Therese Boje Mortensen, frivillig på projektet Børn, kend jeres rettigheder

Prøv engang at spørge dit barn eller et barn du kender, hvad en ”børnevenlig skole” er. Hvad tror du hun ville sige?

Det spørgsmål har ti landsbyråd og børnerettighedsklubber i det sydlige Indien stillet sig selv i løbet af de seneste par år. De kom frem til, at børnevenlige skoler er skoler, hvor lærere ikke slår elever; hvor det er sikkert for piger at gå alene til og fra skole; hvor toiletterne er hygiejniske; hvor drikkevandet er rent; hvor børn ikke bliver diskrimineret på baggrund af kaste eller køn, så de har lyst til at komme i skole hver dag. Med andre ord, det er skoler, hvor børns rettigheder bliver respekterede.

Børnerettighedskonventionen

Børns universelle rettigheder er nedskrevne i Børnerettighedskonventionen fra 1989. Den blev vedtaget den 20. november 1989 af de Forenede Nationer (FN)’s Generalforsamling, og derfor fejrer vi Børnenes Dag den 20. november hvert år. Børnerettighedskonventionen er den af FN’s menneskerettighedskonventioner, som er ratificeret af flest medlemslande – faktisk er det kun USA, der ikke har ratificeret den. Danmark gjorde det i 1991, og Indien i 1992. Dermed har vores regeringer forpligtet sig til at beskytte børns rettigheder. Det er ikke en nem opgave i Indien, et land med over en milliard indbyggere.  Selvom Indien har vedtaget en lang række love som skal sikre Børnerettighedskonventionen nationalt, er implementering et stort problem. For eksempel vedtog Indien i 2009 Right to Education Act, som – i teorien – sikrer alle børn mellem 6 og 14 år retten til skolegang, men der er stadigvæk masser af børn som vokser op uden at lære at læse eller skrive.

Hvad gør vi?

Aktion Børnehjælp og vores lokale partnere arbejder for, at børn og deres familier kender til børns rettigheder. Ved at oplyse om lovgivninger som for eksempel Right to Education Act, bliver forældre og børn bevidste om hvad de har ret til, og hvordan de kan kræve deres ret.

Men landsbyrådene og børnerettighedsklubberne er gået længere end blot at kræve deres egne børns rettigheder. De har også taget det på sig at sikre, at dem der ikke var med i Aktion Børnehjælps oplysningsprojekt også kender til børns rettigheder. Derfor har de fået lavet vægmalerier på de lokale skoler, som fortæller hvad der er lovligt og hvad der er ulovligt på skolen. For eksempel står der på nogle af vægmalerierne, at man må ikke slå børn. Dette er en meget konkret måde at gøre børns rettigheder synlige på: børn bliver konstant mindet om, at der er forkert, hvis de bliver slået, og de ved at flertallet i landsbyen vil støtte dem hvis det sker; og lærerne ved, at landsbyrådene holder øje med om der bliver slået.

Danske børn ville måske bringe helt andre problematikker op, hvis vi spurgte dem, hvad en børnevenlig skole er. Måske nogle helt andre rettigheder ville komme på bane. Men det er værd at spørge dem. Den 20. november hvert år minder os om at vi  – danskere, indere, det internationale samfund – er blevet enige om at opretholde børns rettigheder både herhjemme, og i solidaritet med andre lande. Så alle vores skoler kan blive børnevenlige.

Den bedste start på livet

Af Malene Helledie, frivllig hos Aktion Børnehjælp

Den bedste start på livet er en sund og hygiejnisk start på livet.
Det er international toiletdag i denne måned, og derfor sætter vi fokus på vores sanitetsprojekt  hvor vores partner ARM forbedrer de sanitære forhold i landsbyerne. På informationsmøder rundt om i de små landsbyer fik deltagerne vejledning til at opføre deres eget latrin, der kan give bedre hygiejne i og den bedste start på livet for børnene.

Mød Susama
Susama Jena bor i landsbyen Badatalapda og er omkring 55 år. Hun deltog I ARMs oplysningskampagne, og var chokeret over at opdage de sanitære konsekvenser forbundet med besørgelse i det fri.
Hun besluttede sig for, at hun ikke ville tillade sit barnebarn at spise mad forurenet af afføring, og begyndte forberedelserne til at kunne opføre et latrin.

For Susama var der dog flere udfordringer, før hun kunne forbedre hygiejnen for hendes barnebarn. Den manglende infrastruktur mellem hendes hjem og landsbyen gjorde det svært at skaffe de materialer, hun skulle bruge til opførelsen af latrinet. Hun måtte bede sin søn, der arbejder som bygningsarbejder, om at finde en lille cementkumme der kunne transporteres på cykel, og bringe den med hjem. Derefter fik de sammen og på kreativ vis opsat et latrin med bambus og presenninger.

Hun blev et forbillede for resten af landsbyen, der også ønsker en bedre sanitet og hygiejne for familien. Hun er også et strålende eksempel på, hvordan man kan forbedre sanitære forhold på trods af den udfordrende infrastruktur, som landsbyen lider under.

Chai er en spicy varm drik, der med masser af indiske krydderier giver point på sundhedskontoen. Den bliver drukket hele dagen og af hele familien i Indien, her kan du dog finde en lidt mere børnevenlig udgave. Nyd den med familien.

 

 

OPSKRIFT

  • 3 hele stjerneanis
  • 4 hele kanelstænger
  • 10 hele kardemommekapsler
  • 2 tsk. hele nelliker
  • 2 sorte peberkorn
  • 2 breve med sort te
  • 4 dl vand
  • 3 dl kokosmælk til teen
  • Honning til smag
  • Kokosmælk til flødeskum
  • 2 kanelstænger til pynt

 

 

  • Stil din kokosmælk på køl i minimum en time før du går i gang med opskriften.
  • Kombiner vand, 4 hele kanelstænger, kardemomme, nelliker, stjerneanis, peberkorn og sort te i en gryde eller kasserolle. Lad det koge op, og lad derefter småsimre i 30 minutter, eller til teen har nået den ønskede styrke.
  • Lav i mens kokosflødeskummen. Skil forsigtigt den fede kokoscreme fra, og kom den over i en skål. Pas på med at du ikke får kokosvandet med, da det ødelægger konsistensen. Pisk luftig, og stil på køl til du skal bruge den.
  • Tilsæt 3 dl kokosmælk til teen under omrøring. Lad simre i 10 minutter mens du rører rundt, og smag til med honning.
  • Sigt din te over i to glas. Tilføj flødeskummet, og drys evt. med kanelsukker. Pynt med stjerne anis eller kanelstænger.

Meget mere end en underviser

5. oktober er det lærerens dag, hvor vi fejrer de lærere, der verden over gør et uundværligt stykke arbejde. På Flowerence Visdom Børnehjem og Skole(link) er dette arbejde særligt vigtigt, for at forbedre de udsatte børns vilkår. Vi har talt med skolelæreren Lydia om, hvad det betyder for hende at være lærer.

Cecilia B. Nielsen, praktikant

Lydia Flowerence er 62 år og har arbejdet som skolelærer i 25 år, de sidste 7 hos Visdomskolen. Når spurgt hvorfor hun blev en lærer svarer hun;

“At undervise børn og unge er min passion, og jeg har villet være lærer siden jeg var barn. Undervisning giver mig muligheden for at gøre en reel forskel i elevernes liv, med mærkbare resultater. Som lærer på Visdomskolen er jeg i stand til at påvirke langt ud over klasselokalet, og jeg når børn fra de mest undertrykte grupper i lokalsamfundet. Mine elever får vigtige erfaringer gennem undervisningen, der hjælper dem med at forme fremtiden. Som lærer er jeg meget mere end en underviser; jeg er en mentor, en fortrolig, og en ven.

Oplevelsen af at have haft en særlig betydningsfuld lærer, der gjorde et varigt indtryk på os som børn, er noget mange af os har været heldige at opleve. Lydia fortæller varmt om sin egen lærer, der gjorde et stort indtryk på den – dengang – lille pige;

Mr. John Philips tilgang til elever og undervisningsstil var det, der gjorde at jeg selv ønskede at blive lærer. Han havde en fantastisk tilgang og kontakt til os elever. Selvom jeg har taget noget af hans tilgang til elever med mig, har jeg bestemt også udviklet mig egen undervisningsstil. Man er også nødt til at tilpasse sig de nuværende akademiske krav.

Udfordringerne Lydia møder i sin hverdag er bemærkelsesværdige ens for lærere i Danmark og i Sydindien. At balancere behovene af mange forskellige elever i et klasselokale, at støtte børn med at nå deres langsigtede udvikling, og formå at motivere tilsyneladende uinteresserede elever. Lydia har over årene udviklet en stærk filosofi. Hun forklarer; “Elever ser til deres lærere for positiv respons. For at motivere dem til at lære, er det vigtigt at de føler at deres arbejde bliver anerkendt og værdsat, og at de føler sig involveret i deres egen læring. Jeg opfordrer derfor mine elever til at debattere og være kreative og visuelle med undervisningsmaterialet, hvor vi bruger ting som farverige kort, posters, og konstruerer vores egne modeller. Det skal være sjovt at deltage i undervisningen.

Takket være ildsjæle som Lydia får 140 fattige, forældreløse og andre udsatte børn en god skolegang på Visdomskolen. God undervisning er fundamentalt for at forbedre vilkårene i et område, hvor mange tusinde fattige bønder bliver udnyttet, fordi de ikke kan læse eller orientere sig om deres fundamentale rettigheder.

Lydias undervisningstid er uden tvivl kommet en generation af heldige elever til gode, hvorfra det endnu er uvist hvor mange små piger, der som hende selv, er blevet inspireret til selv at arbejde for børns uddannelse.

Du kan læse mere om Visdomsskolens arbejde  HER samt støtte børns skolegang.

 

 Af Mathilde Nielsen, frivillig i Familier Bekæmper Fejlernæring

Projektet Familier bekæmper Fejlernæring har netop modtaget de første foreløbige resulter af blodprøver taget for at monitorere sundheden hos 2.541 indiske kvinder og piger mellem 9- 35 år i 10 landsbyer i Orissa. Resultaterne viser at hele 98,2% af disse kvinder og børn har et alt for lavt hæmoglobinniveau.
 
Hæmoglo-hva’fornoget?

Hæmoglobin er et protein i de røde blodlegemer, der sørger for at transportere ilt rundt i kroppen, herunder også til hjernen. Derfor er det essentielt for både børn og voksnes udvikling og hverdag, at vores hæmoglobinniveau ligger på et sundt, stabilt niveau. Når vores hæmoglobinniveau er under normalgrænsen, kan vi opleve symptomer som åndenød, svimmelhed og træthed. Når vi lider af alvorlig hæmoglobinmangel, er organer som hjertet og hjernen udsatte.

Måling af hæmoglobinniveau
Fordi hæmoglobin er så vigtig for mennesker, er netop dette derfor også en af de måder projektet  Familier Bekæmper Fejlernæring vil måle sine resultater på. Landsbyboerne, der deltager i projektet, vil jævnligt få målt deres hæmoglobinniveau ved hjælp af blodprøver. En af projektets målsætninger er at antallet af landsbyboere med lavt hæmoglobinniveau skal være faldet med 40% ved slutningen af projektet.

Bekymrende resultater
Vi har netop modtaget de første foreløbige resulter af blodprøverne, der viser situationens dybe alvor. Kun 0,8 % af pigerne og kvinderne har et hæmoglobinniveau over normalgrænsen.  Alene i landsbyen Dagara har 18 kvinder og piger så alvorlig hæmoglobimangel, at de ville blive hospitalsindlagt i Danmark. Dette understreger endnu engang det store behov for projektet Familier Bekæmper Fejlernæring, hvis formål er at forbedre fødevaresikkerheden i 10 landsbyer gennem en kombination af oplysning om ernæring og introduktion af bio-landsbrugsmetoder.

Spis varieret!
Et for lavt hæmoglobinniveau, er ofte et symptom på fejl-eller underernæring, når man for eksempel ikke har adgang til en varieret kost. Det er vigtigt, at kosten er sammensat af forskellige fødevarer, så kroppens forskellige behov dækkes.

Fik du ikke læst vores artikel om de forskellige fødevaregrupper? Så kan du læse den her

Det er derfor vigtigt både at få nok mad, men også forskellig mad. Netop dét er også et af temaerne for FNs internationale fødevarer-dag d. 16. oktober.

På FAOs hjemmeside (FN’s fødevarer- og landbrugsorganisation) kan du lige nu læse om en kommende indsats, der blandt andet skal sætte fokus på at fremme fødevaresikkerhed blandt verdens landbefolkning (læs FAOs engelske artikel her)

Hvis du vil følge Familier Bekæmper Fejlernæring kan du læse mere HER, hvor du også kan støtte op om børns sundhed og udvikling.

Fra leg til viden

Af Pernille Gani & Amanda Norden Andersson

Frivillige i Aktion Børnehjælp, projektgruppe Children Know Your Rights!

I Gingee, Tamil Nadu, taler børnene om vigtige og alvorlige emner, såsom dengue-udbrud i landsbyen og børn der ikke kommer i skole, mens de i det næste øjeblik er midt i en sjov leg. Det virker måske ikke sammenhængende, men det er det i allerhøjeste grad.

Den sjove leg er nemlig mere end en leg. Den er en nøje udtænkt øvelse, der giver børnene information om børnerettigheder og samtidig træner dem i at italesætte og handle i relation til rettighederne.

En leg kan udforme sig som et teaterstykke, en tegning eller en forhindringsbane, og hver enkelt af legene styrker forskellige aspekter af rettighedsarbejdet med klubbernes medlemmer. Det kan være en øvelse i at sige sin mening eller en øvelse i at stole på hinanden. På den måde giver legen børnene et rum hvor de kan lære at tale om og handle på deres rettigheder.

Udover at være frivillige i Aktion Børnehjælp, er vi begge antropologer. Øvelserne, som vi har udtænkt, er stærkt inspireret af de såkaldte ”PRA-metoder” (fodnote: PRA står for ‘participatory rural appraisal’), der ofte bruges i antropologiske undersøgelser. Metoderne fokuserer på, at få folk til at udtrykke sig på kreative og kropslige måder fremfor gennem skrift og formel tale og understreger også et af principperne inden for antropologien om, at vi lærer mest, når vi ser, smager og mærker det, som vi forsøger at forstå.

De øvelser vi vælger til børnene i børnerettighedsklubberne er skabt ud fra den samme ide og har til formål at få børnene til at interagere med de rettigheder og principper, som de forsøger at lære noget om.

I stedet for at skulle lære børnerettighederne udenad gennem paragraffer og regler, får børnene på denne måde muligheden for at arbejde kropsligt og kreativt. Det gør det nemmere at huske det tunge stof og lader børnene sætte rettighederne ind i en kontekst de kan forstå og som de oplever som meningsfuld.

Participatoriske øvelser giver børnene en stemme

I Indien hvor særligt hierarkier i forhold til alder og køn er stærke, kan det være ekstra svært for børn og unge at råbe deres ældre op når der er noget, der vedrører dem. Første skridt er at gøre børnene og de unge bevidste om, at de har ret til f.eks. skolegang, ikke at arbejde, hvis de er under 14 og ikke at blive gift før de fylder 18 år for kvinder og 21 for mænd. Det er også bydende nødvendigt, at både forældre og lokalsamfund kender til rettigheder og forstår vigtigheden og pointen i at støtte op om dem.

Med aktiviteter, som er inspireret af PRA-metoderne, inddrages børnene og de unge på deres præmisser, når et stort, tungt og til tider meget ømtåligt emne tages op gennem leg, spil og aktiviteter. Når børnene og de unge får lov til at bearbejde viden om børnerettigheder og får mulighed for selv at fortælle deres historie og deres oplevelse af en given situation, får de en stemme.

Når børn kender deres rettigheder

Fra Children Know Your Rights! er der flere eksempler på, at børnene gennem participartoriske øvelser har fået mulighed for at bruge deres stemme. På Aktion Børnehjælps hjemmeside kan du f.eks. se små kortfilm, som er resultatet af en øvelse, der er blevet lavet med børnene. Øvelsen gik ud på, at børnene skulle vælge en børnerettighed og skrive en kort historie om, hvad rettigheden går ud på, hvorfor de synes at netop den er vigtigt og hvad de eventuelt har ’brugt’ rettigheden til. Herigennem får børnene altså mulighed for, med deres egne ord og erfaringer at fortælle andre, hvorfor børnerettigheder er vigtige.

At inddrage børns erfaringer på denne måde er netop væsentligt, hvis vi gerne vil få en forståelse for deres livsverden.

Et bæredygtigt projekt

Children Know Your Rights! er et projekt er et projekt i sin sidste fase. De børn og unge som har været en del af projektet, har nu i næsten tre år leget sig til vigtig viden om børnerettigheder. De har leget sig til erfaring og læring om, hvorfor det er vigtigt, at de er opmærksomme og insisterer på deres ret til f.eks. skolegang, ikke at skulle udføre børnearbejde og ikke at blive gift som barn.

Den langvarige effekt af projektet kendes ikke endnu, men der har allerede været mange flotte eksempler på, at både børn, forældre og lokalsamfund har taget børnerettighederne til sig. Børnene har i flere tilfælde gået forrest i forsøgene på at skabe forandringer i deres liv såvel som i andres. De har været arrangører af en oplysningskampagne om farerne særligt for børn i perioder med Dengue-feber udbrud, brugt højtider til at skabe opmærksomhed omkring børnerettigheder og taget fat i hinanden eller en voksen, hvis de har oplevet, at de selv eller nogen de kender har fået overtrådt deres rettigheder.

Selvom projektet slutter tyder meget på, at fokusset på børnenes inddragelse og læring har skabt grobund for, at de tør og kan bruge deres stemme i fremtiden.

Du kan se flere eksempler på events og historier fra projektet HER 

Af Julia Sam, frivillig i Aktion Børnehjælp, projektgruppe Choices, Childhood and Rights

I midten af juni måned rejste to frivillige afsted til Indien på det første monitoreringsbesøg hos den relativt nye samarbejdspartner SEEDS. Som projektfrivillige var Julia og Mortens opgaver i Indien at mødes med de ansvarlige hos SEEDS, drøfte udviklingen og de eventuelle problemer, der eksisterer. Det toårige projekt hedder Choices, Childhood and Rights (CCR), og aktiviteterne er nu halvvejs.

”Ingen af os havde været i Indien før, og vi var ikke kun spændte på at møde vores lokale samarbejdspartner og se resultaterne af projektet i landsbyerne, men også på at opleve en ny kultur, mad, arkitektur og klima. Og den voldsomme hede er det, der slår os først, da vi kommer ud af lufthavnen til 40 graders varme. Vi ankommer i juni, lige før regnsæsonen og lige efter en sommerperiode med uudholdelige 50 grader! ”

Derefter fulgte en alt andet end behagelig køretur ad de indiske landeveje, hvor alle dytter af hinanden og sætter speederen i bund. Trafikregler er der ikke nogen, der går op i her, men vi kommer frem til Eluru – en efter lokale forhold lille by, hvor vi skal bo hos SEEDS’ nye direktør Jyothsna eller Jo, som hun bliver kaldt til hverdag. Hun og broderen Cheith har overtaget NGO’en SEEDS efter deres fars død sidste sommer.

Landsbyerne hvor projektets målgruppe, de unge kvinder og deres børn, bor, ligger inde i Papikonda National Park. Det skaber en del problemer af både ernæringsmæssig, men også juridisk karakter, fordi de indfødte folk ikke længere må jage og drive kvæg i skovområdet.

Fra Eluru kører vi ca. 2 timer nordøst afbrudt af flere stop hos Jo og Cheiths slægtninge og bekendte til pauser med snak, stærk sød indisk te og eksotiske snacks. Vi lader bilen stå i en afsides landsby, hvor den asfalterede vej ender og hvor et stort rødt monument med hammer og segl vidner om en svunden kamp imod kapitalisme, fattigdom og uretfærdighed. Derfra foregår transporten i en gammel åben jeep, over bogstavelig talt klipper og sten. I regnsæsonen er vejen helt ufremkommelig.

Vi besøger seks af de syv afsides landsbyer, der er omfattet af projektet. I hver af dem har SEEDS startet en børnehave for de helt små børn fra 1-6 år, så de kan få en rutine og blive klar til skolestart. Underviserne er lokale unge kvinder, der igennem hverdagen læser for børnene, synger sange med dem og leger med dem for at stimulere deres motoriske, kognitive og sociale færdigheder. Børnene lærer også nogle sunde vaner som at vaske hænder før mad og vaske deres tallerkener efter frokost.

Projektets andet fokus er de gravide kvinder og kvinder med nyfødte børn, der i området har været plaget af jernmangel og manglende brystmælk. SEEDS’ sundhedsplejerske Anapoorna er blevet sat på opgaven om at se til kvinderne regelmæssigt og undervise dem i hygiejne, nødvendigheden af at tage kosttilskud og tage på sygehuset, hvis de bliver syge eller skal føde. Stammefolkene er skeptiske over for den konventionelle vestlige medicin, og normen har længe været at gå til de traditionelle helbredere i landsbyerne.

Efter at have set sin brors barn dø af disse gamle helbredelsesmetoder, er Anapoorna opsat på at sprede viden og bidrage til en ændret adfærd. Vi møder Anapoorna i landsbyen Orrinka, hvor vi sidder i skyggen af et stort træ omgivet af nysgerrige børn og generte unge mødre i farvestrålende sarier. Anapoorna er selv 25 år og som den eneste uddannede kvinde, er hun stadig ugift. Hun fortæller os, at hun har sagt nej til flere gode jobtilbud i byen for at være en del af CCR og dermed hjælpe børnene i hendes lokalområde til at blive sundere og få en bedre fremtid med muligheder.

Du kan se flere eksempler på events og historier fra projektet HER 

 

 

 

 

aktionboernehjaelp støt fødevaresikkerhed

Bliv klogere på forskellen mellem fejl- og underernæring

Delstaten Orissa er blandt et af de steder i Indien, hvor der er flest fejlernærede børn. Fejlernæring kan skyldes enten mangel på eller for stort indtag af energi eller specifikke nærringstoffer, eller en ubalance i disse.
Fejlernæring kan derfor både være underernæring, overernæring eller, mangel eller overskud på mikronæringsstoffer (vitaminer og mineraler). Mangel på vigtige mikronæringsstoffer kan have frygtelige konsekvenser for børns vækst, udvikling og sundhed.

Underernæring

I Orissa er 41% af børnene under 5 år underernærede. Underernæring kan komme til udtryk som wasting, stunting og undervægt.
20,4% af børnene under 5 år er wasted og 6,4% af børnene under 5 år er alvorligt wasted. Børn som er wasted har en lav vægt i forhold til deres højde. Som regel skyldes wasting et nyligt og alvorligt vægttab på grund af for lidt mad og/eller på grund af en smitsom sygdom, som forårsager vægttab. Små børn som lider af moderat eller alvorlig wasting har en øget risiko for at dø. Den gode nyhed er, at det er muligt at behandle børn der er wasted og give dem en ny chance.

Forkrøblede børn
34,1% af børnene under 5 år i Orissa er stunted. Børn som er stunted har en lav højde i forhold til deres alder. Stunting skyldes kronisk eller tilbagevendende underernæring, typisk associeret med blandt andet en dårlig ernæring og sundhed hos moderen, uhensigtsmæssig ernæring i barnets første leveår, hyppig sygdom samt dårlige socioøkonomiske forhold. Stunting har konsekvenser for børnenes fysiske og kognitive udvikling.

34,4% af børnene under 5 år i Orissa er undervægtige. Børn som er undervægtige, har en lav vægt i forhold til deres alder. Dette kan både skyldes wasting, stunting eller begge dele.

Følg med i projektet Familier bekæmper fejlernæring for at få et indblik i, hvordan vi og vores samarbejdspartnere hjælper befolkningen i Orissa med at bekæmpe fejlernæring.

Unisex eller kønsopdelt

aktionboernehjaelp indien pige ved vandpumpe rent vand landbyer

Hvad har sanitet med børns uddannelse at gøre?

UNESCOs Globale Uddannelses Monitoreringsrapport (Global Education Monitoring Report (GEM) med fokus på ligestillingen mellem kønnene, stiller skarpt på betydningen af at kunne gå sikkert på toilettet både derhjemme og i skolerne.

En undersøgelse udført i delstaten Rajasthan i Indien viser, at pigerne hver måned missede minimum 5 skoledage pga. ringe sanitet eller mangel på vand hjemme. I løbet af et skoleår bliver det til over 50 fraværsdage! Vi er både stolte af og glade for at 75 % af alle husstande i det såkaldte WC-projekt har fået anlagt et toilet, som hele familien bruger! Derudover har de fem landsbyer, der er involveret i Sanitetsprojektet, på eget initiativ sørget for adgang til rent vand.

Hjælp til selvhjælp?

At det er landbyboerne, der selv har sørget for adgangen til rent vand, samt tjek af vandets renlighed minimum hver 3. måned, viser, at projektet ikke blot skaber gode sanitære resultater, men også at landsbyerne har fået et større sammenhold og tror på, at de i fællesskab kan ændre deres situation! Ydermere fortæller vores indiske partner ARM, at to ud af de fem landsbykomiteer nu står på egne ben og er uafhængige af ARM, som facilitator for møder og aktiviteter.

Det betyder, at vi trygt kan påbegynde den forestående slutevaluering af Sanitetsprojektet og at vi ved, at alle de gode initiativer vil leve videre i landsbyerne – også selvom Aktion Børnehjælp ikke længere faciliterer projektet. Landbyboerne har erfaret, at de ikke er afhængige af hverken Aktion Børnehjælp eller ARM til at opnå de forandringer de ønsker. Og sådan skal det være! Derfor kan vi, sammen med ARM, så småt begynde at vurdere, hvor vi ellers kan være med til at skabe forandringer.

Kønsopdelte toiletter
Et område som UNESCOs rapport tager op er kønsopdelte toiletter på skolerne. Undersøgelser fra 2007-2015 har nemlig vist, at opdelte toiletter på skolerne forøger antallet af piger, der bliver indskrevet og bliver i grundskolen!
Vi er lige nu i gang med idéfasen til en overbygning til sanitetsprojektet, så endnu flere indere kan få adgang til rent vand og gode sanitære forhold.
Glæd dig til at høre mere.

aktionboernehjaelp indien støt uddannelse rettigheder Rally event tamilnadu

Opmærksomhed er vigtig

Det bidrager til at skabe trygge miljøer for børnene, når folk i skoler, landsbyer og offentlige instanser arbejder sammen for at støtte børns rettigheder. For at kunne samarbejde skal folk have en fælles forståelse af, hvilke rettigheder børnene har og, hvordan man sikrer sig, at deres rettigheder er opfyldt i det lokale samfund. Offentligheden må også tro på og dele værdierne om, at børnenes sikkerhed er et vigtigt emne i hele samfundet.

Hvad er de juridiske rettigheder?

Det er derfor at vores partner CECOWOR arbejder med at skabe generel bevidsthed om de juridiske rettigheder blandt både børnene og alle de andre engagerede i projektet ”Børn, kend jeres rettigheder”. CECOWOR skaber opmærksomhed omkring børns rettigheder gennem forskellige arrangementer. Disse arrangementer involverer projektets ambassadører, som kan været lærere, samfunds- og religiøse ledere, advokater og offentlige instanser (bl.a. distriktets sociale myndigheder og politiet). Gennem projektet bliver de engageret i deres roller som ambassadører og forpligter sig til at arbejde videre og sikre børnevenlige miljøer i deres landsbyer.

Et stærkt civilsamfund

Formålet med de forskellige arrangementer er at støtte et stærkt civilsamfund, der er med til at skabe børnevenlige landsbyer og skoler, der kan fortsætte med at fokusere på børns rettigheder efter projektets afslutning. Desuden skal ambassadørerne for børns rettigheder også forsætte med at advokere på vegne at børnene, og lokalsamfundet skal holde dem ansvarlige. De værdier og rammer som CECOWOR arbejder på med landsbyerne skal på sigt gerne slå igennem på et højere politisk niveau, nemlig på blok og distrikt niveau. Det vil dermed styrke CECOWOR’s institutionelle indflydelse og de kan på sigt arbejde mere fokuseret med strategisk holdningsbearbejdelse.

Ud på gaden

Landsbykomiteerne og børneklubberne er begyndt selv at organisere arrangementer, som for eksempel ”Rally, Pongal festival and Public meeting”, som fandt sted tidligere i år og ”Anti-child marriage awareness Rally”. Omkring 600 mennesker, inklusive børneklub- og landsbymedlemmer, frivillige og ambassadører, deltog i Pongal festivalen. Responsen på arrangementet var meget positiv. Mr. Ravinchandran, vicepolitimester sagde: De anstrengelser og ressourcer, der er brugt på børns rettigheder, er noget ekstraordinært. Landsbykomiteerne, klubberne og ambassadørerne er til enhver tid velkommen i mit kontor. Jeg er altid klar til at hjælpe. Tak til CECOWOR for at give os denne store mulighed”.