Selvtilliden gror

Børnerettighedsklubberne i Villupuram, Tamil Nadu, får selvtilliden blandt børnene til at gro! Se selv i denne video.

Torben Ibsen er en af Aktion Børnehjælps frivillige fadderskabsadministratorer. Han sørger for, at dine bidrag kommer det rigtige sted hen. Men lave omkostninger kan vi tilbyde et af Danmarks billigste fadderskaber – fra 140 kr. om måneden kan du hjælpe et barn til en uddannelse. Bliv fadder her!

rettigheder aktionboernehjaelp uddannelse støt indien IMG_9083

Af ambassadør, Sidsel Lieknins Vestertjele

En lærers blik på uddannelse i Indien
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere.
Læring og uddannelse er dynamiske begreber, der ændrer sig efter tid, kontekst og kontinent.
Derfor er det svært for mig, som uddannet folkeskolelærer, og nu studerende i pædagogisk antropologi, at opridse forskellen på uddannelse i Danmark og Indien. Jeg har, siden jeg blev stillet opgaven at skrive denne artikel, bladret adskillige akademiske dokumenter, Googlesøgninger og undervisningsbøger igennem for at kunne fortælle, hvordan jeg betragter Indien og Danmark med uddannelsesblik. I 2016 besøgte jeg to af vores børnehjemsskoler i Indien sammen med bestyrelsesformand Rune-Christoffer. Jeg ankom både som ung lærerstuderende, ambassadør for Aktion Børnehjælp, og med en baggrund som bortadopteret indisk barn, der selv tilbragte sit første halvandet leveår på et børnehjem i det vestlige Indien. Jeg gik dermed ind i rejsen med mange forskellige følelser, blik, forventninger og faglig viden. Men efter min rejse har jeg indset, at både danske og indiske skoleledere og skolelærere tror på mange af de samme visioner og ligeledes forsøger at imødekomme disse i en kompleks skolehverdag, hvor mennesker skal være mennesker med hinanden, og børn gøres til elever.

Forskellen på indiske og danske skoler
En umiddelbar forskel på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, er nem at spotte: I Indien undervises nogle elever i skyggen fra et træ, mens kun en varm brise gør de 40 graders varme mindre trykkende. I Danmark ville udendørsundervisning kun ske som et aktivt og bevidst valg væk fra et klasselokale – og aldrig under så høje temperaturer. I den danske folkeskole har jeg både set og selv praktiseret meget varieret undervisning med gruppearbejde, individuel opgaveløsning, læreroplæg, elevperformances og aktive undervisningsformer. Dette så jeg sjældent i Indien, hvor læreren primært underviste med pegepind foran tavle og lyttende skolebørn. Jeg havde mange samtaler med indiske lærere og ledere om, hvordan undervisning kan udøves forskelligt og lyttede interesseret til deres ambitioner om at danne eleverne og møde dem, hvor de var. Senere opdagede jeg, at indiske lærere og ledere ofte legede med eleverne i pausen, hvilket jeg ikke på samme måde har set i Danmark. Jeg blev fortalt, at dette blev gjort i et bevidst forsøg på at skabe tillid mellem lærere og elever, og min oplevelse var, at denne intention også lykkedes. De fleste elever var ofte åbne, søgende og interesseret i at lege med de besøgende. Dette tolker jeg som en indikation på trivsel.

Elever i sorg og trivselsarbejde er vigtig i en uddannelsessammenhæng
Men hvad betyder dannelsestanker og undervisningsformer, hvis hverken trivsel eller de basale livsbetingelser er sikret for alle? I min bacheloropgave undersøgte jeg, hvilken betydning relationsarbejde kan have for elever i sorg på en dansk og en indisk skole. Relationsarbejde skulle i denne sammenhæng forstås som de tiltag, en leder kan iværksætte på en skole for at fremme tillid mellem lærer og elev. Gennem interviews med mine udvalgte skoleledere blev jeg opmærksom på, at kontakten til barnets familie var vigtig i forsøget på at imødekomme elever, der havde mistet en eller begge forældre. I Folkeskolens Formålsparagraf, hvilken alle danske lærere stifter bekendtskab med og skal forholde sig til, står der blandt andet, at folkeskolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere […]. Det interessante er dog, hvordan dette imødekommes, når en forælder har begået selvmord, er blevet dræbt, er syg, eller har forladt barnet. Hvem skal være dén anden, der hjælper barnet, og hvordan mødes et barn i sorg? Dette må vi interesse os for. Et pædagogisk udtryk går på, at nogen vil noget med nogen eller nogen vil noget med noget. Dette gør sig gældende blandt både lærere og ledere på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, og som alle har ambitioner, intention og ønske om at skabe de bedste betingelser for netop deres elevers uddannelses- og dannelsesmuligheder.

En stor forskel på et lille sted
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere. Uddannelse er både indlæringsmuligheder, vidensudveksling, dannelse og trivsel. I en undervisningssammenhæng må læreren derfor altid overveje sin praksis med kritisk og konstruktivt blik for hele tiden at dygtiggøre sig. Og her bliver elevernes feedback en fantastisk mulighed for at se, hvor ændringer kan foretages for både lærer og elev. Alle børn i verden fortjener muligheden for at uddanne sig – men mest af alt fortjener alle børn i verden en sund og god opvækst med både omsorg og tryghed. Derfor vil jeg igen takke alle for at støtte Aktion Børnehjælp – Vi gør en stor forskel på et lille sted!

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_fadder_Julia

Det var egentlig lidt tilfældeligt, at Julia Samokhvalova blev fadder. Det skete i september 2016, da hun sad foran computeren og pludselig faldt over et opslag om Aktion Børnehjælps fadderskabsprogram. Hun kendte organisationen i forvejen og klikkede sig så ind på billederne af fadderbørnene. Her fik hvad hun beskriver som en “følelsesladet oplevelse” da hun kiggede på et bestemt billede af en pige på 11. “Der var noget i hendes udtryk og øjne, der talte til mig,” siger Julia. Så gik der ikke mange minutter før hun var meldt til som fadder.

At være fadder er personligt og konkret
Pigen, som Julia er fadder for, er i dag 12 år og har en ældre bror og en yngre søster. Julia selv er 31 og lever af at male kunstværker. Gennem det ene år Julia har været fadder, har hun allerede vidnet stor omskiftning i den indiske familie hun støtter: først boede børnene hos deres bedstemor, da begge forældre havde forladt familien; senere kom moderen tilbage, men daglejerarbejdet gjorde indtægten lav og uforudsigelig; for nylig kom faderen tilbage til familien, men han drikker og kan heller ikke hjælpe med indtægt. Der er derfor stort behov for hjælp til familien. Hvis ikke det var for Julias støtte, ville en piges uddannelse slet ikke blive prioriteret i familiens meget lille budget. Og den 12-årige pige er en flittig studerende, har Julia læst i de tre breve hun har fået siden hun meldte sig til. I det ene brev havde pigen skrevet en personlig hilsen til Julia, som hun blev meget rørt af.

Muligheden for at følge med i en konkret families liv er vigtig for Julia. Hun er helt med på, at der også er et behov for at støtte andre og større projekter end enkelte børn, og at administrationsomkostningerne heller ikke betaler sig selv. Men hun mener, at det giver bedst mening for hende som privatperson at støtte et enkelt barn og en familie. Så bør virksomheder – som har et helt andet budget – støtte de større projekter. ”Som person har man brug for en følelsesmæssig relation, og det er rart at se noget konkret,” siger Julia.

“Jeg kan faktisk ikke mærke noget til det i mit budget”
Julia nævner, at prisen også medvirkede til, at hun besluttede sig for at blive fadder i Aktion Børnehjælp. Sammenlignet med mange andre organisationer, der tilbyder sponsorater, var det billigere med de 140 kr. det koster at støtte et hjemmeboende barn gennem Aktion Børnehjælp. “Som freelancekunstner var det vigtigt for mig, at jeg altid ville have råd, selv med en svingende indtægt, og ikke være nødt til at lade nogen i stikken,” siger Julia. Hun tilføjer, at hun faktisk slet ikke har mærket noget til den lille udgift i sit budget.

At vælge sit engagement
Der er mange måder at være fadder på, og det har Julia gjort sig en del overvejelser omkring. For eksempel har hun endnu ikke selv skrevet breve til barnet, selvom det var noget, hun tænkte over, da hun startede i fadderskabsprogrammet. “Jeg rejser meget,” siger Julia, som er født i Rusland og uddannet antropolog, “og det at skrive breve er noget man virkelig skal tænke over.”

Hun lægger også vægt på at i “forholdet” mellem hende selv og den 12-årige indiske pige, er det pigen, der er i den mest sårbare situation. Julia vil derfor ikke presse sig på eller have en agenda om at vise hvor god hun er eller skabe en “bedste venner”-situation. Hun er derimod åben for et tættere forhold, hvis det kommer på den indiske piges eget initiativ. Hvis pigen selv åbner op for en relation når hun bliver ældre, der måske kunne føre til et besøg til Indien, vil Julia sandsynligvis være interesseret. “Men jeg vil kun gøre noget, hvis hun selv rækker ud. Og hun er jo stadig kun et barn.”

Hvorfor ikke blive fadder?
Julia kan ikke se nogle argumenter for ikke at blive fadder. Verdens store fattigdom kan give en følelse af afmagt – men at hjælpe det enkelte barn gør en forskel for dét barn og dets familie. Og så får man på et personligt plan selv noget ud af at gøre en god gerning. “Det giver en indre følelse af, at man har gjort noget godt,” siger Julia.

Julia har hørt om faddere, der er blevet inviteret til deres fadderbarns bryllup, og fadderskaber, der ender i en Ph.d.-uddannelse. Det er jo fantastiske historier, men Julia har ikke andre forventninger til sit fadderbarn end at hun skal ”nyde sin skolegang og nyde sin barndom.” Hun er jo som alle andre 12-årige piger, med den forskel at hun nu får åbnet op for bedre muligheder i livet.

Hvis du selv er interesseret i at blive fadder, kan du klikke her.

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_SEEDS_05

Baseret på det fremskridt vi kan se efter kun ni måneders varighed af projektet Choices, Childhood and Rights, læner vi os stærkt op ad et ’ja’. Vi har nemlig, takket være Novo Nordisk Fonden, Fonden af 17.12.1981 og Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond, siden februar 2017 været i stand til at give træning og løn til sundhedshjælpere, som nu kører et ernæringsprogram for mødre og børn fra oprindelige befolkningsgrupper.

Sundhed og uddannelse til oprindelige folk i Andhra Pradesh
Projektet implementeres af vores lokale partner, Socio-Economic Educational Development Society (SEEDS). Det overordnede formål er at forbedre sundhedstilstanden for mødre og småbørn i syv udvalgte, afsidesliggende landsbyer i delstaten Andhra Pradesh. Befolkningen her er anerkendt som oprindelige folk, dvs. at de besidder en kultur, et sprog og en livsstil som adskiller dem betydeligt fra det omkringliggende samfund. De er desværre også karakteriseret ved at være historisk dårligt stillede og marginaliserede og har derfor haft meget begrænset adgang til uddannelse og basal sundhed.

Fokus på mødre og babyer
For at skabe en bæredygtig forandring fokuserer projektet på de helt små – babyerne – og på dem, der har ansvaret for deres sundhed og velvære – mødrene. Dette gøres gennem et sundhedsprogram for 45 babyer, 21 ammende mødre og 23 gravide kvinder. Kvinderne lærer bl.a. om familieplanlægning og amning. Sundhedsassistenterne der underviser dem, arbejder også med at aflive lokale myter og fejlinformation, som kan skade sundheden for ammende mødre. Der er også tilknyttet en sygeplejerske til programmet, som både monitorerer og rådgiver.

De små skal lære at lære
Projektet har også en uddannelseskomponent. Alle mødrene i projektet er analfabeter, men det bliver deres børn ikke. Choices, Childhood and Rights har etableret børnehaver, hvortil der nu er tilknyttet 93 børn i alderen 3-6 år. Hermed vænner børnene sig til en daglig ’skolegang’. Vores partner har sørget for, at de lærere og hjælpelærere som passer børnene i børnehaverne, er trænede specifikt i at tage sig af børn af oprindelige folk og analfabeter. Børnene har nemlig særlige udfordringer som fejlernæring og begrænset ordforråd.

Adfærdsændring hos forældre kan allerede observeres
Førhen blev børnene alene hjemme når forældrene arbejdede. Forældrene melder nu ud, at de er meget glade for at kunne sende deres børn i børnehave og skole. Fremmødet er stort, også når vejret til tider har udfordret den fysiske adgang til skolebygningerne. Lærerne og hjælpelærerne har desuden registreret et større ordforråd hos børnene, siden projektet startede.

Sundhedspersonalet også rapporteret, at der er en tydelig adfærdsændring hos forældre, især i forhold til hygiejne- og sanitetsvaner. Derudover har børnene taget på i vægt, og gravide og ammende kvinder tager et nærende kostsupplement, som gavner deres sundhed betydeligt.

15 måneders sundhed mere
Choices, Childhood and Rights har været i gang i ni måneder – og der er femten tilbage. Til den tid håber vi på at kunne rapportere om endnu flere sundhedsfremskridt og adfærdsændringer, bl.a. i forhold til børneægteskab og teenagegraviditeter, hvis problematiske konsekvenser der er blevet undervist i for nyligt gennem Childhood, Choices and Rights.

Læs mere om projekter her.

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_ARM_12

Kald det hvad det er!
I landsbyen Kenduadia i Balasore distriktet besørger langt de fleste beboere i det fri, da de ikke har adgang til toiletter. I denne by er Aktion Børnehjælps sanitetsprojekt godt i gang med at skabe en lokal holdnings- og adfærdsændring til at besørge i det fri.
Projektet kan kun blive succesfuldt hvis alle kan tale frit om problemet. Det er dog svært, når afføring for mange er meget privat og tabubelagt. Derfor er det vigtigste i at skabe en atmosfære hvor sproget er direkte og stemningen er fordomsfri og humoristisk. Det vil blandt andet sige, at man kalder en lort for en lort.

”Gæt en lort”
Som det første i projektet går beboerne i fælles flok en tur rundt i landsbyen. Her ser de efter, hvor i byen der ligger mest lort. Beboerne taler om, hvem i byen der producere mest og mindst lort, og de taler om, hvad der mon sker med det lort der ligger rundt omkring, når de oplever oversvømmelser. De ser på, hvordan der sidder fluer på det lort, der ligger rundt omkring i byen, og de diskuterer, hvordan fluer er ligeglade med kaster og hierarki og derfor spreder bakterier til alle. En af landsbyboerne får en aha-oplevelse:

”We are having so many caste systems but the fly is not discriminating the shit of higher caste and lower caste – we are eating the shit of lower caste also.”

En anden aktivitet er at tegne byen med farvekridt. Alle i byen deltager i at tegne, hvor der ligger huse, templer, brønde, toiletter og skoler. Derefter markerer de, hvor de selv går hen og besørger. Alle kan herefter se, i hvilke områder der er mest lort, og hvor der er stor bakteriespredning fra. Se beboernes håndtegnede kort på billedet ovenfor.

Vandtests – en stor øjenåbner!
Landsbybeboerne i Kenduadia fik i fællesskab lavet tests af vandkvaliteten fra otte forskellige steder i byen. Resultaterne af vandprøverne var slående og chokerede beboerne. Hele syv ud af de otte vandprøver var forurenede.
Ved at observere vandprøverne så landsbybeboerne, at det vand de drikker, laver mad i og vasker sig i, er forurenet fordi de besørger i det fri. De forstod at det var grunden til, at de så ofte led af sygdomme som diarré, tyfus og mave-tarmproblemer. Og de forstod, at det havde den konsekvens, at deres børn var fejlernærede og ikke opnåede fuld udvikling.

Hjælp til selvhjælp er en succes
Projektet hjælper beboerne med at bryde tabuet og få talt om et af de helt store problemer i deres by. Projektet har også skabt en fællesskabsfølelse i byen, hvor alle bidrager til løsninger. De har nu selv taget initiativ til at filtrere vandet og koge det inden brug. Vigtigst af alt er, at de er i fuld gang med at få opstillet toiletter.
De 278 husholdninger i Kenduadia havde før projektet gik i gang 54 toiletter, hvoraf flere blev brugt som redskabsskur eller køleskab. Nu er der opført nye 136 toiletter i byen og alle er i brug! Hjælp til selvhjælp er et vigtigt princip i Aktion Børnehjælps udviklingsarbejde, og i dette projekt har metoden virkelig båret frugt på kort tid.

Du kan hjælpe byen med at kunne fortsætte det gode arbejde ved at sende et bidrag til Aktion Børnehjælp. Tak!

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_CYF_01

Aktion Børnehjælps ambassadører, Manu Sareen og Cilja Sareen, modtog i lørdags denne flotte check fra Moonchild Yoga Wear på vegne af Aktion Børnehjælp. Det foregik til Copenhagen Yoga Festival, som du kan læse mere om her.

MoonChild Yoga Wear har base i Århus og producerer eksklusivt yoga- og fitnesstøj. De har samarbejdet med Aktion Børnehjælp siden 2016. Som firmaets kreative direktør, Louise Wang Nielsen, udtrykker det: “Hos Moonchild Yoga Wear vil vi gerne give noget videre til sårbare børn”. Yogatøj-producenten har derfor valgt at dele af deres overskud skal gå til Aktion Børnehjælp, som arbejder med børns rettigheder i yogaens oprindelsesland, Indien.

Hvad kan pengene gøre?
Støtte fra firmaer som Moonchild Yoga Wear gør en kæmpe forskel for Aktion Børnehjælps arbejde. Helt konkret kan de 25.000 kr. nå ud til flere hundrede skoleelever i alderen 10-17 år, som bor i 20 forskellige landsbyer i Sydindien. Disse børn vil lære om børnerettigheder, især om deres ret til til skolegang, og om at det er ulovligt at diskriminere mellem drenge og piger. At undervise børn i deres rettigheder er vigtigt, hvis vi skal sikre langsigtet udvikling i de områder, vi arbejder i. Både børn og forældre bør kende til deres rettigheder og til hvilke myndigheder, der har pligt til at opfylde dem. Uddannelse skal altså ikke blot ‘gives’ – børn og forældre skal også forstå hvorfor uddannelse er vigtigt. På den måde sikrer vi, at værdierne omkring uddannelse og rettigheder bliver videregivet over generationer. Derfor arbejder Aktion Børnehjælp og vores lokale partnere både med at oplyse børn og forældre om deres rettigheder, men også med de lokale myndigheder, ved at holde dem op på deres forpligelser. Ved hjælp af bl.a. børnerettighedsgrupper, skaber Aktion Børnehjælp ringe i vandet: vi når ikke kun ud til de børn vi snakker med og uddanner, men sørger også for at de lærer fra sig, så forståelsen omkring vigtigheden af uddannelse spredes.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tusinde tak til Moonchild Yoga Wear, hvis støtte gør vores arbejde med børnerettigheder muligt.

Du kan læse mere om Moonchild Yoga Wear på deres hjemmeside.

 

Photo rights
COPYRIGHT RICARDO RAMIREZ PHOTOGRAPHY
ALL RIGHTS RESERVED.
www.ricardo-ramirez.com / info@ricardo-ramirez.com / Mobil: +45 28 59 62 70

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_CYF_06

Solen skinnede (næsten) hele weekenden, da Aktion Børnehjælp slog telt op på Copenhagen Yoga Festival på Tiøren på Amager den 25.-27. august 2017. Her kom yoga-entusiaster fra hele verden for at deltage i de mange workshops, spise vegetarisk mad, købe yogaudstyr og meget mere – og så kunne de også besøge Aktions Børnehjælps bod og lære mere om vores rettighedsarbejde i yogaens oprindelsesland, Indien.

Yogaens og børnenes land

Mange yogadyrkere forbinder Indien med guruer og asanas, men Indien er også børnenes land. Næsten 40 % af Indiens befolkning er under 18 år. Disse børn udgør et kæmpe potentiale for Indiens fremtid, men de har ikke mange chancer for at arbejde deres land ud af fattigdom, hvis de ikke har en uddannelse. Desværre er der stadigvæk millioner af børn i Indien, der dagligt får krænket deres ret til uddannelse, sundhed og nærende kost. Ifølge FN går omtrent 200 millioner indiske børn sultne i seng hver dag. Halvdelen af Indiens børn er så underernærede, at de ikke opnår fuld kropsvækst. Ved at fokusere på rettighedsoplysning i tæt samarbejde med lokale partnerorganisationer, er Aktion Børnehjælp med til at ændre på disse statistikker. På Copenhagen Yoga Festival kunne festivaldeltagerne således støtte et godt formål mellem de mange solhilsener, omvendte hunde og krigere. Vi havde også flere yngre besøgende i vores bod, som mellem deres børneyogaworkshops kunne få en bindi i panden eller vælge en velduftende røgelsespind.

Manu Sareen om stress, yoga og Indien
Lørdag eftermiddag havde vi besøg af vores ambassadører, Manu Sareen og Cilja Sareen. De deltog i en uformel snak med formanden for Aktion Børnehjælps Venner, Eva Løvschall Haugaard, og interesserede festivalgæster. Snakken kom forbi alt fra stress, Indien og kulturforskelle, til børns rettigheder, uddannelse og yoga på skoleskemaet.

Både Manu og Cilja har besøgt Aktion Børnehjælps projekter i Indien, og de fortalte af egne erfaringer hvor vigtigt det er at støtte børn fra marginaliserede grupper i Indien. De opfordrede også festivaldeltagerne til at købe deres yogatøj fra MoonChild Yoga Wear, som støtter Aktion Børnehjælp. Efter snakken overrakte Moonchild Yoga Wear en flot check på 25.000 kr. til Aktion Børnehjælp. Læs mere her.

Tak for støtten!
Mange festivaldeltagere valgte at give deres bidrag til børns rettigheder i Indien. Tusind tak for den gode karma på Copenhagen Yoga Festival!

 

Photo rights
COPYRIGHT RICARDO RAMIREZ PHOTOGRAPHY

ALL RIGHTS RESERVED.
www.ricardo-ramirez.com / info@ricardo-ramirez.com / Mobil: +45 28 59 62 70

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_yoga_01

Hvad har Copenhagen Yoga Festival, Moonchild Yoga Wear og Manu Sareen til fælles?
Alle tre støtter uddannelse og sundhed for udsatte børn i Indien!

Den 25.-27. august løber Copenhagen Yoga Festival 2017 af stablen på Tiøren ved Amager Strandpark i København. Her kommer øvede og uøvede yoga-interesserede fra ind- og udland til en weekend fuld af fællesskab, workshops, fordybelse og masser af inspiration. Igen i år har Aktion Børnehjælp et telt på festivalpladsens område A, ved siden af Moonchild Yoga Wear, hvor vi vil stå klar til at fortælle festivalgæsterne om vores arbejde i Indien – yogaens land.

Vores aktiviteter på festivalen

På festivalen har vi et spændende debatarrangement. Eva Løvschall Haugaard, formand for Aktion Børnehjælps Venner, har samtaler med vores ambassadør, Manu Sareen, om Indien og hans rolle i Aktion Børnehjælp. Manu Sareen vil også fortælle om sin personlige erfaringer med stress, og hvordan yoga kan være en stor hjælp, hvis man er ramt af stress. Vores anden ambassadør, Cilja Sareen, kommer også og giver hendes vinkel på behovet for hjælp i Indien, og hvorfor hun også er ambassadør for Aktion Børnehjælp. Der vil være god mulighed for at publikum kan stille spørgsmål til ambassadørerne, så vi håber på en inspirerende dialog og debat.
Udover vores arrangement med ambassadørerne vil en gruppe af Aktion Børnehjælps frivillig hele weekenden sprede budskabet om Aktion Børnehjælps indsats for udsatte børn i Indien. Vi vil uddele foldere om vores arbejde til de besøgende i vores telt, hvori de blandt andet kan læse om, hvordan vores arbejde med lokale indiske partnere har skabt bedre livsvilkår for tusinder af fattige og marginaliserede børn i Indien. Vi håber at få nogle gode snakke med festivaldeltagerne om de gode resultater, som allerede er skabt, og hvorfor det fortsat er vigtigt at støtte børn og unges rettigheder i Indien.

Donationer på festivalen

Til festivalen er der rig mulighed for at dyrke yoga, spise sundt, høre lækker musik og samtidig støtte et godt formål i vores telt. Til festivalens gæster uddeler vi en lille gave og håber, at mange vil tage godt imod den, så vi sammen kan skabe en bedre fremtid for de udsatte piger og drenge. I lidt over et år har Aktion Børnehjælp haft et forrygende samarbejde med Moonchild Yoga Wear, der er et dansk tøjmærke, der producerer tøj til yoga og fitness på miljøvenlig vis. Vi glæder os meget til at møde Moonchild Yoga Wear på festivalen, hvor den kreative direktør Louise Wang Nielsen vil overrække en flot check på 25.000 kr. til Aktion Børnehjælp.

Find os på pladsen

Det er muligt at følge med i Aktion Børnehjælpes aktiviteter på festivalen via vores forskellige medier. Her vil vi løbende lægge billeder og små anekdoter op. Så følg endelig med på vores Facebook side, Instagram profil og hjemmeside eller kig forbi vores telt på festivalpladsen – her er gratis adgang for alle. Kan i ikke deltage men brænder inde med et godt spørgsmål, vi kan stille ambassadørerne, tager vi gerne imod.

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_cecowor_18

Blomsterbinder på busstationen

På busstationen i den mellemstore by Gingee i Villupuram distriktet i Tamil Nadu i Sydindien er der, som på alle andre busstationer, fyldt med travle mennesker der enten er på vej til arbejde, på besøg hos en ven eller måske på vej ud for at handle til aftensmaden. Larmen fra dyttende motorcykler og busser der forsøger, trods menneskemængden, at køre enten ind eller ud af busstationen er gennemtrængende men passer til støjen fra resten af byen. Omkring den varme og støvede plads er der små stande, der sælger vand, juice, peanuts organiseret i store bunker, kiks og andre nødvendigheder til den rejsende. På jorden, bag en af disse mange stande, sidder 12-årige Kumar og iagttager den travle menneskemængde, der trasker hen over pladsen. Han arbejder i en blomsterbutik, der sælger hjemmelavede blomsterklaser, som bruges flittigt af mange indere enten til hårpynt, på tøjet eller som dekoration ved templer. Kumar er et af de titusindvis af børn i Indien, der arbejder i stedet for at gå i skole.

Vilkårene for mange fattige familier

Kumar kommer fra en fattig familie i den lille landsby Alampundi udenfor Gingee. Både hans mor og far arbejder som daglejere og får kun udbetalt omkring 30 kroner om dagen. De penge skal række til at forsøge familien på 2 voksne, Kumar på 12 år og hans to ældre søskende. Hans far er alkoholiker og bruger en stor del af familiens sparsomme indkomst på at købe alkohol. Hans mor forsøger at tjene ekstra penge ved at lave de populære kæder af blomster. En dag, da moderen er i Gingee sammen med Kumar for at sælge blomsterpynten, tilbyder en butiksejer på busstationen i Gingee, at Kumar kan arbejde for ham ved at lave blomsterkæder. Kumar bryder sig ikke om skolen, og familien kunne godt bruge de ekstra penge, så Kumar begynder at arbejde hos manden til en løn på 12 kroner om dagen. Efter busbilletten til og fra landsbyen og ind til Gingee by er betalt, er hans indkomst nede på 10 kroner. Kumar arbejder 12 timer om dagen i baglokalet på busstationen med at flette, nive og binde blomster sammen til pynt der kan sælges. Efter en lang arbejdsdag gør hans fingre ondt.

Håb for fremtiden

Efter at Kumar har arbejdet 4 måneder på busstationen i Gingee, træder en af landsbybeboerne fra Kumars landsby en dag ud af en bus på stationen, hvor han får øje på Kumar, der sidder i skrædderstilling i baglokalet af en butik og laver blomsterpynt. Landsbybeboeren ringer omgående til medlemmerne af den lokale landsbykomite, der beslutter sig for at kontakte Aktion Børnehjælps lokale partner CECOWOR i Gingee. I fællesskab tager medlemmer af landsbykomiteen og Aktion Børnehjælps partner ud til Kumars far i landsbyen og informerer om Kumars ret til skolegang, og drøfter hvor vigtig uddannelse er for Kumars fremtid. Faderen er enig, og Kumar stopper derfor med at arbejde i butikken på busstationen og begynder i skole igen.

Kumar er stadig ikke vild med at gå i skole men drømmer om at blive chauffør. For at kunne blive det, skal man være 18 år og have færdiggjort 10. klasse. Kumar har derfor aftalt med sin forældre og landsbyboerne, at han går i skole indtil han er 18 år, og derefter vil de i samarbejde hjælpe ham med at blive chauffør.

Et stærkt samarbejde skaber resultater

Kumars historie er langt fra usædvanlig. I indien arbejder tusindvis af børn i stedet for at gå i skole. Kumars historie er et eksempel på den store betydning det har, at engagere hele lokalsamfundet i børns skolegang og motivere og oplyse både forældre og børn om vigtigheden i at gå i skole. Også selvom pengene er små og selvom skolen ikke altid er sjov. Netop disse faktorer har vi i Aktion Børnehjælp fokus på i vores projekter. Ved at involvere hele lokalsamfund har vi fået skabt særdeles gode resultater og har i høj grad medvirket til at mindske antallet af børn som Kumar, der dropper ud af skolen for at arbejde.