Af Mathilde Nielsen, frivillig i Familier Bekæmper Fejlernæring

Projektet Familier bekæmper Fejlernæring har netop modtaget de første foreløbige resulter af blodprøver taget for at monitorere sundheden hos 2.541 indiske kvinder og piger mellem 9- 35 år i 10 landsbyer i Orissa. Resultaterne viser at hele 98,2% af disse kvinder og børn har et alt for lavt hæmoglobinniveau.
 
Hæmoglo-hva’fornoget?

Hæmoglobin er et protein i de røde blodlegemer, der sørger for at transportere ilt rundt i kroppen, herunder også til hjernen. Derfor er det essentielt for både børn og voksnes udvikling og hverdag, at vores hæmoglobinniveau ligger på et sundt, stabilt niveau. Når vores hæmoglobinniveau er under normalgrænsen, kan vi opleve symptomer som åndenød, svimmelhed og træthed. Når vi lider af alvorlig hæmoglobinmangel, er organer som hjertet og hjernen udsatte.

Måling af hæmoglobinniveau
Fordi hæmoglobin er så vigtig for mennesker, er netop dette derfor også en af de måder projektet  Familier Bekæmper Fejlernæring vil måle sine resultater på. Landsbyboerne, der deltager i projektet, vil jævnligt få målt deres hæmoglobinniveau ved hjælp af blodprøver. En af projektets målsætninger er at antallet af landsbyboere med lavt hæmoglobinniveau skal være faldet med 40% ved slutningen af projektet.

Bekymrende resultater
Vi har netop modtaget de første foreløbige resulter af blodprøverne, der viser situationens dybe alvor. Kun 0,8 % af pigerne og kvinderne har et hæmoglobinniveau over normalgrænsen.  Alene i landsbyen Dagara har 18 kvinder og piger så alvorlig hæmoglobimangel, at de ville blive hospitalsindlagt i Danmark. Dette understreger endnu engang det store behov for projektet Familier Bekæmper Fejlernæring, hvis formål er at forbedre fødevaresikkerheden i 10 landsbyer gennem en kombination af oplysning om ernæring og introduktion af bio-landsbrugsmetoder.

Spis varieret!
Et for lavt hæmoglobinniveau, er ofte et symptom på fejl-eller underernæring, når man for eksempel ikke har adgang til en varieret kost. Det er vigtigt, at kosten er sammensat af forskellige fødevarer, så kroppens forskellige behov dækkes.

Fik du ikke læst vores artikel om de forskellige fødevaregrupper? Så kan du læse den her

Det er derfor vigtigt både at få nok mad, men også forskellig mad. Netop dét er også et af temaerne for FNs internationale fødevarer-dag d. 16. oktober.

På FAOs hjemmeside (FN’s fødevarer- og landbrugsorganisation) kan du lige nu læse om en kommende indsats, der blandt andet skal sætte fokus på at fremme fødevaresikkerhed blandt verdens landbefolkning (læs FAOs engelske artikel her)

Hvis du vil følge Familier Bekæmper Fejlernæring kan du læse mere HER, hvor du også kan støtte op om børns sundhed og udvikling.

aktionboernehjaelp ARM ernaering sundhed indien støt

Ernæring og økologisk landbrug i fokus
Det er en basal menneskeret ikke at gå sulten i seng. Alligevel sulter ca. 200 millioner mennesker i Indien. I Aktion Børnehjælp arbejder vi derfor for at sikre fødevaresikkerhed med tilstrækkelig og nærende måltider for de mest udsatte. Men vi leverer hverken sække med mad eller dyre landbrugsmaskiner. Vi støtter børnefamilierne, så de får mulighed for arbejde og producere sig selv ud af fattigdom og få nærende mad på bordet – både i dag og langt ud i fremtiden.

Fødevaresikkerhed for hundredvis af børnefamilier
Aktion Børnehjælp starter i disse dage i januar 2018 et nyt projekt i samarbejde med vores lokale indiske partner, ARM, om at sætte fokus på fødevaresikkerhed og bæredygtigt landbrug.
Projektet har til formål at sikre næringsrig mad blandt Indiens fattige landsbybeboere i et af Indiens mest udsatte områder, og hvor langt de fleste har landbrug som primær indtægtskilde. Vi arbejder med ca. 14.500 landsbyfolk, hvoraf 400 af disse kapacitetsopbygges og får specifik ernærings- og landbrugstræning og skal være med til at præge udviklingen i landsbyen. Her kommer kvinderne til at spille en central rolle.

Ernæring og økologisk landbrug i fokus
Projektet skal først og fremmest bevidstgøre lokalbefolkningen om underernæring, fejlernæring, ernæring under graviditet og af spæd- og småbørn. Projektet skal oplyse de lokale om ernæringsmæssige årsags- og effektsammenhænge og motivere dem til at handle for at forbedre deres situation. Bønderne organiseres i mindre grupper, hvor de arbejder sammen og lærer af hinanden. I grupperne trænes og støttes de i at lave køkkenhaver og forbedre deres produktion på marken ved hjælp af simple bæredygtige og økologiske landbrugsmetoder.

En mulighed for forandring
Som det er i dag, er bønderne i en meget dårlig situation. Tilbagevendende oversvømmelser og ugunstige vejrforhold gør, at bønderne ofte mister deres afgrøder. Dette tvinger dem ind i en negativ gældsspiral for at overleve, og de føler sig nødsaget til at sælge til lave priser, da de bliver presset af forhandlere, de står i gæld til. Gennem projektet får bønderne mulighed for at spare op og tage små lån, og der introduceres vandresistente ristyper, som kan klare op til 15 dage under vand uden at gå til grunde. Resultatet er selvforsyning i op til 12 måneder frem for 2-5 måneder om året. Dette er bare én af måderne, vi vil støtte lokalbefolkningen mod større fødevaresikkerhed. Der skal også sættes fokus på køkkenhaver, så de kan supplere deres fødevareindtag med nærende grøntsager.

Projektets realiseres i Baliapal block, Balasore distrikt, Orissa, Indien i samarbejde med Alternative for Rural Movement.
af mette olsen