fbpx

Nyheder

mandag, 05 oktober 2020 / Udgivet i Nyheder
Traditionel indisk kokoskage

Af Kasper Waale

I den indiske kyststat Goa blandes egnens tropiske frugter og nødder med havets lækkerier og importerede varer fra portugisisk kolonitid. Arven fra portugiserne har også bragt kristendommen og julen med sig, og især ved juletid spiser statens indbyggere Baath Cake. Konsistensen er let og luftig og kokossmagen eksotisk. Drøm dig tilbage til stranden eller hold tidlig jul med denne lækkerbisken.

Ingredienser

  • 250 g kokosmel
  • 250 g mannagryn
  • 400 g sukker
  • 300 ml vand
  • 6 æg
  • 100 g usaltet smør
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. revet muskatnød
  • 1. tsk. vaniljeessens eller -sukker
  • 1 knsp. salt

Fremgangsmåde

  1. Tilsæt vand i en pande og opvarm det, til det koger.
  2. Tilsæt sukker, og få det til at smelte.
  3. Når sukkeret er smeltet, tilføjes mannagryn, kokosmel og smør.
  4. Opvarm blandingen på panden ved lav varme i ca. 5 minutter, og lad den derefter afkøle.
  5. Pisk æg luftige og tilføj dem i den afkølede blanding.
  6. Tilføj vanilje, revet muskatnød, bagepulver samt salt, og mix blandingen grundigt.
  7. Smør bagepapir, og beklæd en bageform med det.
  8. Tilsæt kageblandingen i bageformen, og lad den bage i ovn i 1 time og 20 minutter på 200 grader.
  9. Pynt eventuelt kagen med revet citronskal, kokosmel eller -flager.

Bon appétit!

mandag, 05 oktober 2020 / Udgivet i Indien, Mad

Indisk mad er mere end bare Butter Chicken og Naan-brød. Faktisk er indisk mad ligeså alsidig og forskelligartet som landets klima, kultur og sprog. Tag med på en appetitvækkende rejse gennem Indiens madlandskab.

Af Kasper Waale

Selv om hver enkel af Indiens 28 stater har sine egne unikke madtraditioner, er der visse kulinariske fællestræk, som afhænger af staternes geografiske placering i Nord-, Syd-, Øst- eller Vestindien. Læs med her for at lære mere om regionale madforskelle i Indien, og om, hvordan historie, kultur og geografi har påvirket regionernes madlavning gennem tiden.

Nordindien

I det nordlige Indien har den tætte kontakt med diverse naboer haft stor betydning for områdets mad og kultur.

I Kashmir og Punjab ledes tankerne hen på det mellemøstlige og centralasiatiske køkken. Her bager lerovne fladbrød til saftigt lam og kylling, der ofte ledsages af en cremet, tyk og aromatisk sovs. Løg, tomater og hvidløg indgår ofte i kombination, og yoghurt-baserede dyppelser balancerer de tunge hovedingredienser.

Nødder og tørrede frugter er i øvrigt flittige gæster i både hovedmåltider og desserter.

I Himalayabjergenes kolde klima indtages varme nudelsupper og dumplings, der tydeligt læner sig op af tibetanske og nepalesiske madtraditioner.

Sydindien

I det sydlige Indien er klimaet varmt, fugtigt og frodigt. Det skaber gode vækstforhold for tropiske frugter og grøntsager. Disse er sammen med ris og kokosnød fundamentale elementer i sydindisk mad, ligesom den nære afstand til kysten gør fisken til en favorit i madlavningen. Det resulterer i en noget lettere kost end i nord.

Den tykke cremede sovs er udskiftet med en lettere kokosmælk-baseret af slagsen, og det tunge kød er typisk udskiftet med mager fisk.

Man skal dog ikke lade sig narre af den umiddelbare milde sødme, da det tropiske klima også skaber gunstige forhold for stærke chilier, som ofte indgår på lige fod med søde frugter og mild kokosmælk.

Østindien

Hjemsted for floder, søer og gigantiske regnskyl. Vandets kompromisløse tilstedeværelse i Østindien har skabt et køkken, der baserer sig på områdets væld af grøntsager, frugter, ris, linser og fisk.

Områdets sennepsmarker har tilmed gjort sennepskorn- og olie til flittige gæster i østindiske retter. Senneppen tilføjer en let sødlig nøddesmag til de generelt let-krydrede retter (efter indisk målestok), der også ofte indeholder kommen og anis.

Områdets borgere er i øvrigt kendte for at have en særlig sød tand, og der serveres søde kager og snacks på diverse gadehjørner i Vestbengalen og Odisha.

Vestindien

Vestindien byder på utrolig forskelligartet mad. I den nordvestlige stat Rajasthan er der tørt og ufrugtbart. Tørrede linser, bønner og mælkeprodukter er gængse ingredienser i madlavningen.

Udover at maden har nuancer af mellemøstlig, pakistansk og persisk kogekunst, er maden i vestindiske stater som Rajasthan og Gujarat også overvejende plantebaseret, og vegetarianisme spiller især en stor rolle i kyststaten Gujarat.

I Maharashtra og Indiens største by Mumbai, er maden ligeså uensartet som statens overflod af folkeslag, religiøse tilhørsforhold og internationale påvirkninger. Og i kyststaten Goa blandes lokale fisk og skaldyr med eddike og andre ingredienser, der blev bragt til staten af portugisiske kolonister, som regerede Goa i mere end 400 år.

fredag, 28 august 2020 / Udgivet i Indien

Af Kasper Waale

Baggrund

Tanken om et indisk nationalflag vandt frem i takt med et stigende ønske om at løsrive sig fra britisk koloniherredømme. Frem til Indiens selvstændighed i 1947, blev forskellige flag-design foreslået og benyttet sporadisk. I 1921 blev Gandhi præsenteret for et flag-design af en ung indisk studerende, som blev grundstenen for Indiens nuværende flag. Flaget bestod af en rød og en grøn vandret stribe, der skulle repræsentere henholdsvis Hinduismen og Islam – Indiens to største religioner. Gandhi tilføjede en hvid stribe for at inkludere og repræsentere Indiens andre religioner. En spinderok blev også tilføjet som symbol på det indiske folks kamp for at blive selvforsynende og uafhængigt.

Flaget i dag

Ved selvstændigheden i 1947 var den røde stribe skiftet ud med en safran-farvet stribe. Spinderokken var blevet erstattet af Dharma Chakra eller lovens hjul, der er afbilledet på søjler dateret til over 2000 år siden, hvor det første seriøse forsøg på at samle Indien fandt sted. Dette indiske flag, benyttes stadigvæk i dag.

For at afdæmpe religiøse spændinger, fik farverne tillagt nye betydninger. Indiens første vicepræsident og anden præsident forklarede bl.a., at Safran-farven skulle symbolisere afkald og ingen interesse for materiel velstand. Den hvide farve skulle være lyset og vejen til sandhed. Den grønne farve skulle betegne det indiske folks relation til den indiske jord og dens frodige flora, mens lovens hjuls bevægelse skulle påpege, at Indien må bevæge sig fremad og ikke modstå forandring.

tirsdag, 25 august 2020 / Udgivet i Børns rettigheder, Nyheder

Lige nu kan du på Netflix følge en af Indiens førende matchmakere, mens hun hjælper unge og deres familier med at finde det perfekte match til en ægtefælle. Få et indblik i kulturen omkring ægteskaber i Indien, og hvordan Aktion Børnehjælp arbejder med at skabe bedre vilkår for børn. 

Af Anja Nielsen, programleder

Lige nu kan du på Netflix følge en af Indiens førende matchmakere, mens hun hjælper unge og deres familier med at finde det perfekte match til en ægtefælle. Programmet har skabt stor debat. Kritikken går både på blåstemplingen af arrangerede ægteskabet, hvor den enkelte ikke selv vælger sin ægtefælle, samt de høje krav om lys hud, ’god familie’, god indkomst og fælles baggrund. Kriterierne afspejler en tradition, der diskriminerer på baggrund af hudfarve, opretholder kastesystemet og ser skævt til ægteskaber på tværs af kaste og klasse. Det er kriterier for den perfekte ægtefælle, som gennemsyrer store dele af det indiske samfund, i alle samfundslag.

I serien møder vi familier fra overklassen, hvor størstedelen er opvokset i USA. Indien er et komplekst land med store forskelle mellem klasser og land og by. Aktion Børnehjælp mener derfor, at det er vigtigt at forstå nuancerne i den arrangerede kærlighed i Indien.

Er det tvang?

Mens såkaldte love marriages ses oftere og oftere i Indien, er arrangerede ægteskaber stadig normen. Ens kommende livspartner er ikke blot ens eget valg, men hele familiens. For mange unge er det stadig naturligt at familien er med indover, når det livsvigtige valg skal tages.

I Netflix-showet Indian matchmaking fremgår det, at flere af hovedpersonerne selv har valgt at søge råd hos en professionel ægteskabsarrangør, efter de har opgivet selv at finde den rigtige livspartner. Mange af deltagerne, der kommer fra velstående og højtuddannede familier, fortæller, at de selv har datet i en årrække, men uden succes.

Serien viser også, at flere søger en middelvej mellem arrangerede ægteskaber og dating. Dog ses der en forskel mellem dem, der er bosiddende i USA, og dem fra Indien, hvor forældrene spiller en større rolle i valget. Dating og kærester er stadig et tabu i store dele af Indien, og der er sjældent langt mellem, at en kommende ægtefælle er identificeret, til ægteskabet indgås. Derfor er det vigtigt, at man hurtigt kan vurdere, om personen er den rette. Dem, der går ind for arrangerede ægteskaber, argumenterer for, at forældrene, der selv har erfaring fra mange års ægteskab, kan bidrage med vigtig viden og erfaring, som de unge ikke har.

Aktion Børnehjælp oplever, at flere og flere fra den lave del af middelklassen fortæller, at de som kommende brud/gom har mulighed for at sige nej til de kandidater til ægtefæller, som familien præsenterer. Familien finder passende profiler, som præsenteres gennem møder, vurderes af alle og hvor den kommende brud/gom efterfølgende kan sige ja eller nej.

Dog kan et ’nej’ fra familien sjældent ændres til et ja hvis den kommende brud/gom er uenig. Her har familien traditionelt det sidste ord. Hvilket også gør sig gældende når vi snakker om den kommende ægtefælles profil, hvilket fører os tilbage til kritikken af Indian matchmaking.

Børneægteskaber

Aktion Børnehjælp arbejder med nogle af Indiens allerfattigste. Her oplever vi, at ægteskab – tidspunkt og valg af ægtefælle – stadig i høj grad er familiens beslutning uden indflydelse fra den kommende brud/gom. Her er der sjældent tale om et valg. Ifølge organisationen Girls Not Brides bliver 27 % af Indiens piger gift, før de fylder 18 år. Her snakker vi om tvangsægteskaber, hvor pigen ikke har noget at skulle have sagt. I mange sager gælder det også drengen, der tit også er mindreårig. De oplyses blot om,  at de skal giftes inden for kort tid og forventes at adlyde forældre.

Det økonomiske aspekt er et af de argumenter, vi ofte møder i sager om børneægteskaber. Ved ægteskab skal pigens familie betale brudepris (dowry) til gommens familie. En udgift, der lægger stort pres på familiens økonomi og sætter dem i gæld. Samtidig flytter pigen traditionelt set til gommens familie efter brylluppet, og vil derfor heller ikke kunne tage sig af sine forældre, når de bliver gamle. Sat på spidsen ses piger derfor som en byrde, en udgift for familien indtil hun er blevet gift.

Ægteskabet bliver en handelstransaktion, hvor fokus er på at blive gift så ‘godt’ som muligt, hvilket igen dækker over kaste, lys hud og det rette religiøse og geografiske tilhørsforhold. Sammen med det økonomiske aspekt kan det presse fattige familier ud i at vælge børneægteskaber som en løsning.

Børneægteskaber har store konsekvenser for pigernes liv, der rækker langt udover manglende medbestemmelse i valg af ægtefælle. Ofte tages pigerne ud af skolen, når de skal giftes, og forventes at passe hus hos svigerfamilien. Dette er én af grundene til, at pigerne stadig halter langt bagefter drengene i Indien, når det gælder skolegang. En pige går i gennemsnit i skole i knap 5 år, mens det er over 8 år for drenge. Det har betydning for pigens muligheder senere i livet, men også for hendes børns, da der er en tydelig sammenhæng mellem skolegang, antal børn en pige får senere i livet og deres sundhed.

Derudover forventes det, at pigen bliver gravid kort efter brylluppet. Graviditet kan have fatale konsekvenser, hvis kroppen ikke er klar til det og samtidig er præget af fejlernæring, som vi oplever hos mange i de områder, vi arbejder i. Det kan give pigen mén resten af livet og i værste tilfælde koste mor eller barn livet ved fødslen eller fratage pigen muligheden for at få flere børn.

Rettigheder er et fælles ansvar

I Aktion Børnehjælp arbejder vi for at sikre børns rettigheder. Det gør vi bl.a. ved at gøre både børn og deres forældre opmærksomme på de lovmæssige rettigheder børn og unge har, samt lægge pres på lokale myndigheder i forhold til at implementere og opretholde lovgivningen.

I vores børnerettighedsprojekt Sammenhold om børns rettigheder har vi særligt fokus på retten til ikke at blive gift, før man som pige er 18 år og dreng 21, retten til ikke at arbejde, men gå i skole og få min. 12 års skolegang, samt retten til ikke at blive udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold og misbrug.

Projektet har været med til at sætte børnerettigheder på dagsorden hos både familier og myndigheder, og ikke mindst fået de unge til selv at står op for deres egne rettigheder – rettigheder de inden projektet ikke anede, at de havde.

TOP