Langt de færreste børn i landdistriktet Balasore er bekendte med deres rettigheder og nyder godt af dem. På landsplan siger 29% af Indiens børn, at der sjældent eller aldrig bliver lyttet til dem. Og det på trods af, at Indien har underskrevet både nationale og internationale børnerettighedskonventioner.
I samarbejde med den lokale organisation, ARM, har Aktion Børnehjælp oprettet børne-rettighedsgrupper i 20 landsbyer i Balasore. Grupperne mødes en gang om måneden og tager udgangspunkt i at lære børn om deres rettigheder og diskutere konkrete problemstillinger. Målet er, at børnene skal blive bevidste om deres rettigheder og turde kæmpe for dem, for på sigt at give børnene en større stemme i det indiske samfund.