Sundhed og læring

Projektet ’Sundhed og Læring’ har til formål at sikre en god udvikling og en bedre sundhedstilstand for børn og deres mødre i syv udvalgte landsbyer i delstaten Andrah Pradesh i det sydøstlige Indien.

Udvikling for oprindelige folk

De syv udvalgte landsbyer ligger langt fra de offentlige sundheds- og undervisningsinstitutioner, hvorfor det er svært at tiltrække uddannede lærere og sundhedspersonale. Kvaliteten af undervisning og sundhed er generelt dårlig, og der er en udbredt mistro fra forældre og familier til børnenes skolegang. Det vil vi gerne bidrage til at ændre med tiltag, der skal sikre bedre mulighed og adgang til uddannelse og sundhed.

Læring og leg

Aktion Børnehjælp har etableret 7 børnehaver for ca. 90 børn i aldersgruppen 3- 6 år. Erfaringerne i Indien viser, at børn, der har deltaget i førskoleaktiviteter, oftere starter i 1. klasse og at familien, trods fattigdom, støtter op om børnenes undervisning og skolegang. Således er grundlaget skabt for, at børnene fuldfører deres skolegang. Adgang til førskole er afgørende for at støtte børnenes skolegang og dermed sikre deres rettighed til uddannelse.

Samarbejdspartner i Indien

SEEDS

Socio-Economic Educational Development Society

SEEDS arbejder for at sikre rettigheder for oprindelige folk og at styrke dem til at blive modstandsdygtige overfor det stigende pres fra det omkringliggende samfund. Dette gør de gennem uddannelse til børn, sundhedsprojekter og ved at oplyse om rettigheder, yde juridisk assistance og rådgivning.

Støt sundhed og læring

Aktion Børnehjælp arbejder aktivt for, at fattige og udsatte børn og unge i Indien får mulighed for en god barndom og skolegang.

Sundhed

Den generelle sundhedstilstand hos landbefolkningen i Andrah Pradesh er dårligere end gennemsnittet i Indien, og i de syv landsbyer er underernæringen så stort et problem for både gravide og spædbørnsmødre, at de nybagte mødre ofte ikke kan brødføde deres babyer. Tidligere var det praksis at spædbørnsmødre supplerede diæten med komælk, men den stigende kommercialisering af fødevarer har betydet, at det i dag er meget svært for kvinderne at få dækket deres daglige energibehov.

Derfor vil vi i tilknytning til børnehave- førskoleaktiviteterne uddanne syv lokale fødselshjælpere og sundhedspersoner, der kan vejlede og assistere spædsbørnsmødrene og bidrage til en bedre ernærings- og sundhedstilstand generelt. I tæt samarbejde med de traditionelle healere, småbørnsforældrene og de lokale sundhedsmyndigheder vil vi promovere ernæringens betydning for både den almene sundhed, og især for udbyttet af skolegang og uddannelse.

De støtter

Projektet kan gennemføres takket være tre fonde - Novo Nordisk Fonden, Fonden af 17.12.1981 samt Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond. Tilsammen sikrer de, at børn og kvinder i West Godavari distriktet får støtte til leg, læring og sundhed.

TOP