Arrangeret kærlighed i Indien

Lige nu kan du på Netflix følge en af Indiens førende matchmakere, mens hun hjælper unge og deres familier med at finde det perfekte match til en ægtefælle. Få et indblik i kulturen omkring ægteskaber i Indien, og hvordan Aktion Børnehjælp arbejder med at skabe bedre vilkår for børn. 

Af Anja Nielsen, programleder

Lige nu kan du på Netflix følge en af Indiens førende matchmakere, mens hun hjælper unge og deres familier med at finde det perfekte match til en ægtefælle. Programmet har skabt stor debat. Kritikken går både på blåstemplingen af arrangerede ægteskabet, hvor den enkelte ikke selv vælger sin ægtefælle, samt de høje krav om lys hud, ’god familie’, god indkomst og fælles baggrund. Kriterierne afspejler en tradition, der diskriminerer på baggrund af hudfarve, opretholder kastesystemet og ser skævt til ægteskaber på tværs af kaste og klasse. Det er kriterier for den perfekte ægtefælle, som gennemsyrer store dele af det indiske samfund, i alle samfundslag.

I serien møder vi familier fra overklassen, hvor størstedelen er opvokset i USA. Indien er et komplekst land med store forskelle mellem klasser og land og by. Aktion Børnehjælp mener derfor, at det er vigtigt at forstå nuancerne i den arrangerede kærlighed i Indien.

Er det tvang?

Mens såkaldte love marriages ses oftere og oftere i Indien, er arrangerede ægteskaber stadig normen. Ens kommende livspartner er ikke blot ens eget valg, men hele familiens. For mange unge er det stadig naturligt at familien er med indover, når det livsvigtige valg skal tages.

I Netflix-showet Indian matchmaking fremgår det, at flere af hovedpersonerne selv har valgt at søge råd hos en professionel ægteskabsarrangør, efter de har opgivet selv at finde den rigtige livspartner. Mange af deltagerne, der kommer fra velstående og højtuddannede familier, fortæller, at de selv har datet i en årrække, men uden succes.

Serien viser også, at flere søger en middelvej mellem arrangerede ægteskaber og dating. Dog ses der en forskel mellem dem, der er bosiddende i USA, og dem fra Indien, hvor forældrene spiller en større rolle i valget. Dating og kærester er stadig et tabu i store dele af Indien, og der er sjældent langt mellem, at en kommende ægtefælle er identificeret, til ægteskabet indgås. Derfor er det vigtigt, at man hurtigt kan vurdere, om personen er den rette. Dem, der går ind for arrangerede ægteskaber, argumenterer for, at forældrene, der selv har erfaring fra mange års ægteskab, kan bidrage med vigtig viden og erfaring, som de unge ikke har.

Aktion Børnehjælp oplever, at flere og flere fra den lave del af middelklassen fortæller, at de som kommende brud/gom har mulighed for at sige nej til de kandidater til ægtefæller, som familien præsenterer. Familien finder passende profiler, som præsenteres gennem møder, vurderes af alle og hvor den kommende brud/gom efterfølgende kan sige ja eller nej.

Dog kan et ’nej’ fra familien sjældent ændres til et ja hvis den kommende brud/gom er uenig. Her har familien traditionelt det sidste ord. Hvilket også gør sig gældende når vi snakker om den kommende ægtefælles profil, hvilket fører os tilbage til kritikken af Indian matchmaking.

Børneægteskaber

Aktion Børnehjælp arbejder med nogle af Indiens allerfattigste. Her oplever vi, at ægteskab – tidspunkt og valg af ægtefælle – stadig i høj grad er familiens beslutning uden indflydelse fra den kommende brud/gom. Her er der sjældent tale om et valg. Ifølge organisationen Girls Not Brides bliver 27 % af Indiens piger gift, før de fylder 18 år. Her snakker vi om tvangsægteskaber, hvor pigen ikke har noget at skulle have sagt. I mange sager gælder det også drengen, der tit også er mindreårig. De oplyses blot om,  at de skal giftes inden for kort tid og forventes at adlyde forældre.

Det økonomiske aspekt er et af de argumenter, vi ofte møder i sager om børneægteskaber. Ved ægteskab skal pigens familie betale brudepris (dowry) til gommens familie. En udgift, der lægger stort pres på familiens økonomi og sætter dem i gæld. Samtidig flytter pigen traditionelt set til gommens familie efter brylluppet, og vil derfor heller ikke kunne tage sig af sine forældre, når de bliver gamle. Sat på spidsen ses piger derfor som en byrde, en udgift for familien indtil hun er blevet gift.

Ægteskabet bliver en handelstransaktion, hvor fokus er på at blive gift så ‘godt’ som muligt, hvilket igen dækker over kaste, lys hud og det rette religiøse og geografiske tilhørsforhold. Sammen med det økonomiske aspekt kan det presse fattige familier ud i at vælge børneægteskaber som en løsning.

Børneægteskaber har store konsekvenser for pigernes liv, der rækker langt udover manglende medbestemmelse i valg af ægtefælle. Ofte tages pigerne ud af skolen, når de skal giftes, og forventes at passe hus hos svigerfamilien. Dette er én af grundene til, at pigerne stadig halter langt bagefter drengene i Indien, når det gælder skolegang. En pige går i gennemsnit i skole i knap 5 år, mens det er over 8 år for drenge. Det har betydning for pigens muligheder senere i livet, men også for hendes børns, da der er en tydelig sammenhæng mellem skolegang, antal børn en pige får senere i livet og deres sundhed.

Derudover forventes det, at pigen bliver gravid kort efter brylluppet. Graviditet kan have fatale konsekvenser, hvis kroppen ikke er klar til det og samtidig er præget af fejlernæring, som vi oplever hos mange i de områder, vi arbejder i. Det kan give pigen mén resten af livet og i værste tilfælde koste mor eller barn livet ved fødslen eller fratage pigen muligheden for at få flere børn.

Rettigheder er et fælles ansvar

I Aktion Børnehjælp arbejder vi for at sikre børns rettigheder. Det gør vi bl.a. ved at gøre både børn og deres forældre opmærksomme på de lovmæssige rettigheder børn og unge har, samt lægge pres på lokale myndigheder i forhold til at implementere og opretholde lovgivningen.

I vores børnerettighedsprojekt Sammenhold om børns rettigheder har vi særligt fokus på retten til ikke at blive gift, før man som pige er 18 år og dreng 21, retten til ikke at arbejde, men gå i skole og få min. 12 års skolegang, samt retten til ikke at blive udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold og misbrug.

Projektet har været med til at sætte børnerettigheder på dagsorden hos både familier og myndigheder, og ikke mindst fået de unge til selv at står op for deres egne rettigheder – rettigheder de inden projektet ikke anede, at de havde.