Nyheder

søndag, 08 november 2020 / Udgivet i Indien

Af Kasper Waale og Eltong Mogen

Diwali er en af de vigtigste højtider i Indien. I fem dage i november er levende lys, fyrværkeri og massevis af søde sager på dagsordenen for milliarder af hinduer verden over.

Er Diwali det samme som jul og nytår?

Diwali minder på mange måder om den årlige jule- og nytårsfejring. Julen falder på en måned, hvor de mørke dage er lange, og vi tænder da også lys på juletræet, i vinduet og generelt i gadebilledet. På samme måde falder årets mørkeste nat i den hinduistiske kalender i løbet af Diwali, som i år er den 14. november 2020.

Under højtiden er indernes boliger og gader oplyst med traditionelle olielamper og anden belysning, hvorfor det på samme måde som julen går under navnet ”Lysenes fest”.

Under Diwali samles familierne for at nyde lækre hjemmelavede måltider og søde sager sammen, og der bliver affyret fyrværkeri.

Til trods for lighederne har Diwali dog flere unikke kendetegn. I begyndelsen af Diwali rengøres hjemmene, hvorefter husgulvene dekoreres med farverige rangolier. En anden anderledes del af højtiden er, at mange indere spiller kort og gambler om penge i løbet af festlighederne. Fejringen af Diwali indeholder mange forskellige skikke og ritualer alt efter, hvor i Indien man befinder sig.

Mange fortolkninger

Diwali forbindes med mange forskellige historier fra hindu-religiøse tekster. Fælles for de fleste af historierne er, at de omhandler det godes sejr over det onde og lysets sejr over mørkets.

I det nordlige Indien er historien om kong Ramas sejr over den onde kong Ravana populær. Ved hjælp af en hær af aber befriede han sin kone, Sita, og myrdede kong Ravana. I Ramas kongerige spredtes millioner af lys for at byde regenterne hjem igen efter 14 år i eksil.

Længere sydpå forbindes Diwali til historien om hinduguden Krishna, der befriede 16.000 kvinder fra den onde kong Narakasura, hvilket blev fejret med lys og fyrværkeri.

Rejser man i stedet vestpå, betragtes Diwali af mange som en fejring af det nye år, og i det østlige Indien er fejringen til ære for krigsgudinden Kali.

Mange hinduer forbinder også højtiden med gudinden Lakshimi, der er gudinde for lys, visdom og velstand. På baggrund af disse historier er især lys blevet en fast bestanddel af Diwali-fejringen. De rengjorte hjem skal lokke Lakhsimi til og bringe held til familien, ligesom gambling skal fremprovokere Lakshimis tilstedeværelse. Herudover fejres Diwali også på særlige måder og versioner blandt landets jainister, sikher og visse buddhister.

Diwali og julen er begge ”Lysenes fest”. Det er de, fordi de falder på årets korteste og mørkeste dage, og derfor står i stærk kontrast til hinanden; Lyset og mørket eller det gode og det onde, hvilket er netop det budskab, som mange af de religiøse fortællinger om Diwali bygger på – en sejr til lyset og til det gode.

Glædelig Diwali!

søndag, 08 november 2020 / Udgivet i Fadderskab

Af Julie Eltong Mogen

Hos Aktion Børnehjælp kan du blive fadder og hjælpe et udsat barn i Indien.

Du kan selv vælge, om du vil støtte et barn på en kostskole, som vores partnere driver, et barn, der bor hjemme eller videregående uddannelse for unge kvinder.

Læs mere om at blive fadder.

Fadderbarnet sender dig to breve årligt

Som fadder modtager du to gange årligt et brev fra fadderbarnet. Her er et brev fra et fadderbarn, der som mange andre desværre har været en del igennem under COVID-19 pandemien.

Fadderbrev på engelsk

“How are you? Hope that you are doing well. How is the situation in Denmark with COVID-19 pandemic?

I have two news to tell. The first news – I have promoted to 7th grade.

The second news is that I have undergone surgery for appendicitis in June. I was hospitalized for 15 days. The pain was really bad. I did not have any of the symptoms of appendicitis, but suddenly one day early in the morning I had a lot of stomach pain and I vomited and then my parents took me to the hospital. It was the corona time, so we were afraid to go to the hospital, but the pain was so bad that we left anyway. I was taken by ambulance to government hospital in Villupuram and was admitted. The hospital blocks and rooms had been changed to corona isolation wards. I was very scared to stay there, but the doctors and nurses were so kind and humble in treating me, which I will never forget. Now I am pain free and I am well again.

I just wanted to share this news with you. Once again, I thank you for supporting me to continue my school education.

Thank you and take care!

Vil du være fadder for et barn i Indien?

Start dit fadderskab i dag. Læs mere om fadderskaber eller skriv til os på mail kontakt@aktionb.dk.

mandag, 05 oktober 2020 / Udgivet i Nyheder

Af Anja Nielsen, sekretariats- og programleder

De fattige har ofte fået skylden for spredningen af COVID-19 i Indien. Manglende tålmodighed og manglende overholdelse af restriktionerne er nogle af beskyldningerne. Spredningen fra byerne til landområderne kan også for en stor del tillægges migranter og daglejere. Så hvorfor er det, at de fattige ikke bliver hjemme og venter på at pandemien er overstået?

COVID-19 eller sult?

På landet arbejder størstedelen af de fattige som daglejere og er afhængige af daglønnen for at kunne brødføde deres familie. Da den indiske regering lukkede landet ned 24. marts mistede 450 millioner indere ansat i den uformelle sektor deres arbejde og indkomst. For størstedelen af dem handlede frygten ikke om COVID-19, men om hvordan de skulle brødføde deres familie. En frygt, der kun er blevet forstørret med forlængelsen af nedlukningen nu på 7. måned.

Befolkningen blev anbefalet at blive hjemme og kun gå ud i forbindelse med vigtige ærinder, offentlig transport blev lukket ned, og der kom restriktioner på åbning af fødevarebutikker sammen med anbefalingerne om social distancing samt øget hånd- og respiratorisk hygiejne. Men isolation og hjemmearbejde er et privilegie, som de fattige familier ikke har råd til. For med nedlukningen fulgte hverken lønkompensation eller hjælpepakker.

Ét måltid om dagen

Hjælpen fra den indiske regering er begrænset, og familierne er afhængige af den enkelte delstatsregering. Hvis vi ser på to af de delstater, vi arbejder i, er der kæmpe forskel. I Tamil Nadu har familierne fået et engangsbeløb svarende til 100 kroner og en månedlig pakke med 20 kg ris, ét kg olie, ét kg sukker and ét kg linser. I nabodelstaten Andhra Pradesh er der ingen officiel hjælp fra det offentlige.

Selv med madrationer må familierne nøjes med ét-to måltider om dagen. Familierne har solgt og pantsat alt af værdi, brugt deres opsparing og taget lån for at brødføde hele familien. Familierne fortæller, at de må finde på alternative kilder for at kunne fylde maverne. Mange leder efter blade og andre spiselige ting i naturen som for eksempel snegle. Ting, der ikke før er blevet set som spiselige, men som nu kan holde sulten for døren endnu en dag.

Nedlukning eller genåbning?

Da genåbningen af landet startede, og den offentlige transport blev genoptaget i forsommeren, flokkedes de fattige til storbyerne i tætpakkede busser for at finde arbejde og tjene penge til at brødføde familierne. I de landsbyer, vi arbejder i i Sydindien, flokkedes mændene til delstatshovedstaden Chennai, hvor de lokale markeder åbnede for handel og dagarbejde. Arbejderne tog tilbage til deres familier med penge på lommen og fornyet håb om fremtiden. Men en ubuden gæst fulgte med. Kort efter steg antallet af smittede i landområderne drastisk, og landsby efter landsby blev ramt.

Regeringen fortsætter genåbningen af landet for at sætte gang i økonomien igen, selvom smittekurven stadig stiger. Samtidig prøver mange delstatsregeringer at inddæmme og stoppe smitten ved at lave lokale nedlukninger og restriktioner samt at lukke distriktsgrænserne. For de fattige åbner genåbningen op for muligheden for at tjene penge igen, men prisen er stigning i antallet af smittede og døde af COVID-19. De lokale nedlukninger er målrettet smitten, men fratager folk deres levegrundlag.

Oplysning og nødhjælp hånd i hånd

Aktion Børnehjælp arbejder tæt sammen med vores samarbejdspartnere i Indien om at hjælpe de mange familier, der er ekstra udsatte under coronakrisen. Med hjælp fra vores støtter har vi kunnet uddele hjælpepakker med mad og sæbe til nogle af de allerhårdest ramte familier. Sideløbende har vores samarbejdspartnere lavet oplysningskampagner om, hvordan man kan tage sine forholdsregler og være med til at begrænse smitten, når man bevæger sig ud blandt andre.

mandag, 05 oktober 2020 / Udgivet i Nyheder

Kødfrie dage på madplanen, plantebaserede produkter i indkøbskurven og for nyligt blev Veganerpartiet opstillingsberettiget til Folketinget. Er vi danskere blevet lige så vegetariske som indere? Og hvor vegetarisk er Indien egentlig?

Af Julie Eltong Mogen

En af de første ting man forbinder med Indien er, at det er et af verdens mest vegetariske lande. Det er der mange grunde til.

Buddha, der efter sigende skulle være en af den hinduistiske gud Vishnus fysiske skikkelser, viste vejen for den vegetariske livsstil. Med en befolkning bestående af 80% hinduer, så har der traditionelt været mange, som ikke har spist kød i Indien. Helt særlig er eksempelvis koen, der betragtes som et helligt dyr, hvorfor det at spise oksekød i særdeleshed anses for et no-go.

I hinduismen finder du også læren om dårlig karma, hvor princippet om ikke-vold (ahimsa) gør sig gældende. Herudover har mad ofte været forbundet til Indiens kastesystem, hvor det at spise kød traditionelt set ses som urent og har været associeret med lavkaster og kastesløse.

En anden årsag til, at Indien betragtes om verdens vegetariske forbillede kan være, at dette spirituelle og afslappende land udgør en kontrast til den vestlige livsstil, som passer rigtig godt ind i et vestligt narrativ. Alligevel lever kun 31% af indere fuldstændig vegetarisk. Hvad kan dette skyldes?

Stigende tendenser

Det handler på mange måder om det traditionelle overfor det moderne. Verden er blevet mere åben og set fra et globaløkonomisk perspektiv, så opfattes det at spise kød som et tegn på velstand.

I dag er det muligt at finde kød i supermarkederne i Indien, og der er da også en stigende tendens til, at kød anses for at være et tegn på sundhed. Det er altså blevet mere moderne at spise kød og et tegn på, at man er international.

Alt imens vi ser den modsatte tendens i Danmark, hvor det er blevet mere umoderne at spise stegt flæsk, hakkebøf og andre danske traditionelle retter, og emner som sundhed, bæredygtighed og dyreetik får os danskere til at spise mere grønt.

En Coop Analyse i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening fra 2019 viste, at cirka 140.000 danskere spiser vegetarisk (herunder vegansk), hvilket svarer til 2,5% af den danske befolkning. I 2017 var tallet 1,8%, hvilket er en markant stigning på bare to år. Herudover fandt de, at cirka 12% spiser overvejende vegetarisk, hvilket svarer til en tredobling siden 2010. Heriblandt har cirka en tredjedel af danskerne en eller flere ugentlige vegetariske maddage.

Noget kunne tyde på, at vi i begge lande bevæger os et sted midtimellem, og at vegetarismen er i et spektrum, hvor vi lever grønt og kødløst i flere forskellige grader og versioner. Man kunne derfor forledes til at tænke, om ikke danskerne og inderne på mange måder er rykket tættere på hinanden?

Tættere på hinanden

Det er lidt af en myte at se Indien som et rent vegetarisk land. Alligevel er en tredjedel af befolkningen vegetarer, hvilket er et højt tal sammenlignet med Danmarks 2,5%.

Vegetarisme-bølgen er voksende i Danmark og særligt blandt de unge, så man kan lokkes til at spå om en fremtid, hvor danskerne, til trods for en stor appetit for særligt svinekød, vil leve endnu mere vegetarisk. Så måske er Indien og Danmark i grunden mere ens i vores madvaner, end vi lige går og tror, og helt uden at vide det er rykket et stykke tættere på hinanden.

TOP