aktion_boernehjaelp_moonchild_yoga_wear_manu_sareen

Aktion Børnehjælps ambassadører, Manu Sareen og Cilja Sareen, modtog i lørdags denne flotte check fra Moonchild Yoga Wear på vegne af Aktion Børnehjælp. Det foregik til Copenhagen Yoga Festival, som du kan læse mere om her.

MoonChild Yoga Wear har base i Århus og producerer eksklusivt yoga- og fitnesstøj. De har samarbejdet med Aktion Børnehjælp siden 2016. Som firmaets kreative direktør, Louise Wang Nielsen, udtrykker det: “Hos Moonchild Yoga Wear vil vi gerne give noget videre til sårbare børn”. Yogatøj-producenten har derfor valgt at dele af deres overskud skal gå til Aktion Børnehjælp, som arbejder med børns rettigheder i yogaens oprindelsesland, Indien.

Hvad kan pengene gøre?
Støtte fra firmaer som Moonchild Yoga Wear gør en kæmpe forskel for Aktion Børnehjælps arbejde. Helt konkret kan de 25.000 kr. nå ud til flere hundrede skoleelever i alderen 10-17 år, som bor i 20 forskellige landsbyer i Sydindien. Disse børn vil lære om børnerettigheder, især om deres ret til til skolegang, og om at det er ulovligt at diskriminere mellem drenge og piger. At undervise børn i deres rettigheder er vigtigt, hvis vi skal sikre langsigtet udvikling i de områder, vi arbejder i. Både børn og forældre bør kende til deres rettigheder og til hvilke myndigheder, der har pligt til at opfylde dem. Uddannelse skal altså ikke blot ‘gives’ – børn og forældre skal også forstå hvorfor uddannelse er vigtigt. På den måde sikrer vi, at værdierne omkring uddannelse og rettigheder bliver videregivet over generationer. Derfor arbejder Aktion Børnehjælp og vores lokale partnere både med at oplyse børn og forældre om deres rettigheder, men også med de lokale myndigheder, ved at holde dem op på deres forpligelser. Ved hjælp af bl.a. børnerettighedsgrupper, skaber Aktion Børnehjælp ringe i vandet: vi når ikke kun ud til de børn vi snakker med og uddanner, men sørger også for at de lærer fra sig, så forståelsen omkring vigtigheden af uddannelse spredes.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tusinde tak til Moonchild Yoga Wear, hvis støtte gør vores arbejde med børnerettigheder muligt.

Du kan læse mere om Moonchild Yoga Wear på deres hjemmeside.

 

Photo rights
COPYRIGHT RICARDO RAMIREZ PHOTOGRAPHY
ALL RIGHTS RESERVED.
www.ricardo-ramirez.com / info@ricardo-ramirez.com / Mobil: +45 28 59 62 70

Én stor familie!

Lakshmi er en 11-årig pige, som har boet på børnehjemmet i Kanyakumari siden hun var 3 år. En aften vi var på besøg møder vi Lakshmi. Hun er ret genert og tør ikke rigtig svare på spørgsmål, men husmor hjælper hende med at fortælle hendes historie. Resten af ‘familiemedlemmerne’ fra huset sidder rundt omkring os og lytter opmærksomt, men fniser også lidt genert over vores tilstedeværelse.  I huset er der dunkelt, kun lyst op af et skærende lysstofrør på den ene væg, hvor myg og andre insekter samles.

En svær start på livet

Som flere af de andre børn kom Lakshmi ikke alene til børnehjemmet, men derimod sammen med hendes mor Rama. Hun kender ikke noget til sin far, da han forsvandt under graviditeten. Deres ægteskab var tvunget, og faren skulle efter sigende være stukket af, da moderen er halvblind og har mentale problemer. På grund af dette handicap, kunne moderen ikke tage vare på sig selv og Lakshmi. Derfor boede de hos bedstemoderen, hvor Lakshmis tante var værge for dem begge, indtil de kom til Børnehjemmet Kanyakumari Trods den skæve start på livet er Lakshmi en glad pige, som stortrives på børnehjemmet. Da hun som 3-årig flyttede til børnehjemmet med hendes mor, hjalp en af de store piger, Abrar, med at tage sig af hende og blev som en storesøster for hende. Abrar er nu flyttet hjemmefra på grund af job, men hun kommer jævnligt hjem og besøger hendes familie i huset. Lakshmi er nu selv en af de ældste piger i huset, og hun tager sig kærligt af de små. Hun har boet i samme hytte siden hun kom, og det er hun rigtig glad for, for de andre børn er som søskende for hende. Mor Rama er også glad for at bo i huset, hvor hun blandt andet hjælper til med rengøringen og følger de små elever hen til skolen.

Karate Kid

Da vi spørger ind til skolen og hendes skolekammerater, lyser hun op og smiler genert. Hun er meget glad for at gå i skole og har mange venner, både fra børnehjemmet og fra de nærliggende landsbyer. Hendes yndlingsfag er matematik, for hun kan godt lide at fifle med tal og at få ting til at gå op. Hun er meget glad for sport og dans. I skolen får de karateundervisning som en del af idrætstimerne – det elsker hun – og det varer ikke længe før hun og en veninde laver en karateopvisning for os. Derefter står den på traditionel dans og sang med nogle af de mindre piger i huset. Der er fart på pigerne i huset, og de ser ud til at elske at lave opvisning for os.

collage

Efter opvisningen spørger vi ind til Lakshmis fremtidsplaner og drømmme. Hun vil gerne være læge. Drømmene fejler ikke noget, og hun ved, hvad hun skal knokle for. Da vi spørger til hendes ønsker for en fremtidig familie, bliver hun meget rød i hovedet og fniser. Hun ved ikke helt med det der familie endnu.

Skrevet af Sif Eiken, eventpraktikant

aktionboernehjaelp_hjælp_børn_indien_08

Jeg er taget til Tamil Nadu i Sydindien for at besøge de Børnehaveklasser og lektiecafeer som Aktion Børnehjælp støtter i 3 Roma landsbyer i Gingee regionen. Romafolket er en af Indiens mest udsatte og fattige befolkningsgrupper. De bliver ofte diskrimineret og stigmatiseret af øvrige grupper i det indiske samfund og tilhører den laveste kaste i det indiske kastesystem. Graden af analfabetisme blandt denne befolkningsgruppe er på næsten 100 % og størstedelen af børnene går ikke i skole. Aktion Børnehjælp har i samarbejde med deres lokale partner, CECOWOR, etableret 3 Børnehaveklasser og lektiecafeer i de 3 Roma landsbyer. Erfaringer fra landsbyerne viser, at når børnene starter i børnehaveklasse og de ældre børn får hjælp til deres skolearbejde i lektiecafeerne, er der langt større chance for at børnene gennemfører grundskolen, og dermed får muligheden for at kæmpe sig ud den ekstreme fattigdom, som de og deres forældre lever i lige nu.

Jeg er meget spændt, da jeg kører ud for at besøge den første landsby 20 km udenfor den mellemstore by Gingee i Villupuram distriktet i Tamil Nadu. Jeg sidder bag på en motorcykel og nyder at blive blæst igennem af den kolde vind, der for et øjeblik gør det lettere at befinde sig under den bagende sol og dens varme, der indtil nu, ikke har været til at undslippe. Mens jeg sidder på motorcyklen får jeg samtidig rig mulighed for at spejle ud over den sydindiske natur og livet i de mange små landsbyer, som vi passerer på vej ud til Roma landsbyen. Jeg ser glimt af de mange knastørre marker, hvor der forsøges at blive dyrket peanuts, chili og ris, og jeg ser travle mænd og kvinder med store og tunge bunker af afhugget træ på ryggen, der skal transporteres til nærmeste marked. Gad vide hvor langt væk det er.

Da vi endelig når frem til landsbyen, bliver jeg mødt af en lille pige med et stort smil og endnu større nysgerrige øjne. Hun tager min hånd og viser mig glad rundt i landsbyen, hvor jeg hilser på de fleste af landsbybeboerne. De er utrolig imødekommende og venlige og smiler stort, mens jeg trykker dem alle i hånden og fortæller mit navn. Da de fortæller mig deres navne og jeg forsøger at gentage, lyder der fnis fra mange af de børn, der er kommet til under min rundtur. Jeg formoder, at min udtale af deres sprog ’tamil’ nok ikke er helt perfekt. På min rundtur i landsbyen får jeg muligheden for at se, hvordan Romafolket i denne landsby lever. Mange af beboerne bor i sivhuse og telte mens få bor i små utætte betonhuse. Udenfor mange af boligerne står der massevis af gamle fuglebure med grønne små papegøjelignende fugle indeni dem. Fuglene skal sælges på et marked i en nærtliggende landsby. Der er også store tasker og poser fyldt med alle slags småting lige fra hårbånd- pynt- og spænder til bamser, plastikbolde og andet legetøj. Romafolket, som også ofte bliver refereret til som ”Rejsende”, flytter ofte fra by til by, sted til sted, for at sælge deres varer på markeder, udenfor templer og på festivaler. Migration har været en integreret del af Romafolkets livsstil i mange århundrede. Det er samtidig også en af de største udfordringer i arbejdet med at sikre at børnene færdiggøre deres skolegang.

Jeg bliver vist hen til landsbyens Børnehave, der er et lille betonhus, hvor der indeni sidder 12 børn i alderen 2-5 år og leger. De grå hårde betonmure er pyntet med farverige plakater af forskellige slags frugter, dyr samt en plakat der viser alfabetet. Der er en tavle og en kiste med lidt legetøj til børnene. Der er ikke meget, men dét der er, bliver der leget med i stor stil. Læreren samler børnene i en rundkreds, og de begynder at synge sange og gøre fagter i takt til sangen. Børnene er alle bekendt med sangen og synger højt og glad med, mens jeg kigger fornøjet med fra hjørnet. Børnehaven er åben mandag til fredag fra 09.30 til 15.30, og forbereder børnene på skolen gennem forskellig læring og leg. Derudover bliver børnene vante til skolegang fra den tidligere barndom, hvilket er med til øge chancerne for at de senere kan gennemføre grundskoleuddannelsen. Alle børnehavebørnene får hver især et måltid næringsrig mad hver dag til middag, som også er med til give børnene den bedste mulighed for at vokse optimalt.

Da jeg senere siger farvel til alle landsbybeboerne, roder én af fædrene i hans store taske med legetøj, hårpynt og bamser. Han hiver et sort flot hårbånd op af tasken, som han giver mig i gave. Jeg takker mange gange, fjerner min gamle hårelastik, og bruger mine fingre til at samle mit hår til en ny hestehale, denne gang holdt sammen af mit nye hårbånd.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indien ratificerede FN’s børnekonvention for mere end 20 år siden, og der er heldigvis sket forbedringer, men især ude på landet i Indien er der stadig tusindvis af børn og voksne, der ikke kender deres grundlæggende rettigheder.

Piger har højere fravær

Sabnam har ligesom mange andre piger et brændende ønske om at få en uddannelse. Desværre er der i hendes familie ikke tradition for at sende piger i skole, da de helst skal blive hjemme og hjælpe til med husholdningen.

I lighed med Sabnams familie er der mange familier, der tøver med at sende deres døtre i skole. Uddannelse bliver nemlig ofte betragtet som en luksus, da børnenes skolegang ikke bidrager øjeblikkeligt til familiernes økonomi.

Tendensen afspejler sig i de seneste undersøgelser af læsefærdigheder i Indien, der viser, at bare 66 % af Indiens kvinder kan læse, hvorimod over 80 % af Indiens drenge kan læse.

Takket være den fokuserede indsats med undervisning i grundlæggende menneskerettigheder, er det dog lykkedes Sabnam at overbevise hendes forældre om, at hun har ret til at gå i skole og få en uddannelse.

Vi vender tendensen

I samarbejde med vores indiske partner, Alternative for Rural Movement (ARM), underviser vi i alt 1.000 børn i grundlæggende rettigheder. I 20 forskellige landsbyer i Baliapal i delstaten Orissa mødes børnene en gang om måneden og lærer om deres rettigheder. Særligt retten til uddannelse og sundhed står højt på dagsordenen.

For at skabe mest muligt opmærksomhed om børns rettigheder samarbejder vores partner, ARM, også med de lokale medier. Fire gange om året er der et indstik i aviserne, så læserne holdes orienterede om udviklingen indenfor fremme af børns rettigheder.

Børnene arbejder ligeledes med børnerettighedsmagasiner, der er rettet mod alle deres kammerater på skolerne samt deres forældre og undervisere. Målet er at give både børn og voksne viden og brugbare redskaber til at skabe positive forandringer i deres lokalsamfund og på sigt mindske det høje frafald i skolerne.

Uddannelses betydning

Meget forskning tyder på, at når du uddanner en kvinde, uddanner du hele hendes familie. Aktion Børnehjælp giver hver dag redskaber og viden til både piger og drenge, og vi vil gerne hjælpe endnu flere. Vil du være med?