Kvinder i kamp mod fejlernæring

I projektet Familier Bekæmper Fejlernæring er de lokale kvinders store engagement uundværligt i arbejdet for at forbedre ernæringstilstanden i familierne.

Af Christine Michelsen, frivillig i projektgruppen Familier Bekæmper Fejlernæring

Fejlernæring blandt den indiske befolkning er stigende. Det fremgår af den femte og seneste udgave af rapporten National Family Health Survey (NFHS-5) udgivet af det indiske sundhedsministerium, som blev udgivet i december 2020.

De nye tal om stigende under- og fejlernæring understreger vigtigheden af vores projekt Familier Bekæmper Fejlernæring. I delstaten Orissa arbejder vores partner ARM (Alternative for Rural Movement) på at udbrede viden om fejlernæring og hjælpe beboerne i 10 landsbyer med at etablere køkkenhaver, så de selv kan gro nærende mad.

Projektet kan ikke lykkes uden de lokale kvinder, som i de fleste familier er nøglen til at sikre forbedret ernæring for hele familien. I anledningen af kvindernes internationale kampdag sætter vi derfor fokus på, hvordan kvinder har været med til at sørge for, at projektet er blevet en succes.

En sundere familie

Kvinder har fra start været omdrejningspunkt for projektet, da fejlernæring går igen fra generation til generation i en ond cirkel. En underernæret mor vil føde et underernæret barn, som på et tidspunkt selv vil blive en underernæret mor. Det kan du læse mere om i artiklen Piger fanget i en ond cirkel.

Hvis moren er sund, så bliver hendes barn også sundt. Hvis ikke jeg giver mit barn den korrekte ernæring nu, så vil hun få svage og fejlernærede børn i fremtiden

Samita er en af kvinderne, der har fået hjælp gennem vores projekt Familier Bekæmper Fejlernæring

Da fejlernæring kan gå igen fra generation til generation er en central del af projektet, at især kvinder oplyses om årsagerne til og konsekvenserne af fejlernæring. Sasmita er en af de kvinder, som har lært meget af sin deltagelse i projektet.

”Vi burde alle spise grøntsager,” fortæller Sasmita. ”For hvis moren er sund, så bliver hendes barn også sundt. Hvis ikke jeg giver mit barn den korrekte ernæring nu, så vil hun få svage og fejlernærede børn i fremtiden.”

Sasmita fortæller også, at hendes families sundhed er blevet bedre som følge af hendes nye viden. Selv har hun oplevet en klar forbedring i sit hæmoglobinniveau. Hvorfor det er vigtigt, kan du læse mere om i vores artikel Oplysning om ernæring giver sundere familier.

”Grunden til, at det er forbedret er, at jeg fik besked på at spise grønne bladgrøntsager og tage jerntabletter,” siger Sasmita.

Samtidig er hun stoppet med at give sine børn mad fyldt med tilsætningsstoffer. ”Vores spisevaner har ændret sig,” fortæller Sasmita. ”Mine børns helbred er gradvist blevet bedre.”

Sundhedsarbejdernes vigtige indsats

Mødrene, der sørger for, at familierne får bedre ernæring, er ikke de eneste kvinder, som er essentielle for projektet. I hver af landsbyerne arbejder kvindelige sundhedsmedarbejdere for at forbedre sundhedstilstanden blandt landsbyboerne.

En af dem er Shakuntala, som vejleder unge kvinder i, hvad de kan gøre for at fremme en sund udvikling hos dem selv og deres børn.

Shakuntala har lært meget om kostens betydning gennem projektet.

”Før havde jeg begrænset viden om de her emner, og ARM’s ansatte har hjulpet med at forstå det bedre,” fortæller hun.

”Jeg er meget glad for, at de unge kvinder forstår det bedre nu.”

Shakuntala fortæller, hvordan projektet har hjulpet hende i hendes arbejde som sundhedsmedarbejder.

Som led i projektet har det mor- og barncenter, hvor Shakuntala arbejder, også fået hjælp til at etablere en ernæringsrigtig køkkenhave.

”Gravide kvinder, teenagere og unge kvinder vil spise de her næringsrige grøntsager og se, hvilke sundhedsmæssige fordele det giver”, understreger sundhedsmedarbejderen.

Projektets gode resultater i kampen mod fejlernæring kunne vi ikke have opnået uden de lokale kvinders indsats og engagement. Det er værd at hylde.

Der er stadig et godt stykke vej, når det kommer til ligestilling mellem kønnene i det indiske samfund.

Af Yvette Brennalt, kommunikationspraktikant

Diskrimination og undertrykkelse af kvinder i Indien er udbredt. Men der er håb, når vi ser, hvordan den indiske regering arbejder for at bekæmpe uligheden. I denne artikel præsenteres tre betydningsfulde politiske tiltag, den indiske regering har vedtaget i årenes løb for at forhindre diskrimination og sikre kvinders rettigheder.

Uddannelse

Der er sket forbedringer, da flere og flere kvinder fra forskellige dele af Indien får en uddannelse. Men adgangen til uddannelse for kvinder halter stadig bagud sammenlignet med, hvordan det ser ud for mænd.

Uddannelse er afgørende, når vi som mennesker skal udvikle os, opnå forskellige færdigheder, lære om vores rettigheder og deltage i samfundet på en ligeværdig måde. Derfor er det godt, at Indien har SSA.

Sarva Shiksha Abhiyan (SSA) er den indiske regerings program fra 2001, hvis mål er, at grundskoleundervisning til børn mellem 6 og 14 år gøres gratis og obligatorisk.

SSA bliver implementeret i hele Indien og berører over 190 millioner børn. SSA søger at sikre kvalitetsuddannelse og har blandt andet særligt fokus på uddannelsen af piger fra udsatte miljøer eller med særlige behov.

Der bliver i programmet stillet skarpt på, at køn ikke kan ses isoleret, og at faktorer som område (by/land), kaste, klasse, etnicitet, handicap osv. skal implementeres i det hele billede, når undervisningen skal planlægges, og børnene skal nås.

SSA lægger også særlig vægt på unge kvinder og den banebrydende tid de går igennem med udforskningen af seksualitet og selvopfattelse, og SSA inddrager metoder, som kan give unge kvinder selvværd og styrke deres vej videre i livet.

Sikkerhed

Indien blev i 2018 anset som værende det farligste sted for kvinder, særligt i forbindelse med vold af seksuel karakter.

Vold mod kvinder i Indien er et problem, vi skal komme til livs. Som en del af løsningen, har den indiske regering vedtaget en lov, som skal beskytte kvinder i hele det brede spektrum af vold i hjemmet.

The ’Protection of Women from Domestic Violence Act’ er en lov, der blev vedtaget af Indiens parlement i 2005 for at beskytte kvinder mod vold i hjemmet. Loven gør det forbudt at skade eller true sin ægtefælle både i forhold til sundhed, sikkerhed og velbefindende.

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at loven også indbefatter at forbyde psykisk vold på samme linje med fysisk vold. Yderligere sætter loven fokus på chikane, tvang og forskellige former for misbrug bl.a. økonomisk og seksuelt.

Loven giver indiske kvinder et sæt af værdifulde rettigheder, hvis de er blevet udsat for vold i hjemmet. De har ret til at søge polititilhold, kompensation fra misbrugeren og forældremyndighed over eventuelle børn. De bliver også tilbudt gratis juridisk hjælp, gratis behandling på hospitaler og husly på et kvindecenter.

Ægteskab

Dowry er en gave der gives af brudens familie til gommens. Det kan være alt fra penge, land, bolig eller smykker. Brudeprisen er i nogle tilfælde en forudsætning for ægteskabet.

Desværre betyder det, at brudens familie kan ende i en situation, hvor gommen ønsker at modtage for mere værdi, end brudens familie har. I tilfælde af, at de ikke kan betale, ender det ofte galt. Mellem otte og ni tusind kvinder slås hvert år ihjel i dowry-relaterede konflikter.

I 1961 forbød den indiske regering dowry-betalinger som forudsætning for ægteskab. Loven hedder The Dowry Prohibition Act og har til formål at minimere antallet af kriminelle handlinger på baggrund af denne tradition.

Loven søger at ligestille kønnene ved, at brudens familie ikke skal betale brudepris. Det har indflydelse i et helt netværk af diskrimination mod kvinder. Fra drab af nyfødte pigebørn og aborter, fordi pigen ses som en udgift, til vold mod bruden, hvis familien ikke kan betale. Med loven blev det muligt for kvinder at anmelde dowry-ægteskaber og dermed opnå mere beskyttelse og medbestemmelse.

Regeringens tiltag suppleret med NGO-arbejde

Indiens regering gør et stort arbejde for at fremme kvinders ligestilling.

Men der skal mere til, hvis vi skal nå helt ned til rødderne og ændre på de kulturelle strukturer, som er med til at skabe ulighed.

En del af regeringens tiltag er til større gavn for kvinder, som er bedre stillet end dem, der kommer fra fattigere kår i landsbyerne. Her kan Aktion Børnehjælp være med til at supplere regeringens arbejde ved at have direkte kontakt til landsbyerne og støtte og styrke børn og kvinder ud fra de forudsætninger, de har.

Kampen for bedre sanitære forhold går hånd i hånd med kampen for ligestilling.

Af Maria Højgaard Pedersen, kommunikationsansvarlig i projektgruppen for Bedre Sanitet Giver Bedre Sundhed

Bedre hygiejne er vigtigt for at løfte sundheden, sikkerheden og udviklingen i Indiens lokalsamfund – i særdeleshed for kvinder. I projektet Bedre Sanitet giver Bedre Sundhed arbejder Aktion Børnehjælp på at forbedre forholdene i 30 landsbyer i delstaten Orissa.

Vand og Sanitet er ikke kønsneutralt

Der er ikke meget privatliv, når man besørger i det fri. Derfor venter mange kvinder og piger med at besørge til efter solnedgang, når det er blevet mørkt.

De har vænnet sig til at holde sig i 13-14 timer om dagen, og de undgår at drikke vand, så de ikke bliver trængende. Derfor er mange kvinder ramt af dehydrering og blære- og nyreinfektioner.

Når kvinder og piger bevæger sig ud efter mørkets frembrud, er de også i stor fare for slangebid og seksuelle overgreb. Disse risici kan forebygges ved at give kvinder og piger adgang til afskærmede toiletforhold, hvor de har privatliv til at besørge i løbet af dagen.

Udover afskærmede toiletter er det vigtigt, at beboerne har adgang til vand og sæbe.

I mange samfund er det fortsat oftest kvinderne, der tager sig af børn og madlavning. Når de kan vaske hænder efter toiletbesøg, forebygger det sygdomme, der spredes gennem madlavning.

Adgang til vand og sæbe giver også piger og kvinder mulighed for personlig hygiejne under menstruation, graviditet og amning.

Netop vigtigheden ved hygiejne under graviditeten er noget, som vores projektleder i ARM, Sabitri Jena, har haft tæt på livet. I 2017 var hun gravid i 4. måned, da hun mistede sit ufødte barn som konsekvens af dårlig sanitet.

Du kan læse om, hvordan hun bruger denne erfaring som motivation i sit arbejde i artiklen Når Udviklingsprojekter giver Dobbelt Succes

Kvinder baner vejen for forandring

Bedre sanitet er afgørende for at løfte vilkårene for sundhed, sikkerhed og muligheder for kvinderne i Orissa. Ligeledes spiller kvinderne en kritisk rolle for projektets succes.

Vores samarbejdspartner ARM er i tæt kontakt med 250 selvhjælpsgrupper for kvinder på tværs af de 30 landsbyer. ARM udpeger nogle naturlige ledere i grupperne, som bliver inddraget i projektarbejdet.

Kvinderne støttes til at blive rollemodeller i deres lokalsamfund, hvor de får ansvar for at dele viden med andre kvinder og piger. For eksempel ved at lære andre om hygiejne og ved at nedbryde tabu om menstruation. Gennem viden, kompetencer og samarbejde styrker vi kvinderne til at skabe vedvarende forandringer i deres landsby.

Mange har hørt om Mother Teresa, men ofte kender de ikke til detaljerne om hendes humanitære arbejde. Faktisk er der en tæt forbindelse mellem Mother Teresa og Aktion Børnehjælp.

Af Johanna Wallner, projekt- og formidlingspraktikant

Aktion Børnehjælps historie går tilbage til 1955, hvor Abbé Pierre kom til Danmark og motiverede danskerne til at deltage i klunserbevægelsen med mottoet “Først at hjælpe dem, der lider mest”.

I 1965 foregik den første klunseraktion i København for på Abbé Pierres opfordring at rejse penge til en mælkeforsendelse til Mother Teresa. Det blev startskuddet til Aktion Børnehjælp – dog under navnet Abbé Pierres Klunsere, S.O.S. Tørmælk.

I 1977 blev organisationen officiel repræsentant i Danmark for Mother Teresas arbejde, og i 1980 ændredes navnet til Mother Teresas Medarbejdere i Danmark.  Først i 1994 blev navnet ændret til Aktion Børnehjælp.

I dag har vi fortsat en fælles mission med Mother Teresa: At arbejde med fokus på uddannelse og at undgå fattigdom, men også at udfordre idéer om kaste og kønsroller.

Hvem var Mother Teresa og hvad gjorde hun?

Mother Teresas oprindelige navn var Agnes Gonxha Bojaxhiu, og hun blev født den 26. august 1910 i Skopje, Makedonien. Allerede som barn var Mother Teresa overbevist om, at hun gerne ville være missionær en dag.

Som 18-årig blev hun medlem i Lorento-ordenen i Rathfarnham i Irland som lavede hjælpearbejde i Indien. Der tog hun navnet Teresa efter en karmelittersøster, som havde inspireret hende.

I 1929 rejste Teresa til Loretosøstrenes ejendom i et af Calcuttas slumkvarterer. Her startede hun sit virke som underviser og senere som leder af klosterets skole. Hendes ambition var at redde så mange børn som muligt fra den analfabetisme, som tit var grunden til fattigdom.

Den voksende fattigdom og lidelse i skolens område, gjorde hende i stigende grad foruroliget. At undervise var ikke længere nok for Teresa, og derfor grundlagde hun ordenen “Missionaries of Charity” i 1950.

“Der er medicin og behandlingsformer for alle slags sygdomme. Men medmindre der er hænder, der er villige til at tjene, og hjerter der er villige til at elske, tror jeg ikke, der findes noget middel mod den forfærdelige sygdom at være uønsket.”

Mother Teresa

Organisationen voksede i de følgende år og bredte sig verden over. Det første hjem åbnede søstrene i 1952, og i 1960 fandtes der i Indien 25 hjem, hvor for fattige kunne få mad, men endnu vigtigere omsorg.

I 1988 var 70.000 mennesker i verden medarbejdere på Mother Teresas projekt. I dag er organisationen aktiv i Asien, Afrika, Latinamerika, Nordamerika, Europa og Australien med hospicer, hospitaler børnehjem og hjem for fattige.

Hendes indvirkning i verden

Mother Teresa vandt mange priser, men den mest betydningsfulde var Nobels Fredspris i 1979.

Hun døde i 1997. Hendes dødsdag den 5. september blev udnævnt til officiel festdag.

Mother Teresa blev saligkåret i 2003 af Pave Johannes Paul II, og i 2016 blev hun af Pave Frans helgenkåret.

Du kender måske de flotte billeder af glade mennesker dækket med farverigt pulver. Det er fra den indiske Holi-festival, der fejrer foråret, liv, kærlighed og håb.

Af Yvette Brennalt, kommunikationspraktikant

Forårets opblomstring, fejringen af hinduismens guder, liv, kærlighed og håb.

De er alle essentielle dele af Holi-festivalen, som er en af Indiens mest levende og glædesfyldte festivaler.

På billeder af fejringen ses ofte farverigt pulver kastet op i luften og spredt ud over menneskemængder, vandballoner og store bål. I 2021 afholdes festivalen de fleste steder d. 28. og 29. marts. Hvor store gadefesterne bliver i år, kommer dog an på coronasituationen.

Holi-fest i en coronatid

I marts 2020, da forberedelserne til Holi var startet, var COVID-19 godt i gang med sit indtog i verden. Sundhedsministeriet i New Delhi kom med en opfordring til, at folk skulle undgå at deltage i store sammenkomster på grund af fare for spredning af virussen. Alligevel var der mange i flere indiske stater, der gik ud i gaderne og dekorerede hinanden med det farverige pulver til en glædesfyldt Holi-festival.

Mange tog dog deres forholdsregler ved at bære mundbind og undgå alt for store forsamlinger. I gadebilledet var også børn, der fremviste plakater med information om coronasmitte, og kvinder, der sang for at skræmme virussen væk.

I år ser det lidt anderledes ud. I flere stater i Indien stiger antallet af smittede og nye mutationer af virussen er brudt frem. Sundhedseksperter i Indien melder ud, at Holi-fejringen kan blive en superspreder, hvis folk ikke passer på og tager deres forholdsregler under festen.

Holi-deltagerne bliver af sundhedsmyndighederne opfordret til at følge reglerne i deres lokale område og hilse på folk med et åbent hjerte, men med mundbind og uden kram og håndtryk. Så mon ikke, der alligevel bliver lidt Holi-fejring i år?

Holi festivalens rødder

Holi er en hindufestival, som er blevet fejret rundt omkring i Indien i århundreder. Der er fundet nogle digte der dokumenterer, at fejringen af festivalen går helt tilbage til det 4. århundrede. Traditionerne og navnet på fejringen kan variere alt efter ,hvor i Indien den bliver holdt.

Der er forskellige bud på Holis oprindelse i den indiske litteratur. En af de populære beretninger stammer fra hinduistisk mytologi og handler om en konge, Hiranyakashyap, som ønskede at blive udødelig og tvang sine undersåtter til at tilbede ham som deres gud. Kongens egen søn, Prahlada, valgte at tilbede guden Vishnu i stedet, hvilket fornærmede hans far.

Den onde konge bad sin søster Holika, som var immun overfor ild, om at sidde på et brændende bål med hans søn Prahlada i skødet. Mens de sad blandt de rasende flammer døde Holika, mens Prahlada overlevede ved hjælp af sin hengivenhed til Vishnu, som beskyttede ham.

To dages Holi-fejring

Holi-festivalen strækker sig over to dage: Holi-aftenen og Holi-dagen.

Fejringen starter på Holi-aftenen med en bålceremoni, som ærer den mytologiske begivenhed om Holika, der dør på bålet. Ceremonien kaldes ‘Holika Dahan’, som betyder afbrænding af dæmonen Holika.

Efter solnedgang tændes bålene, som symboliserer det godes triumf over det onde. Nogle stryger asken hen over panden som et symbol på renselse og beskyttelse mod det onde. Offergaver kastes på bålet, og der synges og danses rundt om flammerne.

På den efterfølgende Holi-dag starter den glædesbetonede farvekrig. Mennesker fra alle aldersgrupper går ud i gaderne og kaster vand og farver på hinanden, mens der bliver festet til musikken. Blandt menneskemængden hører man også, at der bliver sunget Holi-sange og gamle folkesange.

Efter den vilde gadefest tager mange hjem og hygger sig med familien. Her bliver der lavet lækker mad, og ofte uddeles gaver og lykønskningskort til sine kære. Denne fejring bliver mange steder også kaldt ‘Kærlighedsfestivalen’, da den symboliserer dagen, hvor folk lægger gammel vrede og konflikter bag sig og møder hinanden med varme og godt humør.

Hvis du er interesseret i at læse mere om Holi-festivalen, kan du læse mere her.

Den 20. februar er FN’s verdensdag for social retfærdighed. Dagen er også vigtig for Aktion Børnehjælp, hvor vi hver dag arbejder for en verden med mindre social uretfærdighed.

FN-bygning i Geneve

Af Daniel Kloppenborg Degn, frivillig i Bedre sanitet giver bedre sundhed

Siden 2009 har den 20. februar været synonym med FN’s Verdensdag for social retfærdighed. Denne dag minder FN hele jordens befolkning om, at social uretfærdighed stadigvæk eksisterer. Målet med dagen er at oplyse offentligheden om problemets omfang, mobilisere politisk vilje og -ressourcer, samt at fejre de resultater, som vi allerede har opnået. Det bifalder vi i Aktion Børnehjælp, hvor vi hver dag arbejder for en verden med mindre social uretfærdighed.

Hvad er social (u)retfærdighed?

Begrebet social retfærdighed kan spores tilbage til samfundsdebatten i begyndelsen af 1800-tallets England, hvor industrialiseringen gjorde sit indtog, og den økonomiske vækst tog fart.

Social retfærdighed handler i høj grad om fordeling af og adgang til de goder, som samfundets økonomiske vækst bibringer. For at fremme social retfærdighed skal vi derfor fjerne de barrierer for social mobilitet, som folk møder på grund af deres køn, race, etnicitet, religion og handicap.

Debatten er højaktuel i dag, hvor bevægelser som #MeToo og Black Lives Matter kæmper for lige vilkår for kvinder og personer af farve. Disse bevægelser er blevet globale fænomener, og de viser, hvordan social uretfærdighed finder sted i alle verdens lande.

Netop derfor har FN oprettet Verdensdagen for social retfærdighed. Én dag ud af årets 365 dage, hvor vi markerer den sociale uretfærdighed, der finder sted året rundt.

Aktion Børnehjælps arbejde med social uretfærdighed

At give børn en stemme, står helt centralt i alle Aktion Børnehjælps projekter, men vores projekter hjælper også andre udsatte grupper, der ikke nyder de rettigheder, som de bør. ’Bedre sanitet giver bedre sundhed’ forbedrer hygiejnen i landsbyer ved at gøre dem fri fra besørgelse i det fri, hvor seksuelle overgreb er et problem, der særligt rammer kvinder.

Projektet ’Lige ret til læring og sundhed’ har til formål at forbedre forholdene for Romaer og stammefolk i delstaten Tamil Nadu, som historisk set er blevet ekskluderet og diskrimineret i Indien.

Hvis vi vil opnå en verden med mindre social uretfærdighed, er det vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på de problematikker, der eksisterer for udsatte grupper i vores samfund. Her er FN’s Verdensdag for social retfærdighed et vigtigt skridt på vejen. I Aktion Børnehjælp er hver dag en kamp for social retfærdighed.

Sådan kan du støtte Aktion Børnehjælps arbejde.

Kamala Devi Harris, som blev indsat 20. januar 2021 som vicepræsident i USA, har rødder i en af de indiske stater, som Aktion Børnehjælp arbejder i.

Kamala Devi Harris, USA’s vicepræsident, har rødder i Indien.

Af Julie Eltong Mogen

Kamala Harris er ikke blot er den første kvindelige vicepræsident i USA men også den første vicepræsident med afrikansk- og asiatisk-amerikansk baggrund. Vicepræsidentens mor er faktisk indisk og stammer fra en af de stater, som Aktion Børnehjælp har projekter i.

Fejring af vicepræsidenten

Kamala Devi Harris, der blev født i Californien i USA 20. oktober 1964, er datter af en jamaicansk far (Donald J. Harris) og en indisk mor (Shyamala Gopalan). Vicepræsidentens bedstefar er fra landsbyen Thulasendrapuram i den indiske stat Tamil Nadu.

I den lille landsby blev der på valgdagen i november lavet plakater og bannere med foto af Kamala Harris, og nogle af de lokale tog til templerne for at bede om, at Biden/Harris vandt valget. Da resultatet kom om, at demokraterne havde vundet, og at Kamala Harris blev den nye vicepræsident i USA, blev det til festligheder i landsbyen i form af fyrværkeri, uddeling af søde sager, og der blev farvet mønstre på jorden (rangolis). Den indiske premierminister, Narendra Modi, fik da også lejlighed til at ønske vicepræsidenten et særligt tillykke på de sociale medier.

Vicepræsidentens bedstefar flyttede som 20-årig væk fra landsbyen og ind til Chennai, som er placeret i den samme sydindiske stat, Tamil Nadu, hvor også Aktion Børnehjælp har en række projekter. Kamala Harris mor er født og opvokset i Chennai, men hun emigrerede som 19-årig til USA for at studere på UC Berkeley og giftede sig i 1963 med Harris far.

Vicepræsidenten relation til Indien

Kamala Harris mor opdragede børnene til at være stolte af deres indiske baggrund. De har været i Indien og heriblandt besøgt hinduistiske templer og spist indiske retter, som Harris ofte har nævnt bl.a. den sydindiske ret idli. Vicepræsidenten er meget stolt og glad for sine indiske rødder særligt hendes bedsteforældre, som hun nævner på sociale medier som Instagram:

”My grandparents were phenomenal. My grandfather fought for and was a defender of the freedom of India, while my grandmother traveled across India—bullhorn in hand—to talk to women about accessing birth control. Their passion and commitment to improving our future led me to where I am today.”

Det er tydeligt at se, at den nye vicepræsident er stolt af og har et tilhørsforhold til sin indiske baggrund, og det bliver derfor spændende at se i de kommende år, om det kan få en særlig betydning for samarbejdet mellem Indien og USA.

I Aktion Børnehjælp arbejder vi målrettet med FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling i vores projekter i Indien.

Af Kristoffer Larsen

Verdensmålene blev vedtaget den 25. september 2015 af FN’s generalforsamling. De udgør en historisk ambitiøs målsætning for en social, økonomisk og politisk forandring af det globale samfund. Målene trådte i kraft den 1. januar 2016.

De skal frem til 2030 være det bærende omdrejningspunkt for bæredygtig udvikling. Målene har bl.a. fokus på bekæmpelse af fattigdom, sørge for gode uddannelsesmuligheder, ligestilling mellem kønnene og udvikling af stærke politiske institutioner.

Fokus på Uddannelse og Sundhed

I Aktion Børnehjælp arbejder vi med forskellige verdensmål afhængig af projekternes problemstillinger.

I projektet Lige Ret til Læring og Sundhed, arbejder vi aktivt med mål 3, Sundhed og Trivsel, samt mål 4, Kvalitetsuddannelse. Projektet har til formål at sikre, at børn af oprindelige folk og romaer i delstaten Tamil Nadu får adgang til skolegang og får forbedret deres livsvilkår. Børnene har som alle andre børn ret til at gå i skole i Indien. Befolkningsgruppen har yderligere ret til adgang til statslige programmer, der kan forbedre deres livskvalitet.

Realiteten viser dog et andet billede. Børnene har ikke adgang til undervisning og befolkningsgruppen får ikke hjælp til at forbedre deres livsvilkår. De mangler viden omkring hvad de er berettiget til. Derudover eksisterer der diskriminerende normer imod befolkningsgruppen fra samfundets side af.

Samspillet mellem Verdensmålene

For at vi kan komme i mål med verdensmålene, er man nødt til at arbejde med alle verdensmålene og forstå sammenspillet imellem dem. Projektet Lige Ret til Læring og Sundhed er et eksempel på, hvordan et projekt, der aktivt arbejder med mål 3 og 4 indirekte berører andre verdensmål.

Ved at sikre børnene deres ret til skolegang samt og får forbedret deres sundhed og livsvilkår, får de en mulighed for at bryde ud af ulighedscyklussen. Projektet arbejder derfor også med verdensmål 10, Mindre Ulighed.

Især mål 10.3 relaterer til projektet. Det fokuserer på at reducere uligheder, der eksisterer på baggrund af diskriminerende love, politikker eller normer. Romaer og oprindelige folk har ikke gavn af de rettigheder, de er berettiget til, da de diskrimineres af samfundet. Igennem projektet øges befolkningsgruppens viden om deres rettigheder bl.a. ved regelmæssig skolegang for børnene.

175 af årets dage har FN dedikeret til at markere specifikke begivenheder, hylde personer eller grupper og sætte fokus på bestemte emner. FN benytter blandt andet dagene til at skabe opmærksomhed omkring globale problemstillinger og til at skabe politisk velvilje til at løse dem. Læs med og bliv klogere på FN-dagene og deres bidrag til en positiv udvikling i verden.

Globus

Af Kasper Waale

FN-dagene er ikke per definition FN-påfund. Faktisk er flere af dagene blevet markeret, fejret eller afholdt inden organisationens grundlæggelse i 1945, og deer derefter blevet omfavnet af FN.

I 1950 vedtog FNs generalforsamling, at den 10. december fremover skulle være international menneskerettighedsdag. Siden da er 174 FN-dage gradvist blevet tilføjet til kalenderen.

Nogle datoer har flere FN-dage knyttet til sig. Fx er d. 21. marts både international dag for skov og træer, international dag mod racisme, international dag for poesi, international dag for den persiske højtid Nowruz og international dag for Downs syndrom.

Det er hovedsageligt FN’s medlemslande, der foreslår dagene, hvorefter organisationens generalforsamling beslutter. om de skal blåstemples.

Nogle FN-dage er dog proklameret af organisationens underinstanser såsom UNESCO, og bliver senere formelt adopteret af FN.

Hvad er formålet med FN-dagene?

FN forsøger at relatere dagenes temaer til organisationens arbejde for blandt andet fred og sikkerhed, bæredygtig udvikling og beskyttelsen af menneskerettigheder. Det vil sige, at de FN-dage, der ikke åbenlyst knytter sig til ovenstående arbejde, alligevel rummer en relevant vinkel.

Eksempelvis forklarer FN, at formålet med den internationale jazzdag er at skabe opmærksomhed om jazz som en forenende kraft, der bidrager til fred, enhed, samarbejde og dialog mellem mennesker.

FN bruger også dagene til at råbe stater op og opfordre dem til at være med til at løse globale problemer. Fx inviteres medlemslande jævnligt til at underskrive protokoller og erklæringer for at beskytte natur og rettigheder og bekæmpe uretfærdigheder på FN-dage. Dagene bruges altså ikke blot som anledninger til at sætte fokus på bestemte emner, men også til at skabe handling, som bidrager til positive forandringer.

FN-dagenes effekt

Man kan fristes til at tro, at FN-dagene blot er varm luft, men faktisk kan de i mange tilfælde føre til brugbare resultater. FN bruger dagene til at øge opmærksomheden og kendskabet til diverse emner, hvilket skaber grobund for, at positiv udvikling kan tilstræbes. Fx benytter skoler verden over FN-dagene til at undervise deres elever i dagenes emner, så eleverne fremover har indsigt og værktøjer til at tage handling.

Mange internationale dage markeres også ved arrangementer og initiativer verden over. Tilslutningen til disse arrangementer giver et indtryk af, hvor stor opbakningen er til dagene og til de mål og principper, der hører til dagene.

I konfliktplagede Sydsudan byttede hundredevis af soldater og politifolk deres våben ud med løbesko i anledning af den internationale dag for menneskerettigheder, mens der i andre lande var udstillinger eller afholdtes konkurrencer for at skabe opmærksomhed om kampen for at beskytte menneskerettighederne.

Dagene bruges også til at lægge politisk pres på stater for at bidrage til en positiv udvikling i verden, og i Aktion Børnehjælp forsøger vi også at gøre opmærksom på FN-dage, der sætter fokus på vigtige emner.

COVID-19 gennemsyrede år 2020 med alverdens onder i Danmark og resten af verden. I anledning af årsskiftet har vi derfor bedt tre ansatte fra vores partnerorganisation CECOWOR fortælle, hvad de ønsker for det nye år.

Af Kasper Waale

Jeyaseelan er field officer i STCR-projektet, som kæmper for indiske børns rettigheder i det sydøstlige Indien. På trods af et trist år 2020 har han store ambitioner og drømme for 2021:

”Jeg ønsker at udvide STCR til samtlige panchayats (lokalstyrer) i både Gingee og Melmalayanur.”

Samtidig håber han, at CECOWOR får etableret lokale kontorer i førnævnte distrikter samt i Vallam. Drømmen om at udvide STCR-projektet stopper dog ikke her. Ligesom der nu ydes støtte til studerende op til 10. klasse, ønsker han: ”… at der ydes lignende støtte til studerende på videregående uddannelser gennem fadderskaber.”

Jeyaseelan giver også udtryk for, at man må få det bedste ud af de vilkår, der nu engang hersker i 2021:

”Da naturlige og unaturlige katastrofer (COVID-19) forekommer hele året rundt, er det vigtigt at implementere langsigtede løsninger for at imødekomme disse problemer.”

En mindre lønstigning er også på Jeyaseelans ønskeliste, da naturkatastrofer og COVID-19 restriktioner har været med til at øge priserne på varer og tjenester. Sidst men ikke mindst håber han, at CECOWORs sygdomsramte direktør bliver rask igen.

Sundt liv og bedre klima

Kotteeswari fra CECOWOR gør status på 2020 og præsenterer derefter et humant ønske for 2021:

”På grund af corona har 2020 været et år med store omkostninger for alle mennesker på jorden – både psykisk og økonomisk. Mit ønske for 2021 er et år uden sygdom og et sundt liv for alle.”

Han har også et andet ønske for kloden og dens skabninger:

“Jeg ønsker, at Jorden, i det mindste fra nu af, får et bedre klima, og at alt liv på Jorden kommer til at leve i trygge omgivelser.”

Kotteeswari ønsker også, at CECOWORs direktør kommer sig i det nye år, og på det mere personlige plan håber han at kunne få bygget sit eget hus i år.

Pas på verden

I tråd med Kotteswari ønsker Ravindran fra STCR også; ”… at samtlige mennesker i verden gør alt for at beskytte den”, og at CECOWORs personale og direktør enten opretholder eller får et godt helbred, så de; ”sammen kan skabe grobund for yderligere tiltag og idéer” i det nye år.

Ligesom Jeyaseelan har Ravindran også ambitioner, der relaterer til STCR projektet:

”For at forbedre børns velfærd og rettigheder og herigennem styrke den kommende generation skal der på landsby-, distrikt-, stat- og landsplan oprettes forskellige sammenslutninger (foreninger).”

Slutteligt giver han udtryk for, at det er vigtigt at alle gør brug af ansigtsmasker og håndsprit for at mindske spredningen af COVID-19.

Tusind tak til Jeyaseelan, Kotteeswari og Ravindran for at indvie os i deres ønsker, og for at kæmpe for børns rettigheder og velfærd. Lad os håbe på og arbejde for, at deres ønsker går i opfyldelse i år 2021!