver slået.

Danske børn ville måske bringe helt andre problematikker op, hvis vi spurgte dem, hvad en børnevenlig skole er. Måske nogle helt andre rettigheder ville komme på bane. Men det er værd at spørge dem. Den 20. november hvert år minder os om at vi  – danskere, indere, det internationale samfund – er blevet enige om at opretholde børns rettigheder både herhjemme, og i solidaritet med andre lande. Så alle vores skoler kan blive børnevenlige.

Den bedste start på livet

Af Malene Helledie, frivllig hos Aktion Børnehjælp

Den bedste start på livet er en sund og hygiejnisk start på livet.
Det er international toiletdag i denne måned, og derfor sætter vi fokus på vores sanitetsprojekt  hvor vores partner ARM forbedrer de sanitære forhold i landsbyerne. På informationsmøder rundt om i de små landsbyer fik deltagerne vejledning til at opføre deres eget latrin, der kan give bedre hygiejne i og den bedste start på livet for børnene.

Mød Susama
Susama Jena bor i landsbyen Badatalapda og er omkring 55 år. Hun deltog I ARMs oplysningskampagne, og var chokeret over at opdage de sanitære konsekvenser forbundet med besørgelse i det fri.
Hun besluttede sig for, at hun ikke ville tillade sit barnebarn at spise mad forurenet af afføring, og begyndte forberedelserne til at kunne opføre et latrin.

For Susama var der dog flere udfordringer, før hun kunne forbedre hygiejnen for hendes barnebarn. Den manglende infrastruktur mellem hendes hjem og landsbyen gjorde det svært at skaffe de materialer, hun skulle bruge til opførelsen af latrinet. Hun måtte bede sin søn, der arbejder som bygningsarbejder, om at finde en lille cementkumme der kunne transporteres på cykel, og bringe den med hjem. Derefter fik de sammen og på kreativ vis opsat et latrin med bambus og presenninger.

Hun blev et forbillede for resten af landsbyen, der også ønsker en bedre sanitet og hygiejne for familien. Hun er også et strålende eksempel på, hvordan man kan forbedre sanitære forhold på trods af den udfordrende infrastruktur, som landsbyen lider under.

Meget mere end en underviser

5. oktober er det lærerens dag, hvor vi fejrer de lærere, der verden over gør et uundværligt stykke arbejde. På Flowerence Visdom Børnehjem og Skole(link) er dette arbejde særligt vigtigt, for at forbedre de udsatte børns vilkår. Vi har talt med skolelæreren Lydia om, hvad det betyder for hende at være lærer.

Cecilia B. Nielsen, praktikant

Lydia Flowerence er 62 år og har arbejdet som skolelærer i 25 år, de sidste 7 hos Visdomskolen. Når spurgt hvorfor hun blev en lærer svarer hun;

“At undervise børn og unge er min passion, og jeg har villet være lærer siden jeg var barn. Undervisning giver mig muligheden for at gøre en reel forskel i elevernes liv, med mærkbare resultater. Som lærer på Visdomskolen er jeg i stand til at påvirke langt ud over klasselokalet, og jeg når børn fra de mest undertrykte grupper i lokalsamfundet. Mine elever får vigtige erfaringer gennem undervisningen, der hjælper dem med at forme fremtiden. Som lærer er jeg meget mere end en underviser; jeg er en mentor, en fortrolig, og en ven.

Oplevelsen af at have haft en særlig betydningsfuld lærer, der gjorde et varigt indtryk på os som børn, er noget mange af os har været heldige at opleve. Lydia fortæller varmt om sin egen lærer, der gjorde et stort indtryk på den – dengang – lille pige;

Mr. John Philips tilgang til elever og undervisningsstil var det, der gjorde at jeg selv ønskede at blive lærer. Han havde en fantastisk tilgang og kontakt til os elever. Selvom jeg har taget noget af hans tilgang til elever med mig, har jeg bestemt også udviklet mig egen undervisningsstil. Man er også nødt til at tilpasse sig de nuværende akademiske krav.

Udfordringerne Lydia møder i sin hverdag er bemærkelsesværdige ens for lærere i Danmark og i Sydindien. At balancere behovene af mange forskellige elever i et klasselokale, at støtte børn med at nå deres langsigtede udvikling, og formå at motivere tilsyneladende uinteresserede elever. Lydia har over årene udviklet en stærk filosofi. Hun forklarer; “Elever ser til deres lærere for positiv respons. For at motivere dem til at lære, er det vigtigt at de føler at deres arbejde bliver anerkendt og værdsat, og at de føler sig involveret i deres egen læring. Jeg opfordrer derfor mine elever til at debattere og være kreative og visuelle med undervisningsmaterialet, hvor vi bruger ting som farverige kort, posters, og konstruerer vores egne modeller. Det skal være sjovt at deltage i undervisningen.

Takket være ildsjæle som Lydia får 140 fattige, forældreløse og andre udsatte børn en god skolegang på Visdomskolen. God undervisning er fundamentalt for at forbedre vilkårene i et område, hvor mange tusinde fattige bønder bliver udnyttet, fordi de ikke kan læse eller orientere sig om deres fundamentale rettigheder.

Lydias undervisningstid er uden tvivl kommet en generation af heldige elever til gode, hvorfra det endnu er uvist hvor mange små piger, der som hende selv, er blevet inspireret til selv at arbejde for børns uddannelse.

Du kan læse mere om Visdomsskolens arbejde  HER samt støtte børns skolegang.

 

aktionboernehjaelp ARM ernaering sundhed indien støt

Ernæring og økologisk landbrug i fokus
Det er en basal menneskeret ikke at gå sulten i seng. Alligevel sulter ca. 200 millioner mennesker i Indien. I Aktion Børnehjælp arbejder vi derfor for at sikre fødevaresikkerhed med tilstrækkelig og nærende måltider for de mest udsatte. Men vi leverer hverken sække med mad eller dyre landbrugsmaskiner. Vi støtter børnefamilierne, så de får mulighed for arbejde og producere sig selv ud af fattigdom og få nærende mad på bordet – både i dag og langt ud i fremtiden.

Fødevaresikkerhed for hundredvis af børnefamilier
Aktion Børnehjælp starter i disse dage i januar 2018 et nyt projekt i samarbejde med vores lokale indiske partner, ARM, om at sætte fokus på fødevaresikkerhed og bæredygtigt landbrug.
Projektet har til formål at sikre næringsrig mad blandt Indiens fattige landsbybeboere i et af Indiens mest udsatte områder, og hvor langt de fleste har landbrug som primær indtægtskilde. Vi arbejder med ca. 14.500 landsbyfolk, hvoraf 400 af disse kapacitetsopbygges og får specifik ernærings- og landbrugstræning og skal være med til at præge udviklingen i landsbyen. Her kommer kvinderne til at spille en central rolle.

Ernæring og økologisk landbrug i fokus
Projektet skal først og fremmest bevidstgøre lokalbefolkningen om underernæring, fejlernæring, ernæring under graviditet og af spæd- og småbørn. Projektet skal oplyse de lokale om ernæringsmæssige årsags- og effektsammenhænge og motivere dem til at handle for at forbedre deres situation. Bønderne organiseres i mindre grupper, hvor de arbejder sammen og lærer af hinanden. I grupperne trænes og støttes de i at lave køkkenhaver og forbedre deres produktion på marken ved hjælp af simple bæredygtige og økologiske landbrugsmetoder.

En mulighed for forandring
Som det er i dag, er bønderne i en meget dårlig situation. Tilbagevendende oversvømmelser og ugunstige vejrforhold gør, at bønderne ofte mister deres afgrøder. Dette tvinger dem ind i en negativ gældsspiral for at overleve, og de føler sig nødsaget til at sælge til lave priser, da de bliver presset af forhandlere, de står i gæld til. Gennem projektet får bønderne mulighed for at spare op og tage små lån, og der introduceres vandresistente ristyper, som kan klare op til 15 dage under vand uden at gå til grunde. Resultatet er selvforsyning i op til 12 måneder frem for 2-5 måneder om året. Dette er bare én af måderne, vi vil støtte lokalbefolkningen mod større fødevaresikkerhed. Der skal også sættes fokus på køkkenhaver, så de kan supplere deres fødevareindtag med nærende grøntsager.

Projektets realiseres i Baliapal block, Balasore distrikt, Orissa, Indien i samarbejde med Alternative for Rural Movement.
af mette olsen