Når enden er ideel

aktionboernehjaelp støt indien uddannelse ARM IMG_2428 Børnerettighedsgrupper

I dag er Sagar en glad dreng på 12 år, han går i skole og han drømmer om at blive politimand, så han kan hjælpe folk og gøre sin mor stolt. Men Sagar har ikke altid haft muligheden for at gå i skole og fokusere på sin drøm – selvom det er hans ret!

Sagar Majhi på 12 år og hans mor fra landsbyen Chada Badhapal, Baliapal, Orissa.

Da Sagar var bare to år gammel, forlod faderen familien, og efterlod Sagar og hans mor. De sidste 10 år har de ikke hørt fra Sagars far. Sagars mor forsøgte i alle disse år at opretholde en tryg barndom for Sagar og sørge for, at han gik i skole. Men som enlig mor, kan det svært at tjene nok. Derfor flyttede Sagar og hans mor hjem til moderens familie. For ikke er bebyrde familien, startede Sagar mors som daglejer og Sagar måtte stoppe sin skolegang ved 6. skoletrin, og arbejde hjemme i huset.

Det er ikke ualmindeligt, at børn bliver taget ud skolen, før de har gennemført. Oftest skyldes det den manglende oplysning om, at det faktisk er en af børns rettigheder at gå i skole. Det var på baggrund af det faktum, at Aktion Børnehjælps partner Alternative for Rural Movement (ARM) begyndte projektet i Baliapal, Orissa. Projektet har blandt andet bestået i at sprede budskabet om børns rettigheder til skolegang. Dette er sket både i børnehøjde, med børnerettighedsgrupper og i voksenhøjde, hvor der er blevet holdt forskellige oplysningsarrangementer for forældre og lærere. Og i netop et af disse oplysningsarrangementer deltog Sagars mor. Efter af have lært om sin søns rettigheder, samt konsekvenserne af, ikke at fuldføre sin skolegang, besluttede hun at Sagar skulle tilbage i skole.

“Selvom vi har meget få ressourcer i familien, vil jeg prioritere Sagars skolegang” fortæller Sagars mor.

I december 2017 afsluttedes det 3-årige projekt, og Sagars historie er bevis på, at projektet har hjulpet! Det er vi virkelig glade for og stolte over.
Lige nu er vores partner ARM i fuld gang med at indsamle data til en stor slutevaluering. Det er vigtig for os, at projekterne evalueres og at de forbedres, hvor de kan, så alle midler bliver brugt på bedste vis.

Udover børnerettighedsprojektet har ARM siden 1997 drevet Idealskolen, hvor udsatte børn, hvis forældre ikke har mulighed for at dække udgifterne for deres skolegang, får gratis undervisning fra børnehaveklasse- til 5. klasseniveau. Idealskolens drift støttes af vores erhvervspartner Bluepack A/S, der gennem flere år har støttet arbejdet med børns rettigheder, specielt med fokus på retten til skolegang. Vi er rigtig glade for støtten, der sikrer skolegang for endnu flere børn, så de som Sagar, kan fokusere på deres drømme.

Husk, at din virksomhed, ligesom Bluepack A/S, altid kan hjælpe os, med at hjælpe andre, ved at støtte vores arbejde. Læs mere her

I sidste måneds nyhedsbrev kunne vi bringe den glædelige nyhed, at endnu et udviklingsprojekt kunne tage sin begyndelse – nemlig fødevaresikkerhedsprojektet “Familier Bekæmper Fejlernæring”

De første skridt
For at skyde projektet i gang var en af vores kernefrivillige, Mette Olsen, i januar på besøg ved vores partner ARM (Alternative for Rural Movement) i Balasoredistriktet i Orissa.
Stemningen ved ARM var meget forventningsfuld, for projektet benytter nye og innovative initiativer, hvor få virkemidler skal skabe store resultater. Det lyder næsten for godt til at være sandt – men det kán lade sig gøre! I tidligere samarbejder, såsom Sanitet og Sundhed, har ARM erfaret at alternative metoder virker.

Jeg er virkelig stolt over vores partner, ARM, og hvor åbne de er overfor nye innovative metoder. ARM er villige til at afprøve det. Det er jo fantastisk! Jeg glæder mig til at se vores partner vokse med opgaven.” beretter Mette, efter besøget ved ARM i januar.

Det første der skulle diskuteres, var projektets endelige målsætninger.

At tænke ud af marken
En af målsætningerne omhandler det at hjælpe landsbyboerne til i højere grad at bliver selvforsynende med varieret, næringsrig kost. Delstaten Orissa ligger i et område, der ofte rammes af oversvømmelser, hvilket resulterer i, at mange afgrøder står under vand i de våde måneder og bliver ødelagte. Derudover kæmper mange bønder med at jorden er udpint. Et af målene for projektet er, at over halvdelen landsbyboerne selv skal dyrke forskellige afgrøder, primært uden for markerne, f.eks. ved at anlægge små køkkenhaver, og derved alligevel kunne få adgang til varieret kost, der dækker ernæringsbehovene.

”Det helt specielle er, at landbruget og køkkenhaver planlægges ud fra ernæringsbehovet i hele husholdningen – ikke ud fra, hvad der kan sælges på markedet. Selvforsyning er helt centralt, når man skal minimere de fattiges sårbarhed”, fortæller Mette.

Når viden skal blomstre
Et andet af hovedmålene i projektet er at kunne sænke antallet af fejlernærede børn under 5 år.
Statistikker viser blandt andet, at omkring 41% af alle børn under 5 år i Orissa er underernærede og at 44% har blodmangel (anæmi). Blodmangel i en tidlig alder kan have alvorlige konsekvenser. For eksempel kan det gå ud over barnets indlæringsevne og svække modstandsdygtigheden overfor infektionssygdomme.
Målsætningen skal nås ved at øge fokus på vigtigheden af ernæring, og ved at gøre varieret og nærringsrig kost tilgængelig f.eks. ved førnævnte køkkenhaver. Alt er bygget op omkring hjælp-til-selvhjælp, og at der sættes et holistisk fokus på fejlernæring.

Baggrunden for målsætningerne
Målsætningerne sættes på baggrund af en grundig gennemgang af den generelle ernærings- og sundhedstilstand i både delstaten Orissa og Indien som helhed, blandt andet via tilgængelige statistikker. Selvom statistikkerne giver en indikator på, den overordnede helbredstilstand, vurderer vores partner ARM er helbredet blandt flere af landbyboerne i Balasoredistriktet er endnu værre end nationens og delstatens gennemsnit.
Derfor er det næste skridt for projektet, at indsamle sundheds- og landbrugsmæssige data om netop landsbyboerne i Balasoredistriktet. Undersøgelsen skal munde ud i en mængde grunddata, der fortæller om landsbyboernes helbredstilstand.
Disse data bruges til, løbende at evaluere, om projektet skaber fremskridt og muliggør, at vi ved projektets slutdato kan påvise præcis, hvor store forandringer projektet har bevirket, og hvorvidt projektet har efterlevet målsætningerne.

Glæd dig til at følge projektets udvikling og at komme med, helt ”Familier Bekæmper Fejlernæring”.

 

 

Selvtilliden gror

Børnerettighedsklubberne i Villupuram, Tamil Nadu, får selvtilliden blandt børnene til at gro! Se selv i denne video.

aktionboernehjaelp støt ARM rettigheder sundhed WC

“Giving a woman tailoring opportunity is not empowering, it is “just” a skill. But giving a woman an opportunity to grow personally – that is TRUE empowerment.”

Sådan beskriver projektkoordinator Sabitri Jena’s mand, den udvikling han har oplevet ved sin kone, siden hun startede arbejdet som projektkoordinator for projektet ’Sanitet og Sundhed’ i Balasoredistriktet i delstaten Orissa.

Sanitet- og sundhedsprojektet viser tydeligt positive resultater af det arbejde vores partner ARM gør, for at skabe viden og derved ændre lokalbefolkningens vane med at besørge i det fri. Vi har tidligere bragt en artikel om konsekvenserne af dårlige sanitære vaner og hvordan de kan brydes, som du kan læse her .

I denne artikel skal du møde Sabitri, der på egen krop har mærket nogle af disse konsekvenser og bruger denne erfaring som motivation til sit arbejde ved ARM.

Når konsekvenserne af dårlig sanitet kommer tæt på 

I foråret 2017 var Sabitri 4 måneder gravid, da hun pludselig blev syg med diarré og opkast. For at slå symptomerne ned, fik hun to indsprøjtninger af sin læge, men tilstanden forværredes og hun endte med at tabe det ufødte barn. Sabitri blev indlagt på hospitalet, hvor lægerne kunne fortælle hende at hun var blevet syg, som følge af ringe sanitet, og at årsagen til, at hun tabte barnet var den høje dosis indsprøjtninger hun fik af sin lokale læge. Månederne efter tabet var hårde for Sabitri.
Men hun valgte at bruge de personlige oplevelser til at hjælpe andre og arbejder derfor motiveret og hårdt på, at forbedre det generelle sanitetsniveau. Hun er et godt forbillede i sin stilling som projektkoordinator.

At tage nye udfordringer op 

Sabitri var ikke fagekspert, da hun begyndte arbejdet som koordinator på sanitet- og sundhedsprojektet. Næsten alt ved hendes nye stilling var nyt. Lige fra teamledelse til de metoder projektet følger, var opgaver Sabitri ikke havde håndteret før. I begyndelsen snakkede Sabitri ikke med nogen, om de problemer hun oplevede. Det var stressende for hende og hun begyndte at betvivle sig selv og sine kvalifikationer – hun begyndte endda at opsøge andre jobs. Da hun endelig åbnede op for sine kollegaer ved ARM svarede de: “YES, you CAN do it!” og insisterede på, at hvis Aktion Børnehjælps kvindelige projektkoordinatorer kan, så kan Sabitri også.  Siden da, har Sabitri fået hjælp til at lære alle de nye færdigheder, som hun nu mestrer.

 “I am very strengthened from this project and have much confidence that I am capable of doing everything!”, fortæller Sabitri.

Det er ikke bare Sabitri selv, der har mærket en forskel. Hendes mand kan se, hvor meget Sabitri er vokset med opgaven og han er meget stolt af det arbejde Sabitri, hendes kollegaer og Aktion Børnehjælp gør, og han påpeger at dét er rigtig og brugbar kompetenceopbygning.

 

 

Hvordan kan vi gøre en endnu større forskel?
Det spørgsmål stillede Aktion Børnehjælp sig selv, da vi i 2016 skulle formulere vores nye Programstrategi for 2017-2022. Som organisation har vi arbejdet med at mindske ulighed og fattigdom i Sydindien i over 50 år ved at støtte skoler, børnehjem, undervisningscentre for unge, børnehaver, lektiecaféer og meget mere. Vi står efter 50 år med det samme mål om at hjælpe udsatte børn og unge i Indien til at få adgang til sundhed, fødevaresikkerhed og uddannelse.

Men Indien ser ikke længere ud som for 50 år siden. Det gør betydningen og forståelsen af ’hjælpearbejde’ og ’udviklingsarbejde’ heller ikke. Vi spørger derfor os selv og vores indiske partnere: Hvilken forskel har vores projekter gjort hidtil? Hvordan kan de forbedres, så vi når endnu flere mennesker? Hvordan kan de være med til at sikre, at lokale myndigheder tager deres ansvar? Hvordan kan den lokale befolkning inddrages endnu mere og tage mere ejerskab over projekterne, så vi som NGO på sigt er overflødig?

En transformation til udviklingsprojekter
Vores fadderskabsprogram er et levende eksempel på hvordan vi kan hjælpe det enkelte barn til uddannelse og sundhed. Den forskel vi har skabt for fadderskabsbørnene, ønsker vi nu at skabe for endnu flere børn og unge i Indien. Men det ville hverken være økonomisk eller socialt bæredygtigt blot at stifte flere skoler og børnehjem som et parallelsystem til statens sociale ydelser. I stedet ønsker vi at styrke vores partnere i Indien – som er en del af civilsamfundet – i at holde staten op på det ansvar, den er forpligtet til.

Når Aktion Børnehjælp påbegynder nye projekter, er de derfor udviklingsprojekter, som tager udgangspunkt i at forøge viden og ressourcer hos målgruppen, så de selv kan bestemme hvornår, hvordan og hvorvidt de ønsker at gøre en forskel i deres eget liv. Udviklingsprojekter er karakteriserede ved en afgrænset periode, et fastlagt budget for hele projektet samt målet om at skabe en forandring, der kan vare ved, efter at NGO’en har trukket sig ud. Udviklingsprojekter fokuserer på at skabe en holdningsændring hos den befolkningsgruppe man arbejder med gennem oplysningsarbejde og fortalervirksomhed (advocacy) med lokale myndigheder.

Eksempler på vores udviklingsprojekter er Børn, kend jeres rettigheder! og Sanitet og Sundhed.

Transformation af Børnehaver og Lektiecaféer for oprindelige folk
De eksisterende projekter – skoler, børnehjem osv. – skal på sigt transformeres, så de kan skabe en større forskel for flere børn og unge. Men det tager tid og ressourcer at transformere et projekt på en måde, der ikke lader nogen i stikken – hverken de børn og unge, der har gavn af vores projekter eller vores lokale partnere. Derfor er der lagt en plan for, hvordan hvert af Aktion Børnehjælps seks løbende projekter skal analyseres grundigt, hvorefter vi i samarbejde med den pågældende partner planlægger en strategi for enten en transformation og udvikling eller en afslutning af projektet.

Det første projekt under luppen er Børnehaver og Lektiecaféer for oprindelige folk i Tamil Nadu. Dette projekt har siden 2007 givet 0-6-årige børn mulighed for at gå i børnehave og 6-12-årige børn mulighed for lektiehjælp. Oprindelige folk i Tamil Nadu er diskriminerede i en grad, der gør, at de hverken har lyst til eller mulighed for at benytte sig af regeringens eksisterende børnehaver. Desuden er de dele af landsbyerne, hvor de bor, geografisk isolerede fra resten af byen, og de migrerer ofte for arbejde, hvilket gør at børnene ikke går i skole i længere perioder. Alle disse problemstillinger skal der tages højde for, når Aktion Børnehjælp og vores partner, CECOWOR, i samarbejde udarbejder et udviklingsprojekt, der kan transformere det løbende projekt og gøre hjælpen til disse børn både finansielt og socialt bæredygtig. Sammen med partneren fokuserer vi nu på at analysere grundlæggende årsager til de problemer, som børn fra disse oprindelige befolkningsgrupper står overfor, såsom diskrimination og mangel på adgang til offentlige ydelser. Hvis vi adresserer disse problemstillinger, kan vi gøre en større forskel for flere børn og unge.

aktionboernehjaelp ARM ernaering sundhed indien støt

Ernæring og økologisk landbrug i fokus
Det er en basal menneskeret ikke at gå sulten i seng. Alligevel sulter ca. 200 millioner mennesker i Indien. I Aktion Børnehjælp arbejder vi derfor for at sikre fødevaresikkerhed med tilstrækkelig og nærende måltider for de mest udsatte. Men vi leverer hverken sække med mad eller dyre landbrugsmaskiner. Vi støtter børnefamilierne, så de får mulighed for arbejde og producere sig selv ud af fattigdom og få nærende mad på bordet – både i dag og langt ud i fremtiden.

Fødevaresikkerhed for hundredvis af børnefamilier
Aktion Børnehjælp starter i disse dage i januar 2018 et nyt projekt i samarbejde med vores lokale indiske partner, ARM, om at sætte fokus på fødevaresikkerhed og bæredygtigt landbrug.
Projektet har til formål at sikre næringsrig mad blandt Indiens fattige landsbybeboere i et af Indiens mest udsatte områder, og hvor langt de fleste har landbrug som primær indtægtskilde. Vi arbejder med ca. 14.500 landsbyfolk, hvoraf 400 af disse kapacitetsopbygges og får specifik ernærings- og landbrugstræning og skal være med til at præge udviklingen i landsbyen. Her kommer kvinderne til at spille en central rolle.

Ernæring og økologisk landbrug i fokus
Projektet skal først og fremmest bevidstgøre lokalbefolkningen om underernæring, fejlernæring, ernæring under graviditet og af spæd- og småbørn. Projektet skal oplyse de lokale om ernæringsmæssige årsags- og effektsammenhænge og motivere dem til at handle for at forbedre deres situation. Bønderne organiseres i mindre grupper, hvor de arbejder sammen og lærer af hinanden. I grupperne trænes og støttes de i at lave køkkenhaver og forbedre deres produktion på marken ved hjælp af simple bæredygtige og økologiske landbrugsmetoder.

En mulighed for forandring
Som det er i dag, er bønderne i en meget dårlig situation. Tilbagevendende oversvømmelser og ugunstige vejrforhold gør, at bønderne ofte mister deres afgrøder. Dette tvinger dem ind i en negativ gældsspiral for at overleve, og de føler sig nødsaget til at sælge til lave priser, da de bliver presset af forhandlere, de står i gæld til. Gennem projektet får bønderne mulighed for at spare op og tage små lån, og der introduceres vandresistente ristyper, som kan klare op til 15 dage under vand uden at gå til grunde. Resultatet er selvforsyning i op til 12 måneder frem for 2-5 måneder om året. Dette er bare én af måderne, vi vil støtte lokalbefolkningen mod større fødevaresikkerhed. Der skal også sættes fokus på køkkenhaver, så de kan supplere deres fødevareindtag med nærende grøntsager.

Projektets realiseres i Baliapal block, Balasore distrikt, Orissa, Indien i samarbejde med Alternative for Rural Movement.
af mette olsen

Torben Ibsen er en af Aktion Børnehjælps frivillige fadderskabsadministratorer. Han sørger for, at dine bidrag kommer det rigtige sted hen. Men lave omkostninger kan vi tilbyde et af Danmarks billigste fadderskaber – fra 140 kr. om måneden kan du hjælpe et barn til en uddannelse. Bliv fadder her!

Aktion Børnehjælp og partnerorganisationen CECOWOR har stiftet rettighedsklubber. Efter at være blevet medlemmer, drømmer mange børn om at gøre noget godt for andre.

aktionboernehjaelp støt uddannelse rettigheder indien

Skrevet af Aktion Børnehjælps projektgruppe for projektet “Children, Know Your Rights!”

Den 18. november 2017 havde næsten 500 mennesker trodset den brændende middagssol i byen Gingee i Tamil Nadu for at stå komplet stille i en time. Det gjorde de for at vise, at de er imod børnemisbrug. To af Aktion Børnehjælps repræsentanter var med, da politiet ved denne demonstration for første gang offentligt anerkendte børnemisbrug som et problem i Gingee.

Fra landsbyboere til politi og medier
Til demonstrationen, som bestod af en ‘mur’ af mennesker med skilte og en kæmpe megafon der råbte slogans, deltog repræsentanter fra både myndigheder, små og store NGO’er, fagforeninger, skoler – og selvfølgelig almindelige mennesker. Demonstrationen var organiseret af Childline, den indiske ‘børnetelefon’. Det er Aktion Børnehjælps samarbejdspartner, CECOWOR, som driver børnetelefonen i Gingee.

Da vi fra Aktion Børnehjælp så politiets tilstedeværelse ved en demonstration, opfattede vi det som ren rutine. Da de delte vand og kiks ud, tog vi taknemmeligt imod. Og da de var med til at råbe slogans i højtalerne, tog vi det som en naturlig del af eventet. Vi lærte dog senere, at meget af dette er helt nyt og er et resultat af CECOWOR’s arbejde med at inddrage myndighederne så meget som muligt – for det er dem, der har det største ansvar når det kommer til emner som børnerettigheder. Det var nemlig første gang, at politiet delte gratis vand og snacks ud til en demonstration i Gingee, og første gang at de offentligt indrømmede, at børnemisbrug var et problem i området. Dagen efter demonstrationen var der skrevet om den i tre aviser, én af dem på distriktniveau.

Børn! Kend jeres rettigheder!
Aktion Børnehjælp og CECOWOR samarbejder om projektet “Børn, kend jeres rettigheder!”, og det er takket være dette projekt, at folk fra landsbyer langvejs fra også var dukket op til demonstrationen. Mange børn i Indien kender nemlig ikke deres rettigheder, såsom deres ret til beskyttelse mod misbrug. Projektet “Børn, kend jeres rettigheder!” sigter efter, at børnene lærer om og forstår deres rettigheder, og inkluderer samtidig lokalsamfundet, så børnenes aktivisme får de nødvendige udfald. Efter to års arbejde er der sket store ændringer. Børnene er nu bedre informerede og er bedre rustet til at sige fra, når de oplever, at deres rettigheder krænkes. Lokalsamfundet, f.eks. det lokale politi og lokale politikere, forstår bedre deres ansvar med at opretholde børns rettigheder. Demonstrationen i Gingee er et godt eksempel. Børnene er klar til at skabe forandring. De har lyst og evne til at omsætte deres viden til praksis – og gøre noget for andre.

Arrangementer som demonstrationen i Gingee er vigtige, da de ikke blot er symbolske handlinger for de medvirkende, men tydelige tegn på at arbejdet med at informere børn om deres rettigheder er brudt igennem væggene i børnerettighedsklubberne og har spredt sig ud i gaderne. Når vi skal forholde os til en problemstilling, som eksempelvis manglende børnerettigheder i Tamil Nadu, advokerer vi derfor for en tilgang, hvor vi ikke blot peger fingre ad problemet og enkelte individer men prøver at forstå, hvilke lokale institutioner dele af problemet udspringer fra. Ved at arbejde med problemstillingen ud fra et sådant holistisk perspektiv, sker forandringen ikke blot som en midlertidig indført regel men slår rødder i lokalsamfundet.

Et vidt favnene projekt med langsigtet effekt
Aktion Børnehjælps arbejde foregår netop ud fra præmissen om, at forandring skal tage udgangspunkt i børnenes hverdag og liv – og vigtigst af alt i samarbejde med landsbyerne som den vigtigste ramme for børnenes tilværelse. I det område Aktion Børnehjælp arbejder, har der ikke tidligere været et stort fokus på børns rettigheder, og der er erfaring med at børnene i området bliver ofre for forskellige former for krænkelse – det værende i forhold til børnearbejde, tidligt ægteskab eller misbrug. Det er denne virkelighed som Aktion Børnehjælp har taget fat i. Fremfor blot at agere som vagthund og påpege alt det, som er galt, forsøger Aktion Børnehjælp at skabe forandring ved en holistisk indsats, som skal engagere alle, fra børnene selv til dem, der er højest på strå i landsbyen. Projektet inkluderer nemlig ikke kun børn, men også forældre, landsbyformænd, spirituelle ledere, det lokale politi med flere. Faktisk er det muligt for hele landsbyer at blive erklæret for ”Child Friendly Villages”.

Ved ikke blot at holde lange foredrag om børnerettigheder som klasseundervisning, men også opfordre til læring gennem lege, konkurrencer i lokalsamfundene og møder med f.eks. den lokale politiinspektør, oplever børnene, at de og verden omkring dem har samme mål – at sikre deres rettigheder nu og i fremtiden. Denne gensidige forståelse er en vigtig brik i at skabe udvikling og forandring, der eksisterer selv efter, at Aktion Børnehjælp ikke længere er en del af projektet.

For at vende tilbage til demonstrationen, var der også mange børn fra Aktion Børnehjælps børnerettighedsklubber tilstede. For 2 år siden vidste de børn ikke, at der fandtes børnerettigheder. I dag, med deres lokalsamfund i ryggen, er de i stand til at kæmpe, ikke blot for deres egen, men også for andre børns ret til skolegang og børneliv.
Hvad kan de så ikke opnå i fremtiden?

Children! Know Your Rights er et igangværende projekt og ved at støtte Aktion Børnehjælps arbejde, kan du være med til at sikre, at endnu flere børn i fremtiden kan kæmpe for deres rettigheder.

rettigheder aktionboernehjaelp uddannelse støt indien IMG_9083

Af ambassadør, Sidsel Lieknins Vestertjele

En lærers blik på uddannelse i Indien
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere.
Læring og uddannelse er dynamiske begreber, der ændrer sig efter tid, kontekst og kontinent.
Derfor er det svært for mig, som uddannet folkeskolelærer, og nu studerende i pædagogisk antropologi, at opridse forskellen på uddannelse i Danmark og Indien. Jeg har, siden jeg blev stillet opgaven at skrive denne artikel, bladret adskillige akademiske dokumenter, Googlesøgninger og undervisningsbøger igennem for at kunne fortælle, hvordan jeg betragter Indien og Danmark med uddannelsesblik. I 2016 besøgte jeg to af vores børnehjemsskoler i Indien sammen med bestyrelsesformand Rune-Christoffer. Jeg ankom både som ung lærerstuderende, ambassadør for Aktion Børnehjælp, og med en baggrund som bortadopteret indisk barn, der selv tilbragte sit første halvandet leveår på et børnehjem i det vestlige Indien. Jeg gik dermed ind i rejsen med mange forskellige følelser, blik, forventninger og faglig viden. Men efter min rejse har jeg indset, at både danske og indiske skoleledere og skolelærere tror på mange af de samme visioner og ligeledes forsøger at imødekomme disse i en kompleks skolehverdag, hvor mennesker skal være mennesker med hinanden, og børn gøres til elever.

Forskellen på indiske og danske skoler
En umiddelbar forskel på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, er nem at spotte: I Indien undervises nogle elever i skyggen fra et træ, mens kun en varm brise gør de 40 graders varme mindre trykkende. I Danmark ville udendørsundervisning kun ske som et aktivt og bevidst valg væk fra et klasselokale – og aldrig under så høje temperaturer. I den danske folkeskole har jeg både set og selv praktiseret meget varieret undervisning med gruppearbejde, individuel opgaveløsning, læreroplæg, elevperformances og aktive undervisningsformer. Dette så jeg sjældent i Indien, hvor læreren primært underviste med pegepind foran tavle og lyttende skolebørn. Jeg havde mange samtaler med indiske lærere og ledere om, hvordan undervisning kan udøves forskelligt og lyttede interesseret til deres ambitioner om at danne eleverne og møde dem, hvor de var. Senere opdagede jeg, at indiske lærere og ledere ofte legede med eleverne i pausen, hvilket jeg ikke på samme måde har set i Danmark. Jeg blev fortalt, at dette blev gjort i et bevidst forsøg på at skabe tillid mellem lærere og elever, og min oplevelse var, at denne intention også lykkedes. De fleste elever var ofte åbne, søgende og interesseret i at lege med de besøgende. Dette tolker jeg som en indikation på trivsel.

Elever i sorg og trivselsarbejde er vigtig i en uddannelsessammenhæng
Men hvad betyder dannelsestanker og undervisningsformer, hvis hverken trivsel eller de basale livsbetingelser er sikret for alle? I min bacheloropgave undersøgte jeg, hvilken betydning relationsarbejde kan have for elever i sorg på en dansk og en indisk skole. Relationsarbejde skulle i denne sammenhæng forstås som de tiltag, en leder kan iværksætte på en skole for at fremme tillid mellem lærer og elev. Gennem interviews med mine udvalgte skoleledere blev jeg opmærksom på, at kontakten til barnets familie var vigtig i forsøget på at imødekomme elever, der havde mistet en eller begge forældre. I Folkeskolens Formålsparagraf, hvilken alle danske lærere stifter bekendtskab med og skal forholde sig til, står der blandt andet, at folkeskolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere […]. Det interessante er dog, hvordan dette imødekommes, når en forælder har begået selvmord, er blevet dræbt, er syg, eller har forladt barnet. Hvem skal være dén anden, der hjælper barnet, og hvordan mødes et barn i sorg? Dette må vi interesse os for. Et pædagogisk udtryk går på, at nogen vil noget med nogen eller nogen vil noget med noget. Dette gør sig gældende blandt både lærere og ledere på de danske og indiske skoler, jeg har besøgt, og som alle har ambitioner, intention og ønske om at skabe de bedste betingelser for netop deres elevers uddannelses- og dannelsesmuligheder.

En stor forskel på et lille sted
Det er noget helt særligt, når lærere gør børn til elever. Men det er næsten endnu smukkere, når elever gør voksne til kompetente undervisere. Uddannelse er både indlæringsmuligheder, vidensudveksling, dannelse og trivsel. I en undervisningssammenhæng må læreren derfor altid overveje sin praksis med kritisk og konstruktivt blik for hele tiden at dygtiggøre sig. Og her bliver elevernes feedback en fantastisk mulighed for at se, hvor ændringer kan foretages for både lærer og elev. Alle børn i verden fortjener muligheden for at uddanne sig – men mest af alt fortjener alle børn i verden en sund og god opvækst med både omsorg og tryghed. Derfor vil jeg igen takke alle for at støtte Aktion Børnehjælp – Vi gør en stor forskel på et lille sted!