Nyheder

 Af Mathilde Nielsen, frivillig i Familier Bekæmper Fejlernæring

Projektet Familier bekæmper Fejlernæring har netop modtaget de første foreløbige resulter af blodprøver taget for at monitorere sundheden hos 2.541 indiske kvinder og piger mellem 9- 35 år i 10 landsbyer i Orissa. Resultaterne viser at hele 98,2% af disse kvinder og børn har et alt for lavt hæmoglobinniveau.
 
Hæmoglo-hva’fornoget?

Hæmoglobin er et protein i de røde blodlegemer, der sørger for at transportere ilt rundt i kroppen, herunder også til hjernen. Derfor er det essentielt for både børn og voksnes udvikling og hverdag, at vores hæmoglobinniveau ligger på et sundt, stabilt niveau. Når vores hæmoglobinniveau er under normalgrænsen, kan vi opleve symptomer som åndenød, svimmelhed og træthed. Når vi lider af alvorlig hæmoglobinmangel, er organer som hjertet og hjernen udsatte.

Måling af hæmoglobinniveau
Fordi hæmoglobin er så vigtig for mennesker, er netop dette derfor også en af de måder projektet  Familier Bekæmper Fejlernæring vil måle sine resultater på. Landsbyboerne, der deltager i projektet, vil jævnligt få målt deres hæmoglobinniveau ved hjælp af blodprøver. En af projektets målsætninger er at antallet af landsbyboere med lavt hæmoglobinniveau skal være faldet med 40% ved slutningen af projektet.

Bekymrende resultater
Vi har netop modtaget de første foreløbige resulter af blodprøverne, der viser situationens dybe alvor. Kun 0,8 % af pigerne og kvinderne har et hæmoglobinniveau over normalgrænsen.  Alene i landsbyen Dagara har 18 kvinder og piger så alvorlig hæmoglobimangel, at de ville blive hospitalsindlagt i Danmark. Dette understreger endnu engang det store behov for projektet Familier Bekæmper Fejlernæring, hvis formål er at forbedre fødevaresikkerheden i 10 landsbyer gennem en kombination af oplysning om ernæring og introduktion af bio-landsbrugsmetoder.

Spis varieret!
Et for lavt hæmoglobinniveau, er ofte et symptom på fejl-eller underernæring, når man for eksempel ikke har adgang til en varieret kost. Det er vigtigt, at kosten er sammensat af forskellige fødevarer, så kroppens forskellige behov dækkes.

Fik du ikke læst vores artikel om de forskellige fødevaregrupper? Så kan du læse den her

Det er derfor vigtigt både at få nok mad, men også forskellig mad. Netop dét er også et af temaerne for FNs internationale fødevarer-dag d. 16. oktober.

På FAOs hjemmeside (FN’s fødevarer- og landbrugsorganisation) kan du lige nu læse om en kommende indsats, der blandt andet skal sætte fokus på at fremme fødevaresikkerhed blandt verdens landbefolkning (læs FAOs engelske artikel her)

Hvis du vil følge Familier Bekæmper Fejlernæring kan du læse mere HER, hvor du også kan støtte op om børns sundhed og udvikling.

onsdag, 10 oktober 2018 / Udgivet i Nyheder

 I dag er det nok de færreste, der forbinder efterårsferien med hårdt arbejde i marken. Men indtil for 60 år siden var meningen med skoleferien i oktober, at give børnene fri til at hjælpe deres forældre med at grave kartofler op. Hvis det ikke lige er dine planer, så har du her en god opskrift på indisk-inspirerede kartofler til at mindes kartoffelferien med (Pst; Du behøver ikke selv grave dem op)

TIL 2 PERSONER

      • 400 g kartofler
      • 4 tomater
      • 2 tsk. Sennepsfrø
      • 3 fed hvidløg
      • 1 cm ingefær
      • 2 spsk. gramham marsala
      • 1 friskhakket chili
      • 1 rødløg
      • En håndfuld hakket koriander
      • Yoghurt
      • 1 spsk. Gurkemeje
      • Olie til afstegning

FREMGANGSMÅDE

      1. Skyl kartofler og skær dem i både.
      2. Kog kartoflerne i ca. 10 minutter.
      3. Hak rødløg i tern og finhak koriander
      4. Varm olie til stegning i en pande. Der skal være plads til alle kartoflerne.
      5. Hald vandet fra kartoflerne
      6. Hak hvidløg og ingefær fint, og bland alle krydderier med en smule olie så du får en tyk masse. Vend kort på panden så krydderierne bliver ristet af.
      7. Skær tomater i både.
      8. Tilsæt kartofler til panden. Steg i 5 minutter og tilsæt så tomaterne. Steg på middelvarme indtil kartoflerne, tomaterne og krydderier er godt blandet sammen.
      9. Server med yoghurt, og citron.

God fornøjelse

Af Pernille Gani & Amanda Norden Andersson

Frivillige i Aktion Børnehjælp, projektgruppe Children Know Your Rights!

I Gingee, Tamil Nadu, taler børnene om vigtige og alvorlige emner, såsom dengue-udbrud i landsbyen og børn der ikke kommer i skole, mens de i det næste øjeblik er midt i en sjov leg. Det virker måske ikke sammenhængende, men det er det i allerhøjeste grad.

Den sjove leg er nemlig mere end en leg. Den er en nøje udtænkt øvelse, der giver børnene information om børnerettigheder og samtidig træner dem i at italesætte og handle i relation til rettighederne.

En leg kan udforme sig som et teaterstykke, en tegning eller en forhindringsbane, og hver enkelt af legene styrker forskellige aspekter af rettighedsarbejdet med klubbernes medlemmer. Det kan være en øvelse i at sige sin mening eller en øvelse i at stole på hinanden. På den måde giver legen børnene et rum hvor de kan lære at tale om og handle på deres rettigheder.

Udover at være frivillige i Aktion Børnehjælp, er vi begge antropologer. Øvelserne, som vi har udtænkt, er stærkt inspireret af de såkaldte ”PRA-metoder” (fodnote: PRA står for ‘participatory rural appraisal’), der ofte bruges i antropologiske undersøgelser. Metoderne fokuserer på, at få folk til at udtrykke sig på kreative og kropslige måder fremfor gennem skrift og formel tale og understreger også et af principperne inden for antropologien om, at vi lærer mest, når vi ser, smager og mærker det, som vi forsøger at forstå.

De øvelser vi vælger til børnene i børnerettighedsklubberne er skabt ud fra den samme ide og har til formål at få børnene til at interagere med de rettigheder og principper, som de forsøger at lære noget om.

I stedet for at skulle lære børnerettighederne udenad gennem paragraffer og regler, får børnene på denne måde muligheden for at arbejde kropsligt og kreativt. Det gør det nemmere at huske det tunge stof og lader børnene sætte rettighederne ind i en kontekst de kan forstå og som de oplever som meningsfuld.

Participatoriske øvelser giver børnene en stemme

I Indien hvor særligt hierarkier i forhold til alder og køn er stærke, kan det være ekstra svært for børn og unge at råbe deres ældre op når der er noget, der vedrører dem. Første skridt er at gøre børnene og de unge bevidste om, at de har ret til f.eks. skolegang, ikke at arbejde, hvis de er under 14 og ikke at blive gift før de fylder 18 år for kvinder og 21 for mænd. Det er også bydende nødvendigt, at både forældre og lokalsamfund kender til rettigheder og forstår vigtigheden og pointen i at støtte op om dem.

Med aktiviteter, som er inspireret af PRA-metoderne, inddrages børnene og de unge på deres præmisser, når et stort, tungt og til tider meget ømtåligt emne tages op gennem leg, spil og aktiviteter. Når børnene og de unge får lov til at bearbejde viden om børnerettigheder og får mulighed for selv at fortælle deres historie og deres oplevelse af en given situation, får de en stemme.

Når børn kender deres rettigheder

Fra Children Know Your Rights! er der flere eksempler på, at børnene gennem participartoriske øvelser har fået mulighed for at bruge deres stemme. På Aktion Børnehjælps hjemmeside kan du f.eks. se små kortfilm, som er resultatet af en øvelse, der er blevet lavet med børnene. Øvelsen gik ud på, at børnene skulle vælge en børnerettighed og skrive en kort historie om, hvad rettigheden går ud på, hvorfor de synes at netop den er vigtigt og hvad de eventuelt har ’brugt’ rettigheden til. Herigennem får børnene altså mulighed for, med deres egne ord og erfaringer at fortælle andre, hvorfor børnerettigheder er vigtige.

At inddrage børns erfaringer på denne måde er netop væsentligt, hvis vi gerne vil få en forståelse for deres livsverden.

Et bæredygtigt projekt

Children Know Your Rights! er et projekt er et projekt i sin sidste fase. De børn og unge som har været en del af projektet, har nu i næsten tre år leget sig til vigtig viden om børnerettigheder. De har leget sig til erfaring og læring om, hvorfor det er vigtigt, at de er opmærksomme og insisterer på deres ret til f.eks. skolegang, ikke at skulle udføre børnearbejde og ikke at blive gift som barn.

Den langvarige effekt af projektet kendes ikke endnu, men der har allerede været mange flotte eksempler på, at både børn, forældre og lokalsamfund har taget børnerettighederne til sig. Børnene har i flere tilfælde gået forrest i forsøgene på at skabe forandringer i deres liv såvel som i andres. De har været arrangører af en oplysningskampagne om farerne særligt for børn i perioder med Dengue-feber udbrud, brugt højtider til at skabe opmærksomhed omkring børnerettigheder og taget fat i hinanden eller en voksen, hvis de har oplevet, at de selv eller nogen de kender har fået overtrådt deres rettigheder.

Selvom projektet slutter tyder meget på, at fokusset på børnenes inddragelse og læring har skabt grobund for, at de tør og kan bruge deres stemme i fremtiden.

Du kan se flere eksempler på events og historier fra projektet HER 

onsdag, 05 september 2018 / Udgivet i Frivillig, Indien, Nyheder, Partnere, Støtte, Uddannelse, Verdensmål

Af Julia Sam, frivillig i Aktion Børnehjælp, projektgruppe Choices, Childhood and Rights

I midten af juni måned rejste to frivillige afsted til Indien på det første monitoreringsbesøg hos den relativt nye samarbejdspartner SEEDS. Som projektfrivillige var Julia og Mortens opgaver i Indien at mødes med de ansvarlige hos SEEDS, drøfte udviklingen og de eventuelle problemer, der eksisterer. Det toårige projekt hedder Choices, Childhood and Rights (CCR), og aktiviteterne er nu halvvejs.

”Ingen af os havde været i Indien før, og vi var ikke kun spændte på at møde vores lokale samarbejdspartner og se resultaterne af projektet i landsbyerne, men også på at opleve en ny kultur, mad, arkitektur og klima. Og den voldsomme hede er det, der slår os først, da vi kommer ud af lufthavnen til 40 graders varme. Vi ankommer i juni, lige før regnsæsonen og lige efter en sommerperiode med uudholdelige 50 grader! ”

Derefter fulgte en alt andet end behagelig køretur ad de indiske landeveje, hvor alle dytter af hinanden og sætter speederen i bund. Trafikregler er der ikke nogen, der går op i her, men vi kommer frem til Eluru – en efter lokale forhold lille by, hvor vi skal bo hos SEEDS’ nye direktør Jyothsna eller Jo, som hun bliver kaldt til hverdag. Hun og broderen Cheith har overtaget NGO’en SEEDS efter deres fars død sidste sommer.

Landsbyerne hvor projektets målgruppe, de unge kvinder og deres børn, bor, ligger inde i Papikonda National Park. Det skaber en del problemer af både ernæringsmæssig, men også juridisk karakter, fordi de indfødte folk ikke længere må jage og drive kvæg i skovområdet.

Fra Eluru kører vi ca. 2 timer nordøst afbrudt af flere stop hos Jo og Cheiths slægtninge og bekendte til pauser med snak, stærk sød indisk te og eksotiske snacks. Vi lader bilen stå i en afsides landsby, hvor den asfalterede vej ender og hvor et stort rødt monument med hammer og segl vidner om en svunden kamp imod kapitalisme, fattigdom og uretfærdighed. Derfra foregår transporten i en gammel åben jeep, over bogstavelig talt klipper og sten. I regnsæsonen er vejen helt ufremkommelig.

Vi besøger seks af de syv afsides landsbyer, der er omfattet af projektet. I hver af dem har SEEDS startet en børnehave for de helt små børn fra 1-6 år, så de kan få en rutine og blive klar til skolestart. Underviserne er lokale unge kvinder, der igennem hverdagen læser for børnene, synger sange med dem og leger med dem for at stimulere deres motoriske, kognitive og sociale færdigheder. Børnene lærer også nogle sunde vaner som at vaske hænder før mad og vaske deres tallerkener efter frokost.

Projektets andet fokus er de gravide kvinder og kvinder med nyfødte børn, der i området har været plaget af jernmangel og manglende brystmælk. SEEDS’ sundhedsplejerske Anapoorna er blevet sat på opgaven om at se til kvinderne regelmæssigt og undervise dem i hygiejne, nødvendigheden af at tage kosttilskud og tage på sygehuset, hvis de bliver syge eller skal føde. Stammefolkene er skeptiske over for den konventionelle vestlige medicin, og normen har længe været at gå til de traditionelle helbredere i landsbyerne.

Efter at have set sin brors barn dø af disse gamle helbredelsesmetoder, er Anapoorna opsat på at sprede viden og bidrage til en ændret adfærd. Vi møder Anapoorna i landsbyen Orrinka, hvor vi sidder i skyggen af et stort træ omgivet af nysgerrige børn og generte unge mødre i farvestrålende sarier. Anapoorna er selv 25 år og som den eneste uddannede kvinde, er hun stadig ugift. Hun fortæller os, at hun har sagt nej til flere gode jobtilbud i byen for at være en del af CCR og dermed hjælpe børnene i hendes lokalområde til at blive sundere og få en bedre fremtid med muligheder.

Du kan se flere eksempler på events og historier fra projektet HER 

 

 

 

 

TOP