Af ambassadør, Sidsel Lieknins Vestertjele
En lærers blik på uddannelse i Indien
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere.
Læring og uddannelse er dynamiske begreber, der ændrer sig efter tid, kontekst og kontinent.
Derfor er det svært for mig, som uddannet folkeskolelærer, og nu studerende i pædagogisk antropologi, at opridse forskellen på uddannelse i Danmark og Indien. Jeg har, siden jeg blev stillet opgaven at skrive denne artikel, bladret adskillige akademiske dokumenter, Googlesøgninger og undervisningsbøger igennem for at kunne fortælle, hvordan jeg betragter Indien og Danmark med uddannelsesblik. I 2016 besøgte jeg to af vores børnehjemsskoler i Indien sammen med bestyrelsesformand Rune-Christoffer. Jeg ankom både som ung lærerstuderende, ambassadør for Aktion Børnehjælp, og med en baggrund som bortadopteret indisk barn, der selv tilbragte sit første halvandet leveår på et børnehjem i det vestlige Indien. Jeg gik dermed ind i rejsen med mange forskellige følelser, blik, forventninger og faglig viden. Men efter min rejse har jeg indset, at både danske og indiske skoleledere og skolelærere tror på mange af de samme visioner og ligeledes forsøger at imødekomme disse i en kompleks skolehverdag, hvor mennesker skal være mennesker med hinanden, og børn gøres til elever.
Forskellen på indiske og danske skoler
En umiddelbar forskel på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, er nem at spotte: I Indien undervises nogle elever i skyggen fra et træ, mens kun en varm brise gør de 40 graders varme mindre trykkende. I Danmark ville udendørsundervisning kun ske som et aktivt og bevidst valg væk fra et klasselokale – og aldrig under så høje temperaturer. I den danske folkeskole har jeg både set og selv praktiseret meget varieret undervisning med gruppearbejde, individuel opgaveløsning, læreroplæg, elevperformances og aktive undervisningsformer. Dette så jeg sjældent i Indien, hvor læreren primært underviste med pegepind foran tavle og lyttende skolebørn. Jeg havde mange samtaler med indiske lærere og ledere om, hvordan undervisning kan udøves forskelligt og lyttede interesseret til deres ambitioner om at danne eleverne og møde dem, hvor de var. Senere opdagede jeg, at indiske lærere og ledere ofte legede med eleverne i pausen, hvilket jeg ikke på samme måde har set i Danmark. Jeg blev fortalt, at dette blev gjort i et bevidst forsøg på at skabe tillid mellem lærere og elever, og min oplevelse var, at denne intention også lykkedes. De fleste elever var ofte åbne, søgende og interesseret i at lege med de besøgende. Dette tolker jeg som en indikation på trivsel.
Elever i sorg og trivselsarbejde er vigtig i en uddannelsessammenhæng
Men hvad betyder dannelsestanker og undervisningsformer, hvis hverken trivsel eller de basale livsbetingelser er sikret for alle? I min bacheloropgave undersøgte jeg, hvilken betydning relationsarbejde kan have for elever i sorg på en dansk og en indisk skole. Relationsarbejde skulle i denne sammenhæng forstås som de tiltag, en leder kan iværksætte på en skole for at fremme tillid mellem lærer og elev. Gennem interviews med mine udvalgte skoleledere blev jeg opmærksom på, at kontakten til barnets familie var vigtig i forsøget på at imødekomme elever, der havde mistet en eller begge forældre. I Folkeskolens Formålsparagraf, hvilken alle danske lærere stifter bekendtskab med og skal forholde sig til, står der blandt andet, at folkeskolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere […]. Det interessante er dog, hvordan dette imødekommes, når en forælder har begået selvmord, er blevet dræbt, er syg, eller har forladt barnet. Hvem skal være dén anden, der hjælper barnet, og hvordan mødes et barn i sorg? Dette må vi interesse os for. Et pædagogisk udtryk går på, at nogen vil noget med nogen eller nogen vil noget med noget. Dette gør sig gældende blandt både lærere og ledere på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, og som alle har ambitioner, intention og ønske om at skabe de bedste betingelser for netop deres elevers uddannelses- og dannelsesmuligheder.
En stor forskel på et lille sted
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere. Uddannelse er både indlæringsmuligheder, vidensudveksling, dannelse og trivsel. I en undervisningssammenhæng må læreren derfor altid overveje sin praksis med kritisk og konstruktivt blik for hele tiden at dygtiggøre sig. Og her bliver elevernes feedback en fantastisk mulighed for at se, hvor ændringer kan foretages for både lærer og elev. Alle børn i verden fortjener muligheden for at uddanne sig – men mest af alt fortjener alle børn i verden en sund og god opvækst med både omsorg og tryghed. Derfor vil jeg igen takke alle for at støtte Aktion Børnehjælp – Vi gør en stor forskel på et lille sted!
