Af Julia Sam, frivillig i Aktion Børnehjælp, projektgruppe Choices, Childhood and Rights

I midten af juni måned rejste to frivillige afsted til Indien på det første monitoreringsbesøg hos den relativt nye samarbejdspartner SEEDS. Som projektfrivillige var Julia og Mortens opgaver i Indien at mødes med de ansvarlige hos SEEDS, drøfte udviklingen og de eventuelle problemer, der eksisterer. Det toårige projekt hedder Choices, Childhood and Rights (CCR), og aktiviteterne er nu halvvejs.

”Ingen af os havde været i Indien før, og vi var ikke kun spændte på at møde vores lokale samarbejdspartner og se resultaterne af projektet i landsbyerne, men også på at opleve en ny kultur, mad, arkitektur og klima. Og den voldsomme hede er det, der slår os først, da vi kommer ud af lufthavnen til 40 graders varme. Vi ankommer i juni, lige før regnsæsonen og lige efter en sommerperiode med uudholdelige 50 grader! ”

Derefter fulgte en alt andet end behagelig køretur ad de indiske landeveje, hvor alle dytter af hinanden og sætter speederen i bund. Trafikregler er der ikke nogen, der går op i her, men vi kommer frem til Eluru – en efter lokale forhold lille by, hvor vi skal bo hos SEEDS’ nye direktør Jyothsna eller Jo, som hun bliver kaldt til hverdag. Hun og broderen Cheith har overtaget NGO’en SEEDS efter deres fars død sidste sommer.

Landsbyerne hvor projektets målgruppe, de unge kvinder og deres børn, bor, ligger inde i Papikonda National Park. Det skaber en del problemer af både ernæringsmæssig, men også juridisk karakter, fordi de indfødte folk ikke længere må jage og drive kvæg i skovområdet.

Fra Eluru kører vi ca. 2 timer nordøst afbrudt af flere stop hos Jo og Cheiths slægtninge og bekendte til pauser med snak, stærk sød indisk te og eksotiske snacks. Vi lader bilen stå i en afsides landsby, hvor den asfalterede vej ender og hvor et stort rødt monument med hammer og segl vidner om en svunden kamp imod kapitalisme, fattigdom og uretfærdighed. Derfra foregår transporten i en gammel åben jeep, over bogstavelig talt klipper og sten. I regnsæsonen er vejen helt ufremkommelig.

Vi besøger seks af de syv afsides landsbyer, der er omfattet af projektet. I hver af dem har SEEDS startet en børnehave for de helt små børn fra 1-6 år, så de kan få en rutine og blive klar til skolestart. Underviserne er lokale unge kvinder, der igennem hverdagen læser for børnene, synger sange med dem og leger med dem for at stimulere deres motoriske, kognitive og sociale færdigheder. Børnene lærer også nogle sunde vaner som at vaske hænder før mad og vaske deres tallerkener efter frokost.

Projektets andet fokus er de gravide kvinder og kvinder med nyfødte børn, der i området har været plaget af jernmangel og manglende brystmælk. SEEDS’ sundhedsplejerske Anapoorna er blevet sat på opgaven om at se til kvinderne regelmæssigt og undervise dem i hygiejne, nødvendigheden af at tage kosttilskud og tage på sygehuset, hvis de bliver syge eller skal føde. Stammefolkene er skeptiske over for den konventionelle vestlige medicin, og normen har længe været at gå til de traditionelle helbredere i landsbyerne.

Efter at have set sin brors barn dø af disse gamle helbredelsesmetoder, er Anapoorna opsat på at sprede viden og bidrage til en ændret adfærd. Vi møder Anapoorna i landsbyen Orrinka, hvor vi sidder i skyggen af et stort træ omgivet af nysgerrige børn og generte unge mødre i farvestrålende sarier. Anapoorna er selv 25 år og som den eneste uddannede kvinde, er hun stadig ugift. Hun fortæller os, at hun har sagt nej til flere gode jobtilbud i byen for at være en del af CCR og dermed hjælpe børnene i hendes lokalområde til at blive sundere og få en bedre fremtid med muligheder.

Du kan se flere eksempler på events og historier fra projektet HER 

 

 

 

 

aktionboernehjaelp støt fødevaresikkerhed

Bliv klogere på forskellen mellem fejl- og underernæring

Delstaten Orissa er blandt et af de steder i Indien, hvor der er flest fejlernærede børn. Fejlernæring kan skyldes enten mangel på eller for stort indtag af energi eller specifikke nærringstoffer, eller en ubalance i disse.
Fejlernæring kan derfor både være underernæring, overernæring eller, mangel eller overskud på mikronæringsstoffer (vitaminer og mineraler). Mangel på vigtige mikronæringsstoffer kan have frygtelige konsekvenser for børns vækst, udvikling og sundhed.

Underernæring

I Orissa er 41% af børnene under 5 år underernærede. Underernæring kan komme til udtryk som wasting, stunting og undervægt.
20,4% af børnene under 5 år er wasted og 6,4% af børnene under 5 år er alvorligt wasted. Børn som er wasted har en lav vægt i forhold til deres højde. Som regel skyldes wasting et nyligt og alvorligt vægttab på grund af for lidt mad og/eller på grund af en smitsom sygdom, som forårsager vægttab. Små børn som lider af moderat eller alvorlig wasting har en øget risiko for at dø. Den gode nyhed er, at det er muligt at behandle børn der er wasted og give dem en ny chance.

Forkrøblede børn
34,1% af børnene under 5 år i Orissa er stunted. Børn som er stunted har en lav højde i forhold til deres alder. Stunting skyldes kronisk eller tilbagevendende underernæring, typisk associeret med blandt andet en dårlig ernæring og sundhed hos moderen, uhensigtsmæssig ernæring i barnets første leveår, hyppig sygdom samt dårlige socioøkonomiske forhold. Stunting har konsekvenser for børnenes fysiske og kognitive udvikling.

34,4% af børnene under 5 år i Orissa er undervægtige. Børn som er undervægtige, har en lav vægt i forhold til deres alder. Dette kan både skyldes wasting, stunting eller begge dele.

Følg med i projektet Familier bekæmper fejlernæring for at få et indblik i, hvordan vi og vores samarbejdspartnere hjælper befolkningen i Orissa med at bekæmpe fejlernæring.

Unisex eller kønsopdelt

aktionboernehjaelp indien pige ved vandpumpe rent vand landbyer

Hvad har sanitet med børns uddannelse at gøre?

UNESCOs Globale Uddannelses Monitoreringsrapport (Global Education Monitoring Report (GEM) med fokus på ligestillingen mellem kønnene, stiller skarpt på betydningen af at kunne gå sikkert på toilettet både derhjemme og i skolerne.

En undersøgelse udført i delstaten Rajasthan i Indien viser, at pigerne hver måned missede minimum 5 skoledage pga. ringe sanitet eller mangel på vand hjemme. I løbet af et skoleår bliver det til over 50 fraværsdage! Vi er både stolte af og glade for at 75 % af alle husstande i det såkaldte WC-projekt har fået anlagt et toilet, som hele familien bruger! Derudover har de fem landsbyer, der er involveret i Sanitetsprojektet, på eget initiativ sørget for adgang til rent vand.

Hjælp til selvhjælp?

At det er landbyboerne, der selv har sørget for adgangen til rent vand, samt tjek af vandets renlighed minimum hver 3. måned, viser, at projektet ikke blot skaber gode sanitære resultater, men også at landsbyerne har fået et større sammenhold og tror på, at de i fællesskab kan ændre deres situation! Ydermere fortæller vores indiske partner ARM, at to ud af de fem landsbykomiteer nu står på egne ben og er uafhængige af ARM, som facilitator for møder og aktiviteter.

Det betyder, at vi trygt kan påbegynde den forestående slutevaluering af Sanitetsprojektet og at vi ved, at alle de gode initiativer vil leve videre i landsbyerne – også selvom Aktion Børnehjælp ikke længere faciliterer projektet. Landbyboerne har erfaret, at de ikke er afhængige af hverken Aktion Børnehjælp eller ARM til at opnå de forandringer de ønsker. Og sådan skal det være! Derfor kan vi, sammen med ARM, så småt begynde at vurdere, hvor vi ellers kan være med til at skabe forandringer.

Kønsopdelte toiletter
Et område som UNESCOs rapport tager op er kønsopdelte toiletter på skolerne. Undersøgelser fra 2007-2015 har nemlig vist, at opdelte toiletter på skolerne forøger antallet af piger, der bliver indskrevet og bliver i grundskolen!
Vi er lige nu i gang med idéfasen til en overbygning til sanitetsprojektet, så endnu flere indere kan få adgang til rent vand og gode sanitære forhold.
Glæd dig til at høre mere.

En hilsen fra Idealskolen

aktionboernehjaelp støt indien uddannelse II Baliapal

Vi har modtaget denne fine video fra Idealskolen❤

I dette klip synger børnene en sang til elefantguden Ganesha. Læring gennem dans og sang er en fast del af skoleskemaet på Idealskolen.

Idealskolen og eleverne støttes af vores erhvervspartner Bluepack A/S

Vil du også støtte skolegang for et eller flere børn ? Så se mulighederne for det her

Elin_aktionboernehjaelp_frivillig_indien_støt

Vi er så glade og stolte over vores dygtige, dedikerede frivillig! Tak❤

Fik du lyst til at blive frivillig? Så se mulighederne for det her

Skab en tryg barndom

Fadderskab, Fadderskabsinstitution, børn, fremtid, uddannelse, støt

Fadderskabsinstitutionen Shanti Bhavan

Mens vi i Danmark ser frem til sommerferien, er det tid til at starte et nyt skoleår i Indien. Alle de mange håbefulde børn og unge hos vores indiske samarbejdspartnere, både på børnehjem og skoler glæder sig til at komme i gang. Et nyt skoleår giver anledning til at kigge på det, der er gået og fra vores samarbejdspartner Shanti Bhavan har vi for nyligt fået en dejlig meddelelse.

19 unge mænd og kvinder har afsluttet deres grundskole med rigtig gode karakterer og de er nu klar til at gå videre. Vi håber at mange af dem vil følge i fodsporene på tidligere fadderskabsbørn, der har fortsat deres uddannelse på universitetet og andre steder og i dag har forskellige gode stillinger – lige fra revisor til fotograf!

Hos Shanti Bhavan bliver børnene undervist i både de ordinære fag, men der lægges også vægt på, at de lærer andre færdigheder og udvikler deres kompetencer. Der undervises i tilberedning af sund og nærende kost samt i hvordan man skaber gode sundheds- og hygiejnerutiner. Børnene tegner og maler og deres udvikling stimuleres derved både motorisk og psykisk. Et par gange årligt tager hele børnehjemmet på ekskursion, hvor børnene leger og hygger sig, og på busturene bliver der sunget alverdens sange.

Det er takket være fadderne, at børnene hos Shanti Bhavan får en god uddannelse, vil du også støtte et barn med en god uddannelse og en tryg barndom?

Bliv fadder her – det virker!❤

Selvtilliden gror

Børnerettighedsklubberne i Villupuram, Tamil Nadu, får selvtilliden blandt børnene til at gro! Se selv i denne video.

Torben Ibsen er en af Aktion Børnehjælps frivillige fadderskabsadministratorer. Han sørger for, at dine bidrag kommer det rigtige sted hen. Men lave omkostninger kan vi tilbyde et af Danmarks billigste fadderskaber – fra 140 kr. om måneden kan du hjælpe et barn til en uddannelse. Bliv fadder her!

rettigheder aktionboernehjaelp uddannelse støt indien IMG_9083

Af ambassadør, Sidsel Lieknins Vestertjele

En lærers blik på uddannelse i Indien
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere.
Læring og uddannelse er dynamiske begreber, der ændrer sig efter tid, kontekst og kontinent.
Derfor er det svært for mig, som uddannet folkeskolelærer, og nu studerende i pædagogisk antropologi, at opridse forskellen på uddannelse i Danmark og Indien. Jeg har, siden jeg blev stillet opgaven at skrive denne artikel, bladret adskillige akademiske dokumenter, Googlesøgninger og undervisningsbøger igennem for at kunne fortælle, hvordan jeg betragter Indien og Danmark med uddannelsesblik. I 2016 besøgte jeg to af vores børnehjemsskoler i Indien sammen med bestyrelsesformand Rune-Christoffer. Jeg ankom både som ung lærerstuderende, ambassadør for Aktion Børnehjælp, og med en baggrund som bortadopteret indisk barn, der selv tilbragte sit første halvandet leveår på et børnehjem i det vestlige Indien. Jeg gik dermed ind i rejsen med mange forskellige følelser, blik, forventninger og faglig viden. Men efter min rejse har jeg indset, at både danske og indiske skoleledere og skolelærere tror på mange af de samme visioner og ligeledes forsøger at imødekomme disse i en kompleks skolehverdag, hvor mennesker skal være mennesker med hinanden, og børn gøres til elever.

Forskellen på indiske og danske skoler
En umiddelbar forskel på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, er nem at spotte: I Indien undervises nogle elever i skyggen fra et træ, mens kun en varm brise gør de 40 graders varme mindre trykkende. I Danmark ville udendørsundervisning kun ske som et aktivt og bevidst valg væk fra et klasselokale – og aldrig under så høje temperaturer. I den danske folkeskole har jeg både set og selv praktiseret meget varieret undervisning med gruppearbejde, individuel opgaveløsning, læreroplæg, elevperformances og aktive undervisningsformer. Dette så jeg sjældent i Indien, hvor læreren primært underviste med pegepind foran tavle og lyttende skolebørn. Jeg havde mange samtaler med indiske lærere og ledere om, hvordan undervisning kan udøves forskelligt og lyttede interesseret til deres ambitioner om at danne eleverne og møde dem, hvor de var. Senere opdagede jeg, at indiske lærere og ledere ofte legede med eleverne i pausen, hvilket jeg ikke på samme måde har set i Danmark. Jeg blev fortalt, at dette blev gjort i et bevidst forsøg på at skabe tillid mellem lærere og elever, og min oplevelse var, at denne intention også lykkedes. De fleste elever var ofte åbne, søgende og interesseret i at lege med de besøgende. Dette tolker jeg som en indikation på trivsel.

Elever i sorg og trivselsarbejde er vigtig i en uddannelsessammenhæng
Men hvad betyder dannelsestanker og undervisningsformer, hvis hverken trivsel eller de basale livsbetingelser er sikret for alle? I min bacheloropgave undersøgte jeg, hvilken betydning relationsarbejde kan have for elever i sorg på en dansk og en indisk skole. Relationsarbejde skulle i denne sammenhæng forstås som de tiltag, en leder kan iværksætte på en skole for at fremme tillid mellem lærer og elev. Gennem interviews med mine udvalgte skoleledere blev jeg opmærksom på, at kontakten til barnets familie var vigtig i forsøget på at imødekomme elever, der havde mistet en eller begge forældre. I Folkeskolens Formålsparagraf, hvilken alle danske lærere stifter bekendtskab med og skal forholde sig til, står der blandt andet, at folkeskolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere […]. Det interessante er dog, hvordan dette imødekommes, når en forælder har begået selvmord, er blevet dræbt, er syg, eller har forladt barnet. Hvem skal være dén anden, der hjælper barnet, og hvordan mødes et barn i sorg? Dette må vi interesse os for. Et pædagogisk udtryk går på, at nogen vil noget med nogen eller nogen vil noget med noget. Dette gør sig gældende blandt både lærere og ledere på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, og som alle har ambitioner, intention og ønske om at skabe de bedste betingelser for netop deres elevers uddannelses- og dannelsesmuligheder.

En stor forskel på et lille sted
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere. Uddannelse er både indlæringsmuligheder, vidensudveksling, dannelse og trivsel. I en undervisningssammenhæng må læreren derfor altid overveje sin praksis med kritisk og konstruktivt blik for hele tiden at dygtiggøre sig. Og her bliver elevernes feedback en fantastisk mulighed for at se, hvor ændringer kan foretages for både lærer og elev. Alle børn i verden fortjener muligheden for at uddanne sig – men mest af alt fortjener alle børn i verden en sund og god opvækst med både omsorg og tryghed. Derfor vil jeg igen takke alle for at støtte Aktion Børnehjælp – Vi gør en stor forskel på et lille sted!

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_fadder_Julia

Det var egentlig lidt tilfældeligt, at Julia Samokhvalova blev fadder. Det skete i september 2016, da hun sad foran computeren og pludselig faldt over et opslag om Aktion Børnehjælps fadderskabsprogram. Hun kendte organisationen i forvejen og klikkede sig så ind på billederne af fadderbørnene. Her fik hvad hun beskriver som en “følelsesladet oplevelse” da hun kiggede på et bestemt billede af en pige på 11. “Der var noget i hendes udtryk og øjne, der talte til mig,” siger Julia. Så gik der ikke mange minutter før hun var meldt til som fadder.

At være fadder er personligt og konkret
Pigen, som Julia er fadder for, er i dag 12 år og har en ældre bror og en yngre søster. Julia selv er 31 og lever af at male kunstværker. Gennem det ene år Julia har været fadder, har hun allerede vidnet stor omskiftning i den indiske familie hun støtter: først boede børnene hos deres bedstemor, da begge forældre havde forladt familien; senere kom moderen tilbage, men daglejerarbejdet gjorde indtægten lav og uforudsigelig; for nylig kom faderen tilbage til familien, men han drikker og kan heller ikke hjælpe med indtægt. Der er derfor stort behov for hjælp til familien. Hvis ikke det var for Julias støtte, ville en piges uddannelse slet ikke blive prioriteret i familiens meget lille budget. Og den 12-årige pige er en flittig studerende, har Julia læst i de tre breve hun har fået siden hun meldte sig til. I det ene brev havde pigen skrevet en personlig hilsen til Julia, som hun blev meget rørt af.

Muligheden for at følge med i en konkret families liv er vigtig for Julia. Hun er helt med på, at der også er et behov for at støtte andre og større projekter end enkelte børn, og at administrationsomkostningerne heller ikke betaler sig selv. Men hun mener, at det giver bedst mening for hende som privatperson at støtte et enkelt barn og en familie. Så bør virksomheder – som har et helt andet budget – støtte de større projekter. ”Som person har man brug for en følelsesmæssig relation, og det er rart at se noget konkret,” siger Julia.

“Jeg kan faktisk ikke mærke noget til det i mit budget”
Julia nævner, at prisen også medvirkede til, at hun besluttede sig for at blive fadder i Aktion Børnehjælp. Sammenlignet med mange andre organisationer, der tilbyder sponsorater, var det billigere med de 140 kr. det koster at støtte et hjemmeboende barn gennem Aktion Børnehjælp. “Som freelancekunstner var det vigtigt for mig, at jeg altid ville have råd, selv med en svingende indtægt, og ikke være nødt til at lade nogen i stikken,” siger Julia. Hun tilføjer, at hun faktisk slet ikke har mærket noget til den lille udgift i sit budget.

At vælge sit engagement
Der er mange måder at være fadder på, og det har Julia gjort sig en del overvejelser omkring. For eksempel har hun endnu ikke selv skrevet breve til barnet, selvom det var noget, hun tænkte over, da hun startede i fadderskabsprogrammet. “Jeg rejser meget,” siger Julia, som er født i Rusland og uddannet antropolog, “og det at skrive breve er noget man virkelig skal tænke over.”

Hun lægger også vægt på at i “forholdet” mellem hende selv og den 12-årige indiske pige, er det pigen, der er i den mest sårbare situation. Julia vil derfor ikke presse sig på eller have en agenda om at vise hvor god hun er eller skabe en “bedste venner”-situation. Hun er derimod åben for et tættere forhold, hvis det kommer på den indiske piges eget initiativ. Hvis pigen selv åbner op for en relation når hun bliver ældre, der måske kunne føre til et besøg til Indien, vil Julia sandsynligvis være interesseret. “Men jeg vil kun gøre noget, hvis hun selv rækker ud. Og hun er jo stadig kun et barn.”

Hvorfor ikke blive fadder?
Julia kan ikke se nogle argumenter for ikke at blive fadder. Verdens store fattigdom kan give en følelse af afmagt – men at hjælpe det enkelte barn gør en forskel for dét barn og dets familie. Og så får man på et personligt plan selv noget ud af at gøre en god gerning. “Det giver en indre følelse af, at man har gjort noget godt,” siger Julia.

Julia har hørt om faddere, der er blevet inviteret til deres fadderbarns bryllup, og fadderskaber, der ender i en Ph.d.-uddannelse. Det er jo fantastiske historier, men Julia har ikke andre forventninger til sit fadderbarn end at hun skal ”nyde sin skolegang og nyde sin barndom.” Hun er jo som alle andre 12-årige piger, med den forskel at hun nu får åbnet op for bedre muligheder i livet.

Hvis du selv er interesseret i at blive fadder, kan du klikke her.