aktionboernehjaelp_yoga_udsatte_indien 0717_1

Hvad har Copenhagen Yoga Festival, Moonchild Yoga Wear og Manu Sareen til fælles?
Alle tre støtter uddannelse og sundhed for udsatte børn i Indien!

Den 25.-27. august løber Copenhagen Yoga Festival 2017 af stablen på Tiøren ved Amager Strandpark i København. Her kommer øvede og uøvede yoga-interesserede fra ind- og udland til en weekend fuld af fællesskab, workshops, fordybelse og masser af inspiration. Igen i år har Aktion Børnehjælp et telt på festivalpladsens område A, ved siden af Moonchild Yoga Wear, hvor vi vil stå klar til at fortælle festivalgæsterne om vores arbejde i Indien – yogaens land.

Vores aktiviteter på festivalen

På festivalen har vi et spændende debatarrangement. Eva Løvschall Haugaard, formand for Aktion Børnehjælps Venner, har samtaler med vores ambassadør, Manu Sareen, om Indien og hans rolle i Aktion Børnehjælp. Manu Sareen vil også fortælle om sin personlige erfaringer med stress, og hvordan yoga kan være en stor hjælp, hvis man er ramt af stress. Vores anden ambassadør, Cilja Sareen, kommer også og giver hendes vinkel på behovet for hjælp i Indien, og hvorfor hun også er ambassadør for Aktion Børnehjælp. Der vil være god mulighed for at publikum kan stille spørgsmål til ambassadørerne, så vi håber på en inspirerende dialog og debat.
Udover vores arrangement med ambassadørerne vil en gruppe af Aktion Børnehjælps frivillig hele weekenden sprede budskabet om Aktion Børnehjælps indsats for udsatte børn i Indien. Vi vil uddele foldere om vores arbejde til de besøgende i vores telt, hvori de blandt andet kan læse om, hvordan vores arbejde med lokale indiske partnere har skabt bedre livsvilkår for tusinder af fattige og marginaliserede børn i Indien. Vi håber at få nogle gode snakke med festivaldeltagerne om de gode resultater, som allerede er skabt, og hvorfor det fortsat er vigtigt at støtte børn og unges rettigheder i Indien.

Donationer på festivalen

Til festivalen er der rig mulighed for at dyrke yoga, spise sundt, høre lækker musik og samtidig støtte et godt formål i vores telt. Til festivalens gæster uddeler vi en lille gave og håber, at mange vil tage godt imod den, så vi sammen kan skabe en bedre fremtid for de udsatte piger og drenge. I lidt over et år har Aktion Børnehjælp haft et forrygende samarbejde med Moonchild Yoga Wear, der er et dansk tøjmærke, der producerer tøj til yoga og fitness på miljøvenlig vis. Vi glæder os meget til at møde Moonchild Yoga Wear på festivalen, hvor den kreative direktør Louise Wang Nielsen vil overrække en flot check på 25.000 kr. til Aktion Børnehjælp.

Find os på pladsen

Det er muligt at følge med i Aktion Børnehjælpes aktiviteter på festivalen via vores forskellige medier. Her vil vi løbende lægge billeder og små anekdoter op. Så følg endelig med på vores Facebook side, Instagram profil og hjemmeside eller kig forbi vores telt på festivalpladsen – her er gratis adgang for alle. Kan i ikke deltage men brænder inde med et godt spørgsmål, vi kan stille ambassadørerne, tager vi gerne imod.

Blomsterbinder på busstationen

På busstationen i den mellemstore by Gingee i Villupuram distriktet i Tamil Nadu i Sydindien er der, som på alle andre busstationer, fyldt med travle mennesker der enten er på vej til arbejde, på besøg hos en ven eller måske på vej ud for at handle til aftensmaden. Larmen fra dyttende motorcykler og busser der forsøger, trods menneskemængden, at køre enten ind eller ud af busstationen er gennemtrængende men passer til støjen fra resten af byen. Omkring den varme og støvede plads er der små stande, der sælger vand, juice, peanuts organiseret i store bunker, kiks og andre nødvendigheder til den rejsende. På jorden, bag en af disse mange stande, sidder 12-årige Kumar og iagttager den travle menneskemængde, der trasker hen over pladsen. Han arbejder i en blomsterbutik, der sælger hjemmelavede blomsterklaser, som bruges flittigt af mange indere enten til hårpynt, på tøjet eller som dekoration ved templer. Kumar er et af de titusindvis af børn i Indien, der arbejder i stedet for at gå i skole.

Vilkårene for mange fattige familier

Kumar kommer fra en fattig familie i den lille landsby Alampundi udenfor Gingee. Både hans mor og far arbejder som daglejere og får kun udbetalt omkring 30 kroner om dagen. De penge skal række til at forsøge familien på 2 voksne, Kumar på 12 år og hans to ældre søskende. Hans far er alkoholiker og bruger en stor del af familiens sparsomme indkomst på at købe alkohol. Hans mor forsøger at tjene ekstra penge ved at lave de populære kæder af blomster. En dag, da moderen er i Gingee sammen med Kumar for at sælge blomsterpynten, tilbyder en butiksejer på busstationen i Gingee, at Kumar kan arbejde for ham ved at lave blomsterkæder. Kumar bryder sig ikke om skolen, og familien kunne godt bruge de ekstra penge, så Kumar begynder at arbejde hos manden til en løn på 12 kroner om dagen. Efter busbilletten til og fra landsbyen og ind til Gingee by er betalt, er hans indkomst nede på 10 kroner. Kumar arbejder 12 timer om dagen i baglokalet på busstationen med at flette, nive og binde blomster sammen til pynt der kan sælges. Efter en lang arbejdsdag gør hans fingre ondt.

Håb for fremtiden

Efter at Kumar har arbejdet 4 måneder på busstationen i Gingee, træder en af landsbybeboerne fra Kumars landsby en dag ud af en bus på stationen, hvor han får øje på Kumar, der sidder i skrædderstilling i baglokalet af en butik og laver blomsterpynt. Landsbybeboeren ringer omgående til medlemmerne af den lokale landsbykomite, der beslutter sig for at kontakte Aktion Børnehjælps lokale partner CECOWOR i Gingee. I fællesskab tager medlemmer af landsbykomiteen og Aktion Børnehjælps partner ud til Kumars far i landsbyen og informerer om Kumars ret til skolegang, og drøfter hvor vigtig uddannelse er for Kumars fremtid. Faderen er enig, og Kumar stopper derfor med at arbejde i butikken på busstationen og begynder i skole igen.

Kumar er stadig ikke vild med at gå i skole men drømmer om at blive chauffør. For at kunne blive det, skal man være 18 år og have færdiggjort 10. klasse. Kumar har derfor aftalt med sin forældre og landsbyboerne, at han går i skole indtil han er 18 år, og derefter vil de i samarbejde hjælpe ham med at blive chauffør.

Et stærkt samarbejde skaber resultater

Kumars historie er langt fra usædvanlig. I indien arbejder tusindvis af børn i stedet for at gå i skole. Kumars historie er et eksempel på den store betydning det har, at engagere hele lokalsamfundet i børns skolegang og motivere og oplyse både forældre og børn om vigtigheden i at gå i skole. Også selvom pengene er små og selvom skolen ikke altid er sjov. Netop disse faktorer har vi i Aktion Børnehjælp fokus på i vores projekter. Ved at involvere hele lokalsamfund har vi fået skabt særdeles gode resultater og har i høj grad medvirket til at mindske antallet af børn som Kumar, der dropper ud af skolen for at arbejde.

Én stor familie!

Lakshmi er en 11-årig pige, som har boet på børnehjemmet i Kanyakumari siden hun var 3 år. En aften vi var på besøg møder vi Lakshmi. Hun er ret genert og tør ikke rigtig svare på spørgsmål, men husmor hjælper hende med at fortælle hendes historie. Resten af ‘familiemedlemmerne’ fra huset sidder rundt omkring os og lytter opmærksomt, men fniser også lidt genert over vores tilstedeværelse.  I huset er der dunkelt, kun lyst op af et skærende lysstofrør på den ene væg, hvor myg og andre insekter samles.

En svær start på livet

Som flere af de andre børn kom Lakshmi ikke alene til børnehjemmet, men derimod sammen med hendes mor Rama. Hun kender ikke noget til sin far, da han forsvandt under graviditeten. Deres ægteskab var tvunget, og faren skulle efter sigende være stukket af, da moderen er halvblind og har mentale problemer. På grund af dette handicap, kunne moderen ikke tage vare på sig selv og Lakshmi. Derfor boede de hos bedstemoderen, hvor Lakshmis tante var værge for dem begge, indtil de kom til Børnehjemmet Kanyakumari Trods den skæve start på livet er Lakshmi en glad pige, som stortrives på børnehjemmet. Da hun som 3-årig flyttede til børnehjemmet med hendes mor, hjalp en af de store piger, Abrar, med at tage sig af hende og blev som en storesøster for hende. Abrar er nu flyttet hjemmefra på grund af job, men hun kommer jævnligt hjem og besøger hendes familie i huset. Lakshmi er nu selv en af de ældste piger i huset, og hun tager sig kærligt af de små. Hun har boet i samme hytte siden hun kom, og det er hun rigtig glad for, for de andre børn er som søskende for hende. Mor Rama er også glad for at bo i huset, hvor hun blandt andet hjælper til med rengøringen og følger de små elever hen til skolen.

Karate Kid

Da vi spørger ind til skolen og hendes skolekammerater, lyser hun op og smiler genert. Hun er meget glad for at gå i skole og har mange venner, både fra børnehjemmet og fra de nærliggende landsbyer. Hendes yndlingsfag er matematik, for hun kan godt lide at fifle med tal og at få ting til at gå op. Hun er meget glad for sport og dans. I skolen får de karateundervisning som en del af idrætstimerne – det elsker hun – og det varer ikke længe før hun og en veninde laver en karateopvisning for os. Derefter står den på traditionel dans og sang med nogle af de mindre piger i huset. Der er fart på pigerne i huset, og de ser ud til at elske at lave opvisning for os.

collage

Efter opvisningen spørger vi ind til Lakshmis fremtidsplaner og drømmme. Hun vil gerne være læge. Drømmene fejler ikke noget, og hun ved, hvad hun skal knokle for. Da vi spørger til hendes ønsker for en fremtidig familie, bliver hun meget rød i hovedet og fniser. Hun ved ikke helt med det der familie endnu.

Skrevet af Sif Eiken, eventpraktikant

I 1948 vedtog FN enstemmigt Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker i hele verden og dermed også for børn. Alligevel vedtog FN 41 år senere den 20. november 1989 Konventionen om Barnets rettigheder (også kaldet Børnekonventionen). Bortset fra USA, Sydsudan og Somalia har alle verdens lande ratificeret konventionen. 

Hvorfor er der behov for Børnekonventionen?

Børnekonventionen stiller krav til medlemslandene om at anerkende og respektere børns grundlæggende ret til liv, udvikling, beskyttelse og deltagelse. Inden konventionen blev vedtaget, var barnets retslige status i en række lande først og fremmest knyttet til deres forældres – og deres ret til at bestemme over deres børn. Børnekonventionen blev vedtaget for at opnå almen anerkendelse af, at børn også er selvstændige individer med særskilte behov og rettigheder. Børn har de samme rettigheder som voksne, men er en særlig udsat samfundsgruppe. Børn har ofte ikke den samme indflydelse som voksne, og vil i mindre grad kunne påvirke deres eget liv. Derfor har børn ret til særlig beskyttelse og til særlige rettigheder, såsom at blive beskyttet mod hårdt og farligt arbejde eller at blive beskyttet mod narkotiske stoffer. Børnekonventionen slår også fast, at børn skal have et godt liv. F.eks. hvis børn sulter, skal de have mad, fordi at de har ret til det og ikke bare fordi, at det er synd for dem. Derudover gør Børnekonventionen det tydeligt, at børn lige såvel som voksne har ret til bl.a. at sige deres mening, vælge deres religion og ikke blive udsat for vold og misbrug. FN’s Børnekonvention består af 54 artikler (paragraffer), og blandt de 54 artikler er der fire rettigheder der fortjener ekstra opmærksomhed, fordi de betragtes som fundamentale. Disse rettigheder er:

  • Artikel 2; ikke-diskrimination,
  • Artikel 3; sikring af barnets interesser,
  • Artikel 6; ret til overlevelse og udvikling,
  • Artikel 12; ret til at blive hørt.

Børns rettigheder i Indien

Rettighederne i Børnekonventionen gælder for alle børn under 18 år, uanset, race, nationalitet, farve, køn, sprog, religion, holdning, rigdom og handicap. Men i Indien oplever mange børn at få krænket deres rettigheder dagligt. Indien ratificerende Børnekonventionen i 1992 og har udover denne, flere forskellige former for lovgivning der skal beskytte børn. Der findes bl.a. en regeringsnedsat kommission, der har til formål at beskytte børns rettigheder og sikre overholdelse af de love, der fremgår af den indiske forfatning om personer under 18 år og FN’s Børnekonvention. På trods af det, er der store problemer med indiske børn der er underernærede, mangler skolegang, som bruges i børnearbejde eller som giftes væk i en alt for tidlig alder. På trods af at Indien har gennemgået en voldsom udvikling og forbedring af økonomien de seneste årtier, findes der stadig millioner af børn, som ikke har adgang til de mest basale fornødenheder, som er fejl- eller underernærede, som mangler skolegang, tryghed og sikkerhed og som ikke ved, at de har ret til alt det.

Hvad gør Aktion Børnehjælp?

Aktion Børnehjælp har etableret børnerettighedsklubber i delstaterne Tamil Nadu, Andhra Pradesh og Orissa i Indien. Formålet med disse klubber er at oplyse indiske børn om deres rettigheder, så de selv kan være drivkraften bag at skabe positive ændringer i samfundet. Børns rettigheder og krænkelsen af disse omfatter mange vigtige emner, men i vores arbejde har vi valgt at have specielt fokus på misbrug, børneægteskaber og børnearbejde. Med børnerettighedsgrupperne arbejder Aktion Børnehjælp og børnene selv for, at de skal blive bevidste om og turde kæmpe for deres ret til uddannelse og sundhed. For at bidrage til at sikre, at børnenes rettigheder ikke bliver krænket, uddanner vi også grupper af den voksne lokalbefolkning i børns rettigheder. Disse voksne er lokale ledere, religiøse ledere, politifolk, ledere af civilsamfunds-organisationer, advokater og andre lokale med ansvar for at børns rettigheder overholdes.