Unisex eller kønsopdelt

aktionboernehjaelp indien pige ved vandpumpe rent vand landbyer

Hvad har sanitet med børns uddannelse at gøre?

UNESCOs Globale Uddannelses Monitoreringsrapport (Global Education Monitoring Report (GEM) med fokus på ligestillingen mellem kønnene, stiller skarpt på betydningen af at kunne gå sikkert på toilettet både derhjemme og i skolerne.

En undersøgelse udført i delstaten Rajasthan i Indien viser, at pigerne hver måned missede minimum 5 skoledage pga. ringe sanitet eller mangel på vand hjemme. I løbet af et skoleår bliver det til over 50 fraværsdage! Vi er både stolte af og glade for at 75 % af alle husstande i det såkaldte WC-projekt har fået anlagt et toilet, som hele familien bruger! Derudover har de fem landsbyer, der er involveret i Sanitetsprojektet, på eget initiativ sørget for adgang til rent vand.

Hjælp til selvhjælp?

At det er landbyboerne, der selv har sørget for adgangen til rent vand, samt tjek af vandets renlighed minimum hver 3. måned, viser, at projektet ikke blot skaber gode sanitære resultater, men også at landsbyerne har fået et større sammenhold og tror på, at de i fællesskab kan ændre deres situation! Ydermere fortæller vores indiske partner ARM, at to ud af de fem landsbykomiteer nu står på egne ben og er uafhængige af ARM, som facilitator for møder og aktiviteter.

Det betyder, at vi trygt kan påbegynde den forestående slutevaluering af Sanitetsprojektet og at vi ved, at alle de gode initiativer vil leve videre i landsbyerne – også selvom Aktion Børnehjælp ikke længere faciliterer projektet. Landbyboerne har erfaret, at de ikke er afhængige af hverken Aktion Børnehjælp eller ARM til at opnå de forandringer de ønsker. Og sådan skal det være! Derfor kan vi, sammen med ARM, så småt begynde at vurdere, hvor vi ellers kan være med til at skabe forandringer.

Kønsopdelte toiletter
Et område som UNESCOs rapport tager op er kønsopdelte toiletter på skolerne. Undersøgelser fra 2007-2015 har nemlig vist, at opdelte toiletter på skolerne forøger antallet af piger, der bliver indskrevet og bliver i grundskolen!
Vi er lige nu i gang med idéfasen til en overbygning til sanitetsprojektet, så endnu flere indere kan få adgang til rent vand og gode sanitære forhold.
Glæd dig til at høre mere.

aktionboernehjaelp indien støt uddannelse rettigheder Rally event tamilnadu

Opmærksomhed er vigtig

Det bidrager til at skabe trygge miljøer for børnene, når folk i skoler, landsbyer og offentlige instanser arbejder sammen for at støtte børns rettigheder. For at kunne samarbejde skal folk have en fælles forståelse af, hvilke rettigheder børnene har og, hvordan man sikrer sig, at deres rettigheder er opfyldt i det lokale samfund. Offentligheden må også tro på og dele værdierne om, at børnenes sikkerhed er et vigtigt emne i hele samfundet.

Hvad er de juridiske rettigheder?

Det er derfor at vores partner CECOWOR arbejder med at skabe generel bevidsthed om de juridiske rettigheder blandt både børnene og alle de andre engagerede i projektet ”Børn, kend jeres rettigheder”. CECOWOR skaber opmærksomhed omkring børns rettigheder gennem forskellige arrangementer. Disse arrangementer involverer projektets ambassadører, som kan været lærere, samfunds- og religiøse ledere, advokater og offentlige instanser (bl.a. distriktets sociale myndigheder og politiet). Gennem projektet bliver de engageret i deres roller som ambassadører og forpligter sig til at arbejde videre og sikre børnevenlige miljøer i deres landsbyer.

Et stærkt civilsamfund

Formålet med de forskellige arrangementer er at støtte et stærkt civilsamfund, der er med til at skabe børnevenlige landsbyer og skoler, der kan fortsætte med at fokusere på børns rettigheder efter projektets afslutning. Desuden skal ambassadørerne for børns rettigheder også forsætte med at advokere på vegne at børnene, og lokalsamfundet skal holde dem ansvarlige. De værdier og rammer som CECOWOR arbejder på med landsbyerne skal på sigt gerne slå igennem på et højere politisk niveau, nemlig på blok og distrikt niveau. Det vil dermed styrke CECOWOR’s institutionelle indflydelse og de kan på sigt arbejde mere fokuseret med strategisk holdningsbearbejdelse.

Ud på gaden

Landsbykomiteerne og børneklubberne er begyndt selv at organisere arrangementer, som for eksempel ”Rally, Pongal festival and Public meeting”, som fandt sted tidligere i år og ”Anti-child marriage awareness Rally”. Omkring 600 mennesker, inklusive børneklub- og landsbymedlemmer, frivillige og ambassadører, deltog i Pongal festivalen. Responsen på arrangementet var meget positiv. Mr. Ravinchandran, vicepolitimester sagde: De anstrengelser og ressourcer, der er brugt på børns rettigheder, er noget ekstraordinært. Landsbykomiteerne, klubberne og ambassadørerne er til enhver tid velkommen i mit kontor. Jeg er altid klar til at hjælpe. Tak til CECOWOR for at give os denne store mulighed”.

Monitorering, besøg, partnere, Indien, Sydindien, SEEDS, CECOWOR, frivillige

Jeg glæder mig klart allermest til at komme ud til landsbyerne, der er omfattet af projektet, og møde de lokale” – Julia, frivillig i Aktion Børnehjælp.

Om få dage rejser to frivillige og vores projektkoordinator på monitoreringsbesøg hos de lokale partnere i sydøst Indien. Denne gang er det henholdsvis SEEDS og CECOWOR, der skal besøges. Og hvorfor gør vi så det? Det er der flere grunde til. Læs med her:

At se hinanden i øjnene

En af grundene er, at det forbedrer samarbejdet markant, når diskussioner og udvekslinger tages ansigt til ansigt. Vi er glade for, stolte af og vil gerne holde fast i vores tætte samarbejde med de indiske lokale partnere. Monitoreringsbesøgene er derfor en måde at vedligeholde og udvikle samarbejdet på. Vi vægter også rigtig højt, at vi er mere end en donor – vi er en samarbejdspartner. Det betyder, at de lokale organisationer kan sparre med vores projektkoordinator Anja og vores dygtige frivillige, når de er på besøg.  Det giver lejlighed til at drøfte ideer og give feedback på deres daglige arbejde, så projekterne kan hjælpe flest mulige på den bedst mulige måde. En ekstern evaluator af projektet ’Børn, kend jeres rettigheder’ har kommenteret på netop Aktion Børnehjælps monitoreringsbesøg og skriver: ”Den omfattende monitorering af projektet har en positiv effekt, idet den styrker effektiviteten og kvaliteten af projektets resultater”.

At se med egne øjne

En anden vigtig grund er, at vi elsker at kunne se, hvordan de forskellige projekter forløber, med egne øjne. Det er skønt og givende at opleve, hvordan projekterne støtter og skaber forandring for børn, familier og lokalsamfund.

For de frivillige, der somme tider er i Indien for første gang, giver det et fantastisk indblik i målgruppens liv og problemer og for de flestes frivilliges vedkommende inspirerer det til nye ideer og måder at arbejde på.

Der er stor forskel på at sidde i Danmark og læse rapporter, og så faktisk opleve det selv. Muligheden for at komme på projektbesøg er en virkelig spændende del af mit engagement i Aktion Børnehjælp.” fortæller Morten, der skal besøge projektet Sundhed og Læring

 

Vi ønsker alle tre en helt fantastisk tur og glæder os til at se og høre mere derfra!
HUSK at du kan følge med Facebook og Instagram

 

 

 

 

 

Skab en tryg barndom

Fadderskab, Fadderskabsinstitution, børn, fremtid, uddannelse, støt

Fadderskabsinstitutionen Shanti Bhavan

Mens vi i Danmark ser frem til sommerferien, er det tid til at starte et nyt skoleår i Indien. Alle de mange håbefulde børn og unge hos vores indiske samarbejdspartnere, både på børnehjem og skoler glæder sig til at komme i gang. Et nyt skoleår giver anledning til at kigge på det, der er gået og fra vores samarbejdspartner Shanti Bhavan har vi for nyligt fået en dejlig meddelelse.

19 unge mænd og kvinder har afsluttet deres grundskole med rigtig gode karakterer og de er nu klar til at gå videre. Vi håber at mange af dem vil følge i fodsporene på tidligere fadderskabsbørn, der har fortsat deres uddannelse på universitetet og andre steder og i dag har forskellige gode stillinger – lige fra revisor til fotograf!

Hos Shanti Bhavan bliver børnene undervist i både de ordinære fag, men der lægges også vægt på, at de lærer andre færdigheder og udvikler deres kompetencer. Der undervises i tilberedning af sund og nærende kost samt i hvordan man skaber gode sundheds- og hygiejnerutiner. Børnene tegner og maler og deres udvikling stimuleres derved både motorisk og psykisk. Et par gange årligt tager hele børnehjemmet på ekskursion, hvor børnene leger og hygger sig, og på busturene bliver der sunget alverdens sange.

Det er takket være fadderne, at børnene hos Shanti Bhavan får en god uddannelse, vil du også støtte et barn med en god uddannelse og en tryg barndom?

Bliv fadder her – det virker!❤

Selvtilliden gror

Børnerettighedsklubberne i Villupuram, Tamil Nadu, får selvtilliden blandt børnene til at gro! Se selv i denne video.

Torben Ibsen er en af Aktion Børnehjælps frivillige fadderskabsadministratorer. Han sørger for, at dine bidrag kommer det rigtige sted hen. Men lave omkostninger kan vi tilbyde et af Danmarks billigste fadderskaber – fra 140 kr. om måneden kan du hjælpe et barn til en uddannelse. Bliv fadder her!

rettigheder aktionboernehjaelp uddannelse støt indien IMG_9083

Af ambassadør, Sidsel Lieknins Vestertjele

En lærers blik på uddannelse i Indien
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere.
Læring og uddannelse er dynamiske begreber, der ændrer sig efter tid, kontekst og kontinent.
Derfor er det svært for mig, som uddannet folkeskolelærer, og nu studerende i pædagogisk antropologi, at opridse forskellen på uddannelse i Danmark og Indien. Jeg har, siden jeg blev stillet opgaven at skrive denne artikel, bladret adskillige akademiske dokumenter, Googlesøgninger og undervisningsbøger igennem for at kunne fortælle, hvordan jeg betragter Indien og Danmark med uddannelsesblik. I 2016 besøgte jeg to af vores børnehjemsskoler i Indien sammen med bestyrelsesformand Rune-Christoffer. Jeg ankom både som ung lærerstuderende, ambassadør for Aktion Børnehjælp, og med en baggrund som bortadopteret indisk barn, der selv tilbragte sit første halvandet leveår på et børnehjem i det vestlige Indien. Jeg gik dermed ind i rejsen med mange forskellige følelser, blik, forventninger og faglig viden. Men efter min rejse har jeg indset, at både danske og indiske skoleledere og skolelærere tror på mange af de samme visioner og ligeledes forsøger at imødekomme disse i en kompleks skolehverdag, hvor mennesker skal være mennesker med hinanden, og børn gøres til elever.

Forskellen på indiske og danske skoler
En umiddelbar forskel på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, er nem at spotte: I Indien undervises nogle elever i skyggen fra et træ, mens kun en varm brise gør de 40 graders varme mindre trykkende. I Danmark ville udendørsundervisning kun ske som et aktivt og bevidst valg væk fra et klasselokale – og aldrig under så høje temperaturer. I den danske folkeskole har jeg både set og selv praktiseret meget varieret undervisning med gruppearbejde, individuel opgaveløsning, læreroplæg, elevperformances og aktive undervisningsformer. Dette så jeg sjældent i Indien, hvor læreren primært underviste med pegepind foran tavle og lyttende skolebørn. Jeg havde mange samtaler med indiske lærere og ledere om, hvordan undervisning kan udøves forskelligt og lyttede interesseret til deres ambitioner om at danne eleverne og møde dem, hvor de var. Senere opdagede jeg, at indiske lærere og ledere ofte legede med eleverne i pausen, hvilket jeg ikke på samme måde har set i Danmark. Jeg blev fortalt, at dette blev gjort i et bevidst forsøg på at skabe tillid mellem lærere og elever, og min oplevelse var, at denne intention også lykkedes. De fleste elever var ofte åbne, søgende og interesseret i at lege med de besøgende. Dette tolker jeg som en indikation på trivsel.

Elever i sorg og trivselsarbejde er vigtig i en uddannelsessammenhæng
Men hvad betyder dannelsestanker og undervisningsformer, hvis hverken trivsel eller de basale livsbetingelser er sikret for alle? I min bacheloropgave undersøgte jeg, hvilken betydning relationsarbejde kan have for elever i sorg på en dansk og en indisk skole. Relationsarbejde skulle i denne sammenhæng forstås som de tiltag, en leder kan iværksætte på en skole for at fremme tillid mellem lærer og elev. Gennem interviews med mine udvalgte skoleledere blev jeg opmærksom på, at kontakten til barnets familie var vigtig i forsøget på at imødekomme elever, der havde mistet en eller begge forældre. I Folkeskolens Formålsparagraf, hvilken alle danske lærere stifter bekendtskab med og skal forholde sig til, står der blandt andet, at folkeskolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere […]. Det interessante er dog, hvordan dette imødekommes, når en forælder har begået selvmord, er blevet dræbt, er syg, eller har forladt barnet. Hvem skal være dén anden, der hjælper barnet, og hvordan mødes et barn i sorg? Dette må vi interesse os for. Et pædagogisk udtryk går på, at nogen vil noget med nogen eller nogen vil noget med noget. Dette gør sig gældende blandt både lærere og ledere på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, og som alle har ambitioner, intention og ønske om at skabe de bedste betingelser for netop deres elevers uddannelses- og dannelsesmuligheder.

En stor forskel på et lille sted
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere. Uddannelse er både indlæringsmuligheder, vidensudveksling, dannelse og trivsel. I en undervisningssammenhæng må læreren derfor altid overveje sin praksis med kritisk og konstruktivt blik for hele tiden at dygtiggøre sig. Og her bliver elevernes feedback en fantastisk mulighed for at se, hvor ændringer kan foretages for både lærer og elev. Alle børn i verden fortjener muligheden for at uddanne sig – men mest af alt fortjener alle børn i verden en sund og god opvækst med både omsorg og tryghed. Derfor vil jeg igen takke alle for at støtte Aktion Børnehjælp – Vi gør en stor forskel på et lille sted!

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_fadder_Julia

Det var egentlig lidt tilfældeligt, at Julia Samokhvalova blev fadder. Det skete i september 2016, da hun sad foran computeren og pludselig faldt over et opslag om Aktion Børnehjælps fadderskabsprogram. Hun kendte organisationen i forvejen og klikkede sig så ind på billederne af fadderbørnene. Her fik hvad hun beskriver som en “følelsesladet oplevelse” da hun kiggede på et bestemt billede af en pige på 11. “Der var noget i hendes udtryk og øjne, der talte til mig,” siger Julia. Så gik der ikke mange minutter før hun var meldt til som fadder.

At være fadder er personligt og konkret
Pigen, som Julia er fadder for, er i dag 12 år og har en ældre bror og en yngre søster. Julia selv er 31 og lever af at male kunstværker. Gennem det ene år Julia har været fadder, har hun allerede vidnet stor omskiftning i den indiske familie hun støtter: først boede børnene hos deres bedstemor, da begge forældre havde forladt familien; senere kom moderen tilbage, men daglejerarbejdet gjorde indtægten lav og uforudsigelig; for nylig kom faderen tilbage til familien, men han drikker og kan heller ikke hjælpe med indtægt. Der er derfor stort behov for hjælp til familien. Hvis ikke det var for Julias støtte, ville en piges uddannelse slet ikke blive prioriteret i familiens meget lille budget. Og den 12-årige pige er en flittig studerende, har Julia læst i de tre breve hun har fået siden hun meldte sig til. I det ene brev havde pigen skrevet en personlig hilsen til Julia, som hun blev meget rørt af.

Muligheden for at følge med i en konkret families liv er vigtig for Julia. Hun er helt med på, at der også er et behov for at støtte andre og større projekter end enkelte børn, og at administrationsomkostningerne heller ikke betaler sig selv. Men hun mener, at det giver bedst mening for hende som privatperson at støtte et enkelt barn og en familie. Så bør virksomheder – som har et helt andet budget – støtte de større projekter. ”Som person har man brug for en følelsesmæssig relation, og det er rart at se noget konkret,” siger Julia.

“Jeg kan faktisk ikke mærke noget til det i mit budget”
Julia nævner, at prisen også medvirkede til, at hun besluttede sig for at blive fadder i Aktion Børnehjælp. Sammenlignet med mange andre organisationer, der tilbyder sponsorater, var det billigere med de 140 kr. det koster at støtte et hjemmeboende barn gennem Aktion Børnehjælp. “Som freelancekunstner var det vigtigt for mig, at jeg altid ville have råd, selv med en svingende indtægt, og ikke være nødt til at lade nogen i stikken,” siger Julia. Hun tilføjer, at hun faktisk slet ikke har mærket noget til den lille udgift i sit budget.

At vælge sit engagement
Der er mange måder at være fadder på, og det har Julia gjort sig en del overvejelser omkring. For eksempel har hun endnu ikke selv skrevet breve til barnet, selvom det var noget, hun tænkte over, da hun startede i fadderskabsprogrammet. “Jeg rejser meget,” siger Julia, som er født i Rusland og uddannet antropolog, “og det at skrive breve er noget man virkelig skal tænke over.”

Hun lægger også vægt på at i “forholdet” mellem hende selv og den 12-årige indiske pige, er det pigen, der er i den mest sårbare situation. Julia vil derfor ikke presse sig på eller have en agenda om at vise hvor god hun er eller skabe en “bedste venner”-situation. Hun er derimod åben for et tættere forhold, hvis det kommer på den indiske piges eget initiativ. Hvis pigen selv åbner op for en relation når hun bliver ældre, der måske kunne føre til et besøg til Indien, vil Julia sandsynligvis være interesseret. “Men jeg vil kun gøre noget, hvis hun selv rækker ud. Og hun er jo stadig kun et barn.”

Hvorfor ikke blive fadder?
Julia kan ikke se nogle argumenter for ikke at blive fadder. Verdens store fattigdom kan give en følelse af afmagt – men at hjælpe det enkelte barn gør en forskel for dét barn og dets familie. Og så får man på et personligt plan selv noget ud af at gøre en god gerning. “Det giver en indre følelse af, at man har gjort noget godt,” siger Julia.

Julia har hørt om faddere, der er blevet inviteret til deres fadderbarns bryllup, og fadderskaber, der ender i en Ph.d.-uddannelse. Det er jo fantastiske historier, men Julia har ikke andre forventninger til sit fadderbarn end at hun skal ”nyde sin skolegang og nyde sin barndom.” Hun er jo som alle andre 12-årige piger, med den forskel at hun nu får åbnet op for bedre muligheder i livet.

Hvis du selv er interesseret i at blive fadder, kan du klikke her.

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_SEEDS_05

Baseret på det fremskridt vi kan se efter kun ni måneders varighed af projektet Choices, Childhood and Rights, læner vi os stærkt op ad et ’ja’. Vi har nemlig, takket være Novo Nordisk Fonden, Fonden af 17.12.1981 og Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond, siden februar 2017 været i stand til at give træning og løn til sundhedshjælpere, som nu kører et ernæringsprogram for mødre og børn fra oprindelige befolkningsgrupper.

Sundhed og uddannelse til oprindelige folk i Andhra Pradesh
Projektet implementeres af vores lokale partner, Socio-Economic Educational Development Society (SEEDS). Det overordnede formål er at forbedre sundhedstilstanden for mødre og småbørn i syv udvalgte, afsidesliggende landsbyer i delstaten Andhra Pradesh. Befolkningen her er anerkendt som oprindelige folk, dvs. at de besidder en kultur, et sprog og en livsstil som adskiller dem betydeligt fra det omkringliggende samfund. De er desværre også karakteriseret ved at være historisk dårligt stillede og marginaliserede og har derfor haft meget begrænset adgang til uddannelse og basal sundhed.

Fokus på mødre og babyer
For at skabe en bæredygtig forandring fokuserer projektet på de helt små – babyerne – og på dem, der har ansvaret for deres sundhed og velvære – mødrene. Dette gøres gennem et sundhedsprogram for 45 babyer, 21 ammende mødre og 23 gravide kvinder. Kvinderne lærer bl.a. om familieplanlægning og amning. Sundhedsassistenterne der underviser dem, arbejder også med at aflive lokale myter og fejlinformation, som kan skade sundheden for ammende mødre. Der er også tilknyttet en sygeplejerske til programmet, som både monitorerer og rådgiver.

De små skal lære at lære
Projektet har også en uddannelseskomponent. Alle mødrene i projektet er analfabeter, men det bliver deres børn ikke. Choices, Childhood and Rights har etableret børnehaver, hvortil der nu er tilknyttet 93 børn i alderen 3-6 år. Hermed vænner børnene sig til en daglig ’skolegang’. Vores partner har sørget for, at de lærere og hjælpelærere som passer børnene i børnehaverne, er trænede specifikt i at tage sig af børn af oprindelige folk og analfabeter. Børnene har nemlig særlige udfordringer som fejlernæring og begrænset ordforråd.

Adfærdsændring hos forældre kan allerede observeres
Førhen blev børnene alene hjemme når forældrene arbejdede. Forældrene melder nu ud, at de er meget glade for at kunne sende deres børn i børnehave og skole. Fremmødet er stort, også når vejret til tider har udfordret den fysiske adgang til skolebygningerne. Lærerne og hjælpelærerne har desuden registreret et større ordforråd hos børnene, siden projektet startede.

Sundhedspersonalet også rapporteret, at der er en tydelig adfærdsændring hos forældre, især i forhold til hygiejne- og sanitetsvaner. Derudover har børnene taget på i vægt, og gravide og ammende kvinder tager et nærende kostsupplement, som gavner deres sundhed betydeligt.

15 måneders sundhed mere
Choices, Childhood and Rights har været i gang i ni måneder – og der er femten tilbage. Til den tid håber vi på at kunne rapportere om endnu flere sundhedsfremskridt og adfærdsændringer, bl.a. i forhold til børneægteskab og teenagegraviditeter, hvis problematiske konsekvenser der er blevet undervist i for nyligt gennem Childhood, Choices and Rights.

Læs mere om projekter her.

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_ARM_12

Kald det hvad det er!
I landsbyen Kenduadia i Balasore distriktet besørger langt de fleste beboere i det fri, da de ikke har adgang til toiletter. I denne by er Aktion Børnehjælps sanitetsprojekt godt i gang med at skabe en lokal holdnings- og adfærdsændring til at besørge i det fri.
Projektet kan kun blive succesfuldt hvis alle kan tale frit om problemet. Det er dog svært, når afføring for mange er meget privat og tabubelagt. Derfor er det vigtigste i at skabe en atmosfære hvor sproget er direkte og stemningen er fordomsfri og humoristisk. Det vil blandt andet sige, at man kalder en lort for en lort.

”Gæt en lort”
Som det første i projektet går beboerne i fælles flok en tur rundt i landsbyen. Her ser de efter, hvor i byen der ligger mest lort. Beboerne taler om, hvem i byen der producere mest og mindst lort, og de taler om, hvad der mon sker med det lort der ligger rundt omkring, når de oplever oversvømmelser. De ser på, hvordan der sidder fluer på det lort, der ligger rundt omkring i byen, og de diskuterer, hvordan fluer er ligeglade med kaster og hierarki og derfor spreder bakterier til alle. En af landsbyboerne får en aha-oplevelse:

”We are having so many caste systems but the fly is not discriminating the shit of higher caste and lower caste – we are eating the shit of lower caste also.”

En anden aktivitet er at tegne byen med farvekridt. Alle i byen deltager i at tegne, hvor der ligger huse, templer, brønde, toiletter og skoler. Derefter markerer de, hvor de selv går hen og besørger. Alle kan herefter se, i hvilke områder der er mest lort, og hvor der er stor bakteriespredning fra. Se beboernes håndtegnede kort på billedet ovenfor.

Vandtests – en stor øjenåbner!
Landsbybeboerne i Kenduadia fik i fællesskab lavet tests af vandkvaliteten fra otte forskellige steder i byen. Resultaterne af vandprøverne var slående og chokerede beboerne. Hele syv ud af de otte vandprøver var forurenede.
Ved at observere vandprøverne så landsbybeboerne, at det vand de drikker, laver mad i og vasker sig i, er forurenet fordi de besørger i det fri. De forstod at det var grunden til, at de så ofte led af sygdomme som diarré, tyfus og mave-tarmproblemer. Og de forstod, at det havde den konsekvens, at deres børn var fejlernærede og ikke opnåede fuld udvikling.

Hjælp til selvhjælp er en succes
Projektet hjælper beboerne med at bryde tabuet og få talt om et af de helt store problemer i deres by. Projektet har også skabt en fællesskabsfølelse i byen, hvor alle bidrager til løsninger. De har nu selv taget initiativ til at filtrere vandet og koge det inden brug. Vigtigst af alt er, at de er i fuld gang med at få opstillet toiletter.
De 278 husholdninger i Kenduadia havde før projektet gik i gang 54 toiletter, hvoraf flere blev brugt som redskabsskur eller køleskab. Nu er der opført nye 136 toiletter i byen og alle er i brug! Hjælp til selvhjælp er et vigtigt princip i Aktion Børnehjælps udviklingsarbejde, og i dette projekt har metoden virkelig båret frugt på kort tid.

Du kan hjælpe byen med at kunne fortsætte det gode arbejde ved at sende et bidrag til Aktion Børnehjælp. Tak!