Børnehaveklasser og lektiecaféer

I samarbejde med vores lokale partner arbejder vi for at hjælpe børn af romaer og stammefolk med at komme i skole og nedbryde diskriminationen af dem.

Blandt romaer og stammefolk i Indien er analfabet-raten tæt på 100 %. Der er ikke tradition for at sende børnene i skole, og de børn der starter i skole dropper ofte ud, pga. fattigdom og diskrimination.

Aktion Børnehjælp støtter 3 centre, der fungerer som børnehaveklasser og lektiecaféer for børn af fattige romaer og stammefamilier, som udgør bunden af det indiske samfund. Formålet med projektet er at sikre at også børn af romaer og stammefolk har mulighed for at komme i skole – og gennemføre grundskolen.

Børnehaveklasser

Hver formiddag omdannes centrene til børnehaveklasser med plads til 75 børn i alderen 3-5 år. På centrene kan børnene lege og udvikle sig gennem musik, bevægelse, sang, historiefortælling og leg. De ældste børn undervises gennem leg med tal og bogstaver, så de er klar til at starte i skolen på lige fod med andre børn.

Lektiecafér

Om eftermiddagen og aftenen omdannes centrene til lektiecaféer for børn fra 6-14 år, som går i 1.-9. klasse. Her får børnene ekstraundervisning, hjælp til lektielæsningen og generel støtte af motiverende lærere. Centrene arrangerer også underholdning og sjove aktiviteter og konkurrencer for børnene.

Samarbejdspartner i Indien

CECOWOR

Center for coordination of voluntary work and research

CECOWOR blev oprettet i 1987 og beskæftiger sig med uddannelse og udviklingsarbejde i landdistrikterne nogle hundrede kilometer syd for Chennai. Organisationen arbejder for at skabe lige vilkår for marginaliserede grupper såsom lavkaster, kasteløse, stammefolk og romaer.

Støt børnehaven og CECOWOR

Aktion Børnehjælp arbejder aktivt for, at fattige og udsatte børn og unge i Indien får mulighed for en god barndom og skolegang.

Diskrimination og traditioner

Projektet arbejder også med at oplyse forældrene om vigtigheden af at sende deres børn i skole, så de kan få en uddannelse. Derudover undervises forældrene i opdragelse, ikke-voldelig adfærd, børns udvikling og forældre-barn relationer baseret på tillid og gensidig respekt. Projektet tilbyder også rådgivning i at søge regeringens sociale programmer og støtteordninger.

Udover romaernes og stammefolkenes manglende tradition for uddannelse, er diskrimination en stor barriere for de børn der gerne vil i skole. Børnene oplever blandt andet at skolebusserne ikke vil tage dem med til trods for, at alle skolebørn i Indien kører gratis med bus og lærerne nægter at undervise dem på grund af deres baggrund. Projektet hjælper derfor også romaerne og stammefolkene med at sikre deres rettigheder, så børnene kan komme i skole.

Det overordnede mål med projektet er at mobilisere lokalsamfundet til at bakke op om børnenes skolegang og uddannelse. Når vi kan mærke, at det er lykkedes, flytter projektet videre til nye landsbyer, hvor antallet af børn, der ikke går i skole, er meget højt. Det betyder, at projektet flytter hvert 3.-4. år.

Læs mere

Artikel: Romaer har ret til uddannelse

Aktion Børnehjælps praktikant fortæller: Mit møde med Romabørnene og deres familier i Tamil Nadu

TOP