Af Anja Nielsen, sekretariats- og programleder

De fattige har ofte fået skylden for spredningen af COVID-19 i Indien. Manglende tålmodighed og manglende overholdelse af restriktionerne er nogle af beskyldningerne. Spredningen fra byerne til landområderne kan også for en stor del tillægges migranter og daglejere. Så hvorfor er det, at de fattige ikke bliver hjemme og venter på at pandemien er overstået?

COVID-19 eller sult?

På landet arbejder størstedelen af de fattige som daglejere og er afhængige af daglønnen for at kunne brødføde deres familie. Da den indiske regering lukkede landet ned 24. marts mistede 450 millioner indere ansat i den uformelle sektor deres arbejde og indkomst. For størstedelen af dem handlede frygten ikke om COVID-19, men om hvordan de skulle brødføde deres familie. En frygt, der kun er blevet forstørret med forlængelsen af nedlukningen nu på 7. måned.

Befolkningen blev anbefalet at blive hjemme og kun gå ud i forbindelse med vigtige ærinder, offentlig transport blev lukket ned, og der kom restriktioner på åbning af fødevarebutikker sammen med anbefalingerne om social distancing samt øget hånd- og respiratorisk hygiejne. Men isolation og hjemmearbejde er et privilegie, som de fattige familier ikke har råd til. For med nedlukningen fulgte hverken lønkompensation eller hjælpepakker.

Ét måltid om dagen

Hjælpen fra den indiske regering er begrænset, og familierne er afhængige af den enkelte delstatsregering. Hvis vi ser på to af de delstater, vi arbejder i, er der kæmpe forskel. I Tamil Nadu har familierne fået et engangsbeløb svarende til 100 kroner og en månedlig pakke med 20 kg ris, ét kg olie, ét kg sukker and ét kg linser. I nabodelstaten Andhra Pradesh er der ingen officiel hjælp fra det offentlige.

Selv med madrationer må familierne nøjes med ét-to måltider om dagen. Familierne har solgt og pantsat alt af værdi, brugt deres opsparing og taget lån for at brødføde hele familien. Familierne fortæller, at de må finde på alternative kilder for at kunne fylde maverne. Mange leder efter blade og andre spiselige ting i naturen som for eksempel snegle. Ting, der ikke før er blevet set som spiselige, men som nu kan holde sulten for døren endnu en dag.

Nedlukning eller genåbning?

Da genåbningen af landet startede, og den offentlige transport blev genoptaget i forsommeren, flokkedes de fattige til storbyerne i tætpakkede busser for at finde arbejde og tjene penge til at brødføde familierne. I de landsbyer, vi arbejder i i Sydindien, flokkedes mændene til delstatshovedstaden Chennai, hvor de lokale markeder åbnede for handel og dagarbejde. Arbejderne tog tilbage til deres familier med penge på lommen og fornyet håb om fremtiden. Men en ubuden gæst fulgte med. Kort efter steg antallet af smittede i landområderne drastisk, og landsby efter landsby blev ramt.

Regeringen fortsætter genåbningen af landet for at sætte gang i økonomien igen, selvom smittekurven stadig stiger. Samtidig prøver mange delstatsregeringer at inddæmme og stoppe smitten ved at lave lokale nedlukninger og restriktioner samt at lukke distriktsgrænserne. For de fattige åbner genåbningen op for muligheden for at tjene penge igen, men prisen er stigning i antallet af smittede og døde af COVID-19. De lokale nedlukninger er målrettet smitten, men fratager folk deres levegrundlag.

Oplysning og nødhjælp hånd i hånd

Aktion Børnehjælp arbejder tæt sammen med vores samarbejdspartnere i Indien om at hjælpe de mange familier, der er ekstra udsatte under coronakrisen. Med hjælp fra vores støtter har vi kunnet uddele hjælpepakker med mad og sæbe til nogle af de allerhårdest ramte familier. Sideløbende har vores samarbejdspartnere lavet oplysningskampagner om, hvordan man kan tage sine forholdsregler og være med til at begrænse smitten, når man bevæger sig ud blandt andre.

Kødfrie dage på madplanen, plantebaserede produkter i indkøbskurven og for nyligt blev Veganerpartiet opstillingsberettiget til Folketinget. Er vi danskere blevet lige så vegetariske som indere? Og hvor vegetarisk er Indien egentlig?

Af Julie Eltong Mogen

En af de første ting man forbinder med Indien er, at det er et af verdens mest vegetariske lande. Det er der mange grunde til.

Buddha, der efter sigende skulle være en af den hinduistiske gud Vishnus fysiske skikkelser, viste vejen for den vegetariske livsstil. Med en befolkning bestående af 80% hinduer, så har der traditionelt været mange, som ikke har spist kød i Indien. Helt særlig er eksempelvis koen, der betragtes som et helligt dyr, hvorfor det at spise oksekød i særdeleshed anses for et no-go.

I hinduismen finder du også læren om dårlig karma, hvor princippet om ikke-vold (ahimsa) gør sig gældende. Herudover har mad ofte været forbundet til Indiens kastesystem, hvor det at spise kød traditionelt set ses som urent og har været associeret med lavkaster og kastesløse.

En anden årsag til, at Indien betragtes om verdens vegetariske forbillede kan være, at dette spirituelle og afslappende land udgør en kontrast til den vestlige livsstil, som passer rigtig godt ind i et vestligt narrativ. Alligevel lever kun 31% af indere fuldstændig vegetarisk. Hvad kan dette skyldes?

Stigende tendenser

Det handler på mange måder om det traditionelle overfor det moderne. Verden er blevet mere åben og set fra et globaløkonomisk perspektiv, så opfattes det at spise kød som et tegn på velstand.

I dag er det muligt at finde kød i supermarkederne i Indien, og der er da også en stigende tendens til, at kød anses for at være et tegn på sundhed. Det er altså blevet mere moderne at spise kød og et tegn på, at man er international.

Alt imens vi ser den modsatte tendens i Danmark, hvor det er blevet mere umoderne at spise stegt flæsk, hakkebøf og andre danske traditionelle retter, og emner som sundhed, bæredygtighed og dyreetik får os danskere til at spise mere grønt.

En Coop Analyse i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening fra 2019 viste, at cirka 140.000 danskere spiser vegetarisk (herunder vegansk), hvilket svarer til 2,5% af den danske befolkning. I 2017 var tallet 1,8%, hvilket er en markant stigning på bare to år. Herudover fandt de, at cirka 12% spiser overvejende vegetarisk, hvilket svarer til en tredobling siden 2010. Heriblandt har cirka en tredjedel af danskerne en eller flere ugentlige vegetariske maddage.

Noget kunne tyde på, at vi i begge lande bevæger os et sted midtimellem, og at vegetarismen er i et spektrum, hvor vi lever grønt og kødløst i flere forskellige grader og versioner. Man kunne derfor forledes til at tænke, om ikke danskerne og inderne på mange måder er rykket tættere på hinanden?

Tættere på hinanden

Det er lidt af en myte at se Indien som et rent vegetarisk land. Alligevel er en tredjedel af befolkningen vegetarer, hvilket er et højt tal sammenlignet med Danmarks 2,5%.

Vegetarisme-bølgen er voksende i Danmark og særligt blandt de unge, så man kan lokkes til at spå om en fremtid, hvor danskerne, til trods for en stor appetit for særligt svinekød, vil leve endnu mere vegetarisk. Så måske er Indien og Danmark i grunden mere ens i vores madvaner, end vi lige går og tror, og helt uden at vide det er rykket et stykke tættere på hinanden.

Af Christine Michelsen

Millioner af mennesker i Indien lider af fejlernæring. Det går især ud over børnene, som ikke kan udvikle sig fysisk og mentalt uden den rigtige næring. Det kan få store konsekvenser for dem resten af deres liv. Også gravide kvinder er særligt sårbare over for fejlernæring, og det kan få alvorlige konsekvenser for børn, hvis deres mødre ikke får tilstrækkelig næring under graviditet eller amning.

Det store problem med fejlernæring er derfor fokus i vores projekt Familier Bekæmper Fejlernæring, hvor vi i ti landsbyer i delstaten Orissa har som mål at hjælpe beboerne med at forbedre deres ernæring.

To år efter projektet startede, ser vi allerede gode resultater. Mange i landsbyerne har anlagt køkkenhaver, hvor de kan gro forskellige næringsrige grøntsager og på den måde sikre vitaminer og mineraler til hele familien gennem kosten.

Men hvordan kan vi egentlig måle, om køkkenhaverne og projektets andre tiltag gør en forskel for fejlernærede landsbyboere?

Det livsnødvendige hæmoglobin

Noget, der kan give en indikation på, om man er fejlernæret, er mængden af hæmoglobin i ens blod. Hæmoglobin er det protein i de røde blodlegemer, som transporterer ilt rund i kroppen. Hvis hæmoglobinniveauet i vores blod er for lavt, kan det give symptomer som åndenød, svimmelhed og træthed, og det tager hårdt på organer som hjertet og hjernen.

Da vi ved projektets start gennem blodprøver målte hæmoglobinniveauet hos 2.541 kvinder og piger mellem 9 og 35 år i landsbyerne, viste tallene desværre et tydeligt billede. Faktisk viste vores første målinger at hele 98,2% af de målte kvinder og børn havde et for lavt hæmoglobinniveau. En del af kvinderne led endda af anæmi, som skyldes en for lav koncentration af hæmoglobin, i en sådan grad, at de herhjemme ville være blevet indlagt. Er du interesseret, kan du læse mere om det i vores artikel, da vi begyndte projektet.

En af de typiske årsager til for lavt hæmoglobinniveau er jernmangel. Det er et udbredt problem i Indien og herhjemme er der faktisk også en del mennesker med jernmangel. Så hvad kan vi gøre for at få tilstrækkeligt med jern?

Den jernholdige kost

Normalt får vi den nødvendige jern fra vores kost. Madvarer som rødt kød og en række grøntsager, især de mørkegrønne som kål og spinat, indeholder meget jern. Også frø og nødder, især sesamfrø og cashewnødder, indeholder meget jern. Kroppen optager bedst jern, hvis man samtidig indtager C-vitamin. Samtidig hæmmer det optagelsen af jern, hvis man indtager det sammen med hvedemel, rødvin, te eller kaffe.

Men der findes også andre måder at sikre sig, at man får jern nok. Hvis du er bloddonor, har du måske prøvet at få jerntabletter med hjem for at hæve dit hæmoglobinniveau. Der findes to forskellige slags jerntabletter – de røde og de hvide – som virker lidt forskelligt, men er lige gode som tilskud, hvis man mangler jern. I Indien har alle børn, teenagere samt gravide og ammende mødre faktisk ret til at få udleveret gratis jerntabletter af regeringen i et forsøg på at komme det store problem med jernmangel til livs.

Kosttilskud er dog ikke nok til at sikre god ernæring for alle, der nu er fejlernærede i Indien. Derfor er en stor del af vores projekt i Orissa fokuseret på at oplyse landsbyboere om, hvordan de får tilstrækkelig næring gennem kosten, og at hjælpe dem til selv at gro næringsrige grøntsager som supplement til deres ellers meget risbaserede kost.

Og det virker. Sammenlignet med den første måling af hæmoglobin blandt børn og kvinder i landsbyerne, viser vores seneste målinger, at 89% af deltagerne har forbedret deres hæmoglobintal siden projektets start.

Traditionel indisk kokoskage

Af Kasper Waale

I den indiske kyststat Goa blandes egnens tropiske frugter og nødder med havets lækkerier og importerede varer fra portugisisk kolonitid. Arven fra portugiserne har også bragt kristendommen og julen med sig, og især ved juletid spiser statens indbyggere Baath Cake. Konsistensen er let og luftig og kokossmagen eksotisk. Drøm dig tilbage til stranden eller hold tidlig jul med denne lækkerbisken.

Ingredienser

  • 250 g kokosmel
  • 250 g mannagryn
  • 400 g sukker
  • 300 ml vand
  • 6 æg
  • 100 g usaltet smør
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. revet muskatnød
  • 1. tsk. vaniljeessens eller -sukker
  • 1 knsp. salt

Fremgangsmåde

  1. Tilsæt vand i en pande og opvarm det, til det koger.
  2. Tilsæt sukker, og få det til at smelte.
  3. Når sukkeret er smeltet, tilføjes mannagryn, kokosmel og smør.
  4. Opvarm blandingen på panden ved lav varme i ca. 5 minutter, og lad den derefter afkøle.
  5. Pisk æg luftige og tilføj dem i den afkølede blanding.
  6. Tilføj vanilje, revet muskatnød, bagepulver samt salt, og mix blandingen grundigt.
  7. Smør bagepapir, og beklæd en bageform med det.
  8. Tilsæt kageblandingen i bageformen, og lad den bage i ovn i 1 time og 20 minutter på 200 grader.
  9. Pynt eventuelt kagen med revet citronskal, kokosmel eller -flager.

Bon appétit!

Arrangeret kærlighed i Indien

Lige nu kan du på Netflix følge en af Indiens førende matchmakere, mens hun hjælper unge og deres familier med at finde det perfekte match til en ægtefælle. Få et indblik i kulturen omkring ægteskaber i Indien, og hvordan Aktion Børnehjælp arbejder med at skabe bedre vilkår for børn. 

Af Anja Nielsen, programleder

Lige nu kan du på Netflix følge en af Indiens førende matchmakere, mens hun hjælper unge og deres familier med at finde det perfekte match til en ægtefælle. Programmet har skabt stor debat. Kritikken går både på blåstemplingen af arrangerede ægteskabet, hvor den enkelte ikke selv vælger sin ægtefælle, samt de høje krav om lys hud, ’god familie’, god indkomst og fælles baggrund. Kriterierne afspejler en tradition, der diskriminerer på baggrund af hudfarve, opretholder kastesystemet og ser skævt til ægteskaber på tværs af kaste og klasse. Det er kriterier for den perfekte ægtefælle, som gennemsyrer store dele af det indiske samfund, i alle samfundslag.

I serien møder vi familier fra overklassen, hvor størstedelen er opvokset i USA. Indien er et komplekst land med store forskelle mellem klasser og land og by. Aktion Børnehjælp mener derfor, at det er vigtigt at forstå nuancerne i den arrangerede kærlighed i Indien.

Er det tvang?

Mens såkaldte love marriages ses oftere og oftere i Indien, er arrangerede ægteskaber stadig normen. Ens kommende livspartner er ikke blot ens eget valg, men hele familiens. For mange unge er det stadig naturligt at familien er med indover, når det livsvigtige valg skal tages.

I Netflix-showet Indian matchmaking fremgår det, at flere af hovedpersonerne selv har valgt at søge råd hos en professionel ægteskabsarrangør, efter de har opgivet selv at finde den rigtige livspartner. Mange af deltagerne, der kommer fra velstående og højtuddannede familier, fortæller, at de selv har datet i en årrække, men uden succes.

Serien viser også, at flere søger en middelvej mellem arrangerede ægteskaber og dating. Dog ses der en forskel mellem dem, der er bosiddende i USA, og dem fra Indien, hvor forældrene spiller en større rolle i valget. Dating og kærester er stadig et tabu i store dele af Indien, og der er sjældent langt mellem, at en kommende ægtefælle er identificeret, til ægteskabet indgås. Derfor er det vigtigt, at man hurtigt kan vurdere, om personen er den rette. Dem, der går ind for arrangerede ægteskaber, argumenterer for, at forældrene, der selv har erfaring fra mange års ægteskab, kan bidrage med vigtig viden og erfaring, som de unge ikke har.

Aktion Børnehjælp oplever, at flere og flere fra den lave del af middelklassen fortæller, at de som kommende brud/gom har mulighed for at sige nej til de kandidater til ægtefæller, som familien præsenterer. Familien finder passende profiler, som præsenteres gennem møder, vurderes af alle og hvor den kommende brud/gom efterfølgende kan sige ja eller nej.

Dog kan et ’nej’ fra familien sjældent ændres til et ja hvis den kommende brud/gom er uenig. Her har familien traditionelt det sidste ord. Hvilket også gør sig gældende når vi snakker om den kommende ægtefælles profil, hvilket fører os tilbage til kritikken af Indian matchmaking.

Børneægteskaber

Aktion Børnehjælp arbejder med nogle af Indiens allerfattigste. Her oplever vi, at ægteskab – tidspunkt og valg af ægtefælle – stadig i høj grad er familiens beslutning uden indflydelse fra den kommende brud/gom. Her er der sjældent tale om et valg. Ifølge organisationen Girls Not Brides bliver 27 % af Indiens piger gift, før de fylder 18 år. Her snakker vi om tvangsægteskaber, hvor pigen ikke har noget at skulle have sagt. I mange sager gælder det også drengen, der tit også er mindreårig. De oplyses blot om,  at de skal giftes inden for kort tid og forventes at adlyde forældre.

Det økonomiske aspekt er et af de argumenter, vi ofte møder i sager om børneægteskaber. Ved ægteskab skal pigens familie betale brudepris (dowry) til gommens familie. En udgift, der lægger stort pres på familiens økonomi og sætter dem i gæld. Samtidig flytter pigen traditionelt set til gommens familie efter brylluppet, og vil derfor heller ikke kunne tage sig af sine forældre, når de bliver gamle. Sat på spidsen ses piger derfor som en byrde, en udgift for familien indtil hun er blevet gift.

Ægteskabet bliver en handelstransaktion, hvor fokus er på at blive gift så ‘godt’ som muligt, hvilket igen dækker over kaste, lys hud og det rette religiøse og geografiske tilhørsforhold. Sammen med det økonomiske aspekt kan det presse fattige familier ud i at vælge børneægteskaber som en løsning.

Børneægteskaber har store konsekvenser for pigernes liv, der rækker langt udover manglende medbestemmelse i valg af ægtefælle. Ofte tages pigerne ud af skolen, når de skal giftes, og forventes at passe hus hos svigerfamilien. Dette er én af grundene til, at pigerne stadig halter langt bagefter drengene i Indien, når det gælder skolegang. En pige går i gennemsnit i skole i knap 5 år, mens det er over 8 år for drenge. Det har betydning for pigens muligheder senere i livet, men også for hendes børns, da der er en tydelig sammenhæng mellem skolegang, antal børn en pige får senere i livet og deres sundhed.

Derudover forventes det, at pigen bliver gravid kort efter brylluppet. Graviditet kan have fatale konsekvenser, hvis kroppen ikke er klar til det og samtidig er præget af fejlernæring, som vi oplever hos mange i de områder, vi arbejder i. Det kan give pigen mén resten af livet og i værste tilfælde koste mor eller barn livet ved fødslen eller fratage pigen muligheden for at få flere børn.

Rettigheder er et fælles ansvar

I Aktion Børnehjælp arbejder vi for at sikre børns rettigheder. Det gør vi bl.a. ved at gøre både børn og deres forældre opmærksomme på de lovmæssige rettigheder børn og unge har, samt lægge pres på lokale myndigheder i forhold til at implementere og opretholde lovgivningen.

I vores børnerettighedsprojekt Sammenhold om børns rettigheder har vi særligt fokus på retten til ikke at blive gift, før man som pige er 18 år og dreng 21, retten til ikke at arbejde, men gå i skole og få min. 12 års skolegang, samt retten til ikke at blive udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold og misbrug.

Projektet har været med til at sætte børnerettigheder på dagsorden hos både familier og myndigheder, og ikke mindst fået de unge til selv at står op for deres egne rettigheder – rettigheder de inden projektet ikke anede, at de havde.

Af Julie Eltong Mogen 

Denne lækre indiske ret er let at lave og er fremragende ovenpå alt sommerens grillmad til de lidt køligere efterårsaftener, som vi snart går i møde. Retten er i den stærke ende, men den kan nemt justeres med en chili mere eller mindre i, alt efter hvad man er til, og den vil stadig smage fantastisk. Nyd den gerne sammen med noget iskoldt at drikke.  

Ingredienser

  • 250 gram paneer ost/Halloumi ost
  • 2 mellemstore løg
  • 3-4 fed hvidløg
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 400 gram frossen spinat
  • 2 chilier
  • 30 gram frisk ingefær
  • 4 tsk paprika
  • 2 tsk gurkemeje
  • 3 tsk garam masala
  • 2 tsk salt
  • ½ dl vand
  • Olie til stegning

Fremgangsmåde

Start med at finhakke løg, hvidløg, chili og ingefær. Kom det i en varm gryde med olie, indtil løgene er bløde.

Tilsæt gurkemeje, garam masala, paprika, salt og bland det sammen med de hakkede tomater og lad det simre et par minutter.

Tilsæt herefter det frosne spinat og vandet. Lad nu retten simre under låg i 12-15 minutter.

Imens retten hygger sig, sætter du risene over i en gryde, hvorefter du skære osten i tern og frituresteger den på en pande.

Tilsæt den friturestegte ost i retten og lad det igen simre. Først under låg i ca. 5 minutter og til slut uden låg i ca. 5 minutter.

Serveres med ris og kan pyntes med frisk koriander på toppen. Velbekomme!

Mange dele af Indien er hårdt ramt af COVID-19, og det har blandt andet udskudt vores projekt Bedre Sanitet Giver Bedre Sundhed. Nu går projektet dog i gang i en lidt ændret form, så det også kan være med til at forebygge smittespredning af COVID-19.

Af Daniel Kloppenborg Degn

Indien står lige nu over for en stor udfordring i COVID-19. Vores projekt Bedre Sanitet Giver Bedre Sundhed er over flere omgange blevet udskudt på grund af COVID-19, som i skrivende stund har taget livet af mere end 55.000 mennesker i Indien, mens antallet af smittede nærmer sig 3 millioner. Projektet er nu blevet ændret lidt, så det også tager højde for den nuværende situation.

Mange af projektaktiviteterne indebar nemlig, at folk forsamles i et nu uhensigtsmæssigt omfang. Derfor udsætter vi disse aktiviteter, mens coronaforebyggende tiltag bliver integreret i projektet.

Coronaforebyggelse og projektet har heldigvis flere fællesnævnere. Projektet handler om at forebygge, at mange besørger i det fri. Både det og forebyggelse af COVID-19 kræver adfærdsændringer og en øget forståelse af sammenhængen mellem hygiejne og smitte. Vi forventer derfor, at en øget forståelse for hygiejne og smittespredning i en coronakontekst kan bruges senere i projektet, når vi skal skabe opmærksomhed omkring smittespredning i forbindelse med besørgelse i det fri.

På længere sigt vil forståelsen for sammenhængen mellem hygiejne og smittespredning også kunne overføres til andre sammenhænge, så landsbyboerne vil være bedre rustet til at imødegå andre former for smitsomme sygdomme, hvor hygiejne er af særlig betydning.

Samme metode – nu med fokus på COVID-19

Bedre Sanitet Giver Bedre Helbred bygger på såkaldt Community-Led Total Sanitation (CLTS). Det er en metode forankret i idéen om hjælp til selvhjælp.

En vigtig bestanddel i CLTS er de såkaldte triggerings, hvor landsbyboerne bevidstgøres om udfordringer ved besørgelse i det fri gennem visualiseringer af f.eks. smittespredning. En triggering kan eksempelvis foregå ved, at en projektmedarbejder står med et rent glas vand og spørger, om nogen vil drikke det, hvor folk typisk svarer ja. Projektmedarbejderen tager nu et græsstrå, som hun strejfer en lort, for derefter at dyppe den kortvarigt i vandet. Når hun igen spørger, om nogen vil drikke vandet, svarer folk altid nej.

Triggerings demonstrerer sammenhængen mellem besørgelse i det fri og smittespredning på en måde, hvor der stimuleres en kollektiv følelse af skam og væmmelse, som tilskynder, at landsbyboerne ændrer deres praksis af egen fri vilje.

COVID-19 er ikke forbundet med væmmelse og skam på samme måde, som afføring er. Men også her er det stadigvæk oplagt at visualisere smittespredning.

Projektmedarbejderen kan f.eks. tage en særlig form pulver med farve på hænderne, som afgiver farve ved berøring. Projektmedarbejderen giver derefter håndtryk til en anden person, hvorefter de begge giver håndtryk til to nye personer osv. Denne triggering viser tydeligt, hvordan smittespredning foregår, og hvordan det pludselig kan tage fart. På denne måde bliver den abstrakte forståelse for smittespredning konkretiseret.

Rotter har ikke ligefrem det bedste ry. Den lodne gnaver er flittig gæst, hvor dårlig hygiejne og kummerlige forhold hersker. Men selvom rotten mere eller mindre betragtes som et skadedyr herhjemme, er der særligt ét sted i Indien, hvor forholdet til den lille gnaver er anderledes kærligt.

Af Kasper Waale

Rottetemplet – legenden om Karni Mata

I staten Rajasthan nær grænsen til Pakistan findes et mærkværdigt tempel. I templet bor nemlig mere end 20.000 rotter, der anses som hellige af lokale og pilgrimsrejsende. Templet er dedikeret til Hindu-krigeren Karni Mata, der tilbedes som legemliggørelsen af krigergudinden Hinglaj. Med sin detaljerede marmorfacade og overdådige døre af sølv er templet en konge værdigt. Der er dog en særlig grund til, at templets rotter nyder høj status her.

Ifølge en kendt legende sendte Karni Mata bud efter dødsguden Yoma for at genoplive hendes druknede stedsøn. Den tjeneste resulterede i et besynderligt kompromis. Stedsønnen blev genoplivet mod, at alle Karni Matas mandlige efterkommere blev reinkarneret som rotter, der altså i dag har fast bopæl i templet ifølge legenden. Her nyder gnaverne godt af korn, mælk og andre godter, der serveres af velmenende følgere af Karni Mata.

Behårede lykkebringere

Indtagelse af rotternes madrester skulle angiveligt bringe held, og de behårede væsners drikkevand menes at være helligt. I det hele taget er omgang med rotterne forbundet med held og velsignelse.

Adgang til templet foregår uden sko, og hvis en rotte kravler over dine bare fødder, er du særdeles heldig ifølge lokal tro. Templet har et meget lille antal firbenede beboere med hvid pels, der sjældent kommer til syne blandt den enorme mængde af mørke rotter på tempelgulvet. Hvis man er så heldig at kaste blikket på en hvid rotte, anses det dog som en helt speciel velsignelse.

Rotterne har bestemt ingen grund til at frygte hverken afsky eller vold fra templets brugere. Udover deres lykkebringende egenskaber og hellige aura, har templets brugere også et økonomisk incitament til at passe godt på de lodne gnavere. Hvis en rotte dræbes, er erstatningskravet nemlig, at den skal erstattes af en kopi i sølv eller guld. En enorm udgift for mange indere.

Vil du læse mere om Indiens hellige dyr? Se vores seneste artikler i serien, hvor du kan lære mere om henholdsvis koen og aben i Indien.

Af Anja Nielsen, programleder 

Mens vi i Danmark er ved at vende tilbage til dagligdagen, er smitten på sit højeste i Indien. Den 16. juli rundede Indien én million registrerede smittede. Knap to uger efter, den 29. juli, er tallet steget til 1,5 millionIndien har pr31. juli registreret 35.747 døde. 

Dags dato er fordoblingsraten på kun 21 dageog Indien har indtaget en trist rekord, som det land med den hurtigste smittespredning i verden. Det betyder, at stigningen i antallet af smittede nu er eksponentiel, og at COVID-19 nu er begyndt at sprede sig til landområderne, hvor den indtil nu har været begrænset. Det betyder også, at udsigterne til at få virussen under kontrol er lange, og mange eksperter frygter, at det først sker ved en vaccine eller flokimmunitet. 

Tiltag rammer de fattige

Med omkring 50.000 nye tilfælde om dagen på landsplan kæmper de indiske delstater for at finde løsninger til at inddæmme og stoppe spredningen lokalt. Udgangsforbud om aftenen og natten, begrænsede åbningstider for fødevarebutikker, aflysning af festivaler, begrænsning af transportmidler samt lukning af delstats- og distriktsgrænser er blot nogle af de forskellige tiltagder indføres i håb om at få bugt med smittespredningen 

De mange tiltag har store konsekvenser for Indiens befolkning. Ikke mindst den fattigste del af befolkningen, herunder de 450 millioner mennesker, der arbejder i den uformelle sektorDe er afhængige af at finde arbejde som daglejeregadesælgere eller lignende for at kunne brødføde deres familier. Størstedelen mistede deres indtægtsgrundlag, da den indiske regering lukkede landet ned i martsog de fortsatte restriktioner begrænser deres mulighed for at tjene penge. Den støtte, de får fra det offentlige, er langt fra nok til at kompensere for tabet, og mange må nøjes med 1-2 måltider om dagen  nu på 5. måned. 

I nogle af de romalandsbyer, vi arbejder ier de ramt ekstra hårdt af coronakrisen. Romaerne er én af Indiens allerfattigste befolkningsgrupper, som i forvejen lever fra dag til dag. De fleste lever af at rejse til de større byer og sælge ting på de store markeder og til festivaler, men med forsamlingsforbuddet og social distancing er mulighederne meget få, og mange er flyttet hjem til landsbyen uden nogen udsigt til arbejde. Det har lagt yderligere pres på familierne, der nu har flere munde at mætteog ingen indtjening. Flere og flere familier sulter og frygter for fremtidenVores samarbejdspartner CECOWOR har mødtes med familierne og fortæller, at flere er begyndt at spise snegle for ikke at sulte. Se videoklip fra vores partner her.

Lokale vagthunde i Sydindien 

Den nuværende situation har sat mange af vores planlagte aktiviteter i Indien på pause. Men arbejdet er ikke stoppet. Sammen med vores samarbejdspartnere arbejder vi i stedet for at finde løsninger på, hvordan vi kan udnytte vores tilstedeværelse til at hjælpe i den nuværende situation.  

Sydindien klæder vores samarbejdspartnere landsbyrådene på, så de kan overvåge, hvorvidt lokalbefolkningen også får den hjælp fra regeringen, som de er blevet lovet, og om den uddeles uden diskrimination. Det gør de blandt andet ved at kontrollere de lokale lærings- og sundhedscentresom står for uddeling af madrationer og daglige middagsmåltider til børn i alderen 0-5 år. Derudover har landsbyrådene sikret, at børnefamilierne i en række landsbyer uden et lærings- og sundhedscenterogså får adgang til madrationerder svarer til det daglige middagsmåltid. 

Vores samarbejdspartner i Orissa udnytter sin lokalradio til at oplyse om COVID-19, og om hvordan man kan bidrage til at mindske smittespredningen. Vores fadderskabspartnere uddeler nødhjælp til de hårdest ramte familier. 

Har du lyst til at støtte en familie med mad, så send et valgfrit beløb via MobilePay til 92188 med teksten MAD. For 30 kroner kan vi give en familie mad til en hel dag. Se flere muligheder for donation her.

 

Af Mathilde Nielsen

Coronakrisen har betydet, at mange danskere er blevet hjemme for at holde sommerferie, og den danske sommer har kvitteret med at være den koldeste i 41 år. Det har fået Aktion Børnehjælps nye programmedarbejder, Mathilde, til at længes efter varmere himmelstrøg. Hun har derfor samlet sin top 10 Bollywood-sange fra Indiens farverige univers. Så læn dig tilbage, og forestil dig at sidde i en rickshaw med den lune vind i håret og sød musik i ørene.

Mera Joota Hai Japani (1955) 

Fra filmen Shree 420. Denne gamle klassiker handler om at være stolt af at være fra Indien. Det kan godt være, at hovedpersonen Raj’s sko er fra Japan, og hans busker er fra England, men hans hjerte banker for Indien. Den ikoniske og patriotiske sang er blevet citeret både direkte og indirekte i flere andre Bollywoodfilm. Se videoen her.

Yeh Dosti (1975) 

Fra filmen Sholay. Dette er sangen, du skal sende til din allerbedste ven. Den handler nemlig om, hvordan de to hovedpersoner spillet af Bollywoodstjernerne, Amitabh Bachchan og Dharmendra, aldrig vil bryde deres helt særlige venskab. Se videoen her.

Tum Ko Dekha Toh Yeh Khayaal Aaya (1982) 

Fra filmen Saath Saath, som betyder “sammen”. Sangens lange titel “Tum kodekha to yeh khayalaaya” betyder ”Da jeg så dig, fik jeg denne tanke” og handler om, hvordan det føles at være forelsket. Den er sunget af Jagjit Singh, der er kendt som en af Indiens største, nyere poeter. Se videoen her.

Zinda Rehti Hain unki mohabbatein (2000)

Fra filmen Mohabbatein. For mig er den her sang indbegrebet af Indien. Alt fra trommerne i introen til koret gennem sangen, sender mig direkte tilbage til mine mange rejser til det farvestrålende land. Denne film blev også startskuddet for samarbejdet mellem de to berømte skuespillere Shah Rukh Khan og Amitabh Bachchan. Se videoen her.

Kabhi khushi kabhie gham (2001) 

Fra filmhittet af sammen navn. Musikken til filmen blev et kæmpe hit og stort set, hvor end du kommer i Indien, vil folk kunne synge med netop denne sang. Filmen fortjener helt sikkert også en anbefaling. Se videoen her.

Aaja Nachle (2007) 

Fra filmen af sammen navn. Navnet betyder noget i stil med “kom og dans”, og det er lige hvad sangen inviterer til. Musikvideoen er af mange blevet omtalt som en af de bedste Bollywood-danse nogensinde. Tag et kig, og vurder selv. Se videoen her.

London Thumakda (2014)

Fra filmen Queen. Jeg går selv til Bollywood dans, og her er sangen London Thumakda et kæmpe hit, så selvfølgelig skal den med på listen. Filmen er også klart værd at se. Den handler om hovedpersonen Rani, der betyder dronning på hindi, som tager til Europa og genfinder sig selv efter sit mislykkede bryllup. Se videoen her.

Gerua (2015) 

Fra filmen Dilwale. Det er nok ikke alle, der vil kunne lide denne sang, men for mig er den indbegrebet af Bollywood. Den storslåede, dramatiske og følelsesladede opsætning, er der bare noget imponerede over. Se videoen her.

Love you Zindagi (2016)

Fra filmen Dear Zindagi. “Liv, jeg elsker dig!” Jeg hører altid den her sang, hvis jeg skal blive i godt humør! Den handler om at invitere alt det gode i livet ind og sige farvel til de negative tanker. Og så er den god at danse til. Se videoen her.

Ghar More Pardesiya (2019)

Fra filmen Kalank. Musikken til denne film er det bedst sælgende i 2019 – og med god grund. Selvom filmen af mange vurderedes til at være et flop på grund af den den uoriginale historie, synes jeg helt sikkert, at musikvideoen er værd at se. I sangen kan man høre referencer til mere traditionel indisk musik. Se videoen her.

Den indiske popkultur er præget af de mere end tusind film, der årligt produceres i Bollywood. Fik du ikke læst vores syv filmanbefalinger? Så kan du læse dem her.