aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_cecowor_19

Indien er et af de lande i verden, der har den højeste rate af børneægteskaber. Omkring 47% af piger i Indien bliver gift, inden de er fyldt 18, mens ca. 18% bliver gift før deres 15 års fødselsdag. Årsagerne til børneægteskab er mange, men skyldes hovedsageligt faktorer som fattigdom, kulturelle normer og traditioner, usikkerhed og ulighed mellem kønnene.

Hvorfor giftes børn væk?

Der er mange forskellige grunde til, hvorfor det indiske samfund praktiserer børneægteskab, og forældre vælger at gifte deres børn væk i en meget tidlig alder. En del af forklaringen er formentlig, at børneægteskab har fundet sted i Indien i hundredvis af år, og bliver derfor set af mange som en uskadelig kulturel og traditionel praksis. I mange områder af Indien er det blevet en central del af samfundets liv og identitet, som der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Mange forældre gifter deres døtre og sønner væk, fordi de ser det som værende i deres barns bedste interesse, og en måde hvorpå de kan sikre deres fremtid. Mange unge piger er bl.a. i højrisiko for overgreb og misbrug, og ægteskab anses i mange tilfælde som den bedste mulighed for at beskytte mod det.

Fattigdom er også en forklaring på, hvorfor forældre vælger at deres børn skal indgå i ægteskab. Piger bliver ofte set som en økonomisk byrde for familien, hvor ægteskab er en måde hvorpå familien kan reducere deres omkostninger. Derudover eksisterer der mange kulturelle normer og forventninger til kvinder og pigers rolle i det indiske samfund. Kvinders rolle er ofte begrænset til at være en datter, hustru eller mor, der er betragtet som hendes fars eller mands ejendom. Kontrol over piger og kvinders seksualitet kan også siges at være en indflydelsesrig faktor i traditionen for børneægteskaber. Tidligt ægteskab har ofte til formål at minimere risikoen for ukorrekt kvindelig seksuel adfærd og for at beskytte familie fra den skam, som dette medfører. Derfor er mange ægteskaber arrangeret omkring puberteten.

Børneægteskab er forbudt ved lov

Børneægteskab er blevet praktiseret i Indien i hundredvis af år, men betragtes som en grov overtrædelse af menneskerettighederne. Også ifølge indisk lovgivning er ægteskab for en pige under 18 år og for en dreng under 21 år forbudt. Børneægteskab ikke er nedskrevet direkte i international lovgivning, men i både FN’s Børnekonvention fra 1989 og i Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder fra 1979, er der nævnt bestemmelser, som børneægteskab strider imod. Der er bl.a. en række bestemmelser omhandlende ophævelsen af traditionelle praksisser, der kompromittere børns sundhed. Derudover strider børneægteskab mod andre rettigheder, såsom retten til at frit kunne udtrykke sine synspunkter, retten til beskyttelse mod alle former for misbrug, og retten til at blive beskyttet mod skadelige traditionelle praksisser. Selvom både national og international lovgivning forbyder det, finder en tredjedel af alle børneægteskaber i verden sted i Indien.

Hvad gør Aktion Børnehjælp?

Når forældres og lokalsamfundet tillader børneægteskab, bunder deres handlinger ofte i uvidenhed omkring de alvorlige følger af børneægteskab samt hvilken lovgivning, der er på området. Aktion Børnehjælp arbejder bl.a. med at udbrede kendskabet til børns rettigheder og med at sikre, at de bliver overholdt. Dette sker via vores børnerettighedsklubber, hvor børn og unge bliver undervist i deres rettigheder, og om hvad de kan gøre, hvis de rettigheder bliver krænket. Vi erfarer, at når børn kender deres rettigheder, kan de også bedre sige fra, når de rettigheder bliver krænket. Derudover afholder Aktion Børnehjælp jævnligt arrangementer for forældre, søskende og lokalsamfundet for at informere om børnenes rettigheder, og hvorfor det er vigtigt, at de bliver overholdt. Her er et af målene, at både forældre og resten af de landsbyer som Aktion Børnehjælp arbejder i, bliver overbevist om at de skal lade deres piger gå i skole, i stedet for at gifte dem bort.

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_cecowor_01

Jeg er taget til Tamil Nadu i Sydindien for at besøge de Børnehaveklasser og lektiecafeer som Aktion Børnehjælp støtter i 3 Roma landsbyer i Gingee regionen. Romafolket er en af Indiens mest udsatte og fattige befolkningsgrupper. De bliver ofte diskrimineret og stigmatiseret af øvrige grupper i det indiske samfund og tilhører den laveste kaste i det indiske kastesystem. Graden af analfabetisme blandt denne befolkningsgruppe er på næsten 100 % og størstedelen af børnene går ikke i skole. Aktion Børnehjælp har i samarbejde med deres lokale partner, CECOWOR, etableret 3 Børnehaveklasser og lektiecafeer i de 3 Roma landsbyer. Erfaringer fra landsbyerne viser, at når børnene starter i børnehaveklasse og de ældre børn får hjælp til deres skolearbejde i lektiecafeerne, er der langt større chance for at børnene gennemfører grundskolen, og dermed får muligheden for at kæmpe sig ud den ekstreme fattigdom, som de og deres forældre lever i lige nu.

Jeg er meget spændt, da jeg kører ud for at besøge den første landsby 20 km udenfor den mellemstore by Gingee i Villupuram distriktet i Tamil Nadu. Jeg sidder bag på en motorcykel og nyder at blive blæst igennem af den kolde vind, der for et øjeblik gør det lettere at befinde sig under den bagende sol og dens varme, der indtil nu, ikke har været til at undslippe. Mens jeg sidder på motorcyklen får jeg samtidig rig mulighed for at spejle ud over den sydindiske natur og livet i de mange små landsbyer, som vi passerer på vej ud til Roma landsbyen. Jeg ser glimt af de mange knastørre marker, hvor der forsøges at blive dyrket peanuts, chili og ris, og jeg ser travle mænd og kvinder med store og tunge bunker af afhugget træ på ryggen, der skal transporteres til nærmeste marked. Gad vide hvor langt væk det er.

Da vi endelig når frem til landsbyen, bliver jeg mødt af en lille pige med et stort smil og endnu større nysgerrige øjne. Hun tager min hånd og viser mig glad rundt i landsbyen, hvor jeg hilser på de fleste af landsbybeboerne. De er utrolig imødekommende og venlige og smiler stort, mens jeg trykker dem alle i hånden og fortæller mit navn. Da de fortæller mig deres navne og jeg forsøger at gentage, lyder der fnis fra mange af de børn, der er kommet til under min rundtur. Jeg formoder, at min udtale af deres sprog ’tamil’ nok ikke er helt perfekt. På min rundtur i landsbyen får jeg muligheden for at se, hvordan Romafolket i denne landsby lever. Mange af beboerne bor i sivhuse og telte mens få bor i små utætte betonhuse. Udenfor mange af boligerne står der massevis af gamle fuglebure med grønne små papegøjelignende fugle indeni dem. Fuglene skal sælges på et marked i en nærtliggende landsby. Der er også store tasker og poser fyldt med alle slags småting lige fra hårbånd- pynt- og spænder til bamser, plastikbolde og andet legetøj. Romafolket, som også ofte bliver refereret til som ”Rejsende”, flytter ofte fra by til by, sted til sted, for at sælge deres varer på markeder, udenfor templer og på festivaler. Migration har været en integreret del af Romafolkets livsstil i mange århundrede. Det er samtidig også en af de største udfordringer i arbejdet med at sikre at børnene færdiggøre deres skolegang.

Jeg bliver vist hen til landsbyens Børnehave, der er et lille betonhus, hvor der indeni sidder 12 børn i alderen 2-5 år og leger. De grå hårde betonmure er pyntet med farverige plakater af forskellige slags frugter, dyr samt en plakat der viser alfabetet. Der er en tavle og en kiste med lidt legetøj til børnene. Der er ikke meget, men dét der er, bliver der leget med i stor stil. Læreren samler børnene i en rundkreds, og de begynder at synge sange og gøre fagter i takt til sangen. Børnene er alle bekendt med sangen og synger højt og glad med, mens jeg kigger fornøjet med fra hjørnet. Børnehaven er åben mandag til fredag fra 09.30 til 15.30, og forbereder børnene på skolen gennem forskellig læring og leg. Derudover bliver børnene vante til skolegang fra den tidligere barndom, hvilket er med til øge chancerne for at de senere kan gennemføre grundskoleuddannelsen. Alle børnehavebørnene får hver især et måltid næringsrig mad hver dag til middag, som også er med til give børnene den bedste mulighed for at vokse optimalt.

Da jeg senere siger farvel til alle landsbybeboerne, roder én af fædrene i hans store taske med legetøj, hårpynt og bamser. Han hiver et sort flot hårbånd op af tasken, som han giver mig i gave. Jeg takker mange gange, fjerner min gamle hårelastik, og bruger mine fingre til at samle mit hår til en ny hestehale, denne gang holdt sammen af mit nye hårbånd.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_ARM_10

I 1948 vedtog FN enstemmigt Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker i hele verden og dermed også for børn. Alligevel vedtog FN 41 år senere den 20. november 1989 Konventionen om Barnets rettigheder (også kaldet Børnekonventionen). Bortset fra USA, Sydsudan og Somalia har alle verdens lande ratificeret konventionen. 

Hvorfor er der behov for Børnekonventionen?

Børnekonventionen stiller krav til medlemslandene om at anerkende og respektere børns grundlæggende ret til liv, udvikling, beskyttelse og deltagelse. Inden konventionen blev vedtaget, var barnets retslige status i en række lande først og fremmest knyttet til deres forældres – og deres ret til at bestemme over deres børn. Børnekonventionen blev vedtaget for at opnå almen anerkendelse af, at børn også er selvstændige individer med særskilte behov og rettigheder. Børn har de samme rettigheder som voksne, men er en særlig udsat samfundsgruppe. Børn har ofte ikke den samme indflydelse som voksne, og vil i mindre grad kunne påvirke deres eget liv. Derfor har børn ret til særlig beskyttelse og til særlige rettigheder, såsom at blive beskyttet mod hårdt og farligt arbejde eller at blive beskyttet mod narkotiske stoffer. Børnekonventionen slår også fast, at børn skal have et godt liv. F.eks. hvis børn sulter, skal de have mad, fordi at de har ret til det og ikke bare fordi, at det er synd for dem. Derudover gør Børnekonventionen det tydeligt, at børn lige såvel som voksne har ret til bl.a. at sige deres mening, vælge deres religion og ikke blive udsat for vold og misbrug. FN’s Børnekonvention består af 54 artikler (paragraffer), og blandt de 54 artikler er der fire rettigheder der fortjener ekstra opmærksomhed, fordi de betragtes som fundamentale. Disse rettigheder er:

  • Artikel 2; ikke-diskrimination,
  • Artikel 3; sikring af barnets interesser,
  • Artikel 6; ret til overlevelse og udvikling,
  • Artikel 12; ret til at blive hørt.

Børns rettigheder i Indien

Rettighederne i Børnekonventionen gælder for alle børn under 18 år, uanset, race, nationalitet, farve, køn, sprog, religion, holdning, rigdom og handicap. Men i Indien oplever mange børn at få krænket deres rettigheder dagligt. Indien ratificerende Børnekonventionen i 1992 og har udover denne, flere forskellige former for lovgivning der skal beskytte børn. Der findes bl.a. en regeringsnedsat kommission, der har til formål at beskytte børns rettigheder og sikre overholdelse af de love, der fremgår af den indiske forfatning om personer under 18 år og FN’s Børnekonvention. På trods af det, er der store problemer med indiske børn der er underernærede, mangler skolegang, som bruges i børnearbejde eller som giftes væk i en alt for tidlig alder. På trods af at Indien har gennemgået en voldsom udvikling og forbedring af økonomien de seneste årtier, findes der stadig millioner af børn, som ikke har adgang til de mest basale fornødenheder, som er fejl- eller underernærede, som mangler skolegang, tryghed og sikkerhed og som ikke ved, at de har ret til alt det.

Hvad gør Aktion Børnehjælp?

Aktion Børnehjælp har etableret børnerettighedsklubber i delstaterne Tamil Nadu, Andhra Pradesh og Orissa i Indien. Formålet med disse klubber er at oplyse indiske børn om deres rettigheder, så de selv kan være drivkraften bag at skabe positive ændringer i samfundet. Børns rettigheder og krænkelsen af disse omfatter mange vigtige emner, men i vores arbejde har vi valgt at have specielt fokus på misbrug, børneægteskaber og børnearbejde. Med børnerettighedsgrupperne arbejder Aktion Børnehjælp og børnene selv for, at de skal blive bevidste om og turde kæmpe for deres ret til uddannelse og sundhed. For at bidrage til at sikre, at børnenes rettigheder ikke bliver krænket, uddanner vi også grupper af den voksne lokalbefolkning i børns rettigheder. Disse voksne er lokale ledere, religiøse ledere, politifolk, ledere af civilsamfunds-organisationer, advokater og andre lokale med ansvar for at børns rettigheder overholdes.

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_SEEDS_05

Antallet af personer der besørger i det fri, er rekordstort i Indien. Dette har store sundhedsskadelige konsekvenser for især børns sundhed og udvikling. Over 600 millioner mennesker – eller 53 procent af de indiske husstande – lever uden toiletfaciliteter. Selvom toiletter er tilgængelige, er mange mennesker stadig ikke overbeviste om at afstå fra åben afføring og bruge toiletter istedet. Derfor er behovet for adfærdsmæssig forandring afgørende ud over levering af toiletter. En præference for åben afføring kan skyldes traditionel kulturel praksis eller manglende adgang til toiletter – eller begge dele.

Sanitære forhold i Indien

Indien har det største antal af mennesker som besørger i det fri og lever under dårlige sanitære forhold. Over 50 % af Indiens befolkning besørger i det fri og har ikke adgang til sanitære toiletfaciliteter. I 2012 havde kun 25% af landbefolkningen adgang til forbedret sanitet og over 600 millioner mennesker må som konsekvens heraf forrette deres nødtørft i naturen; på marker, i vejkanten, i byparker, på togskinner, på stranden.
Den indiske regering benytter årligt adskillige midler til at konstruere toiletter via den nationale ’Hold Indien ren’-kampagne, der har til formål at forbedre landets helbredssituation. Kampagnen skulle derudover fokusere på uddannelse, hvor børn skulle lære om hygiejne. Men antallet af mennesker uden adgang til toiletter, er stadig meget højt. Dette skyldes i høj grad manglende bevidsthed om vigtigheden af at alle i landsbyen bruger toiletter, hvilket medfører, at mange dele af befolkningen ikke er motiverede til at ændre deres sanitære vaner og benytte toiletter. Derudover er der en lang tradition for afføring i det fri blandt mange grupper i Indien. Befolkningen i landdistrikterne i Indien er især ikke vant til at bruge sanitære toiletter, og det er ikke i deres traditionelle tankegang at tænke på toiletter som en mulighed. Et højt antal af folk der besørger i det fri er direkte koblet til høj børnedødelighed, et højt niveau af underernæring, højt niveau af fattigdom og store forskelle mellem rig og fattig. Undersøgelser viser at ekstrem fattigdom og mangel på sanitet er statistisk forbundet. Eliminering af åben besørgelse ses derfor som værende en vigtig del af udviklingsindsatsen og er en del af de nye Verdensmål mod 2030.

Alvorlige helbredskonsekvenser

Når der besørges i det fri, bliver bakterierne herfra spredt af eksempelvis fluer, der kommer i kontakt med mad. Ligeledes risikerer bakterierne at blive spredt i drikke- og badevandet. 400.000 indiske børn dør hvert år af diarré, og flere børn må jævnligt blive hjemme fra skole grundet sygdom, som ofte foranlediges af de dårlige sanitære forhold. Videnskabelige undersøgelser viser, at mange underenærede børn under 5 år verden over lider mere af helbredsmæssige problematikker direkte forårsaget af dårlig hygiejne, end af mangel på mad. Undersøgelser viser desuden, at 80% af de mest almindelige sygdomme kan forebygges ved adgang til vand- og sanitetfaciliteter. Nogle af konsekvenserne af dårlig sanitet og adgang til toiletfaciliteter i Indien er:

• Høj grad af børn der dør før de fylder 5 år (56/1000 i 2012). Mange af disse dødsfald er direkte og indirekte forbundet med dårlig sanitet, da omkring 400.000 børn dør af diarré hvert år.

• Høj grad af underudviklede børn under 5 år. 48% af børn i Indien under 5 år er moderat til stærkt underudviklet på grund af hyppige diarré, der er forårsaget af dårlige sanitære forhold. En konstant udsættelse for bakterier gør at børnene ikke får mulighed for at opnå en sund kropsvægt, uanset hvor meget mad de spiser.

• Underudvikling er forbundet med nedsat hjernens udvikling og varig nedsat funktionsevne, hvilket fører til signifikant reduceret læringsevne.

• Mange børn og voksne i Indien dør hvert år som følge af diarré.

• Indien mister årligt 53,8 mia. dollars på grund af manglende og dårlige sanitære forhold. Dette er omkring $ 48 pr. Indbygger, hvilket er en meget stor sum penge for de fattige i Indien, som i gennemsnit tjener $ 45 pr. Måned i en husstand på 4-5 personer.

Hvad gør Aktion Børnehjælp?

I de områder hvor Aktion Børnehjælp arbejder, har 95% af befolkningen i de målrettede landsbyer ikke har adgang til sanitetsfaciliteter som latriner. Langt over halvdelen af befolkningen af underernæring og underlagt dårlige hygiejniske forhold. Mere end 88% af befolkningen har ikke adgang til sikkert drikkevand, og de fleste af befolkningen lider derfor af forskellige vandbårne sygdomme. I samarbejde med vores lokale partner, Alternative for Rural Movement (ARM), fokuserer Aktion Børnehjælp på at skabe adfærdsændringer blandt landsbyboerne i 5 forskellige landsbyer i delstaten Orissa ved at understrege vigtigheden af god hygiejne. Formålet er at skabe incitament til at benytte toiletter fremfor at besørge i det fri. Ved at få landsbyboerne til at stoppe med at besørge i det fri, vil projektet på sigt være med til at mindske børnedødeligheden, de mange diarre-tilfælde samt begrænse børnenes sygdomsfravær i skolerne og derved styrke børns uddannelse.

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_SRD_02

Indien ratificerede FN’s børnekonvention for mere end 20 år siden, og der er heldigvis sket forbedringer, men især ude på landet i Indien er der stadig tusindvis af børn og voksne, der ikke kender deres grundlæggende rettigheder.

Piger har højere fravær

Sabnam har ligesom mange andre piger et brændende ønske om at få en uddannelse. Desværre er der i hendes familie ikke tradition for at sende piger i skole, da de helst skal blive hjemme og hjælpe til med husholdningen.

I lighed med Sabnams familie er der mange familier, der tøver med at sende deres døtre i skole. Uddannelse bliver nemlig ofte betragtet som en luksus, da børnenes skolegang ikke bidrager øjeblikkeligt til familiernes økonomi.

Tendensen afspejler sig i de seneste undersøgelser af læsefærdigheder i Indien, der viser, at bare 66 % af Indiens kvinder kan læse, hvorimod over 80 % af Indiens drenge kan læse.

Takket være den fokuserede indsats med undervisning i grundlæggende menneskerettigheder, er det dog lykkedes Sabnam at overbevise hendes forældre om, at hun har ret til at gå i skole og få en uddannelse.

Vi vender tendensen

I samarbejde med vores indiske partner, Alternative for Rural Movement (ARM), underviser vi i alt 1.000 børn i grundlæggende rettigheder. I 20 forskellige landsbyer i Baliapal i delstaten Orissa mødes børnene en gang om måneden og lærer om deres rettigheder. Særligt retten til uddannelse og sundhed står højt på dagsordenen.

For at skabe mest muligt opmærksomhed om børns rettigheder samarbejder vores partner, ARM, også med de lokale medier. Fire gange om året er der et indstik i aviserne, så læserne holdes orienterede om udviklingen indenfor fremme af børns rettigheder.

Børnene arbejder ligeledes med børnerettighedsmagasiner, der er rettet mod alle deres kammerater på skolerne samt deres forældre og undervisere. Målet er at give både børn og voksne viden og brugbare redskaber til at skabe positive forandringer i deres lokalsamfund og på sigt mindske det høje frafald i skolerne.

Uddannelses betydning

Meget forskning tyder på, at når du uddanner en kvinde, uddanner du hele hendes familie. Aktion Børnehjælp giver hver dag redskaber og viden til både piger og drenge, og vi vil gerne hjælpe endnu flere. Vil du være med?