Den 20. februar er FN’s verdensdag for social retfærdighed. Dagen er også vigtig for Aktion Børnehjælp, hvor vi hver dag arbejder for en verden med mindre social uretfærdighed.

FN-bygning i Geneve

Af Daniel Kloppenborg Degn, frivillig i Bedre sanitet giver bedre sundhed

Siden 2009 har den 20. februar været synonym med FN’s Verdensdag for social retfærdighed. Denne dag minder FN hele jordens befolkning om, at social uretfærdighed stadigvæk eksisterer. Målet med dagen er at oplyse offentligheden om problemets omfang, mobilisere politisk vilje og -ressourcer, samt at fejre de resultater, som vi allerede har opnået. Det bifalder vi i Aktion Børnehjælp, hvor vi hver dag arbejder for en verden med mindre social uretfærdighed.

Hvad er social (u)retfærdighed?

Begrebet social retfærdighed kan spores tilbage til samfundsdebatten i begyndelsen af 1800-tallets England, hvor industrialiseringen gjorde sit indtog, og den økonomiske vækst tog fart.

Social retfærdighed handler i høj grad om fordeling af og adgang til de goder, som samfundets økonomiske vækst bibringer. For at fremme social retfærdighed skal vi derfor fjerne de barrierer for social mobilitet, som folk møder på grund af deres køn, race, etnicitet, religion og handicap.

Debatten er højaktuel i dag, hvor bevægelser som #MeToo og Black Lives Matter kæmper for lige vilkår for kvinder og personer af farve. Disse bevægelser er blevet globale fænomener, og de viser, hvordan social uretfærdighed finder sted i alle verdens lande.

Netop derfor har FN oprettet Verdensdagen for social retfærdighed. Én dag ud af årets 365 dage, hvor vi markerer den sociale uretfærdighed, der finder sted året rundt.

Aktion Børnehjælps arbejde med social uretfærdighed

At give børn en stemme, står helt centralt i alle Aktion Børnehjælps projekter, men vores projekter hjælper også andre udsatte grupper, der ikke nyder de rettigheder, som de bør. ’Bedre sanitet giver bedre sundhed’ forbedrer hygiejnen i landsbyer ved at gøre dem fri fra besørgelse i det fri, hvor seksuelle overgreb er et problem, der særligt rammer kvinder.

Projektet ’Lige ret til læring og sundhed’ har til formål at forbedre forholdene for Romaer og stammefolk i delstaten Tamil Nadu, som historisk set er blevet ekskluderet og diskrimineret i Indien.

Hvis vi vil opnå en verden med mindre social uretfærdighed, er det vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på de problematikker, der eksisterer for udsatte grupper i vores samfund. Her er FN’s Verdensdag for social retfærdighed et vigtigt skridt på vejen. I Aktion Børnehjælp er hver dag en kamp for social retfærdighed.

Sådan kan du støtte Aktion Børnehjælps arbejde.

Kamala Devi Harris, som blev indsat 20. januar 2021 som vicepræsident i USA, har rødder i en af de indiske stater, som Aktion Børnehjælp arbejder i.

Kamala Devi Harris, USA’s vicepræsident, har rødder i Indien.

Af Julie Eltong Mogen

Kamala Harris er ikke blot er den første kvindelige vicepræsident i USA men også den første vicepræsident med afrikansk- og asiatisk-amerikansk baggrund. Vicepræsidentens mor er faktisk indisk og stammer fra en af de stater, som Aktion Børnehjælp har projekter i.

Fejring af vicepræsidenten

Kamala Devi Harris, der blev født i Californien i USA 20. oktober 1964, er datter af en jamaicansk far (Donald J. Harris) og en indisk mor (Shyamala Gopalan). Vicepræsidentens bedstefar er fra landsbyen Thulasendrapuram i den indiske stat Tamil Nadu.

I den lille landsby blev der på valgdagen i november lavet plakater og bannere med foto af Kamala Harris, og nogle af de lokale tog til templerne for at bede om, at Biden/Harris vandt valget. Da resultatet kom om, at demokraterne havde vundet, og at Kamala Harris blev den nye vicepræsident i USA, blev det til festligheder i landsbyen i form af fyrværkeri, uddeling af søde sager, og der blev farvet mønstre på jorden (rangolis). Den indiske premierminister, Narendra Modi, fik da også lejlighed til at ønske vicepræsidenten et særligt tillykke på de sociale medier.

Vicepræsidentens bedstefar flyttede som 20-årig væk fra landsbyen og ind til Chennai, som er placeret i den samme sydindiske stat, Tamil Nadu, hvor også Aktion Børnehjælp har en række projekter. Kamala Harris mor er født og opvokset i Chennai, men hun emigrerede som 19-årig til USA for at studere på UC Berkeley og giftede sig i 1963 med Harris far.

Vicepræsidenten relation til Indien

Kamala Harris mor opdragede børnene til at være stolte af deres indiske baggrund. De har været i Indien og heriblandt besøgt hinduistiske templer og spist indiske retter, som Harris ofte har nævnt bl.a. den sydindiske ret idli. Vicepræsidenten er meget stolt og glad for sine indiske rødder særligt hendes bedsteforældre, som hun nævner på sociale medier som Instagram:

”My grandparents were phenomenal. My grandfather fought for and was a defender of the freedom of India, while my grandmother traveled across India—bullhorn in hand—to talk to women about accessing birth control. Their passion and commitment to improving our future led me to where I am today.”

Det er tydeligt at se, at den nye vicepræsident er stolt af og har et tilhørsforhold til sin indiske baggrund, og det bliver derfor spændende at se i de kommende år, om det kan få en særlig betydning for samarbejdet mellem Indien og USA.

I Aktion Børnehjælp arbejder vi målrettet med FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling i vores projekter i Indien.

Af Kristoffer Larsen

Verdensmålene blev vedtaget den 25. september 2015 af FN’s generalforsamling. De udgør en historisk ambitiøs målsætning for en social, økonomisk og politisk forandring af det globale samfund. Målene trådte i kraft den 1. januar 2016.

De skal frem til 2030 være det bærende omdrejningspunkt for bæredygtig udvikling. Målene har bl.a. fokus på bekæmpelse af fattigdom, sørge for gode uddannelsesmuligheder, ligestilling mellem kønnene og udvikling af stærke politiske institutioner.

Fokus på Uddannelse og Sundhed

I Aktion Børnehjælp arbejder vi med forskellige verdensmål afhængig af projekternes problemstillinger.

I projektet Lige Ret til Læring og Sundhed, arbejder vi aktivt med mål 3, Sundhed og Trivsel, samt mål 4, Kvalitetsuddannelse. Projektet har til formål at sikre, at børn af oprindelige folk og romaer i delstaten Tamil Nadu får adgang til skolegang og får forbedret deres livsvilkår. Børnene har som alle andre børn ret til at gå i skole i Indien. Befolkningsgruppen har yderligere ret til adgang til statslige programmer, der kan forbedre deres livskvalitet.

Realiteten viser dog et andet billede. Børnene har ikke adgang til undervisning og befolkningsgruppen får ikke hjælp til at forbedre deres livsvilkår. De mangler viden omkring hvad de er berettiget til. Derudover eksisterer der diskriminerende normer imod befolkningsgruppen fra samfundets side af.

Samspillet mellem Verdensmålene

For at vi kan komme i mål med verdensmålene, er man nødt til at arbejde med alle verdensmålene og forstå sammenspillet imellem dem. Projektet Lige Ret til Læring og Sundhed er et eksempel på, hvordan et projekt, der aktivt arbejder med mål 3 og 4 indirekte berører andre verdensmål.

Ved at sikre børnene deres ret til skolegang samt og får forbedret deres sundhed og livsvilkår, får de en mulighed for at bryde ud af ulighedscyklussen. Projektet arbejder derfor også med verdensmål 10, Mindre Ulighed.

Især mål 10.3 relaterer til projektet. Det fokuserer på at reducere uligheder, der eksisterer på baggrund af diskriminerende love, politikker eller normer. Romaer og oprindelige folk har ikke gavn af de rettigheder, de er berettiget til, da de diskrimineres af samfundet. Igennem projektet øges befolkningsgruppens viden om deres rettigheder bl.a. ved regelmæssig skolegang for børnene.

175 af årets dage har FN dedikeret til at markere specifikke begivenheder, hylde personer eller grupper og sætte fokus på bestemte emner. FN benytter blandt andet dagene til at skabe opmærksomhed omkring globale problemstillinger og til at skabe politisk velvilje til at løse dem. Læs med og bliv klogere på FN-dagene og deres bidrag til en positiv udvikling i verden.

Globus

Af Kasper Waale

FN-dagene er ikke per definition FN-påfund. Faktisk er flere af dagene blevet markeret, fejret eller afholdt inden organisationens grundlæggelse i 1945, og deer derefter blevet omfavnet af FN.

I 1950 vedtog FNs generalforsamling, at den 10. december fremover skulle være international menneskerettighedsdag. Siden da er 174 FN-dage gradvist blevet tilføjet til kalenderen.

Nogle datoer har flere FN-dage knyttet til sig. Fx er d. 21. marts både international dag for skov og træer, international dag mod racisme, international dag for poesi, international dag for den persiske højtid Nowruz og international dag for Downs syndrom.

Det er hovedsageligt FN’s medlemslande, der foreslår dagene, hvorefter organisationens generalforsamling beslutter. om de skal blåstemples.

Nogle FN-dage er dog proklameret af organisationens underinstanser såsom UNESCO, og bliver senere formelt adopteret af FN.

Hvad er formålet med FN-dagene?

FN forsøger at relatere dagenes temaer til organisationens arbejde for blandt andet fred og sikkerhed, bæredygtig udvikling og beskyttelsen af menneskerettigheder. Det vil sige, at de FN-dage, der ikke åbenlyst knytter sig til ovenstående arbejde, alligevel rummer en relevant vinkel.

Eksempelvis forklarer FN, at formålet med den internationale jazzdag er at skabe opmærksomhed om jazz som en forenende kraft, der bidrager til fred, enhed, samarbejde og dialog mellem mennesker.

FN bruger også dagene til at råbe stater op og opfordre dem til at være med til at løse globale problemer. Fx inviteres medlemslande jævnligt til at underskrive protokoller og erklæringer for at beskytte natur og rettigheder og bekæmpe uretfærdigheder på FN-dage. Dagene bruges altså ikke blot som anledninger til at sætte fokus på bestemte emner, men også til at skabe handling, som bidrager til positive forandringer.

FN-dagenes effekt

Man kan fristes til at tro, at FN-dagene blot er varm luft, men faktisk kan de i mange tilfælde føre til brugbare resultater. FN bruger dagene til at øge opmærksomheden og kendskabet til diverse emner, hvilket skaber grobund for, at positiv udvikling kan tilstræbes. Fx benytter skoler verden over FN-dagene til at undervise deres elever i dagenes emner, så eleverne fremover har indsigt og værktøjer til at tage handling.

Mange internationale dage markeres også ved arrangementer og initiativer verden over. Tilslutningen til disse arrangementer giver et indtryk af, hvor stor opbakningen er til dagene og til de mål og principper, der hører til dagene.

I konfliktplagede Sydsudan byttede hundredevis af soldater og politifolk deres våben ud med løbesko i anledning af den internationale dag for menneskerettigheder, mens der i andre lande var udstillinger eller afholdtes konkurrencer for at skabe opmærksomhed om kampen for at beskytte menneskerettighederne.

Dagene bruges også til at lægge politisk pres på stater for at bidrage til en positiv udvikling i verden, og i Aktion Børnehjælp forsøger vi også at gøre opmærksom på FN-dage, der sætter fokus på vigtige emner.

COVID-19 gennemsyrede år 2020 med alverdens onder i Danmark og resten af verden. I anledning af årsskiftet har vi derfor bedt tre ansatte fra vores partnerorganisation CECOWOR fortælle, hvad de ønsker for det nye år.

Af Kasper Waale

Jeyaseelan er field officer i STCR-projektet, som kæmper for indiske børns rettigheder i det sydøstlige Indien. På trods af et trist år 2020 har han store ambitioner og drømme for 2021:

”Jeg ønsker at udvide STCR til samtlige panchayats (lokalstyrer) i både Gingee og Melmalayanur.”

Samtidig håber han, at CECOWOR får etableret lokale kontorer i førnævnte distrikter samt i Vallam. Drømmen om at udvide STCR-projektet stopper dog ikke her. Ligesom der nu ydes støtte til studerende op til 10. klasse, ønsker han: ”… at der ydes lignende støtte til studerende på videregående uddannelser gennem fadderskaber.”

Jeyaseelan giver også udtryk for, at man må få det bedste ud af de vilkår, der nu engang hersker i 2021:

”Da naturlige og unaturlige katastrofer (COVID-19) forekommer hele året rundt, er det vigtigt at implementere langsigtede løsninger for at imødekomme disse problemer.”

En mindre lønstigning er også på Jeyaseelans ønskeliste, da naturkatastrofer og COVID-19 restriktioner har været med til at øge priserne på varer og tjenester. Sidst men ikke mindst håber han, at CECOWORs sygdomsramte direktør bliver rask igen.

Sundt liv og bedre klima

Kotteeswari fra CECOWOR gør status på 2020 og præsenterer derefter et humant ønske for 2021:

”På grund af corona har 2020 været et år med store omkostninger for alle mennesker på jorden – både psykisk og økonomisk. Mit ønske for 2021 er et år uden sygdom og et sundt liv for alle.”

Han har også et andet ønske for kloden og dens skabninger:

“Jeg ønsker, at Jorden, i det mindste fra nu af, får et bedre klima, og at alt liv på Jorden kommer til at leve i trygge omgivelser.”

Kotteeswari ønsker også, at CECOWORs direktør kommer sig i det nye år, og på det mere personlige plan håber han at kunne få bygget sit eget hus i år.

Pas på verden

I tråd med Kotteswari ønsker Ravindran fra STCR også; ”… at samtlige mennesker i verden gør alt for at beskytte den”, og at CECOWORs personale og direktør enten opretholder eller får et godt helbred, så de; ”sammen kan skabe grobund for yderligere tiltag og idéer” i det nye år.

Ligesom Jeyaseelan har Ravindran også ambitioner, der relaterer til STCR projektet:

”For at forbedre børns velfærd og rettigheder og herigennem styrke den kommende generation skal der på landsby-, distrikt-, stat- og landsplan oprettes forskellige sammenslutninger (foreninger).”

Slutteligt giver han udtryk for, at det er vigtigt at alle gør brug af ansigtsmasker og håndsprit for at mindske spredningen af COVID-19.

Tusind tak til Jeyaseelan, Kotteeswari og Ravindran for at indvie os i deres ønsker, og for at kæmpe for børns rettigheder og velfærd. Lad os håbe på og arbejde for, at deres ønsker går i opfyldelse i år 2021!

Jul i Indien

Af Julie Eltong Mogen

I landsbyen Aniladi i Gingee i delstaten Tamil Nadu bor John Bosco og hans familie. Han arbejder som projektleder hos vores partner CECOWOR, hvor han er tilknyttet projektet ”Sammenhold om børns rettigheder”. John og hans familie er en del af det kristne mindretal i Indien og fejrer jul hvert år, hvilket de altid har gjort. Vi har spurgt ham om, hvordan de fejrer højtiden, og hvad der gør julen særlig for ham.

John fortæller, at han i juledagene får besøg af andre familiemedlemmer eksempelvis hans brødre, der bor i andre byer, som kommer for at fejre jul. Af særlige traditioner køber familien nogle gange nyt tøj til højtiden.

Julen er tid med familien

Herudover mødes familierne og laver lækker mad sammen eksempelvis lækkerier, som de deler ud til naboerne. I Johns landsby bor der både hinduer og muslimer, som de også besøger med slik og andre søde sager. Nogle gange kommer der personer fra de større byer til landsbyen og medbringer kage, som de deler ud. Han fortæller, at de velhavende kristne indere spiser kage i julen. For ham er det væsentligste ved julen at dele med andre og tilbringe tid sammen med familien.

Hen over julen bliver der sludret og nogle gange drukket alkohol. Til jul får de kød, hvilket er en luksus, som der ikke altid er råd til i hverdagene. Julemaden kan bestå af gris, oksekød, kylling og nogle gange biryani (som mest er spist af velhavende).

Den traditionelle tur til fortet

Om aftenen tager hele familien til julemesse i kirken. Efter messen giver alle deres velsignelse til de ældre, hvilket John understreger er rigtig vigtigt, og noget de altid har gjort.

En anden tradition for juledagene er, at de nogle gange tager børnene med i biografen eller hen og besøger Gingee Fort. Det er et historisk fort med gratis adgang. Det er et populært udflugtssted til en picnic med familien særligt i højtiden, hvor mange mennesker samles. Her køber de is og slik og deler med de andre besøgende. Det er væsentligt varmere i Tamil Nadu end i Danmark i december, hvorfor en is netop kan være en lækker kølig forfriskning.

Juletræ af plastik

Af andre forskelle fortæller John, at de ikke har et juletræ i landsbyen eller i huset, men at der altid står et i plastik inde i kirken. I Johns landsby har man heller ikke tradition for at have en julemand.

I forhold til gaver, så er det mest børnene, som modtager nyt tøj eller penge til slik fra deres familiemedlemmer, men John køber dog hvert år en ny sari eller jakke til hans mor i julegave.

Da John til slut blev spurgt om, hvad hans bedste juleminde er, svarede han, at det var julen i 1999. Det er hans favorit jul og juleminde, fordi han blev gift det år, og det var deres første jul sammen som ægtefæller.

To gange om året udkommer ABNyt, som er vores magasin, der fortæller om vores projekter, fadderbørn, genbrugsbutikker og generelt om Indien.

I det seneste splinternye magasin har vi det meget aktuelle tema ”en hverdag med COVID-19”. Vi sætter i denne udgave fokus på, hvad situationen er i Indien i forhold til uddannelse, livsvilkår, status på projekter og fadderbørnene i Indien, men også hvordan det står til herhjemme i en af vores genbrugsbutikker.

Lyder det interessant?

Du kan finde de tidligere udgaver af ABNyt på vores hjemmeside.

Julebrev fra fadderbarn

Af Julie Eltong Mogen

Hver december modtager fadderne et julebrev fra deres fadderbarn. I brevene fortæller børnene om, hvordan det er gået i skolen og derhjemme siden det seneste brev (sommerbrevet). Det er en god måde for både fadder og fadderbarn at være i kontakt med hinanden.

Her er et udklip fra et julebrev fra sidste år fra en af sygeplejeeleverne på Skt. Thomas:

 

Kære sponsor

Hvordan har du det?

Jeg vil gerne dele lidt om mig. Jeg var meget glad for at starte på sygeplejeuddannelsen og for, at min drøm om at blive sygeplejerske kan gå i opfyldelse på grund af din hjælp og støtte. I denne periode har jeg gennemført mit første år og afventer svar på min eksamen. Jeg gjorde mit allerbedste. På andet år vil jeg forbedre min praktiske viden indenfor sygepleje. Vi skal have fire emner, og jeg skal arbejde på et hospital. Jeg er glad for at have så inspirerende og opmuntrende undervisere i mit liv. Min familie og jeg har det godt.

Jeg ønsker dig og din familie en glædelig jul og et godt nytår. Jeg forsikrer dig om, at jeg vil arbejde hårdt på studiet og gøre mit bedste.

Kærlig hilsen

Lina

Vil du være fadder for et barn?

Kheer: Indisk risengrød

Af Julie Eltong Mogen

Denne lækre, krydrede og knasende ret er en traditionel dessert i Indien. Den er let at lave og smager virkelig skønt særligt på de kolde vinteraftener. Hvis risengrød også er en af dine klassiske juleretter, så prøv denne eksotiske og lækre variant.

Ingredienser

  • 1 liter mælk
  • 90 gram grødris
  • 20 gram sukker
  • 1 kanelstang
  • 1/2 tsk. stødt kardemomme
  • 40 gram rosiner
  • 80 gram smuttede og hakkede mandler
  • 1 hel nellike
  • 1 spsk. rosenvand (valgfrit)
  • 1/2 tsk. salt
  • Kanel (topping)
  • 30 gram ristede og hakkede mandler (topping)

Fremgangsmåde

  • Kom mælken i en gryde og varm det til kogepunktet. Tilsæt grødrisene og skru ned på et lavt blus.
  • Lad risene simre i 45 minutter under jævnlig omrøring.
  • Tilsæt alt undtagen toppings og lad det simre i 8-10 minutter. Herefter smages retten til med salt.
  • Anret risengrøden i tallerkener og drys med kanel og ristede mandler.

Velbekomme!

Indien – et mosaiksamfund

Af Mathilde Nielsen

Indien er på mange måder et alsidigt land, der rummer alt fra tør ørken i nord, grønne troper i syd, og over 100 talte sprog. Det store geografiske område, Indien strækker sig over, samt den optimale placering med lange kyststrækninger, har i flere århundrede krydret landet med kulturer og religioner fra hele verden. Selv i den indiske grundlov nævnes det, hvor stor værdi det giver landet, at være en sammensat kultur. Diversitet i religion er heller ingen undtagelse.

Indiens mange religioner

Traditionelt anses hinduisme, jainisme, buddhisme, og sikhisme som religioner, der stammer fra Indien. Hvordan de praktiseres, afhænger i stor grad af, hvor i landet man befinder sig. Selv hvilke guder der tilbedes, kan variere fra landsby til landsby. På den måde er der både stor diversitet og anerkendelse af forskellighed indenfor de enkelte religioner.

Gennem tiden er andre verdensreligioner, såsom islam, kristendom og jødedom også kommet til landet, både gennem invasioner, handelsrejsende og i kolonitiden. I dag praktiserer omkring 15% af den indiske befolkning islam og ca. 2,5% kristendom. Der er altså tale om minoriteter, men dermed ikke sagt, at religion ikke har spillet en vigtig rolle både politisk og kulturelt.

Religion og politik

Religion har i mange århundrede spillet en rolle i politiske magtkampe. F.eks. har hovedstaden Delhi skiftet mellem at være styret af hinduistiske og muslimske ledere gennem tiden. Dette ses blandt andet ved de mange forskellige templer, moskeer og prægtige gravsteder til ære for tidligere sultaner og moguler.

Også i nyere har tid har religion spillet en rolle i politik, herunder opdelingen af det tidligere Britiske Indien i 1947. Opdelingen skabte de nuværende tre nationer Indien, Pakistan og siden Bangladesh, hvoraf Indien primært befolkes af hinduister og både Pakistan og Bangladesh af muslimer.

Opdeling af det Britiske Indien resulterede i voldsomme optøjer og episoder. Det skønnes, at omkring 10-12 millioner mennesker blev fordrevet fra deres hjem og historier fortæller, at naboer af forskellig religiøs overbevisning fra den ene dag til den anden gik fra venner til fjender.

Men religion har også bragt positive tiltag til politik, for eksempel kan man drage paralleller mellem Gandhis filosofi om ‘ikke-vold’ og jainismens ord for det sammen princip ahimsa.

Religion og kaste

Ud over magtkampe mellem forskellige folkeslag, har religion også spillet en rolle i interne magtkampe mellem Indien befolkning. Nogle mener nemlig, at kastesystemet (indisk klassesamfund) begyndte i brahminsk hinduisme under navnet varna. I den brahminske hinduisme er der fire klasser, der bygger på forskellige erhverv, bl.a. præster, lærere, krigere, håndværkere og bønder.

I kastesystemet findes også klassificeringen “urørlig”, der i flere generationer er blevet diskrimineret. Herunder har mange fra denne kaste ikke haft adgang til at gå skole og få en uddannelse. I et forsøg på at bryde ud af kasterne har flere forsøgt at konvertere til andre religioner såsom kristendom eller buddhisme, da det i disse religioner er en ret for alle at opnå ‘oplysning’. Dog oplever mange fortsat at blive nægtet lige rettigheder.

Vores partnere arbejder hårdt på at sikre lige ret for alle uanset kaste, religion eller politisk overbevisning.