Nyheder

Kort nyt: Covid-19-projekt lukkes, nyt tager fart og gode nyheder fra vores partner

Covid-19 Respons-projektet afsluttes, imens et andet tager fart. Årsrapporten fra vores fadderskabspartner, Shanti Bhavan er kommet med flotte resultater og historier.

Af Maja Henriksen

Efter mere end et års arbejde med fokus på at mindske spredning af Covid-19 i 181 panchayat landsbyer, afslutter vi nu stolt vores Covid-19 Respons projekt. Projektet har haft stor succes med at træne landsbybeboere i hygiejne, vigtigheden af afstand samt brugen af masker. Derudover blev der oprettet Self Help Groups (SHG) og youth clubs, hvor deltagerne blev trænet i at formidle vigtigheden af børns uddannelse. En stor tak til vores indiske partner, CECOWOR som har båret projektet igennem en svær periode.

Nyt projekt tager stille og roligt fart

Vores nye projekt, Unge kvinder, fælles handling, er begyndt at tage fart.

Projektet startede officielt d. 1. marts i år. Den første tid er gået med at rekruttere et super team hos den lokale partner Living Farms. De i alt 24 ansatte skal sørge for, at de forskellige aktiviteter afholdes i de 160 landsbyer, som projektet udføres i.

‘Derudover starter vi med at undersøge, hvordan det står til med de forskellige problematikker, vi ønsker at forbedre. Det kunne f.eks. være hvor meget unge kvinder ved om sundhed og ernæring. Undersøgelsen sker ofte ved at interviewe repræsentanter fra de landsbyer, som projektet skal implementeres i. I løbet samt i slutningen af projektet laves en lignende undersøgelse, så vi løbende kan holde øje med, om indsatsen har den ønskede effekt. For at sikre at undersøgelsen bliver så retvisende som muligt, udføres den af en ekstern konsulentvirksomhed, vi har udvalgt på baggrund af samtaler med 5 ansøgere.

Både når det drejer sig om det nye team, og udvælgelsen af konsulentvirksomhed, har vi lagt vægt på, at ansøgerne kender til lokalområdet, taler den lokale dialekt og er vandt til at arbejde med unge kvinder.

Shanti Bhavan Årsrapport 2021-2022

Vi har for kort tid siden modtaget Shanti Bhavans årsrapport for 2021-2022.

Shanti Bhavan har siden 1972 hjulpet Aktion Børnehjælp med at formidle fadderskaber for børn fra de fattigste familier i Chennais slum. Centeret rummer bl.a. en vuggestue og børnehave for 70 børn i alderen to til fem år, tilbyder skolegang for ældre børn og en tandlæge- og lægeklinik. 

Centeret fik ny leder sidste år, Sr. Shanthi. Derudover udvidede centeret deres fadderskabsprogrammer til 97 børn, samt åbnede et sykursus for arbejdsløse og økonomisk dårlige stillede kvinder. Til slut udvidede Shanti Bhavan også deres uddannelseshjælp til skoler og studerende.

Glæd dig til næste måned, hvor der vil komme en dybdegående artikel om hvilke bedrifter Shanti Bhaven har opnået sidste år.

Læs lidt mere om Shanti Bhavan på vores hjemmeside.