Fra leg til viden

Af Pernille Gani & Amanda Norden Andersson

Frivillige i Aktion Børnehjælp, projektgruppe Children Know Your Rights!

I Gingee, Tamil Nadu, taler børnene om vigtige og alvorlige emner, såsom dengue-udbrud i landsbyen og børn der ikke kommer i skole, mens de i det næste øjeblik er midt i en sjov leg. Det virker måske ikke sammenhængende, men det er det i allerhøjeste grad.

Den sjove leg er nemlig mere end en leg. Den er en nøje udtænkt øvelse, der giver børnene information om børnerettigheder og samtidig træner dem i at italesætte og handle i relation til rettighederne.

En leg kan udforme sig som et teaterstykke, en tegning eller en forhindringsbane, og hver enkelt af legene styrker forskellige aspekter af rettighedsarbejdet med klubbernes medlemmer. Det kan være en øvelse i at sige sin mening eller en øvelse i at stole på hinanden. På den måde giver legen børnene et rum hvor de kan lære at tale om og handle på deres rettigheder.

Udover at være frivillige i Aktion Børnehjælp, er vi begge antropologer. Øvelserne, som vi har udtænkt, er stærkt inspireret af de såkaldte ”PRA-metoder” (fodnote: PRA står for ‘participatory rural appraisal’), der ofte bruges i antropologiske undersøgelser. Metoderne fokuserer på, at få folk til at udtrykke sig på kreative og kropslige måder fremfor gennem skrift og formel tale og understreger også et af principperne inden for antropologien om, at vi lærer mest, når vi ser, smager og mærker det, som vi forsøger at forstå.

De øvelser vi vælger til børnene i børnerettighedsklubberne er skabt ud fra den samme ide og har til formål at få børnene til at interagere med de rettigheder og principper, som de forsøger at lære noget om.

I stedet for at skulle lære børnerettighederne udenad gennem paragraffer og regler, får børnene på denne måde muligheden for at arbejde kropsligt og kreativt. Det gør det nemmere at huske det tunge stof og lader børnene sætte rettighederne ind i en kontekst de kan forstå og som de oplever som meningsfuld.

Participatoriske øvelser giver børnene en stemme

I Indien hvor særligt hierarkier i forhold til alder og køn er stærke, kan det være ekstra svært for børn og unge at råbe deres ældre op når der er noget, der vedrører dem. Første skridt er at gøre børnene og de unge bevidste om, at de har ret til f.eks. skolegang, ikke at arbejde, hvis de er under 14 og ikke at blive gift før de fylder 18 år for kvinder og 21 for mænd. Det er også bydende nødvendigt, at både forældre og lokalsamfund kender til rettigheder og forstår vigtigheden og pointen i at støtte op om dem.

Med aktiviteter, som er inspireret af PRA-metoderne, inddrages børnene og de unge på deres præmisser, når et stort, tungt og til tider meget ømtåligt emne tages op gennem leg, spil og aktiviteter. Når børnene og de unge får lov til at bearbejde viden om børnerettigheder og får mulighed for selv at fortælle deres historie og deres oplevelse af en given situation, får de en stemme.

Når børn kender deres rettigheder

Fra Children Know Your Rights! er der flere eksempler på, at børnene gennem participartoriske øvelser har fået mulighed for at bruge deres stemme. På Aktion Børnehjælps hjemmeside kan du f.eks. se små kortfilm, som er resultatet af en øvelse, der er blevet lavet med børnene. Øvelsen gik ud på, at børnene skulle vælge en børnerettighed og skrive en kort historie om, hvad rettigheden går ud på, hvorfor de synes at netop den er vigtigt og hvad de eventuelt har ’brugt’ rettigheden til. Herigennem får børnene altså mulighed for, med deres egne ord og erfaringer at fortælle andre, hvorfor børnerettigheder er vigtige.

At inddrage børns erfaringer på denne måde er netop væsentligt, hvis vi gerne vil få en forståelse for deres livsverden.

Et bæredygtigt projekt

Children Know Your Rights! er et projekt er et projekt i sin sidste fase. De børn og unge som har været en del af projektet, har nu i næsten tre år leget sig til vigtig viden om børnerettigheder. De har leget sig til erfaring og læring om, hvorfor det er vigtigt, at de er opmærksomme og insisterer på deres ret til f.eks. skolegang, ikke at skulle udføre børnearbejde og ikke at blive gift som barn.

Den langvarige effekt af projektet kendes ikke endnu, men der har allerede været mange flotte eksempler på, at både børn, forældre og lokalsamfund har taget børnerettighederne til sig. Børnene har i flere tilfælde gået forrest i forsøgene på at skabe forandringer i deres liv såvel som i andres. De har været arrangører af en oplysningskampagne om farerne særligt for børn i perioder med Dengue-feber udbrud, brugt højtider til at skabe opmærksomhed omkring børnerettigheder og taget fat i hinanden eller en voksen, hvis de har oplevet, at de selv eller nogen de kender har fået overtrådt deres rettigheder.

Selvom projektet slutter tyder meget på, at fokusset på børnenes inddragelse og læring har skabt grobund for, at de tør og kan bruge deres stemme i fremtiden.

Du kan se flere eksempler på events og historier fra projektet HER 

Af Julia Sam, frivillig i Aktion Børnehjælp, projektgruppe Choices, Childhood and Rights

I midten af juni måned rejste to frivillige afsted til Indien på det første monitoreringsbesøg hos den relativt nye samarbejdspartner SEEDS. Som projektfrivillige var Julia og Mortens opgaver i Indien at mødes med de ansvarlige hos SEEDS, drøfte udviklingen og de eventuelle problemer, der eksisterer. Det toårige projekt hedder Choices, Childhood and Rights (CCR), og aktiviteterne er nu halvvejs.

”Ingen af os havde været i Indien før, og vi var ikke kun spændte på at møde vores lokale samarbejdspartner og se resultaterne af projektet i landsbyerne, men også på at opleve en ny kultur, mad, arkitektur og klima. Og den voldsomme hede er det, der slår os først, da vi kommer ud af lufthavnen til 40 graders varme. Vi ankommer i juni, lige før regnsæsonen og lige efter en sommerperiode med uudholdelige 50 grader! ”

Derefter fulgte en alt andet end behagelig køretur ad de indiske landeveje, hvor alle dytter af hinanden og sætter speederen i bund. Trafikregler er der ikke nogen, der går op i her, men vi kommer frem til Eluru – en efter lokale forhold lille by, hvor vi skal bo hos SEEDS’ nye direktør Jyothsna eller Jo, som hun bliver kaldt til hverdag. Hun og broderen Cheith har overtaget NGO’en SEEDS efter deres fars død sidste sommer.

Landsbyerne hvor projektets målgruppe, de unge kvinder og deres børn, bor, ligger inde i Papikonda National Park. Det skaber en del problemer af både ernæringsmæssig, men også juridisk karakter, fordi de indfødte folk ikke længere må jage og drive kvæg i skovområdet.

Fra Eluru kører vi ca. 2 timer nordøst afbrudt af flere stop hos Jo og Cheiths slægtninge og bekendte til pauser med snak, stærk sød indisk te og eksotiske snacks. Vi lader bilen stå i en afsides landsby, hvor den asfalterede vej ender og hvor et stort rødt monument med hammer og segl vidner om en svunden kamp imod kapitalisme, fattigdom og uretfærdighed. Derfra foregår transporten i en gammel åben jeep, over bogstavelig talt klipper og sten. I regnsæsonen er vejen helt ufremkommelig.

Vi besøger seks af de syv afsides landsbyer, der er omfattet af projektet. I hver af dem har SEEDS startet en børnehave for de helt små børn fra 1-6 år, så de kan få en rutine og blive klar til skolestart. Underviserne er lokale unge kvinder, der igennem hverdagen læser for børnene, synger sange med dem og leger med dem for at stimulere deres motoriske, kognitive og sociale færdigheder. Børnene lærer også nogle sunde vaner som at vaske hænder før mad og vaske deres tallerkener efter frokost.

Projektets andet fokus er de gravide kvinder og kvinder med nyfødte børn, der i området har været plaget af jernmangel og manglende brystmælk. SEEDS’ sundhedsplejerske Anapoorna er blevet sat på opgaven om at se til kvinderne regelmæssigt og undervise dem i hygiejne, nødvendigheden af at tage kosttilskud og tage på sygehuset, hvis de bliver syge eller skal føde. Stammefolkene er skeptiske over for den konventionelle vestlige medicin, og normen har længe været at gå til de traditionelle helbredere i landsbyerne.

Efter at have set sin brors barn dø af disse gamle helbredelsesmetoder, er Anapoorna opsat på at sprede viden og bidrage til en ændret adfærd. Vi møder Anapoorna i landsbyen Orrinka, hvor vi sidder i skyggen af et stort træ omgivet af nysgerrige børn og generte unge mødre i farvestrålende sarier. Anapoorna er selv 25 år og som den eneste uddannede kvinde, er hun stadig ugift. Hun fortæller os, at hun har sagt nej til flere gode jobtilbud i byen for at være en del af CCR og dermed hjælpe børnene i hendes lokalområde til at blive sundere og få en bedre fremtid med muligheder.

Du kan se flere eksempler på events og historier fra projektet HER 

 

 

 

 

Unisex eller kønsopdelt

aktionboernehjaelp indien pige ved vandpumpe rent vand landbyer

Hvad har sanitet med børns uddannelse at gøre?

UNESCOs Globale Uddannelses Monitoreringsrapport (Global Education Monitoring Report (GEM) med fokus på ligestillingen mellem kønnene, stiller skarpt på betydningen af at kunne gå sikkert på toilettet både derhjemme og i skolerne.

En undersøgelse udført i delstaten Rajasthan i Indien viser, at pigerne hver måned missede minimum 5 skoledage pga. ringe sanitet eller mangel på vand hjemme. I løbet af et skoleår bliver det til over 50 fraværsdage! Vi er både stolte af og glade for at 75 % af alle husstande i det såkaldte WC-projekt har fået anlagt et toilet, som hele familien bruger! Derudover har de fem landsbyer, der er involveret i Sanitetsprojektet, på eget initiativ sørget for adgang til rent vand.

Hjælp til selvhjælp?

At det er landbyboerne, der selv har sørget for adgangen til rent vand, samt tjek af vandets renlighed minimum hver 3. måned, viser, at projektet ikke blot skaber gode sanitære resultater, men også at landsbyerne har fået et større sammenhold og tror på, at de i fællesskab kan ændre deres situation! Ydermere fortæller vores indiske partner ARM, at to ud af de fem landsbykomiteer nu står på egne ben og er uafhængige af ARM, som facilitator for møder og aktiviteter.

Det betyder, at vi trygt kan påbegynde den forestående slutevaluering af Sanitetsprojektet og at vi ved, at alle de gode initiativer vil leve videre i landsbyerne – også selvom Aktion Børnehjælp ikke længere faciliterer projektet. Landbyboerne har erfaret, at de ikke er afhængige af hverken Aktion Børnehjælp eller ARM til at opnå de forandringer de ønsker. Og sådan skal det være! Derfor kan vi, sammen med ARM, så småt begynde at vurdere, hvor vi ellers kan være med til at skabe forandringer.

Kønsopdelte toiletter
Et område som UNESCOs rapport tager op er kønsopdelte toiletter på skolerne. Undersøgelser fra 2007-2015 har nemlig vist, at opdelte toiletter på skolerne forøger antallet af piger, der bliver indskrevet og bliver i grundskolen!
Vi er lige nu i gang med idéfasen til en overbygning til sanitetsprojektet, så endnu flere indere kan få adgang til rent vand og gode sanitære forhold.
Glæd dig til at høre mere.

aktionboernehjaelp indien støt uddannelse rettigheder Rally event tamilnadu

Opmærksomhed er vigtig

Det bidrager til at skabe trygge miljøer for børnene, når folk i skoler, landsbyer og offentlige instanser arbejder sammen for at støtte børns rettigheder. For at kunne samarbejde skal folk have en fælles forståelse af, hvilke rettigheder børnene har og, hvordan man sikrer sig, at deres rettigheder er opfyldt i det lokale samfund. Offentligheden må også tro på og dele værdierne om, at børnenes sikkerhed er et vigtigt emne i hele samfundet.

Hvad er de juridiske rettigheder?

Det er derfor at vores partner CECOWOR arbejder med at skabe generel bevidsthed om de juridiske rettigheder blandt både børnene og alle de andre engagerede i projektet ”Børn, kend jeres rettigheder”. CECOWOR skaber opmærksomhed omkring børns rettigheder gennem forskellige arrangementer. Disse arrangementer involverer projektets ambassadører, som kan været lærere, samfunds- og religiøse ledere, advokater og offentlige instanser (bl.a. distriktets sociale myndigheder og politiet). Gennem projektet bliver de engageret i deres roller som ambassadører og forpligter sig til at arbejde videre og sikre børnevenlige miljøer i deres landsbyer.

Et stærkt civilsamfund

Formålet med de forskellige arrangementer er at støtte et stærkt civilsamfund, der er med til at skabe børnevenlige landsbyer og skoler, der kan fortsætte med at fokusere på børns rettigheder efter projektets afslutning. Desuden skal ambassadørerne for børns rettigheder også forsætte med at advokere på vegne at børnene, og lokalsamfundet skal holde dem ansvarlige. De værdier og rammer som CECOWOR arbejder på med landsbyerne skal på sigt gerne slå igennem på et højere politisk niveau, nemlig på blok og distrikt niveau. Det vil dermed styrke CECOWOR’s institutionelle indflydelse og de kan på sigt arbejde mere fokuseret med strategisk holdningsbearbejdelse.

Ud på gaden

Landsbykomiteerne og børneklubberne er begyndt selv at organisere arrangementer, som for eksempel ”Rally, Pongal festival and Public meeting”, som fandt sted tidligere i år og ”Anti-child marriage awareness Rally”. Omkring 600 mennesker, inklusive børneklub- og landsbymedlemmer, frivillige og ambassadører, deltog i Pongal festivalen. Responsen på arrangementet var meget positiv. Mr. Ravinchandran, vicepolitimester sagde: De anstrengelser og ressourcer, der er brugt på børns rettigheder, er noget ekstraordinært. Landsbykomiteerne, klubberne og ambassadørerne er til enhver tid velkommen i mit kontor. Jeg er altid klar til at hjælpe. Tak til CECOWOR for at give os denne store mulighed”.

Monitorering, besøg, partnere, Indien, Sydindien, SEEDS, CECOWOR, frivillige

Jeg glæder mig klart allermest til at komme ud til landsbyerne, der er omfattet af projektet, og møde de lokale” – Julia, frivillig i Aktion Børnehjælp.

Om få dage rejser to frivillige og vores projektkoordinator på monitoreringsbesøg hos de lokale partnere i sydøst Indien. Denne gang er det henholdsvis SEEDS og CECOWOR, der skal besøges. Og hvorfor gør vi så det? Det er der flere grunde til. Læs med her:

At se hinanden i øjnene

En af grundene er, at det forbedrer samarbejdet markant, når diskussioner og udvekslinger tages ansigt til ansigt. Vi er glade for, stolte af og vil gerne holde fast i vores tætte samarbejde med de indiske lokale partnere. Monitoreringsbesøgene er derfor en måde at vedligeholde og udvikle samarbejdet på. Vi vægter også rigtig højt, at vi er mere end en donor – vi er en samarbejdspartner. Det betyder, at de lokale organisationer kan sparre med vores projektkoordinator Anja og vores dygtige frivillige, når de er på besøg.  Det giver lejlighed til at drøfte ideer og give feedback på deres daglige arbejde, så projekterne kan hjælpe flest mulige på den bedst mulige måde. En ekstern evaluator af projektet ’Børn, kend jeres rettigheder’ har kommenteret på netop Aktion Børnehjælps monitoreringsbesøg og skriver: ”Den omfattende monitorering af projektet har en positiv effekt, idet den styrker effektiviteten og kvaliteten af projektets resultater”.

At se med egne øjne

En anden vigtig grund er, at vi elsker at kunne se, hvordan de forskellige projekter forløber, med egne øjne. Det er skønt og givende at opleve, hvordan projekterne støtter og skaber forandring for børn, familier og lokalsamfund.

For de frivillige, der somme tider er i Indien for første gang, giver det et fantastisk indblik i målgruppens liv og problemer og for de flestes frivilliges vedkommende inspirerer det til nye ideer og måder at arbejde på.

Der er stor forskel på at sidde i Danmark og læse rapporter, og så faktisk opleve det selv. Muligheden for at komme på projektbesøg er en virkelig spændende del af mit engagement i Aktion Børnehjælp.” fortæller Morten, der skal besøge projektet Sundhed og Læring

 

Vi ønsker alle tre en helt fantastisk tur og glæder os til at se og høre mere derfra!
HUSK at du kan følge med Facebook og Instagram

 

 

 

 

 

Skab en tryg barndom

Fadderskab, Fadderskabsinstitution, børn, fremtid, uddannelse, støt

Fadderskabsinstitutionen Shanti Bhavan

Mens vi i Danmark ser frem til sommerferien, er det tid til at starte et nyt skoleår i Indien. Alle de mange håbefulde børn og unge hos vores indiske samarbejdspartnere, både på børnehjem og skoler glæder sig til at komme i gang. Et nyt skoleår giver anledning til at kigge på det, der er gået og fra vores samarbejdspartner Shanti Bhavan har vi for nyligt fået en dejlig meddelelse.

19 unge mænd og kvinder har afsluttet deres grundskole med rigtig gode karakterer og de er nu klar til at gå videre. Vi håber at mange af dem vil følge i fodsporene på tidligere fadderskabsbørn, der har fortsat deres uddannelse på universitetet og andre steder og i dag har forskellige gode stillinger – lige fra revisor til fotograf!

Hos Shanti Bhavan bliver børnene undervist i både de ordinære fag, men der lægges også vægt på, at de lærer andre færdigheder og udvikler deres kompetencer. Der undervises i tilberedning af sund og nærende kost samt i hvordan man skaber gode sundheds- og hygiejnerutiner. Børnene tegner og maler og deres udvikling stimuleres derved både motorisk og psykisk. Et par gange årligt tager hele børnehjemmet på ekskursion, hvor børnene leger og hygger sig, og på busturene bliver der sunget alverdens sange.

Det er takket være fadderne, at børnene hos Shanti Bhavan får en god uddannelse, vil du også støtte et barn med en god uddannelse og en tryg barndom?

Bliv fadder her – det virker!❤

Selvtilliden gror

Børnerettighedsklubberne i Villupuram, Tamil Nadu, får selvtilliden blandt børnene til at gro! Se selv i denne video.

Torben Ibsen er en af Aktion Børnehjælps frivillige fadderskabsadministratorer. Han sørger for, at dine bidrag kommer det rigtige sted hen. Men lave omkostninger kan vi tilbyde et af Danmarks billigste fadderskaber – fra 140 kr. om måneden kan du hjælpe et barn til en uddannelse. Bliv fadder her!

rettigheder aktionboernehjaelp uddannelse støt indien IMG_9083

Af ambassadør, Sidsel Lieknins Vestertjele

En lærers blik på uddannelse i Indien
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere.
Læring og uddannelse er dynamiske begreber, der ændrer sig efter tid, kontekst og kontinent.
Derfor er det svært for mig, som uddannet folkeskolelærer, og nu studerende i pædagogisk antropologi, at opridse forskellen på uddannelse i Danmark og Indien. Jeg har, siden jeg blev stillet opgaven at skrive denne artikel, bladret adskillige akademiske dokumenter, Googlesøgninger og undervisningsbøger igennem for at kunne fortælle, hvordan jeg betragter Indien og Danmark med uddannelsesblik. I 2016 besøgte jeg to af vores børnehjemsskoler i Indien sammen med bestyrelsesformand Rune-Christoffer. Jeg ankom både som ung lærerstuderende, ambassadør for Aktion Børnehjælp, og med en baggrund som bortadopteret indisk barn, der selv tilbragte sit første halvandet leveår på et børnehjem i det vestlige Indien. Jeg gik dermed ind i rejsen med mange forskellige følelser, blik, forventninger og faglig viden. Men efter min rejse har jeg indset, at både danske og indiske skoleledere og skolelærere tror på mange af de samme visioner og ligeledes forsøger at imødekomme disse i en kompleks skolehverdag, hvor mennesker skal være mennesker med hinanden, og børn gøres til elever.

Forskellen på indiske og danske skoler
En umiddelbar forskel på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, er nem at spotte: I Indien undervises nogle elever i skyggen fra et træ, mens kun en varm brise gør de 40 graders varme mindre trykkende. I Danmark ville udendørsundervisning kun ske som et aktivt og bevidst valg væk fra et klasselokale – og aldrig under så høje temperaturer. I den danske folkeskole har jeg både set og selv praktiseret meget varieret undervisning med gruppearbejde, individuel opgaveløsning, læreroplæg, elevperformances og aktive undervisningsformer. Dette så jeg sjældent i Indien, hvor læreren primært underviste med pegepind foran tavle og lyttende skolebørn. Jeg havde mange samtaler med indiske lærere og ledere om, hvordan undervisning kan udøves forskelligt og lyttede interesseret til deres ambitioner om at danne eleverne og møde dem, hvor de var. Senere opdagede jeg, at indiske lærere og ledere ofte legede med eleverne i pausen, hvilket jeg ikke på samme måde har set i Danmark. Jeg blev fortalt, at dette blev gjort i et bevidst forsøg på at skabe tillid mellem lærere og elever, og min oplevelse var, at denne intention også lykkedes. De fleste elever var ofte åbne, søgende og interesseret i at lege med de besøgende. Dette tolker jeg som en indikation på trivsel.

Elever i sorg og trivselsarbejde er vigtig i en uddannelsessammenhæng
Men hvad betyder dannelsestanker og undervisningsformer, hvis hverken trivsel eller de basale livsbetingelser er sikret for alle? I min bacheloropgave undersøgte jeg, hvilken betydning relationsarbejde kan have for elever i sorg på en dansk og en indisk skole. Relationsarbejde skulle i denne sammenhæng forstås som de tiltag, en leder kan iværksætte på en skole for at fremme tillid mellem lærer og elev. Gennem interviews med mine udvalgte skoleledere blev jeg opmærksom på, at kontakten til barnets familie var vigtig i forsøget på at imødekomme elever, der havde mistet en eller begge forældre. I Folkeskolens Formålsparagraf, hvilken alle danske lærere stifter bekendtskab med og skal forholde sig til, står der blandt andet, at folkeskolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere […]. Det interessante er dog, hvordan dette imødekommes, når en forælder har begået selvmord, er blevet dræbt, er syg, eller har forladt barnet. Hvem skal være dén anden, der hjælper barnet, og hvordan mødes et barn i sorg? Dette må vi interesse os for. Et pædagogisk udtryk går på, at nogen vil noget med nogen eller nogen vil noget med noget. Dette gør sig gældende blandt både lærere og ledere på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, og som alle har ambitioner, intention og ønske om at skabe de bedste betingelser for netop deres elevers uddannelses- og dannelsesmuligheder.

En stor forskel på et lille sted
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere. Uddannelse er både indlæringsmuligheder, vidensudveksling, dannelse og trivsel. I en undervisningssammenhæng må læreren derfor altid overveje sin praksis med kritisk og konstruktivt blik for hele tiden at dygtiggøre sig. Og her bliver elevernes feedback en fantastisk mulighed for at se, hvor ændringer kan foretages for både lærer og elev. Alle børn i verden fortjener muligheden for at uddanne sig – men mest af alt fortjener alle børn i verden en sund og god opvækst med både omsorg og tryghed. Derfor vil jeg igen takke alle for at støtte Aktion Børnehjælp – Vi gør en stor forskel på et lille sted!

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_fadder_Julia

Det var egentlig lidt tilfældeligt, at Julia Samokhvalova blev fadder. Det skete i september 2016, da hun sad foran computeren og pludselig faldt over et opslag om Aktion Børnehjælps fadderskabsprogram. Hun kendte organisationen i forvejen og klikkede sig så ind på billederne af fadderbørnene. Her fik hvad hun beskriver som en “følelsesladet oplevelse” da hun kiggede på et bestemt billede af en pige på 11. “Der var noget i hendes udtryk og øjne, der talte til mig,” siger Julia. Så gik der ikke mange minutter før hun var meldt til som fadder.

At være fadder er personligt og konkret
Pigen, som Julia er fadder for, er i dag 12 år og har en ældre bror og en yngre søster. Julia selv er 31 og lever af at male kunstværker. Gennem det ene år Julia har været fadder, har hun allerede vidnet stor omskiftning i den indiske familie hun støtter: først boede børnene hos deres bedstemor, da begge forældre havde forladt familien; senere kom moderen tilbage, men daglejerarbejdet gjorde indtægten lav og uforudsigelig; for nylig kom faderen tilbage til familien, men han drikker og kan heller ikke hjælpe med indtægt. Der er derfor stort behov for hjælp til familien. Hvis ikke det var for Julias støtte, ville en piges uddannelse slet ikke blive prioriteret i familiens meget lille budget. Og den 12-årige pige er en flittig studerende, har Julia læst i de tre breve hun har fået siden hun meldte sig til. I det ene brev havde pigen skrevet en personlig hilsen til Julia, som hun blev meget rørt af.

Muligheden for at følge med i en konkret families liv er vigtig for Julia. Hun er helt med på, at der også er et behov for at støtte andre og større projekter end enkelte børn, og at administrationsomkostningerne heller ikke betaler sig selv. Men hun mener, at det giver bedst mening for hende som privatperson at støtte et enkelt barn og en familie. Så bør virksomheder – som har et helt andet budget – støtte de større projekter. ”Som person har man brug for en følelsesmæssig relation, og det er rart at se noget konkret,” siger Julia.

“Jeg kan faktisk ikke mærke noget til det i mit budget”
Julia nævner, at prisen også medvirkede til, at hun besluttede sig for at blive fadder i Aktion Børnehjælp. Sammenlignet med mange andre organisationer, der tilbyder sponsorater, var det billigere med de 140 kr. det koster at støtte et hjemmeboende barn gennem Aktion Børnehjælp. “Som freelancekunstner var det vigtigt for mig, at jeg altid ville have råd, selv med en svingende indtægt, og ikke være nødt til at lade nogen i stikken,” siger Julia. Hun tilføjer, at hun faktisk slet ikke har mærket noget til den lille udgift i sit budget.

At vælge sit engagement
Der er mange måder at være fadder på, og det har Julia gjort sig en del overvejelser omkring. For eksempel har hun endnu ikke selv skrevet breve til barnet, selvom det var noget, hun tænkte over, da hun startede i fadderskabsprogrammet. “Jeg rejser meget,” siger Julia, som er født i Rusland og uddannet antropolog, “og det at skrive breve er noget man virkelig skal tænke over.”

Hun lægger også vægt på at i “forholdet” mellem hende selv og den 12-årige indiske pige, er det pigen, der er i den mest sårbare situation. Julia vil derfor ikke presse sig på eller have en agenda om at vise hvor god hun er eller skabe en “bedste venner”-situation. Hun er derimod åben for et tættere forhold, hvis det kommer på den indiske piges eget initiativ. Hvis pigen selv åbner op for en relation når hun bliver ældre, der måske kunne føre til et besøg til Indien, vil Julia sandsynligvis være interesseret. “Men jeg vil kun gøre noget, hvis hun selv rækker ud. Og hun er jo stadig kun et barn.”

Hvorfor ikke blive fadder?
Julia kan ikke se nogle argumenter for ikke at blive fadder. Verdens store fattigdom kan give en følelse af afmagt – men at hjælpe det enkelte barn gør en forskel for dét barn og dets familie. Og så får man på et personligt plan selv noget ud af at gøre en god gerning. “Det giver en indre følelse af, at man har gjort noget godt,” siger Julia.

Julia har hørt om faddere, der er blevet inviteret til deres fadderbarns bryllup, og fadderskaber, der ender i en Ph.d.-uddannelse. Det er jo fantastiske historier, men Julia har ikke andre forventninger til sit fadderbarn end at hun skal ”nyde sin skolegang og nyde sin barndom.” Hun er jo som alle andre 12-årige piger, med den forskel at hun nu får åbnet op for bedre muligheder i livet.

Hvis du selv er interesseret i at blive fadder, kan du klikke her.