Nyheder

Kort Nyt fra Aktion Børnehjælp

Monitoreringsbesøg i Odisha, Aktion Børnehjælp i Verdens Bedste Nyheder og ændringer på Aktion Børnehjælps sekretariat

Af Katrine Trane, projekt- og formidlingspraktikant

28/10/2022

Fald i teenagefødsler og børneægteskaber 

Mediet Verdens Bedste Nyheder, som har fokus på FN’s Verdensmål, har publiceret en artikel med titlen; “Stort fald af teenagemødre i Indien: Piger får mere kontrol over egen krop.” Aktion Børnehjælps programleder, Mathilde, er en del af artiklen, hvori hun forklarer konsekvenserne for unge kvinder, ved at gifte sig og få børn, når de selv er børn. Selvom emnet for artiklen er tungt, viser den samtidig at arbejdet for og med unge kvinder, giver pote. Læs artiklen skrevet af Sara Bang for Verdens Bedste Nyheder her: Stort fald af teenagemødre i Indien: Piger får mere kontrol over egen krop | Verdens bedste nyheder 

Monitoreringsbesøg ved Unge kvinder – fælles handling giver indtryk 

Som del af projektet Unge kvinder – fælles handling, har Aktion Børnehjælp været på monitoreringsbesøg i Bhubaneswar, Indien hos vores partner, Living Farms.  

Projektet er et oplysningsprojekt, hvor vi afholder 19 PLA (participatory, learning, and action) møder for grupper af unge kvinder i alderen 10-19 år i 160 landsbyer. På PLA-møderne diskuterer de unge kvinder emner fra almindelige ernæringsbehov til tidligt ægteskab. En stor del af PLA-møderne handler om at bygge broer mellem eksisterende bidragsprogrammer og kontaktpersoner, således at pigerne får værktøjerne til selv at søge svar på spørgsmål. Som tilføjelse til PLA-programmet, får pigerne træning i at dyrke ernæringshaver, som støtte til deres sundhed og selvstændighed. Indtil videre er første PLA-møde afholdt i alle landsbyer, ca. 4000 piger deltager i projektet og 486 ernæringshaver er plantet. Vigtigst af alt, har pigerne startet egne initiativer, såsom rengøringsdage i landsbyen, fællesmøder til at sikre, at de får taget deres jerntilskud og sangskrivning om ligestilling. Vores team fik lov til at høre sangen på deres tur, hvilket har efterladt et rigtig stort indtryk. 

Tippy taps og workshops i Bedre sanitet giver bedre sundhed 

Mathilde, Mohona og Emilie fra projektgruppen, Bedre sanitet giver bedre sundhed, har været på partnerbesøg i Baliapal, Indien hos Alternative for Rural Movement (ARM), som arbejder på at forebygge besørgelse i det fri og implementere WASH faciliteter i landsbyerne og på skolerne. 

En af udfordringerne i landsbyerne er, at eleverne på landsbyskolerne ikke har adgang til rent, rindende vand til blandt andet håndvask. På vores besøg har vi lavet en workshop med ARM om hvordan man nemt kan lave en Tippy tap – en hjemmelavet håndvask, hvor en vanddunk sættes fast på en tværpind, som fastgøres på to lodrette pinde. Med reb, planke, et hul i dunken og sæbe i snor kan man få rindende vand. Forud for workshoppen har det indiske team besøgt skolerne i 30 landsbyer og undervist i konsekvenserne ved dårlig hygiejne. Det danske og indiske team har sammen taget ud til to skoler for at vise lærere og skolebørn, hvordan de selv kan bygge en Tippy tap. Formålet med projektet er at give beboerne i landsbyerne redskaber til at kunne arbejde målrettet mod bedre sanitetsforhold – og der var ingen tvivl om, at workshoppen var et hit blandt både børn og voksne! 

Ændringer på Aktion Børnehjælps sekretariat 

Anja, som startede som projektfrivillig hos Aktion Børnehjælp i 2010 og som ansat siden 2013, er stoppet hos Aktion Børnehjælp. Hun har gjort et stort og vigtigt stykke arbejde for organisationen og vi er meget taknemmelige for hendes tid i Aktion Børnehjælp.