Alle skal lære at læse og skrive

Aktion Børnehjælp børn skole

 

 

 

 

 

 

 

Therese Boje Mortensen

Den 8. september er det International Literacy Day. En dag der understreger vigtigheden af at lære at læse og skrive, og hvordan det påvirker både det enkelte mennesker og samfundet på positiv vis. Det er en dag, hvor vi i vesten kan fejre vores skolesystem og måske vende blikket mod de steder, hvor det stadig ikke er en selvfølge at alle får muligheden for at lære at læse og skrive.

 

Alfabetisme og børns rettigheder

Da jeg var i Indien tidligere i år, spurgte jeg en række NGO-ansatte hvorfor nogle forældre overtræder deres børns rettigheder. Et gennemgående svar var, at forældrene ikke er literate – det vil sige, at de ikke kan læse og skrive. Med dette mener NGO-arbejderne ikke at forældre som er analfabeter ikke er i stand til at tage fornuftige beslutninger på deres børns vegne. Nej, i stedet vil de gerne fremhæve, at dét at være literate ikke bare er kapaciteten til at læse og skrive, men adgangsbilletten til det meste af verden: til mange former for viden, til arbejde, til indkomst. Uden denne adgangsbillet er forældre ofte nødsagede til at sende deres børn i arbejde og droppe skolegangen.

 

Aktion Børnehjælp skole børn

 

 

 

 

 

 

 

At kunne læse og skrive er fundamentet for et barns videre uddannelse. Alfabetisme giver frihed til børn og unge til at kunne vælge deres livsvej. Hvert tiende år udfører Indien en folketælling, hvori landets alfabetisme bliver registreret. Den seneste folketælling fra 2011 viser, at 73 % af Indiens befolkning kunne læse og skrive. Deler man statistikken op i køn, lærer man at kun 64,6 % af kvinder kunne læse og skrive i 2011. Der er heldigvis ingen tvivl om, at statistikken vil se anderledes ud ved næste folketælling i 2021. For eksempel har Indien nu gjort det til en basal rettighed og pligt for alle børn mellem 6 og 14 år at gå i skole.

Vores projekt ”Sammenhold om Børns Rettigheder” har stærkt fokus på oplysning om børns rettigheder, både til dem der kan læse og skrive, og dem der ikke kan. Ved at oplyse forældre, lokalsamfund og myndigheder om vigtigheden af retten til uddannelse, kan vi sikre, at næste generation er literate. Og så vil de have mulighed for at sikre deres egne børns rettigheder.

Aktion Børnehjælp Savitribai Phule

Af Sophie Amalie Eiholm Kjær

I september fejres ’lærerens dag’ d. 5 af Indiens børn og voksne, og herudover markeres den internationale dag for læse- og skrivefærdigheder d. 8 over hele verden. Af den årsag dykker vi ned i Indiens kamp for mere tilgængelig skolegang, og kigger på en af dets vigtigste tidlige stemmer.

 

Indiens uddannelsessystem 

Igennem tiden er det indiske skolesystem, som et af verdens allerstørste, blevet undersøgt og reflekteret på fra alsidige perspektiver. Uddannelse, særligt inkluderende uddannelse, forbliver et af hovedområderne for Indiens regering, men på trods af det, er der langt mellem politik og handling. For mange, som i de fleste lande, er uddannelse et kerneområde i den indiske kultur og hverdag. Mange priser sig lykkelig og heldig over at have muligheden for at gå i skole imens andre betragter deres manglende uddannelse som en bekymring eller en barriere. I Indien anses uddannelse som et privilegie og ofte forventes det at ens skolegang er første prioritet. Dog er der mange andre, som bliver frarøvet deres skolegang, fordi deres tilstedeværelse er for besværlig af årsager såsom transport, eller de tvinges i arbejde fremfor skole af familien. Siden august 2019 har uddannelse for børn mellem 6-14 år været gratis og obligatorisk. Alligevel, er der mange piger, som ikke går i skole af religiøse årsager eller et kulturelt pres. Især efter primary school (6-14 år) er der mange piger, som ikke fortsætter i skolen. Ifølge en NCPCR-rapport er 39,4% af unge indiske piger i alderen 15-18 ikke indskrevet i en uddannelsesinstitution. 

 

Indiens første kvindelige underviser 

En af de personer, som har haft størst betydning for Indiens uddannelsessystem, er Savitribai PhulePhule, som er født i 1831, er i dag hædret som “moderen af moderne uddannelse” af den indiske befolkning. Dette er grundet hendes aktive kamp for fair behandling af kvinders rettigheder; særligt indenfor uddannelse under det britisk herredømme. Sammen med hende mand, som lærte hende at læse og skrive, anses hun for at være frontfigur i en social bevægelse, der arbejdede imod diskrimination baseret på kaste og køn indenfor uddannelsessystemet i Indien. Med hendes beslutsomhed og vilje til at ændre kvindernes forhold i landet, åbnede hun i Pune i 1848 en pigeskole sammen med hendes mand, og regnes i dag for at være Indiens første kvindelige underviser. Hendes ambitioner og kulturelt usædvanlige tilgang skabte raseri og uforståelighed på tværs af samfundet. På trods af massiv modvind fik hun ros af resultaterne fra hendes handlinger af den britiske regering. I dagens Indien anses Phule ikke kun for at være Indiens første kvindelige lærer, men er også blevet kaldt for et “moderne feministisk ikon’. Hendes engagement var enestående i samtidens 19ende århundrede, idet hun var den første kvindelige leder af en social bevægelse, der koblede kaste, patriarkat og uddannelse sammen. 

 

Uddannelse – at kræve sin ret 

Uddannelse er en fundamental og ubestridelig rettighed for hvert et barn på trods af religion, social status, køn og oprindelse. Alle børn har ret til lige muligheder for skolegang og med det medfølger behovet for et inkluderende uddannelsessystem med fokus på at eliminere barriere og sociale lænker. I dag har indiske kvinder meget at takke Phule for. Hun er kvinden, der har sået de første frø og banet vej for muligheder, der forbedrer indiske kvinder af alle sociale lags deltagelse i uddannelsessystemet. På trods af hendes bestræbelse har Indien ikke lykkes med at fuldkommen leve op til det Phule fortsat repræsenterer. 

Hos aktion børnehjælp arbejder vi ligeså aktivt for børns ret til uddannelse i Indien. Du kan støtte vores arbejde og projekter direkte her.