aktion_boernehjaelp_moonchild_yoga_wear_manu_sareen

Aktion Børnehjælps ambassadører, Manu Sareen og Cilja Sareen, modtog i lørdags denne flotte check fra Moonchild Yoga Wear på vegne af Aktion Børnehjælp. Det foregik til Copenhagen Yoga Festival, som du kan læse mere om her.

MoonChild Yoga Wear har base i Århus og producerer eksklusivt yoga- og fitnesstøj. De har samarbejdet med Aktion Børnehjælp siden 2016. Som firmaets kreative direktør, Louise Wang Nielsen, udtrykker det: “Hos Moonchild Yoga Wear vil vi gerne give noget videre til sårbare børn”. Yogatøj-producenten har derfor valgt at dele af deres overskud skal gå til Aktion Børnehjælp, som arbejder med børns rettigheder i yogaens oprindelsesland, Indien.

Hvad kan pengene gøre?
Støtte fra firmaer som Moonchild Yoga Wear gør en kæmpe forskel for Aktion Børnehjælps arbejde. Helt konkret kan de 25.000 kr. nå ud til flere hundrede skoleelever i alderen 10-17 år, som bor i 20 forskellige landsbyer i Sydindien. Disse børn vil lære om børnerettigheder, især om deres ret til til skolegang, og om at det er ulovligt at diskriminere mellem drenge og piger. At undervise børn i deres rettigheder er vigtigt, hvis vi skal sikre langsigtet udvikling i de områder, vi arbejder i. Både børn og forældre bør kende til deres rettigheder og til hvilke myndigheder, der har pligt til at opfylde dem. Uddannelse skal altså ikke blot ‘gives’ – børn og forældre skal også forstå hvorfor uddannelse er vigtigt. På den måde sikrer vi, at værdierne omkring uddannelse og rettigheder bliver videregivet over generationer. Derfor arbejder Aktion Børnehjælp og vores lokale partnere både med at oplyse børn og forældre om deres rettigheder, men også med de lokale myndigheder, ved at holde dem op på deres forpligelser. Ved hjælp af bl.a. børnerettighedsgrupper, skaber Aktion Børnehjælp ringe i vandet: vi når ikke kun ud til de børn vi snakker med og uddanner, men sørger også for at de lærer fra sig, så forståelsen omkring vigtigheden af uddannelse spredes.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tusinde tak til Moonchild Yoga Wear, hvis støtte gør vores arbejde med børnerettigheder muligt.

Du kan læse mere om Moonchild Yoga Wear på deres hjemmeside.

 

Photo rights
COPYRIGHT RICARDO RAMIREZ PHOTOGRAPHY
ALL RIGHTS RESERVED.
www.ricardo-ramirez.com / info@ricardo-ramirez.com / Mobil: +45 28 59 62 70

copenhagen_yoga_festival_aktion_boernehjalp

Solen skinnede (næsten) hele weekenden, da Aktion Børnehjælp slog telt op på Copenhagen Yoga Festival på Tiøren på Amager den 25.-27. august 2017. Her kom yoga-entusiaster fra hele verden for at deltage i de mange workshops, spise vegetarisk mad, købe yogaudstyr og meget mere – og så kunne de også besøge Aktions Børnehjælps bod og lære mere om vores rettighedsarbejde arbejde i yogaens oprindelsesland, Indien.

Yogaens og børnenes land

Mange yogadyrkere forbinder Indien med guruer og asanas, men Indien er også børnenes land. Næsten 40 % af Indiens befolkning er under 18 år. Disse børn udgør et kæmpe potentiale for Indiens fremtid, men de har ikke mange chancer for at arbejde deres land ud af fattigdom, hvis de ikke har en uddannelse. Desværre er der stadigvæk millioner af børn i Indien, der dagligt får krænket deres ret til uddannelse, sundhed og nærende kost. Ifølge FN går omtrent 200 millioner indiske børn sultne i seng hver dag. Halvdelen af Indiens børn er så underernærede, at de ikke opnår fuld kropsvækst. Ved at fokusere på rettighedsoplysning i tæt samarbejde med lokale partnerorganisationer, er Aktion Børnehjælp med til at ændre på disse statistikker. På Copenhagen Yoga Festival kunne festivaldeltagerne således støtte et godt formål mellem de mange solhilsener, omvendte hunde og krigere. Vi havde også flere yngre besøgende i vores bod, som mellem deres børneyogaworkshops kunne få en bindi i panden eller vælge en velduftende røgelsespind.

Manu Sareen om stress, yoga og Indien
Lørdag eftermiddag havde vi besøg af vores ambassadører, Manu Sareen og Cilja Sareen. De deltog i en uformel snak med formanden for Aktion Børnehjælps Venner, Eva Løvschall Haugaard, og interesserede festivalgæster. Snakken kom forbi alt fra stress, Indien og kulturforskelle, til børns rettigheder, uddannelse og yoga på skoleskemaet.

Både Manu og Cilja har besøgt Aktion Børnehjælps projekter i Indien, og de fortalte af egne erfaringer hvor vigtigt det er at støtte børn fra marginaliserede grupper i Indien. De opfordrede også festivaldeltagerne til at købe deres yogatøj fra MoonChild Yoga Wear, som støtter Aktion Børnehjælp. Efter snakken overrakte Moonchild Yoga Wear en flot check på 25.000 kr. til Aktion Børnehjælp. Læs mere her.

Tak for støtten!
Mange festivaldeltagere valgte at give deres bidrag til børns rettigheder i Indien. Tusind tak for den gode karma på Copenhagen Yoga Festival!

 

Photo rights
COPYRIGHT RICARDO RAMIREZ PHOTOGRAPHY

ALL RIGHTS RESERVED.
www.ricardo-ramirez.com / info@ricardo-ramirez.com / Mobil: +45 28 59 62 70

aktionboernehjaelp_yoga_udsatte_indien 0717_1

Hvad har Copenhagen Yoga Festival, Moonchild Yoga Wear og Manu Sareen til fælles?
Alle tre støtter uddannelse og sundhed for udsatte børn i Indien!

Den 25.-27. august løber Copenhagen Yoga Festival 2017 af stablen på Tiøren ved Amager Strandpark i København. Her kommer øvede og uøvede yoga-interesserede fra ind- og udland til en weekend fuld af fællesskab, workshops, fordybelse og masser af inspiration. Igen i år har Aktion Børnehjælp et telt på festivalpladsens område A, ved siden af Moonchild Yoga Wear, hvor vi vil stå klar til at fortælle festivalgæsterne om vores arbejde i Indien – yogaens land.

Vores aktiviteter på festivalen

På festivalen har vi et spændende debatarrangement. Eva Løvschall Haugaard, formand for Aktion Børnehjælps Venner, har samtaler med vores ambassadør, Manu Sareen, om Indien og hans rolle i Aktion Børnehjælp. Manu Sareen vil også fortælle om sin personlige erfaringer med stress, og hvordan yoga kan være en stor hjælp, hvis man er ramt af stress. Vores anden ambassadør, Cilja Sareen, kommer også og giver hendes vinkel på behovet for hjælp i Indien, og hvorfor hun også er ambassadør for Aktion Børnehjælp. Der vil være god mulighed for at publikum kan stille spørgsmål til ambassadørerne, så vi håber på en inspirerende dialog og debat.
Udover vores arrangement med ambassadørerne vil en gruppe af Aktion Børnehjælps frivillig hele weekenden sprede budskabet om Aktion Børnehjælps indsats for udsatte børn i Indien. Vi vil uddele foldere om vores arbejde til de besøgende i vores telt, hvori de blandt andet kan læse om, hvordan vores arbejde med lokale indiske partnere har skabt bedre livsvilkår for tusinder af fattige og marginaliserede børn i Indien. Vi håber at få nogle gode snakke med festivaldeltagerne om de gode resultater, som allerede er skabt, og hvorfor det fortsat er vigtigt at støtte børn og unges rettigheder i Indien.

Donationer på festivalen

Til festivalen er der rig mulighed for at dyrke yoga, spise sundt, høre lækker musik og samtidig støtte et godt formål i vores telt. Til festivalens gæster uddeler vi en lille gave og håber, at mange vil tage godt imod den, så vi sammen kan skabe en bedre fremtid for de udsatte piger og drenge. I lidt over et år har Aktion Børnehjælp haft et forrygende samarbejde med Moonchild Yoga Wear, der er et dansk tøjmærke, der producerer tøj til yoga og fitness på miljøvenlig vis. Vi glæder os meget til at møde Moonchild Yoga Wear på festivalen, hvor den kreative direktør Louise Wang Nielsen vil overrække en flot check på 25.000 kr. til Aktion Børnehjælp.

Find os på pladsen

Det er muligt at følge med i Aktion Børnehjælpes aktiviteter på festivalen via vores forskellige medier. Her vil vi løbende lægge billeder og små anekdoter op. Så følg endelig med på vores Facebook side, Instagram profil og hjemmeside eller kig forbi vores telt på festivalpladsen – her er gratis adgang for alle. Kan i ikke deltage men brænder inde med et godt spørgsmål, vi kan stille ambassadørerne, tager vi gerne imod.

Blomsterbinder på busstationen

På busstationen i den mellemstore by Gingee i Villupuram distriktet i Tamil Nadu i Sydindien er der, som på alle andre busstationer, fyldt med travle mennesker der enten er på vej til arbejde, på besøg hos en ven eller måske på vej ud for at handle til aftensmaden. Larmen fra dyttende motorcykler og busser der forsøger, trods menneskemængden, at køre enten ind eller ud af busstationen er gennemtrængende men passer til støjen fra resten af byen. Omkring den varme og støvede plads er der små stande, der sælger vand, juice, peanuts organiseret i store bunker, kiks og andre nødvendigheder til den rejsende. På jorden, bag en af disse mange stande, sidder 12-årige Kumar og iagttager den travle menneskemængde, der trasker hen over pladsen. Han arbejder i en blomsterbutik, der sælger hjemmelavede blomsterklaser, som bruges flittigt af mange indere enten til hårpynt, på tøjet eller som dekoration ved templer. Kumar er et af de titusindvis af børn i Indien, der arbejder i stedet for at gå i skole.

Vilkårene for mange fattige familier

Kumar kommer fra en fattig familie i den lille landsby Alampundi udenfor Gingee. Både hans mor og far arbejder som daglejere og får kun udbetalt omkring 30 kroner om dagen. De penge skal række til at forsøge familien på 2 voksne, Kumar på 12 år og hans to ældre søskende. Hans far er alkoholiker og bruger en stor del af familiens sparsomme indkomst på at købe alkohol. Hans mor forsøger at tjene ekstra penge ved at lave de populære kæder af blomster. En dag, da moderen er i Gingee sammen med Kumar for at sælge blomsterpynten, tilbyder en butiksejer på busstationen i Gingee, at Kumar kan arbejde for ham ved at lave blomsterkæder. Kumar bryder sig ikke om skolen, og familien kunne godt bruge de ekstra penge, så Kumar begynder at arbejde hos manden til en løn på 12 kroner om dagen. Efter busbilletten til og fra landsbyen og ind til Gingee by er betalt, er hans indkomst nede på 10 kroner. Kumar arbejder 12 timer om dagen i baglokalet på busstationen med at flette, nive og binde blomster sammen til pynt der kan sælges. Efter en lang arbejdsdag gør hans fingre ondt.

Håb for fremtiden

Efter at Kumar har arbejdet 4 måneder på busstationen i Gingee, træder en af landsbybeboerne fra Kumars landsby en dag ud af en bus på stationen, hvor han får øje på Kumar, der sidder i skrædderstilling i baglokalet af en butik og laver blomsterpynt. Landsbybeboeren ringer omgående til medlemmerne af den lokale landsbykomite, der beslutter sig for at kontakte Aktion Børnehjælps lokale partner CECOWOR i Gingee. I fællesskab tager medlemmer af landsbykomiteen og Aktion Børnehjælps partner ud til Kumars far i landsbyen og informerer om Kumars ret til skolegang, og drøfter hvor vigtig uddannelse er for Kumars fremtid. Faderen er enig, og Kumar stopper derfor med at arbejde i butikken på busstationen og begynder i skole igen.

Kumar er stadig ikke vild med at gå i skole men drømmer om at blive chauffør. For at kunne blive det, skal man være 18 år og have færdiggjort 10. klasse. Kumar har derfor aftalt med sin forældre og landsbyboerne, at han går i skole indtil han er 18 år, og derefter vil de i samarbejde hjælpe ham med at blive chauffør.

Et stærkt samarbejde skaber resultater

Kumars historie er langt fra usædvanlig. I indien arbejder tusindvis af børn i stedet for at gå i skole. Kumars historie er et eksempel på den store betydning det har, at engagere hele lokalsamfundet i børns skolegang og motivere og oplyse både forældre og børn om vigtigheden i at gå i skole. Også selvom pengene er små og selvom skolen ikke altid er sjov. Netop disse faktorer har vi i Aktion Børnehjælp fokus på i vores projekter. Ved at involvere hele lokalsamfund har vi fået skabt særdeles gode resultater og har i høj grad medvirket til at mindske antallet af børn som Kumar, der dropper ud af skolen for at arbejde.

Indien er et af de lande i verden, der har den højeste rate af børneægteskaber. Omkring 47% af piger i Indien bliver gift, inden de er fyldt 18, mens ca. 18% bliver gift før deres 15 års fødselsdag. Årsagerne til børneægteskab er mange, men skyldes hovedsageligt faktorer som fattigdom, kulturelle normer og traditioner, usikkerhed og ulighed mellem kønnene.

Hvorfor giftes børn væk?

Der er mange forskellige grunde til, hvorfor det indiske samfund praktiserer børneægteskab, og forældre vælger at gifte deres børn væk i en meget tidlig alder. En del af forklaringen er formentlig, at børneægteskab har fundet sted i Indien i hundredvis af år, og bliver derfor set af mange som en uskadelig kulturel og traditionel praksis. I mange områder af Indien er det blevet en central del af samfundets liv og identitet, som der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Mange forældre gifter deres døtre og sønner væk, fordi de ser det som værende i deres barns bedste interesse, og en måde hvorpå de kan sikre deres fremtid. Mange unge piger er bl.a. i højrisiko for overgreb og misbrug, og ægteskab anses i mange tilfælde som den bedste mulighed for at beskytte mod det.

Fattigdom er også en forklaring på, hvorfor forældre vælger at deres børn skal indgå i ægteskab. Piger bliver ofte set som en økonomisk byrde for familien, hvor ægteskab er en måde hvorpå familien kan reducere deres omkostninger. Derudover eksisterer der mange kulturelle normer og forventninger til kvinder og pigers rolle i det indiske samfund. Kvinders rolle er ofte begrænset til at være en datter, hustru eller mor, der er betragtet som hendes fars eller mands ejendom. Kontrol over piger og kvinders seksualitet kan også siges at være en indflydelsesrig faktor i traditionen for børneægteskaber. Tidligt ægteskab har ofte til formål at minimere risikoen for ukorrekt kvindelig seksuel adfærd og for at beskytte familie fra den skam, som dette medfører. Derfor er mange ægteskaber arrangeret omkring puberteten.

Børneægteskab er forbudt ved lov

Børneægteskab er blevet praktiseret i Indien i hundredvis af år, men betragtes som en grov overtrædelse af menneskerettighederne. Også ifølge indisk lovgivning er ægteskab for en pige under 18 år og for en dreng under 21 år forbudt. Børneægteskab ikke er nedskrevet direkte i international lovgivning, men i både FN’s Børnekonvention fra 1989 og i Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder fra 1979, er der nævnt bestemmelser, som børneægteskab strider imod. Der er bl.a. en række bestemmelser omhandlende ophævelsen af traditionelle praksisser, der kompromittere børns sundhed. Derudover strider børneægteskab mod andre rettigheder, såsom retten til at frit kunne udtrykke sine synspunkter, retten til beskyttelse mod alle former for misbrug, og retten til at blive beskyttet mod skadelige traditionelle praksisser. Selvom både national og international lovgivning forbyder det, finder en tredjedel af alle børneægteskaber i verden sted i Indien.

Hvad gør Aktion Børnehjælp?

Når forældres og lokalsamfundet tillader børneægteskab, bunder deres handlinger ofte i uvidenhed omkring de alvorlige følger af børneægteskab samt hvilken lovgivning, der er på området. Aktion Børnehjælp arbejder bl.a. med at udbrede kendskabet til børns rettigheder og med at sikre, at de bliver overholdt. Dette sker via vores børnerettighedsklubber, hvor børn og unge bliver undervist i deres rettigheder, og om hvad de kan gøre, hvis de rettigheder bliver krænket. Vi erfarer, at når børn kender deres rettigheder, kan de også bedre sige fra, når de rettigheder bliver krænket. Derudover afholder Aktion Børnehjælp jævnligt arrangementer for forældre, søskende og lokalsamfundet for at informere om børnenes rettigheder, og hvorfor det er vigtigt, at de bliver overholdt. Her er et af målene, at både forældre og resten af de landsbyer som Aktion Børnehjælp arbejder i, bliver overbevist om at de skal lade deres piger gå i skole, i stedet for at gifte dem bort.

Inden vi når 2030 skal verdens fattigdom være udryddet. Sådan lød det, da verdens ledere i 2016 blev enige om 17 verdensmål, som skal forbedre levevilkårene for hele verdens befolkning. Mål nr. 2 lyder på at stoppe sult. Ønsket er, at alle børn og voksne skal kunne spise sig mætte i sund og nærende mad. Et meget basalt behov, som for os i Danmark kan virke som en selvfølge. På verdensplan er der dog stadig over 800 millioner mennesker, der sulter. En fjerdedel af disse mennesker bor i Indien.

Landet der sulter

Næsten 200 millioner mennesker i Indien – 15 % af befolkningen – går sultne i seng hver dag. Det svarer til 3 gange Frankrigs befolkning og gør Indien til det land i verden, med flest underernærede og fejlernærede. Underernæring og fejlernæring er begge konsekvenser af dårlig kost. Ved underernæring får kroppen for lidt mad til at kunne fungere normalt. Fejlernæring opstår, hvis den kost, man spiser, er for ensidig og kroppen derfor mangler nærringstoffer.

I Indien kæmper store dele af befolkningen således både med for lidt og for dårlig kost. Mangel på mad er tæt forbundet med fattigdom. Når folk sulter, er det ikke nødvendigvis, fordi der ikke er mad, men fordi man ikke har råd til at købe nok mad. En stor del af den indiske befolkning lever af landbrug. Det betyder at mange er dybt afhængige af deres afgrøder for at overleve. Samtidig er helt basal manglende viden om sund og nærende mad skyld i at også fejlernæring er udbredt blandt den indiske befolkning.

Børnene er fremtiden

Næsten halvdelen af alle børn i Indien under fem år er undervægtige. Derudover bor en tredjedel af alle underudviklende børn i Indien. 3.000 børn dør hver dag på grund af sygdomme relateret til fejl- eller underernæring. Det svarer til mere end to børn i minuttet.

Børnene er Indiens fremtid. Det er dem, der skal bringe landet videre og forhåbentlig bringe landet ud af den massive fattigdom og sult, der hersker i dag. Det er derfor afgørende, at vi gør en indsats for, at børnene får den nødvendige ernæring, og at vi igangsætter sundhedsmæssige tiltag, der kan sikre, at børnene kan vokse op og blive aktive medborgere.

Hvad gør Aktion Børnehjælp?

Flere af Aktion Børnehjælps projekter har som formål at øge sundhedstilstanden og adgangen til mad for børn i Indien. Bl.a. får børnene på de skoler og børnehjem, der er støttet af Aktion Børnehjælp, hver dag et gratis måltid mad. I projektet ’Sundhed og Læring’ er børn under 2 år, mødre og gravide kvinder en del af et større ernæringsprogram, der har til hensigt at øge børnenes vægt og generelle sund samt forbedre mødre og gravide kvinders sundhed, så de er i stand til at amme deres børn.Derudover laver Aktion Børnehjælp oplysningsarbejde i de landsbyer hvor vi arbejder, for at gøre lokalbefolkningen opmærksomme på deres sundhedsmæssige rettigheder og vi hjælper dem med at få adgang til disse rettigheder. F.eks. har alle kvinder og børn under 6 år i Indien ret til gratis vaccinationer, supplerende ernæring og rutinemæssige lægebesøg gennem det nationale velfærdsprogrammet ICDS.

 

aktionboernehjaelp_hjælp_børn_indien_08

Jeg er taget til Tamil Nadu i Sydindien for at besøge de Børnehaveklasser og lektiecafeer som Aktion Børnehjælp støtter i 3 Roma landsbyer i Gingee regionen. Romafolket er en af Indiens mest udsatte og fattige befolkningsgrupper. De bliver ofte diskrimineret og stigmatiseret af øvrige grupper i det indiske samfund og tilhører den laveste kaste i det indiske kastesystem. Graden af analfabetisme blandt denne befolkningsgruppe er på næsten 100 % og størstedelen af børnene går ikke i skole. Aktion Børnehjælp har i samarbejde med deres lokale partner, CECOWOR, etableret 3 Børnehaveklasser og lektiecafeer i de 3 Roma landsbyer. Erfaringer fra landsbyerne viser, at når børnene starter i børnehaveklasse og de ældre børn får hjælp til deres skolearbejde i lektiecafeerne, er der langt større chance for at børnene gennemfører grundskolen, og dermed får muligheden for at kæmpe sig ud den ekstreme fattigdom, som de og deres forældre lever i lige nu.

Jeg er meget spændt, da jeg kører ud for at besøge den første landsby 20 km udenfor den mellemstore by Gingee i Villupuram distriktet i Tamil Nadu. Jeg sidder bag på en motorcykel og nyder at blive blæst igennem af den kolde vind, der for et øjeblik gør det lettere at befinde sig under den bagende sol og dens varme, der indtil nu, ikke har været til at undslippe. Mens jeg sidder på motorcyklen får jeg samtidig rig mulighed for at spejle ud over den sydindiske natur og livet i de mange små landsbyer, som vi passerer på vej ud til Roma landsbyen. Jeg ser glimt af de mange knastørre marker, hvor der forsøges at blive dyrket peanuts, chili og ris, og jeg ser travle mænd og kvinder med store og tunge bunker af afhugget træ på ryggen, der skal transporteres til nærmeste marked. Gad vide hvor langt væk det er.

Da vi endelig når frem til landsbyen, bliver jeg mødt af en lille pige med et stort smil og endnu større nysgerrige øjne. Hun tager min hånd og viser mig glad rundt i landsbyen, hvor jeg hilser på de fleste af landsbybeboerne. De er utrolig imødekommende og venlige og smiler stort, mens jeg trykker dem alle i hånden og fortæller mit navn. Da de fortæller mig deres navne og jeg forsøger at gentage, lyder der fnis fra mange af de børn, der er kommet til under min rundtur. Jeg formoder, at min udtale af deres sprog ’tamil’ nok ikke er helt perfekt. På min rundtur i landsbyen får jeg muligheden for at se, hvordan Romafolket i denne landsby lever. Mange af beboerne bor i sivhuse og telte mens få bor i små utætte betonhuse. Udenfor mange af boligerne står der massevis af gamle fuglebure med grønne små papegøjelignende fugle indeni dem. Fuglene skal sælges på et marked i en nærtliggende landsby. Der er også store tasker og poser fyldt med alle slags småting lige fra hårbånd- pynt- og spænder til bamser, plastikbolde og andet legetøj. Romafolket, som også ofte bliver refereret til som ”Rejsende”, flytter ofte fra by til by, sted til sted, for at sælge deres varer på markeder, udenfor templer og på festivaler. Migration har været en integreret del af Romafolkets livsstil i mange århundrede. Det er samtidig også en af de største udfordringer i arbejdet med at sikre at børnene færdiggøre deres skolegang.

Jeg bliver vist hen til landsbyens Børnehave, der er et lille betonhus, hvor der indeni sidder 12 børn i alderen 2-5 år og leger. De grå hårde betonmure er pyntet med farverige plakater af forskellige slags frugter, dyr samt en plakat der viser alfabetet. Der er en tavle og en kiste med lidt legetøj til børnene. Der er ikke meget, men dét der er, bliver der leget med i stor stil. Læreren samler børnene i en rundkreds, og de begynder at synge sange og gøre fagter i takt til sangen. Børnene er alle bekendt med sangen og synger højt og glad med, mens jeg kigger fornøjet med fra hjørnet. Børnehaven er åben mandag til fredag fra 09.30 til 15.30, og forbereder børnene på skolen gennem forskellig læring og leg. Derudover bliver børnene vante til skolegang fra den tidligere barndom, hvilket er med til øge chancerne for at de senere kan gennemføre grundskoleuddannelsen. Alle børnehavebørnene får hver især et måltid næringsrig mad hver dag til middag, som også er med til give børnene den bedste mulighed for at vokse optimalt.

Da jeg senere siger farvel til alle landsbybeboerne, roder én af fædrene i hans store taske med legetøj, hårpynt og bamser. Han hiver et sort flot hårbånd op af tasken, som han giver mig i gave. Jeg takker mange gange, fjerner min gamle hårelastik, og bruger mine fingre til at samle mit hår til en ny hestehale, denne gang holdt sammen af mit nye hårbånd.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1948 vedtog FN enstemmigt Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker i hele verden og dermed også for børn. Alligevel vedtog FN 41 år senere den 20. november 1989 Konventionen om Barnets rettigheder (også kaldet Børnekonventionen). Bortset fra USA, Sydsudan og Somalia har alle verdens lande ratificeret konventionen. 

Hvorfor er der behov for Børnekonventionen?

Børnekonventionen stiller krav til medlemslandene om at anerkende og respektere børns grundlæggende ret til liv, udvikling, beskyttelse og deltagelse. Inden konventionen blev vedtaget, var barnets retslige status i en række lande først og fremmest knyttet til deres forældres – og deres ret til at bestemme over deres børn. Børnekonventionen blev vedtaget for at opnå almen anerkendelse af, at børn også er selvstændige individer med særskilte behov og rettigheder. Børn har de samme rettigheder som voksne, men er en særlig udsat samfundsgruppe. Børn har ofte ikke den samme indflydelse som voksne, og vil i mindre grad kunne påvirke deres eget liv. Derfor har børn ret til særlig beskyttelse og til særlige rettigheder, såsom at blive beskyttet mod hårdt og farligt arbejde eller at blive beskyttet mod narkotiske stoffer. Børnekonventionen slår også fast, at børn skal have et godt liv. F.eks. hvis børn sulter, skal de have mad, fordi at de har ret til det og ikke bare fordi, at det er synd for dem. Derudover gør Børnekonventionen det tydeligt, at børn lige såvel som voksne har ret til bl.a. at sige deres mening, vælge deres religion og ikke blive udsat for vold og misbrug. FN’s Børnekonvention består af 54 artikler (paragraffer), og blandt de 54 artikler er der fire rettigheder der fortjener ekstra opmærksomhed, fordi de betragtes som fundamentale. Disse rettigheder er:

  • Artikel 2; ikke-diskrimination,
  • Artikel 3; sikring af barnets interesser,
  • Artikel 6; ret til overlevelse og udvikling,
  • Artikel 12; ret til at blive hørt.

Børns rettigheder i Indien

Rettighederne i Børnekonventionen gælder for alle børn under 18 år, uanset, race, nationalitet, farve, køn, sprog, religion, holdning, rigdom og handicap. Men i Indien oplever mange børn at få krænket deres rettigheder dagligt. Indien ratificerende Børnekonventionen i 1992 og har udover denne, flere forskellige former for lovgivning der skal beskytte børn. Der findes bl.a. en regeringsnedsat kommission, der har til formål at beskytte børns rettigheder og sikre overholdelse af de love, der fremgår af den indiske forfatning om personer under 18 år og FN’s Børnekonvention. På trods af det, er der store problemer med indiske børn der er underernærede, mangler skolegang, som bruges i børnearbejde eller som giftes væk i en alt for tidlig alder. På trods af at Indien har gennemgået en voldsom udvikling og forbedring af økonomien de seneste årtier, findes der stadig millioner af børn, som ikke har adgang til de mest basale fornødenheder, som er fejl- eller underernærede, som mangler skolegang, tryghed og sikkerhed og som ikke ved, at de har ret til alt det.

Hvad gør Aktion Børnehjælp?

Aktion Børnehjælp har etableret børnerettighedsklubber i delstaterne Tamil Nadu, Andhra Pradesh og Orissa i Indien. Formålet med disse klubber er at oplyse indiske børn om deres rettigheder, så de selv kan være drivkraften bag at skabe positive ændringer i samfundet. Børns rettigheder og krænkelsen af disse omfatter mange vigtige emner, men i vores arbejde har vi valgt at have specielt fokus på misbrug, børneægteskaber og børnearbejde. Med børnerettighedsgrupperne arbejder Aktion Børnehjælp og børnene selv for, at de skal blive bevidste om og turde kæmpe for deres ret til uddannelse og sundhed. For at bidrage til at sikre, at børnenes rettigheder ikke bliver krænket, uddanner vi også grupper af den voksne lokalbefolkning i børns rettigheder. Disse voksne er lokale ledere, religiøse ledere, politifolk, ledere af civilsamfunds-organisationer, advokater og andre lokale med ansvar for at børns rettigheder overholdes.

Antallet af personer der besørger i det fri, er rekordstort i Indien. Dette har store sundhedsskadelige konsekvenser for især børns sundhed og udvikling. Over 600 millioner mennesker – eller 53 procent af de indiske husstande – lever uden toiletfaciliteter. Selvom toiletter er tilgængelige, er mange mennesker stadig ikke overbeviste om at afstå fra åben afføring og bruge toiletter istedet. Derfor er behovet for adfærdsmæssig forandring afgørende ud over levering af toiletter. En præference for åben afføring kan skyldes traditionel kulturel praksis eller manglende adgang til toiletter – eller begge dele.

Sanitære forhold i Indien

Indien har det største antal af mennesker som besørger i det fri og lever under dårlige sanitære forhold. Over 50 % af Indiens befolkning besørger i det fri og har ikke adgang til sanitære toiletfaciliteter. I 2012 havde kun 25% af landbefolkningen adgang til forbedret sanitet og over 600 millioner mennesker må som konsekvens heraf forrette deres nødtørft i naturen; på marker, i vejkanten, i byparker, på togskinner, på stranden.
Den indiske regering benytter årligt adskillige midler til at konstruere toiletter via den nationale ’Hold Indien ren’-kampagne, der har til formål at forbedre landets helbredssituation. Kampagnen skulle derudover fokusere på uddannelse, hvor børn skulle lære om hygiejne. Men antallet af mennesker uden adgang til toiletter, er stadig meget højt. Dette skyldes i høj grad manglende bevidsthed om vigtigheden af at alle i landsbyen bruger toiletter, hvilket medfører, at mange dele af befolkningen ikke er motiverede til at ændre deres sanitære vaner og benytte toiletter. Derudover er der en lang tradition for afføring i det fri blandt mange grupper i Indien. Befolkningen i landdistrikterne i Indien er især ikke vant til at bruge sanitære toiletter, og det er ikke i deres traditionelle tankegang at tænke på toiletter som en mulighed. Et højt antal af folk der besørger i det fri er direkte koblet til høj børnedødelighed, et højt niveau af underernæring, højt niveau af fattigdom og store forskelle mellem rig og fattig. Undersøgelser viser at ekstrem fattigdom og mangel på sanitet er statistisk forbundet. Eliminering af åben besørgelse ses derfor som værende en vigtig del af udviklingsindsatsen og er en del af de nye Verdensmål mod 2030.

Alvorlige helbredskonsekvenser

Når der besørges i det fri, bliver bakterierne herfra spredt af eksempelvis fluer, der kommer i kontakt med mad. Ligeledes risikerer bakterierne at blive spredt i drikke- og badevandet. 400.000 indiske børn dør hvert år af diarré, og flere børn må jævnligt blive hjemme fra skole grundet sygdom, som ofte foranlediges af de dårlige sanitære forhold. Videnskabelige undersøgelser viser, at mange underenærede børn under 5 år verden over lider mere af helbredsmæssige problematikker direkte forårsaget af dårlig hygiejne, end af mangel på mad. Undersøgelser viser desuden, at 80% af de mest almindelige sygdomme kan forebygges ved adgang til vand- og sanitetfaciliteter. Nogle af konsekvenserne af dårlig sanitet og adgang til toiletfaciliteter i Indien er:

• Høj grad af børn der dør før de fylder 5 år (56/1000 i 2012). Mange af disse dødsfald er direkte og indirekte forbundet med dårlig sanitet, da omkring 400.000 børn dør af diarré hvert år.

• Høj grad af underudviklede børn under 5 år. 48% af børn i Indien under 5 år er moderat til stærkt underudviklet på grund af hyppige diarré, der er forårsaget af dårlige sanitære forhold. En konstant udsættelse for bakterier gør at børnene ikke får mulighed for at opnå en sund kropsvægt, uanset hvor meget mad de spiser.

• Underudvikling er forbundet med nedsat hjernens udvikling og varig nedsat funktionsevne, hvilket fører til signifikant reduceret læringsevne.

• Mange børn og voksne i Indien dør hvert år som følge af diarré.

• Indien mister årligt 53,8 mia. dollars på grund af manglende og dårlige sanitære forhold. Dette er omkring $ 48 pr. Indbygger, hvilket er en meget stor sum penge for de fattige i Indien, som i gennemsnit tjener $ 45 pr. Måned i en husstand på 4-5 personer.

Hvad gør Aktion Børnehjælp?

I de områder hvor Aktion Børnehjælp arbejder, har 95% af befolkningen i de målrettede landsbyer ikke har adgang til sanitetsfaciliteter som latriner. Langt over halvdelen af befolkningen af underernæring og underlagt dårlige hygiejniske forhold. Mere end 88% af befolkningen har ikke adgang til sikkert drikkevand, og de fleste af befolkningen lider derfor af forskellige vandbårne sygdomme. I samarbejde med vores lokale partner, Alternative for Rural Movement (ARM), fokuserer Aktion Børnehjælp på at skabe adfærdsændringer blandt landsbyboerne i 5 forskellige landsbyer i delstaten Orissa ved at understrege vigtigheden af god hygiejne. Formålet er at skabe incitament til at benytte toiletter fremfor at besørge i det fri. Ved at få landsbyboerne til at stoppe med at besørge i det fri, vil projektet på sigt være med til at mindske børnedødeligheden, de mange diarre-tilfælde samt begrænse børnenes sygdomsfravær i skolerne og derved styrke børns uddannelse.

aktion_boernehjaelp_oplysning_boerns_rettigheder

Børnearbejde, få børn, der går i skole samt begrænset adgang til basale sundhedsfaciliteter er fremtrædende problemer i landsbyen Kantabani, som ligger i det østlige Indien. Månedlige børnerettighedsmøder på den lokale skole i landsbyen er med til at skabe opmærksomhed herpå.

Børnerettighedsgrupper
Aktion Børnehjælp har i samarbejde med Alternative for Rural Movement (ARM) oprettet 20 børnerettighedsgrupper i Balasore distriktet, der har til formål at skabe større opmærksomhed omkring børns rettigheder.

Netop Kantabani udgør en af de landsbyer, hvori der er dannet en børnerettighedsgruppe. Landsbyen er hovedsageligt bosat af marginaliserede samfundsgrupper, der lever i desperat fattigdom. Særligt indbyggernes begrænsede adgang til basale sundhedsfaciliteter er et stort problem i landsbyen.

Sundhed på dagsordenen
På den lokale skole i Kantabani bliver der månedligt afholdt børnerettighedsmøder. Under det månedlige møde i marts var det særligt sundhedsproblemer samt børns rettigheder inden for sundhedsområdet, der stod højt på dagsordenen.

Til dette møde blev medlemmerne informeret om de offentlige sundhedsarbejdere, der tilbyder basale sundhedsfaciliteter til gravide, børn og unge piger. Herudover blev medlemmerne også gjort opmærksomme på tilgængeligheden af jern og folsyre tabletter, som udleveres på sundhedscentrene.

Mødets indhold blev efterfølgende diskuteret sammen med deltagernes ældre søskende, forældre og piger fra landsbyen.

Gadeteater og folkesange
Under en kulturaften i midten af april blev Kantabanis øvrige borgere ligeledes gjort opmærksomme på unge pigers sundhed samt de offentlige sundhedsarbejderes rolle via gadeteater og traditionelle folkesange.

I forlængelse af kulturaftenen lykkedes det en gruppe unge piger at komme i kontakt med en ansat fra det offentlige sundhedspersonale, som underviste pigerne i personlig hygiejne samt vigtigheden af at indtage nærende mad.

Efter at have modtaget undervisning fra den offentlige sundhedsarbejder er pigerne blevet inspireret til at opretholde en sund livsstil.

Inspiration og vidensdeling
Kantabanis befolkning udviste siden hen stor begejstring over for medlemmerne af børnerettighedsgruppen, som de mente havde gjort en imponerende indsats.

En stor del af indbyggerne i Kantabani er nu opmærksomme på de offentlige sundhedsarbejderes rolle og har tilegnet sig mere viden om sundhed og rettigheder. Således er de månedlige børnerettighedsmøder samt de festlige kulturaftener med til at skabe rum for vidensdeling blandt indbyggerne i Kantabani.