aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_fadder_Julia

Det var egentlig lidt tilfældeligt, at Julia Samokhvalova blev fadder. Det skete i september 2016, da hun sad foran computeren og pludselig faldt over et opslag om Aktion Børnehjælps fadderskabsprogram. Hun kendte organisationen i forvejen og klikkede sig så ind på billederne af fadderbørnene. Her fik hvad hun beskriver som en “følelsesladet oplevelse” da hun kiggede på et bestemt billede af en pige på 11. “Der var noget i hendes udtryk og øjne, der talte til mig,” siger Julia. Så gik der ikke mange minutter før hun var meldt til som fadder.

At være fadder er personligt og konkret
Pigen, som Julia er fadder for, er i dag 12 år og har en ældre bror og en yngre søster. Julia selv er 31 og lever af at male kunstværker. Gennem det ene år Julia har været fadder, har hun allerede vidnet stor omskiftning i den indiske familie hun støtter: først boede børnene hos deres bedstemor, da begge forældre havde forladt familien; senere kom moderen tilbage, men daglejerarbejdet gjorde indtægten lav og uforudsigelig; for nylig kom faderen tilbage til familien, men han drikker og kan heller ikke hjælpe med indtægt. Der er derfor stort behov for hjælp til familien. Hvis ikke det var for Julias støtte, ville en piges uddannelse slet ikke blive prioriteret i familiens meget lille budget. Og den 12-årige pige er en flittig studerende, har Julia læst i de tre breve hun har fået siden hun meldte sig til. I det ene brev havde pigen skrevet en personlig hilsen til Julia, som hun blev meget rørt af.

Muligheden for at følge med i en konkret families liv er vigtig for Julia. Hun er helt med på, at der også er et behov for at støtte andre og større projekter end enkelte børn, og at administrationsomkostningerne heller ikke betaler sig selv. Men hun mener, at det giver bedst mening for hende som privatperson at støtte et enkelt barn og en familie. Så bør virksomheder – som har et helt andet budget – støtte de større projekter. ”Som person har man brug for en følelsesmæssig relation, og det er rart at se noget konkret,” siger Julia.

“Jeg kan faktisk ikke mærke noget til det i mit budget”
Julia nævner, at prisen også medvirkede til, at hun besluttede sig for at blive fadder i Aktion Børnehjælp. Sammenlignet med mange andre organisationer, der tilbyder sponsorater, var det billigere med de 140 kr. det koster at støtte et hjemmeboende barn gennem Aktion Børnehjælp. “Som freelancekunstner var det vigtigt for mig, at jeg altid ville have råd, selv med en svingende indtægt, og ikke være nødt til at lade nogen i stikken,” siger Julia. Hun tilføjer, at hun faktisk slet ikke har mærket noget til den lille udgift i sit budget.

At vælge sit engagement
Der er mange måder at være fadder på, og det har Julia gjort sig en del overvejelser omkring. For eksempel har hun endnu ikke selv skrevet breve til barnet, selvom det var noget, hun tænkte over, da hun startede i fadderskabsprogrammet. “Jeg rejser meget,” siger Julia, som er født i Rusland og uddannet antropolog, “og det at skrive breve er noget man virkelig skal tænke over.”

Hun lægger også vægt på at i “forholdet” mellem hende selv og den 12-årige indiske pige, er det pigen, der er i den mest sårbare situation. Julia vil derfor ikke presse sig på eller have en agenda om at vise hvor god hun er eller skabe en “bedste venner”-situation. Hun er derimod åben for et tættere forhold, hvis det kommer på den indiske piges eget initiativ. Hvis pigen selv åbner op for en relation når hun bliver ældre, der måske kunne føre til et besøg til Indien, vil Julia sandsynligvis være interesseret. “Men jeg vil kun gøre noget, hvis hun selv rækker ud. Og hun er jo stadig kun et barn.”

Hvorfor ikke blive fadder?
Julia kan ikke se nogle argumenter for ikke at blive fadder. Verdens store fattigdom kan give en følelse af afmagt – men at hjælpe det enkelte barn gør en forskel for dét barn og dets familie. Og så får man på et personligt plan selv noget ud af at gøre en god gerning. “Det giver en indre følelse af, at man har gjort noget godt,” siger Julia.

Julia har hørt om faddere, der er blevet inviteret til deres fadderbarns bryllup, og fadderskaber, der ender i en Ph.d.-uddannelse. Det er jo fantastiske historier, men Julia har ikke andre forventninger til sit fadderbarn end at hun skal ”nyde sin skolegang og nyde sin barndom.” Hun er jo som alle andre 12-årige piger, med den forskel at hun nu får åbnet op for bedre muligheder i livet.

Hvis du selv er interesseret i at blive fadder, kan du klikke her.