Nyheder

mandag, 05 oktober 2020 / Udgivet i Nyheder

Af Christine Michelsen

Millioner af mennesker i Indien lider af fejlernæring. Det går især ud over børnene, som ikke kan udvikle sig fysisk og mentalt uden den rigtige næring. Det kan få store konsekvenser for dem resten af deres liv. Også gravide kvinder er særligt sårbare over for fejlernæring, og det kan få alvorlige konsekvenser for børn, hvis deres mødre ikke får tilstrækkelig næring under graviditet eller amning.

Det store problem med fejlernæring er derfor fokus i vores projekt Familier Bekæmper Fejlernæring, hvor vi i ti landsbyer i delstaten Orissa har som mål at hjælpe beboerne med at forbedre deres ernæring.

To år efter projektet startede, ser vi allerede gode resultater. Mange i landsbyerne har anlagt køkkenhaver, hvor de kan gro forskellige næringsrige grøntsager og på den måde sikre vitaminer og mineraler til hele familien gennem kosten.

Men hvordan kan vi egentlig måle, om køkkenhaverne og projektets andre tiltag gør en forskel for fejlernærede landsbyboere?

Det livsnødvendige hæmoglobin

Noget, der kan give en indikation på, om man er fejlernæret, er mængden af hæmoglobin i ens blod. Hæmoglobin er det protein i de røde blodlegemer, som transporterer ilt rund i kroppen. Hvis hæmoglobinniveauet i vores blod er for lavt, kan det give symptomer som åndenød, svimmelhed og træthed, og det tager hårdt på organer som hjertet og hjernen.

Da vi ved projektets start gennem blodprøver målte hæmoglobinniveauet hos 2.541 kvinder og piger mellem 9 og 35 år i landsbyerne, viste tallene desværre et tydeligt billede. Faktisk viste vores første målinger at hele 98,2% af de målte kvinder og børn havde et for lavt hæmoglobinniveau. En del af kvinderne led endda af anæmi, som skyldes en for lav koncentration af hæmoglobin, i en sådan grad, at de herhjemme ville være blevet indlagt. Er du interesseret, kan du læse mere om det i vores artikel, da vi begyndte projektet.

En af de typiske årsager til for lavt hæmoglobinniveau er jernmangel. Det er et udbredt problem i Indien og herhjemme er der faktisk også en del mennesker med jernmangel. Så hvad kan vi gøre for at få tilstrækkeligt med jern?

Den jernholdige kost

Normalt får vi den nødvendige jern fra vores kost. Madvarer som rødt kød og en række grøntsager, især de mørkegrønne som kål og spinat, indeholder meget jern. Også frø og nødder, især sesamfrø og cashewnødder, indeholder meget jern. Kroppen optager bedst jern, hvis man samtidig indtager C-vitamin. Samtidig hæmmer det optagelsen af jern, hvis man indtager det sammen med hvedemel, rødvin, te eller kaffe.

Men der findes også andre måder at sikre sig, at man får jern nok. Hvis du er bloddonor, har du måske prøvet at få jerntabletter med hjem for at hæve dit hæmoglobinniveau. Der findes to forskellige slags jerntabletter – de røde og de hvide – som virker lidt forskelligt, men er lige gode som tilskud, hvis man mangler jern. I Indien har alle børn, teenagere samt gravide og ammende mødre faktisk ret til at få udleveret gratis jerntabletter af regeringen i et forsøg på at komme det store problem med jernmangel til livs.

Kosttilskud er dog ikke nok til at sikre god ernæring for alle, der nu er fejlernærede i Indien. Derfor er en stor del af vores projekt i Orissa fokuseret på at oplyse landsbyboere om, hvordan de får tilstrækkelig næring gennem kosten, og at hjælpe dem til selv at gro næringsrige grøntsager som supplement til deres ellers meget risbaserede kost.

Og det virker. Sammenlignet med den første måling af hæmoglobin blandt børn og kvinder i landsbyerne, viser vores seneste målinger, at 89% af deltagerne har forbedret deres hæmoglobintal siden projektets start.

mandag, 05 oktober 2020 / Udgivet i Nyheder
Traditionel indisk kokoskage

Af Kasper Waale

I den indiske kyststat Goa blandes egnens tropiske frugter og nødder med havets lækkerier og importerede varer fra portugisisk kolonitid. Arven fra portugiserne har også bragt kristendommen og julen med sig, og især ved juletid spiser statens indbyggere Baath Cake. Konsistensen er let og luftig og kokossmagen eksotisk. Drøm dig tilbage til stranden eller hold tidlig jul med denne lækkerbisken.

Ingredienser

  • 250 g kokosmel
  • 250 g mannagryn
  • 400 g sukker
  • 300 ml vand
  • 6 æg
  • 100 g usaltet smør
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. revet muskatnød
  • 1. tsk. vaniljeessens eller -sukker
  • 1 knsp. salt

Fremgangsmåde

  1. Tilsæt vand i en pande og opvarm det, til det koger.
  2. Tilsæt sukker, og få det til at smelte.
  3. Når sukkeret er smeltet, tilføjes mannagryn, kokosmel og smør.
  4. Opvarm blandingen på panden ved lav varme i ca. 5 minutter, og lad den derefter afkøle.
  5. Pisk æg luftige og tilføj dem i den afkølede blanding.
  6. Tilføj vanilje, revet muskatnød, bagepulver samt salt, og mix blandingen grundigt.
  7. Smør bagepapir, og beklæd en bageform med det.
  8. Tilsæt kageblandingen i bageformen, og lad den bage i ovn i 1 time og 20 minutter på 200 grader.
  9. Pynt eventuelt kagen med revet citronskal, kokosmel eller -flager.

Bon appétit!

mandag, 05 oktober 2020 / Udgivet i Indien, Mad

Indisk mad er mere end bare Butter Chicken og Naan-brød. Faktisk er indisk mad ligeså alsidig og forskelligartet som landets klima, kultur og sprog. Tag med på en appetitvækkende rejse gennem Indiens madlandskab.

Af Kasper Waale

Selv om hver enkel af Indiens 28 stater har sine egne unikke madtraditioner, er der visse kulinariske fællestræk, som afhænger af staternes geografiske placering i Nord-, Syd-, Øst- eller Vestindien. Læs med her for at lære mere om regionale madforskelle i Indien, og om, hvordan historie, kultur og geografi har påvirket regionernes madlavning gennem tiden.

Nordindien

I det nordlige Indien har den tætte kontakt med diverse naboer haft stor betydning for områdets mad og kultur.

I Kashmir og Punjab ledes tankerne hen på det mellemøstlige og centralasiatiske køkken. Her bager lerovne fladbrød til saftigt lam og kylling, der ofte ledsages af en cremet, tyk og aromatisk sovs. Løg, tomater og hvidløg indgår ofte i kombination, og yoghurt-baserede dyppelser balancerer de tunge hovedingredienser.

Nødder og tørrede frugter er i øvrigt flittige gæster i både hovedmåltider og desserter.

I Himalayabjergenes kolde klima indtages varme nudelsupper og dumplings, der tydeligt læner sig op af tibetanske og nepalesiske madtraditioner.

Sydindien

I det sydlige Indien er klimaet varmt, fugtigt og frodigt. Det skaber gode vækstforhold for tropiske frugter og grøntsager. Disse er sammen med ris og kokosnød fundamentale elementer i sydindisk mad, ligesom den nære afstand til kysten gør fisken til en favorit i madlavningen. Det resulterer i en noget lettere kost end i nord.

Den tykke cremede sovs er udskiftet med en lettere kokosmælk-baseret af slagsen, og det tunge kød er typisk udskiftet med mager fisk.

Man skal dog ikke lade sig narre af den umiddelbare milde sødme, da det tropiske klima også skaber gunstige forhold for stærke chilier, som ofte indgår på lige fod med søde frugter og mild kokosmælk.

Østindien

Hjemsted for floder, søer og gigantiske regnskyl. Vandets kompromisløse tilstedeværelse i Østindien har skabt et køkken, der baserer sig på områdets væld af grøntsager, frugter, ris, linser og fisk.

Områdets sennepsmarker har tilmed gjort sennepskorn- og olie til flittige gæster i østindiske retter. Senneppen tilføjer en let sødlig nøddesmag til de generelt let-krydrede retter (efter indisk målestok), der også ofte indeholder kommen og anis.

Områdets borgere er i øvrigt kendte for at have en særlig sød tand, og der serveres søde kager og snacks på diverse gadehjørner i Vestbengalen og Odisha.

Vestindien

Vestindien byder på utrolig forskelligartet mad. I den nordvestlige stat Rajasthan er der tørt og ufrugtbart. Tørrede linser, bønner og mælkeprodukter er gængse ingredienser i madlavningen.

Udover at maden har nuancer af mellemøstlig, pakistansk og persisk kogekunst, er maden i vestindiske stater som Rajasthan og Gujarat også overvejende plantebaseret, og vegetarianisme spiller især en stor rolle i kyststaten Gujarat.

I Maharashtra og Indiens største by Mumbai, er maden ligeså uensartet som statens overflod af folkeslag, religiøse tilhørsforhold og internationale påvirkninger. Og i kyststaten Goa blandes lokale fisk og skaldyr med eddike og andre ingredienser, der blev bragt til staten af portugisiske kolonister, som regerede Goa i mere end 400 år.

fredag, 28 august 2020 / Udgivet i Indien

Af Kasper Waale

Baggrund

Tanken om et indisk nationalflag vandt frem i takt med et stigende ønske om at løsrive sig fra britisk koloniherredømme. Frem til Indiens selvstændighed i 1947, blev forskellige flag-design foreslået og benyttet sporadisk. I 1921 blev Gandhi præsenteret for et flag-design af en ung indisk studerende, som blev grundstenen for Indiens nuværende flag. Flaget bestod af en rød og en grøn vandret stribe, der skulle repræsentere henholdsvis Hinduismen og Islam – Indiens to største religioner. Gandhi tilføjede en hvid stribe for at inkludere og repræsentere Indiens andre religioner. En spinderok blev også tilføjet som symbol på det indiske folks kamp for at blive selvforsynende og uafhængigt.

Flaget i dag

Ved selvstændigheden i 1947 var den røde stribe skiftet ud med en safran-farvet stribe. Spinderokken var blevet erstattet af Dharma Chakra eller lovens hjul, der er afbilledet på søjler dateret til over 2000 år siden, hvor det første seriøse forsøg på at samle Indien fandt sted. Dette indiske flag, benyttes stadigvæk i dag.

For at afdæmpe religiøse spændinger, fik farverne tillagt nye betydninger. Indiens første vicepræsident og anden præsident forklarede bl.a., at Safran-farven skulle symbolisere afkald og ingen interesse for materiel velstand. Den hvide farve skulle være lyset og vejen til sandhed. Den grønne farve skulle betegne det indiske folks relation til den indiske jord og dens frodige flora, mens lovens hjuls bevægelse skulle påpege, at Indien må bevæge sig fremad og ikke modstå forandring.

TOP