Af Julie Eltong Mogen
Indien er et udviklingsland med en enorm økonomisk fremgang, og særligt antallet af kvinder på arbejdsmarkedet er steget markant. Det er en positiv udvikling. Dog risikerer de mange millioner af kvinder, der dagligt anvender den offentlige transport til arbejde og skole, at blive udsat for seksuel chikane og overgreb. Med andre ord er kvindernes frihed forbundet med en sikkerhedsrisiko, så snart de træder ud i det offentlige rum.
De fleste husker da også busvoldtægten i New Delhi i 2012, der trak overskrifter og forargelse verden over. Den voldsomme gruppevoldtægt af Jyoti Singh satte endnu engang debatten om kvinders manglende sikkerhed i Indien på dagsorden.
Togvogne kun for kvinder
Det har i denne forbindelse i nogle år været muligt i Indien at rejse med transport udelukkende forbeholdt kvinder og små børn, hvilket er en stigende tendens og mulighed i landets storbyer. Den indiske jernbane har også tydeliggjort, hvilke kupeer i togene der udelukkende er for kvinder ved at farve dem med en lyserød stribe.
Det har de gjort for at øge sikkerheden særligt i myldretiden, sådan at kvinderne hurtigt kan identificere kvindevognen, som er rigtig populær. Jernbanerne er ved lov pålagt at øremærke transport til kvinder.
Denne tendens er dog ikke unik for Indien. Flere lande blandt andet Mexico og Japan har også transportmidler udelukkende for kvinder. I en undersøgelse lavet af Plan International fra 2018 blandt 400 eksperter i 22 storbyer på seks kontinenter viste, at seksuel chikane er det største globale sikkerhedsproblem for piger og kvinder verden over.
77 % af eksperterne mente, at den seksuelle chikane ofte sker i det offentlige rum i byerne. I spørgsmålet om, hvor står en risiko seksuel chikane for unge piger og kvinder udgør i det offentlige rum i Delhi, mente 95 %, at risikoen var høj eller ekstrem høj, hvilket placerede byen som nummer 3 ud af de 22.
Kønsopdelt transport gør det sikrere for kvinder
Den kønsopdelte offentlige transport er dermed med kvindernes sikkerhed for øje. Der er dog i debatten blevet stillet spørgsmålstegn ved, om transportmuligheden ikke udelukkende symptombehandler, og ikke er en løsning på det egentlige problem.
Der er ingen tvivl om, at der er behov for handling, når det kommer til at bekæmpe seksuel chikane og overgreb på kvinder. Spørgsmålet er mere hvordan.
Transportmidler forbeholdt kvinder er et forsøg på at løse det ved at adskille kønnene og dermed forhindre, at kvinder risikerer at blive udsat for chikane og overgreb, mens de udfører deres daglige gøremål og bevæger sig fra punkt A til B. På denne måde er transport for kvinder en rigtig fin løsning.
Samtidig er det dog vigtigt også at have ”det lange lys på” ved at kigge på roden til problemerne heriblandt accepten af chikanen og victim-shaming, hvor kvinderne får skylden i form af deres påklædning, eller det at de går ude alene.
Herigennem skal der findes nogle holdbare og langsigtede løsninger, så at der i fremtiden er bedre plads til alle i det offentlige rum.
