Af Anja Nielsen, programleder 

Mens vi i Danmark er ved at vende tilbage til dagligdagen, er smitten på sit højeste i Indien. Den 16. juli rundede Indien én million registrerede smittede. Knap to uger efter, den 29. juli, er tallet steget til 1,5 millionIndien har pr31. juli registreret 35.747 døde. 

Dags dato er fordoblingsraten på kun 21 dageog Indien har indtaget en trist rekord, som det land med den hurtigste smittespredning i verden. Det betyder, at stigningen i antallet af smittede nu er eksponentiel, og at COVID-19 nu er begyndt at sprede sig til landområderne, hvor den indtil nu har været begrænset. Det betyder også, at udsigterne til at få virussen under kontrol er lange, og mange eksperter frygter, at det først sker ved en vaccine eller flokimmunitet. 

Tiltag rammer de fattige

Med omkring 50.000 nye tilfælde om dagen på landsplan kæmper de indiske delstater for at finde løsninger til at inddæmme og stoppe spredningen lokalt. Udgangsforbud om aftenen og natten, begrænsede åbningstider for fødevarebutikker, aflysning af festivaler, begrænsning af transportmidler samt lukning af delstats- og distriktsgrænser er blot nogle af de forskellige tiltagder indføres i håb om at få bugt med smittespredningen 

De mange tiltag har store konsekvenser for Indiens befolkning. Ikke mindst den fattigste del af befolkningen, herunder de 450 millioner mennesker, der arbejder i den uformelle sektorDe er afhængige af at finde arbejde som daglejeregadesælgere eller lignende for at kunne brødføde deres familier. Størstedelen mistede deres indtægtsgrundlag, da den indiske regering lukkede landet ned i martsog de fortsatte restriktioner begrænser deres mulighed for at tjene penge. Den støtte, de får fra det offentlige, er langt fra nok til at kompensere for tabet, og mange må nøjes med 1-2 måltider om dagen  nu på 5. måned. 

I nogle af de romalandsbyer, vi arbejder ier de ramt ekstra hårdt af coronakrisen. Romaerne er én af Indiens allerfattigste befolkningsgrupper, som i forvejen lever fra dag til dag. De fleste lever af at rejse til de større byer og sælge ting på de store markeder og til festivaler, men med forsamlingsforbuddet og social distancing er mulighederne meget få, og mange er flyttet hjem til landsbyen uden nogen udsigt til arbejde. Det har lagt yderligere pres på familierne, der nu har flere munde at mætteog ingen indtjening. Flere og flere familier sulter og frygter for fremtidenVores samarbejdspartner CECOWOR har mødtes med familierne og fortæller, at flere er begyndt at spise snegle for ikke at sulte. Se videoklip fra vores partner her.

Lokale vagthunde i Sydindien 

Den nuværende situation har sat mange af vores planlagte aktiviteter i Indien på pause. Men arbejdet er ikke stoppet. Sammen med vores samarbejdspartnere arbejder vi i stedet for at finde løsninger på, hvordan vi kan udnytte vores tilstedeværelse til at hjælpe i den nuværende situation.  

Sydindien klæder vores samarbejdspartnere landsbyrådene på, så de kan overvåge, hvorvidt lokalbefolkningen også får den hjælp fra regeringen, som de er blevet lovet, og om den uddeles uden diskrimination. Det gør de blandt andet ved at kontrollere de lokale lærings- og sundhedscentresom står for uddeling af madrationer og daglige middagsmåltider til børn i alderen 0-5 år. Derudover har landsbyrådene sikret, at børnefamilierne i en række landsbyer uden et lærings- og sundhedscenterogså får adgang til madrationerder svarer til det daglige middagsmåltid. 

Vores samarbejdspartner i Orissa udnytter sin lokalradio til at oplyse om COVID-19, og om hvordan man kan bidrage til at mindske smittespredningen. Vores fadderskabspartnere uddeler nødhjælp til de hårdest ramte familier. 

Har du lyst til at støtte en familie med mad, så send et valgfrit beløb via MobilePay til 92188 med teksten MAD. For 30 kroner kan vi give en familie mad til en hel dag. Se flere muligheder for donation her.

 

I landsbyen Gingee i det sydlige Indien var der fokus på børns rettigheder til den årlige prisuddeling – en vigtig begivenhedsom blev arrangeret af Aktion Børnehjælps samarbejdspartner CECOWOR. Prisen skal ikke bare hylde lokale ildsjæle, der gør en stor forskel, men også motivere flere til at komme ind i kampen. 

Af Lisa Beckwith 

Inden store dele af det indiske samfund lukkede ned på grund af COVID-19, nåede vores samarbejdspartner CECOWOR at afholde den årlige prisuddelingsceremoni til ære for børns rettigheder. Børnerettighedsprisen uddeles til 10 personerder gennem flere år har ydet en særlig indsats i lokalområdet for at fremme børns rettigheder og forbedre børn og unges hverdag.  

Mange indiske børn bliver dagligt udsat for rettighedskrænkelser i form af for eksempel børnearbejde, børneægteskab og seksuelt misbrug. Selvom Indien har en omfattende lovgivning, der skal beskytte børns rettigheder, er der i praksis store problemer med at overholde lovene.  

Med projektet Sammenhold om børns rettigheder uddanner Aktion Børnehjælp og vores samarbejdspartnere derfor børn, unge og voksne i, hvilke rettigheder de harsamt hvordan de bedst forholder sig, når de oplever krænkelse af rettighederne.  

Stort fremmøde og mediedækning

Stemningen var god til den årlige prisuddelingsceremoni i byen Gingee. Omkring 800 medlemmer af samfundet var mødt op for at hylde prisvinderneBlandt de fremmødte var også myndigheder, politi, medier og uddannelsespersonale. 

Efter indisk skik blev der budt velkommen med trommer og en danseoptræden, og der blev uddelt flotte trofæer til de 10 vindere, som alle har gjort en bemærkelsesværdig indsats for børns rettigheder. En af vinderne, en lærerinde fra byen Karai, udtaler: 

“Jeg er meget overrasket, og jeg havde overhovedet ikke forventet den her pris. Mange tak for at vælge og ære mig. Mit eneste ønske er, at alle vil lytte til og beskytte børn. Hvis vi alle gør det, bliver der ikke flere overtrædelser af børns rettigheder i Indien.”  

Inspiration for lokalsamfundene 

Mange nyhedsmedier var dukket op for at overvære prisuddelingen, hvilket understregede vigtigheden af det lokale børnerettighedsarbejdeEn embedsmand til prisuddelingen ved navn. Mr. Govindaraj udtaler:   

“Jeg vil bestemt sprede budskabet om børnerettighedsprisen til andre embedsmænd. Det vil helt sikkert motivere dem i arbejdet med at beskytte børns rettigheder. Tak for det fantastiske initiativ”. 

Fremover vil prisuddelingen blive annonceret i nyhedsmedier, så det er muligt at nominere personerder har gjort en særlig indsats. Aktion Børnehjælp og CECOWOR håber, at medieomtalen vil skabe yderligere opmærksomhed omkring børns rettigheder i Indien.

Vil du støtte arbejdet for børns rettigheder i Indien? Se støttemulighederne her.

 

Af Anja Nielsen, programleder 

Mens Danmark lukker mere og mere op, er nedlukningen i Indien blev forlænget til måneden ud, og antallet af smittede er på sit højeste med over 8000 nye registrerede smittede om dagen. 

Den 2. maj blev nedlukningen forlænget for tredje gang. Samtidig blev landet opdelt i zoner: røde zoner, med betydelig risiko for spredning af COVID-19; grønne zoner, med ingen registrerede smittede i tre uger; orange zoner, som ligger imellem de to. Graden af restriktionerne og nedlukningen varierer, alt efter hvilken zone man befinder sig i. Bortset fra børnehjemmet på Indiens sydspids, der befinder sig i en orange zone, befinder alle vores projekter og samarbejdspartnere sig i røde zoner. Her har genåbningen lange og usikre udsigter. 

Usikkerhed skaber frygt 

Vores samarbejdspartner CECOWOR, som arbejder i en af de hårdest ramte stater, fortæller:  

“Antallet af smittede stiger hver dag. Et privat universitet tæt på vores kontor er blevet omdannet til COVID-19-isolationscenter. Næsten alle gader i byen er lukket af, og regeringen er begyndt at lukke af for de omkringliggende landsbyer, så indbyggerne ikke kan forlade dem.”

De høje smittetal, nye restriktioner og usikkerheden omkring fremtiden skaber frygt og angst blandt befolkningen. De afsidesliggende områder er ofte karakteriseret af et utilstrækkeligt sundhedsvæsen, og mange frygterhvad der vil ske, hvis de bliver smittet. 

Mange mistede deres arbejde og indkomst fra den ene dag til den anden, da landet lukkede ned i marts. Hjælpen fra staten har været begrænset og langt fra nok til at kunne brødføde familierne. Mange har solgt eller pantsat alt, hvad de havde af værdi, brugt opsparingen og optaget lån for at kunne brødføde familien. Forlængelse af nedlukningen skaber frygt for, om familien kan overleve krisen. 

Nødhjælp og oplysning 

Sammen med vores samarbejdspartnere i Indien har vi arbejdet på løsninger for at kunne hjælpe de hårdest ramte familier gennem uddeling af nødhjælpspakker med fødevarer og hygiejneartikler samt oplysning om coronavirussen, forholdsregler og retningslinjer. Vores samarbejdspartnere har sideløbende knoklet for at mobilisere ekstra hjælp fra myndighederne, lokale organisationer og private. De har også udnyttet deres status og samarbejde med myndighederne til at advokere på vegne af de udsatte familier under krisen. Landsbykomitéerne etableret under børnerettighedsprojektet har under krisen udnyttet deres viden til at netværke med relevante myndigheder for adgang til madrationer og sanitetsartikler deres landsby. I vores ernærings- og fødevaresikkerhedsprojekt har de nye køkkenhaver betydet alverden for de familier, der trods tab af arbejde og indkomst har haft adgang til friske grøntsager. 

Har du lyst til at støtte en familie med mad, så send et valgfrit beløb til 92188 med teksten MAD. Se flere muligheder for donation her.

 

Af Christine Michelsen

I delstaten Orissa er vi i fuld gang med projektet Familier Bekæmper Fejlernæring, som skal forbedre ernæringstilstanden i 10 landsbyer. Men da den indiske regering i marts indførte lockdown i hele landet, måtte mange af projektets aktiviteter sættes på pause. Det har dog ikke stoppet ildsjælene i vores partnerorganisation ARM, som i stedet fokuserer deres indsats på at oplyse landsbyboerne om, hvordan man bedst begrænser smitten. Metoden? En lokalradio med navnet ‘Radio Smile’.  

Landsbybeboerne må på grund af udgangsforbud ikke forlade deres hjem mere end højst nødvendigt, og det er derfor svært at få adgang til den nødvendige information. Men nu kan de gennem ARM’s radiokanal Radio Smile hver dag få seneste nyt om virussen og regeringens tiltag. Nogle af informationerne bliver endda formidlet gennem musik og digte – noget som spreder glæde blandt lytterne i en svær tid.

For at sikre at ingen landsbyboere går glip af de vigtige oplysninger om virussen og hvilke forholdsregler, man bør tage, besøger ARM også familierne i en dør-til-dør-kampagne og kører rundt til landsbyerne i en vogn med en mikrofon, hvorfra de leverer information, så hele landsbyen kan høre det.  

Større adgang til sæbe 

Som vi ved, er det at vaske hænder grundigt og hyppigt en af de mest effektive måder at begrænse coronasmitten på. Desværre mangler mange af beboerne i projektlandsbyerne viden om basal hygiejne og adgang til sæbe. Derfor har vi sammen med ARM flyttet midler fra projektet til indkøb af sæbe, som ARM nu uddeler til 3.000 familier, så alle kan beskytte sig mod virussen bedst muligt.   

For de landsbyboere, som er med i projektet, har lockdownen også haft alvorlige konsekvenser for muligheden for at brødføde deres familier. Mange arbejder som daglejere uden fast arbejde og lever derfor fra hånden til munden. Andre lever af at sælge afgrøder, som de gror på deres små jordstykker. Alle har de mistet deres indtægtskilder under lockdownen, hvor man kun må tage de mest nødvendige ture ud af huset, og markederne må holde lukket.  

Stadig brug for mad 

Heldigvis har mange af familierne i forbindelse med vores projekt etableret køkkenhaver, hvor de gror forskellige næringsrige grøntsager og på den måde kan sikre god ernæring til hele familien. Disse haver er endnu mere afgørende nu, hvor nogle af familierne kan have svært ved at skaffe mad på andre måder.  

Der er stadig mange familier i Indien uden samme adgang til hjælp til at klare sig gennem nedlukningen. Heldigvis du kan hjælpe! For kun 30 kroner kan du forsøge en familie på seks personer med mad til en hel dag. Send beløbet via MobilePay med teksten ‘MAD’ til 92188. Læs også om vores andre støttemuligheder her.

Vi takker for din hjælp i en særlig svær tid.

 

Af Therese Mortensen

14. april annoncerede Indiens premierminister, at den nationale lockdown for at mindske spredningen af COVID-19 fortsætter til 16. maj. Lockdownen har både kortsigtede og langsigtede konsekvenser for Indiens økonomi og ikke mindst for de befolkningsgrupper, hvis levebrød afhænger af at kunne komme ud hver dag. 

Romaerne er særligt udsatte 

Saahi er en dem, hvis tre børn sulter under denne krise. Hun plejede at brødføde sin familie ved at sælge halskæder på gaden. Hendes mand lider af nyresvigt og kan ikke arbejde. Det kan hun heller ikke selv nu. Saahi støtter i princippet en lockdown, da hun mener, at det er nødvendigt for at stoppe coronavirussens spredning. “Men alle ser os som potentielle bærere af virussen, så de siger, at vi skal blive hjemme, og de er ligeglade med, om vi dør af sult – de vil bare have, at vi ikke skal sprede sygdommen,” siger hun. “Der er en masse råd om at blive hjemme og vaske hænder, men hvordan skulle vi have råd til det?”

Når Saahi siger “os” og “vi”, refererer hun til roma-samfundene. De er vant til at blive diskrimineret af regeringens politik, fordi de lever en anden livsstil end det omkringliggende samfund. Romaerne rejser ofte i længere perioder for at sælge varer på markeder. Traditionelt var de også engagerede i at synge og fortælle spådomme fra dør til dør, men i nyere tid er deres primære indkomst at sælge ting som halskæder og sæber, som de til tider supplerer med mere traditionelle erhverv. At rejse rundt i landet for at sælge er essentielt for deres levebrød, men det kan de ikke under en lockdown, hvor al rejse mellem delstater er indstillet. De kan heller ikke erstatte rejserne med at sælge på markeder i deres lokalområde. “Vi kan ikke engang tigge,” siger Saahi.

Krisen kræver nødhjælp

Aktion Børnehjælp og vores samarbejdspartner CECOWOR plejer at arbejde med langsigtet udvikling i roma-områderne; CECOWOR kender roma-samfundene fra flere årtiers arbejde med dem. De har i samarbejde med Aktion Børnehjælp blandt andet drevet lektiecaféer og børnehaver specifikt for børn fra disse familier. I et nyt projekt arbejder vi på at sikre, at de lokale myndigheder inkluderer romaerne i deres implementering af obligatorisk og gratis uddannelse til alle børn mellem 6 og 14 år. Vi arbejder også på at ændre holdninger hos ikke-romaer for at mindske diskriminering på lang sigt.

Men i krisetider må langsigtede udviklingsprojekter på nogle punkter sættes på pause til fordel for nødhjælp. Lige nu er roma-folket i Tamil Nadu blandt de mange i Indien, hvis krise ikke er corona, men sult. CECOWOR er derfor nødsaget til at sætte det meste af deres normale arbejde på pause for at kunne give nødhjælpsrationer til romaerne og andre familier, der har mistet deres indkomst. CECOWOR’s tætte kontakt til de lokale myndigheder, som er bygget op gennem årtiers udviklingsarbejde i lokalområdet, er dog en stor fordel netop nu. Det betyder blandt andet, at CECOWOR har fået tilladelse til at være ude på trods af lockdownen netop for at distribuere mad, og at de arbejder sammen med, ikke kun parallelt med, myndighederne.

Sådan kan du give din støtte

For kun 30 kroner kan du give en familie som Saahis mad i én dag. Støt vores arbejde under coronakrisen ved at sende et valgfrit beløb via MobilePay med teksten MAD til 92188. Se flere muligheder for donation her.

Vi håber som Saahi og alle andre, at corona ikke for alvor tager fat i Indien. Vi arbejder med vores lokale partnere på at tale for, at regeringen vil sætte mere ind for at hjælpe de mest udsatte i denne tid. I mellemtiden er der brug for akut nødhjælp for at sikre, at roma-befolkningen ikke sulter under krisen.

 

Af Maiken Jørgensen

Da den indiske regering lukkede landet ned, opstod der panik blandt mange fattige familier, som risikerede at sulte. Derfor var det med jubel og lettelse, da vores partner CECOWOR for en uge siden delte mad ud til trængende indiske familier. Læs med her, og bliv klogere på, hvordan de indsamlede midler her i Danmark gav Pusphas familie i Indien fornyet håb under coronakrisen.

Puspha havde desperat brug for hjælp

Sammen med mange andre familier var Puspha mødt op til maduddelingen med sine to børn. For seks måneder siden var den lille familie blevet forladt af faren. De havde intet hørt fra ham siden og vidste ikke, hvor han befandt sig. Det havde i forvejen været svært for Puspha at skaffe nok penge til, at familien kunne spise sig mætte. Uden faren, som hidtil havde været familiens overhoved og forsørger, var mor Puspha derfor desperat og magtesløs. Da landet blev lukket ned på grund af coronavirus, vidste hun ikke, hvordan familien skulle klare sig. Under normale omstændigheder ville hun søge hjælp hos naboerne. De er gode til at låne ud til hinanden, når forsyningerne er ved at slippe op. Men med udgangsforbud og begrænset adgang til råvarer, var det ikke længere en mulighed.

Heldigvis reagerede vores partner CECOWOR hurtigt. De fik udarbejdet en liste, hvor de mest trængende kunne skrive sig op til at få mad. Puspha skrev sig straks på listen. Efter en uges ventetid, hvor vi i Danmark samlede ind til projektet, fik familierne i landsbyen godt nyt. Der var hjælp på vej.

Mad til 15-20 dage

For en uge siden ankom vores partner CECOWOR på ladet af store køretøjer fyldt med poser af råvarer. Puspha var mundlam. Der var ris, olie, dal og mel – hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle bære sig ad med at fragte alle madvarerne hjem. Hun var så overvældet, at det var svært at få et ord over læben, men da hun kom til sig selv, fik alle omkring hende en stor tak, mange tak og mere tak. Situation gjorde det svært ikke at give et kram – men alle formåede at holde den nødvendige afstand.

Puspha har nu nok råvarer til familiens madlavning i 20 dage. Det betyder alt for hende under nedlukningen. Hun og de andre familier i hendes landsby i delstaten Tamil Nadu lever nemlig af at tage ind til de lokale markeder og festivaler, hvor de for eksempel sælger smykker og bytter ting med hinanden. De penge, de tjener, bruger de til at købe de billige madvarer fra markedets boder. Når de ikke har den mulighed, er det altafgørende, at der kommer hjælp udefra.

Fortsat behov for hjælp

Coronakrisen i Indien har endnu ikke vist sig fra sin værste side. Mange frygter især for, hvad der vil ske, hvis der kommer mange smittetilfælde i de fattige land- og slumområder, som i forvejen er præget af et utilstrækkeligt sundhedssystem, og hvor mange ikke har tilstrækkelig viden om basal hygiejne eller adgang til sæbe. Aktion Børnehjælps partnere er derfor allerede i gang med at uddanne de lokale i god hygiejne. Vi følger nøje udviklingen i Indien og fortsætter indsamlingen til både mad og hygiejneartikler, så vi kan hjælpe endnu flere familier som Pusphas.

For 30 kroner kan du give en familie som Pushas mad i én dag. Støt vores arbejde under coronakrisen ved at sende et valgfrit beløb via MobilePay med teksten MAD til 92188. Se flere muligheder for donationer her.

 

Af Anja Nielsen

Den indiske regering har erklæret lockdown i hele landet frem til 14. april. Ligesom i Danmark betyder det, at alle offentlige institutioner, ikke-fødevarebutikker, biografer og lignende er lukket ned, samt at større forsamlinger, herunder bryllupper og religiøse festivaler, er blevet forbudt. Derudover slås der hårdt ned på al unødvendig færden uden for hjemmet. Restriktionerne har især store konsekvenser for de 450 millioner indere, der arbejder i den uformelle sektor, og som har fået frataget deres levebrød fra den ene dag til den anden. Samtidigt er mange markeder lukket ned, hvor lokale i landområderne normalt køber billige fødevarer. Lukningen af markederne har skabt panik hos mange fattige familier, der ikke ved, hvordan de skal forsørge sig selv. I byerne er der flere steder melding om, at regeringen uddeler mad under hele perioden, men det er desværre ikke tilfældet på landet.

Tre uger med sult i Indien?

Delstaten Tamil Nadu var en af de første stater, der erklærede lockdown – en uge inden den nationale lockdown. Her frygter mange af de familier, vi arbejder med, at sulte. De oplever allerede nu, at de ikke kan skaffe mad. I samarbejde med vores lokale partner CECOWOR har vi derfor startet en indsamling til 180 familier i nedlukningsperioden. De 180 familier er alle romaer eller stammefolk og blandt nogle af Indiens mest fattige og udsatte, der i forvejen lever fra hånden til munden. Mange millioner indere bliver ramt af konsekvenserne af coronavirussen og går en hård tid i møde. Oveni kommer frygten for, hvad der vil ske, hvis virussen rammer de fattige landområder, som i forvejen er præget af et utilstrækkeligt sundhedssystem, og hvor mange ikke har tilstrækkelig viden om basal hygiejne eller adgang til sæbe.

Projekter er sat på pause

Vores samarbejdspartnere har været nødsaget til at lukke kontorerne, og næsten alle projektaktiviteter er sat på pause. Vores sanitetsprojekt, der var planlagt til at starte 1. april, er udsat til efter krisen. Gennem vores projekter har vi tæt kontakt med de udsatte familier og myndighederne. Dette arbejde er ikke muligt uden at omgås restriktionerne og social distancing, hvilket vil sætte både ansatte, familier og samarbejdspartnere i fare for smitte. I stedet arbejder partnerorganisationerne på højtryk for at hjælpe, hvor de kan, uden at udsætte sig selv eller de ansatte for smitte. De oplyser blandt andet om situationen, virussen og basal hygiejne gennem lokalradio. De lægger også pres på myndighederne for at lave oplysningskampagner om virussen og hvilke forholdsregler, man kan tage, sætter plakater op med anbefalede forholdsregler og deler mad ud til de mest udsatte familier.

Fælles bekymringer og håb

Vi tænker meget på de mange familier i de områder, vi arbejder i, som allerede er ramt hårdt. Alle er meget bekymrede for, hvordan de skal klare sig de næste tre uger, og om de klarer kampen mod sulten. Vi står alle – Aktion Børnehjælp, vores lokale samarbejdspartnere og inderne – i en voldsom afmagt, hvor vi kun kan håbe på det bedste. Hvis du ønsker at være med til at sikre mad til de mest udsatte børn og deres familier under coronakrisen, kan du klikke her. 


Det første tilfælde af COVID-19 i Indien blev registreret 30. januar 2020 i den sydindiske stat Kerala. Efterfølgende har virussen spredt sig til hele landet. 12. marts lukkede Indien for al indrejse til landet. 22. marts erklærede den indiske regering udgangsforbud.

Den indiske regering har forsøgt at mindske smittespredningen af corona-virussen tidligt ved at sætte de indiske statsborgere, der kom fra nogle af de hårdest ramte områder såsom Wuhan i Kina og Iran, i karantæne. Den tidlige indsats har hjulpet Indien med at afbøde de første alvorlige smittespredninger fra corona-udbruddet. 4. marts indførte man screening af alle indrejsende i landets lufthavne, da det viste sig, at coronavirussen blev importeret fra mange forskellige lande. På trods af disse tiltag har smitten spredt sig til hele landet.

Årsrapport Indien ngo

 

Vi er efterhånden godt inde i 2019, og vi er i fuld gang med fortsat at forbedre børns vilkår i Indien. Lad os tage et tilbageblik på de gode resultater fra 2018, som vi tager med ind i dette år.
Gode resultater er der nok af fra 2018, hvor vi sammen med vores partnere har gjort en forskel for tusindvis af børns uddannelse, sundhed og fødevaresikkerhed.

 

Bedre sundhed for hele familien

Sammen med vores partner ARM har vi de sidste to år arbejdet for at stoppe besørgelse i det fri i fem landsbyer gennem projektet ’Sanitet og Sundhed’, og resultaterne af det nu afsluttede projekt er fantastiske. Samlet set har der været en stigning på over 400% i antallet af familier, der gør brug af toiletter. I to af landsbyerne er der nu ingen, der besørger i det fri mere, og de andre landsbyer er godt på vej. Det gør en kæmpe forskel for børnenes sundhed, da besørgelse i det fri giver diarré, som fører til fejl- og underernæring, som kan resultere i alvorlige varige fysiske og kognitive mén. Sammen med ARM har vi i 2018 også startet det nye projekt ’Familier Bekæmper Fejlernæring’, hvor vi hjælper landsbyboerne med at komme problemerne med fejlernæring til livs og dermed forbedre sundheden for hele familien.

 

Børn kræver deres rettigheder

Når børnene er bedre ernærede, kan de også bedre lære i skolen. Men hvad nytter det, hvis de bliver taget ud af skolen, fordi de skal giftes eller lave børnearbejde? Den form for rettighedsovertrædelser har vi sammen med vores partner CECOWOR arbejdet på at forhindre de sidste tre år i projektet ’Børn, Kend Jeres Rettigheder’. Projektet sluttede i november, og resultaterne viser, at arbejdet med børnerettighedsklubber og landsbyråd har gjort en stor forskel. For eksempel er otte børneægteskaber blevet stoppet, ni børn, som var droppet ud for at blive børnearbejdere, er tilbage i skole og fire sager om børnemisbrug er blevet anmeldt. Organiseringen i landsbyerne har også mindsket diskrimination, og børn, unge og voksne kan nu føle sig sikre i at gå til myndighederne, hvis de oplever rettighedsovertrædelser. Men arbejdet er langt fra færdigt, i forlængelse af projektet startede vi derfor implementeringen af en videreudvikling af børnerettighedsprojektet ’Sammenhold om Børns Rettigheder’. Det nye projekt vil forløbe over de næste 4 år. Her vil vi forhindre endnu flere rettighedskrænkelser ved at træne og lægge pres på beslutningstagere og ansvarlige for børns rettigheder, for at sikre at loven opretholdes af myndighederne.    

 

Uddannelse for en bedre fremtid

Uddannelse er vigtigt for at forbedre børns fremtidsmuligheder. Derfor har vi fortsat med at støtte børn i Indien gennem børnehaver, skoler og lektiecaféer i det forgangne år. På de tre skoler ’Visdomsskolen’, ’Drømmeskolen’ og ’Idealskolen’ har hundredvis af fattige og marginaliserede børn fået undervisning i 2018. De 160 børn på ’Idealskolen’ har for eksempel, udover almindelig boglig undervisning, modtaget undervisning i flere kreative fag, og har taget del i konkurrencer og idrætsstævner i løbet af året, hvilket har styrket børnenes selvtillid og fysiske sundhed. Sammen med CECOWOR støtter vi også børnehaver og lektiecaféer, hvor 150 børn af oprindelige folk, som ikke har tradition for at sende deres børn i skole, i år har fået de bedste mulige forudsætninger for at klare sig godt i skolen.

Ingen af disse resultater kunne være skabt uden alle dem, der har støttet vores arbejde i det forgangne år.

Læs vores årsrapport her.

Støt her – så du kan være med til at skabe mindst lige så gode resultater i 2019.

Af Julia Samokhvalova, frivillig i projektet Choices, Childhood and Rights 

Der er lidt over 700 forskellige indfødte folkeslag, som udgør 8,6% af befolkningen i det multietniske Indien. Det er etniske grupper, der befinder sig udenfor det traditionelle indiske kastesystem og historisk set har været marginaliseret og dårligst stillet i samfundet. De indfødte folk er anerkendt i den indiske grundlov som Scheduled Tribes, og følge den indiske lov har de en række rettigheder, primært retten til land og selvbestemmelse og positiv særbehandling i forhold til adgang til uddannelse og job. I praksis bliver lovgivningen dog ikke fuldt, og der foregår stadig diskrimination og overgreb imod stammesamfundene, der siden kolonitiden er blevet presset væk fra deres leveområder.

Choices, Childhood and Rights

Aktion Børnehjælp samarbejder med den lille NGO SEEDS, der i over 20 år har arbejdet på at fremme udviklingen og advokere for rettigheder for de lokale stammefolk i den sydøstlige stat Andhra Pradesh. Det fælles projekt Choices, Childhood and Rights, der er ved at nå sin ende, omfatter 7 afsides landsbyer, der ligger fjernt fra storbyerne i et stort skovområde med klipper, dale og floder. De indfødte folk Koya og Konda Reddi har traditionelt levet af svedjebrug og jagt, men deres levevis bliver begrænset i dag, da naturområdet blev fredet som nationalpark i 2008, hvilket sætter nogen bestemte regler og krav til, hvordan skovområderne må ejes og benyttes. Ifølge den indiske skovstyrelse er privat ejendomsret forbudt i en fredet park, så landsbyboerne lever under konstant risiko for at blive tvunget væk fra deres leveområder. De bliver også chikaneret af lokale embedsmænd, der vil lease jordlodder fra dem for at producere salgbare afgrøder.

Under Aktion Børnehjælpes monitoreringsbesøg i juni 2018, fortæller SEEDS’ jurist om de mange retssager, der bliver rejst imod landsbyboerne og som altid bliver trukket i langdrag, uden at der kommer en egentlig afgørelse. Landsbyboerne har nemlig ikke dokumenter på, at de ejer deres jord, og myndighederne nægter at udstede sådanne dokumenter, da det vil betyde, at stammefolkene ikke vil kunne tvangsforflyttes, hvis det skulle blive nødvendigt.

Som en del af projektet har SEEDS påtaget sig den opgave at oplyse og forklare de indfødte folk om deres rettigheder, blandt andet deres ret til land og selvbestemmelse. De færreste af landsbyboerne har et uddannelsesniveau over grundskole, og SEEDS har arrangeret og faciliteret en række møder mellem landsbyboerne, deres jurist og repræsentanter fra de lokale myndigheder for at gøre stammefolkene bevidste og opmærksomme på deres rettigheder og krænkelser af disse. Landsbyboerne bliver oplært i lovgivning, hvilke rettigheder, de har, og hvordan de skal henvende sig til de lokale myndigheder.

Udover retten til land, fokuserer SEEDS også på retten til sundhed og uddannelse, som er en central del af FN’s menneskerettigheder. De indfødte folk omfattet af projektet bor langt væk fra både hospitaler og uddannelsesinstitutioner og er stort set afskåret fra byerne på grund af dårlig infrastruktur og skiftende vejrforhold. SEEDS tager især hånd om småbørn, gravide kvinder og ammende mødre som de mest udsatte hvad angår underernæring, dårlig hygiejne og mangel på vitaminer og mineraler. Ved at starte pre-schools i hver landsby har SEEDS opnået at samle børnene dagligt til klasseundervisning, aktiviteter, sunde vaner, leg og samvær med jævnaldrende børn, der skal sikre dem skoleparathed og en god start på livet. Alt vil i sidste ende styrke stammesamfundene, så de i fremtiden kan modstå krænkelser og lovbrud og kræve, at deres rettigheder bliver overholdt.

Du kan læse mere om projektet HER

Therese Boje Mortensen, frivillig på projektet Børn, kend jeres rettigheder

Prøv engang at spørge dit barn eller et barn du kender, hvad en ”børnevenlig skole” er. Hvad tror du hun ville sige?

Det spørgsmål har ti landsbyråd og børnerettighedsklubber i det sydlige Indien stillet sig selv i løbet af de seneste par år. De kom frem til, at børnevenlige skoler er skoler, hvor lærere ikke slår elever; hvor det er sikkert for piger at gå alene til og fra skole; hvor toiletterne er hygiejniske; hvor drikkevandet er rent; hvor børn ikke bliver diskrimineret på baggrund af kaste eller køn, så de har lyst til at komme i skole hver dag. Med andre ord, det er skoler, hvor børns rettigheder bliver respekterede.

Børnerettighedskonventionen

Børns universelle rettigheder er nedskrevne i Børnerettighedskonventionen fra 1989. Den blev vedtaget den 20. november 1989 af de Forenede Nationer (FN)’s Generalforsamling, og derfor fejrer vi Børnenes Dag den 20. november hvert år. Børnerettighedskonventionen er den af FN’s menneskerettighedskonventioner, som er ratificeret af flest medlemslande – faktisk er det kun USA, der ikke har ratificeret den. Danmark gjorde det i 1991, og Indien i 1992. Dermed har vores regeringer forpligtet sig til at beskytte børns rettigheder. Det er ikke en nem opgave i Indien, et land med over en milliard indbyggere.  Selvom Indien har vedtaget en lang række love som skal sikre Børnerettighedskonventionen nationalt, er implementering et stort problem. For eksempel vedtog Indien i 2009 Right to Education Act, som – i teorien – sikrer alle børn mellem 6 og 14 år retten til skolegang, men der er stadigvæk masser af børn som vokser op uden at lære at læse eller skrive.

Hvad gør vi?

Aktion Børnehjælp og vores lokale partnere arbejder for, at børn og deres familier kender til børns rettigheder. Ved at oplyse om lovgivninger som for eksempel Right to Education Act, bliver forældre og børn bevidste om hvad de har ret til, og hvordan de kan kræve deres ret.

Men landsbyrådene og børnerettighedsklubberne er gået længere end blot at kræve deres egne børns rettigheder. De har også taget det på sig at sikre, at dem der ikke var med i Aktion Børnehjælps oplysningsprojekt også kender til børns rettigheder. Derfor har de fået lavet vægmalerier på de lokale skoler, som fortæller hvad der er lovligt og hvad der er ulovligt på skolen. For eksempel står der på nogle af vægmalerierne, at man må ikke slå børn. Dette er en meget konkret måde at gøre børns rettigheder synlige på: børn bliver konstant mindet om, at der er forkert, hvis de bliver slået, og de ved at flertallet i landsbyen vil støtte dem hvis det sker; og lærerne ved, at landsbyrådene holder øje med om der bliver slået.

Danske børn ville måske bringe helt andre problematikker op, hvis vi spurgte dem, hvad en børnevenlig skole er. Måske nogle helt andre rettigheder ville komme på bane. Men det er værd at spørge dem. Den 20. november hvert år minder os om at vi  – danskere, indere, det internationale samfund – er blevet enige om at opretholde børns rettigheder både herhjemme, og i solidaritet med andre lande. Så alle vores skoler kan blive børnevenlige.