Mange dele af Indien er hårdt ramt af COVID-19, og det har blandt andet udskudt vores projekt Bedre Sanitet Giver Bedre Sundhed. Nu går projektet dog i gang i en lidt ændret form, så det også kan være med til at forebygge smittespredning af COVID-19.

Af Daniel Kloppenborg Degn

Indien står lige nu over for en stor udfordring i COVID-19. Vores projekt Bedre Sanitet Giver Bedre Sundhed er over flere omgange blevet udskudt på grund af COVID-19, som i skrivende stund har taget livet af mere end 55.000 mennesker i Indien, mens antallet af smittede nærmer sig 3 millioner. Projektet er nu blevet ændret lidt, så det også tager højde for den nuværende situation.

Mange af projektaktiviteterne indebar nemlig, at folk forsamles i et nu uhensigtsmæssigt omfang. Derfor udsætter vi disse aktiviteter, mens coronaforebyggende tiltag bliver integreret i projektet.

Coronaforebyggelse og projektet har heldigvis flere fællesnævnere. Projektet handler om at forebygge, at mange besørger i det fri. Både det og forebyggelse af COVID-19 kræver adfærdsændringer og en øget forståelse af sammenhængen mellem hygiejne og smitte. Vi forventer derfor, at en øget forståelse for hygiejne og smittespredning i en coronakontekst kan bruges senere i projektet, når vi skal skabe opmærksomhed omkring smittespredning i forbindelse med besørgelse i det fri.

På længere sigt vil forståelsen for sammenhængen mellem hygiejne og smittespredning også kunne overføres til andre sammenhænge, så landsbyboerne vil være bedre rustet til at imødegå andre former for smitsomme sygdomme, hvor hygiejne er af særlig betydning.

Samme metode – nu med fokus på COVID-19

Bedre Sanitet Giver Bedre Helbred bygger på såkaldt Community-Led Total Sanitation (CLTS). Det er en metode forankret i idéen om hjælp til selvhjælp.

En vigtig bestanddel i CLTS er de såkaldte triggerings, hvor landsbyboerne bevidstgøres om udfordringer ved besørgelse i det fri gennem visualiseringer af f.eks. smittespredning. En triggering kan eksempelvis foregå ved, at en projektmedarbejder står med et rent glas vand og spørger, om nogen vil drikke det, hvor folk typisk svarer ja. Projektmedarbejderen tager nu et græsstrå, som hun strejfer en lort, for derefter at dyppe den kortvarigt i vandet. Når hun igen spørger, om nogen vil drikke vandet, svarer folk altid nej.

Triggerings demonstrerer sammenhængen mellem besørgelse i det fri og smittespredning på en måde, hvor der stimuleres en kollektiv følelse af skam og væmmelse, som tilskynder, at landsbyboerne ændrer deres praksis af egen fri vilje.

COVID-19 er ikke forbundet med væmmelse og skam på samme måde, som afføring er. Men også her er det stadigvæk oplagt at visualisere smittespredning.

Projektmedarbejderen kan f.eks. tage en særlig form pulver med farve på hænderne, som afgiver farve ved berøring. Projektmedarbejderen giver derefter håndtryk til en anden person, hvorefter de begge giver håndtryk til to nye personer osv. Denne triggering viser tydeligt, hvordan smittespredning foregår, og hvordan det pludselig kan tage fart. På denne måde bliver den abstrakte forståelse for smittespredning konkretiseret.