aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_cecowor_19

Indien er et af de lande i verden, der har den højeste rate af børneægteskaber. Omkring 47% af piger i Indien bliver gift, inden de er fyldt 18, mens ca. 18% bliver gift før deres 15 års fødselsdag. Årsagerne til børneægteskab er mange, men skyldes hovedsageligt faktorer som fattigdom, kulturelle normer og traditioner, usikkerhed og ulighed mellem kønnene.

Hvorfor giftes børn væk?

Der er mange forskellige grunde til, hvorfor det indiske samfund praktiserer børneægteskab, og forældre vælger at gifte deres børn væk i en meget tidlig alder. En del af forklaringen er formentlig, at børneægteskab har fundet sted i Indien i hundredvis af år, og bliver derfor set af mange som en uskadelig kulturel og traditionel praksis. I mange områder af Indien er det blevet en central del af samfundets liv og identitet, som der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Mange forældre gifter deres døtre og sønner væk, fordi de ser det som værende i deres barns bedste interesse, og en måde hvorpå de kan sikre deres fremtid. Mange unge piger er bl.a. i højrisiko for overgreb og misbrug, og ægteskab anses i mange tilfælde som den bedste mulighed for at beskytte mod det.

Fattigdom er også en forklaring på, hvorfor forældre vælger at deres børn skal indgå i ægteskab. Piger bliver ofte set som en økonomisk byrde for familien, hvor ægteskab er en måde hvorpå familien kan reducere deres omkostninger. Derudover eksisterer der mange kulturelle normer og forventninger til kvinder og pigers rolle i det indiske samfund. Kvinders rolle er ofte begrænset til at være en datter, hustru eller mor, der er betragtet som hendes fars eller mands ejendom. Kontrol over piger og kvinders seksualitet kan også siges at være en indflydelsesrig faktor i traditionen for børneægteskaber. Tidligt ægteskab har ofte til formål at minimere risikoen for ukorrekt kvindelig seksuel adfærd og for at beskytte familie fra den skam, som dette medfører. Derfor er mange ægteskaber arrangeret omkring puberteten.

Børneægteskab er forbudt ved lov

Børneægteskab er blevet praktiseret i Indien i hundredvis af år, men betragtes som en grov overtrædelse af menneskerettighederne. Også ifølge indisk lovgivning er ægteskab for en pige under 18 år og for en dreng under 21 år forbudt. Børneægteskab ikke er nedskrevet direkte i international lovgivning, men i både FN’s Børnekonvention fra 1989 og i Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder fra 1979, er der nævnt bestemmelser, som børneægteskab strider imod. Der er bl.a. en række bestemmelser omhandlende ophævelsen af traditionelle praksisser, der kompromittere børns sundhed. Derudover strider børneægteskab mod andre rettigheder, såsom retten til at frit kunne udtrykke sine synspunkter, retten til beskyttelse mod alle former for misbrug, og retten til at blive beskyttet mod skadelige traditionelle praksisser. Selvom både national og international lovgivning forbyder det, finder en tredjedel af alle børneægteskaber i verden sted i Indien.

Hvad gør Aktion Børnehjælp?

Når forældres og lokalsamfundet tillader børneægteskab, bunder deres handlinger ofte i uvidenhed omkring de alvorlige følger af børneægteskab samt hvilken lovgivning, der er på området. Aktion Børnehjælp arbejder bl.a. med at udbrede kendskabet til børns rettigheder og med at sikre, at de bliver overholdt. Dette sker via vores børnerettighedsklubber, hvor børn og unge bliver undervist i deres rettigheder, og om hvad de kan gøre, hvis de rettigheder bliver krænket. Vi erfarer, at når børn kender deres rettigheder, kan de også bedre sige fra, når de rettigheder bliver krænket. Derudover afholder Aktion Børnehjælp jævnligt arrangementer for forældre, søskende og lokalsamfundet for at informere om børnenes rettigheder, og hvorfor det er vigtigt, at de bliver overholdt. Her er et af målene, at både forældre og resten af de landsbyer som Aktion Børnehjælp arbejder i, bliver overbevist om at de skal lade deres piger gå i skole, i stedet for at gifte dem bort.

Én stor familie!

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_SKGA_03

Lakshmi er en 11-årig pige, som har boet på børnehjemmet i Kanyakumari siden hun var 3 år. En aften vi var på besøg møder vi Lakshmi. Hun er ret genert og tør ikke rigtig svare på spørgsmål, men husmor hjælper hende med at fortælle hendes historie. Resten af ‘familiemedlemmerne’ fra huset sidder rundt omkring os og lytter opmærksomt, men fniser også lidt genert over vores tilstedeværelse.  I huset er der dunkelt, kun lyst op af et skærende lysstofrør på den ene væg, hvor myg og andre insekter samles.

En svær start på livet

Som flere af de andre børn kom Lakshmi ikke alene til børnehjemmet, men derimod sammen med hendes mor Rama. Hun kender ikke noget til sin far, da han forsvandt under graviditeten. Deres ægteskab var tvunget, og faren skulle efter sigende være stukket af, da moderen er halvblind og har mentale problemer. På grund af dette handicap, kunne moderen ikke tage vare på sig selv og Lakshmi. Derfor boede de hos bedstemoderen, hvor Lakshmis tante var værge for dem begge, indtil de kom til Børnehjemmet Kanyakumari Trods den skæve start på livet er Lakshmi en glad pige, som stortrives på børnehjemmet. Da hun som 3-årig flyttede til børnehjemmet med hendes mor, hjalp en af de store piger, Abrar, med at tage sig af hende og blev som en storesøster for hende. Abrar er nu flyttet hjemmefra på grund af job, men hun kommer jævnligt hjem og besøger hendes familie i huset. Lakshmi er nu selv en af de ældste piger i huset, og hun tager sig kærligt af de små. Hun har boet i samme hytte siden hun kom, og det er hun rigtig glad for, for de andre børn er som søskende for hende. Mor Rama er også glad for at bo i huset, hvor hun blandt andet hjælper til med rengøringen og følger de små elever hen til skolen.

Karate Kid

Da vi spørger ind til skolen og hendes skolekammerater, lyser hun op og smiler genert. Hun er meget glad for at gå i skole og har mange venner, både fra børnehjemmet og fra de nærliggende landsbyer. Hendes yndlingsfag er matematik, for hun kan godt lide at fifle med tal og at få ting til at gå op. Hun er meget glad for sport og dans. I skolen får de karateundervisning som en del af idrætstimerne – det elsker hun – og det varer ikke længe før hun og en veninde laver en karateopvisning for os. Derefter står den på traditionel dans og sang med nogle af de mindre piger i huset. Der er fart på pigerne i huset, og de ser ud til at elske at lave opvisning for os.

collage

Efter opvisningen spørger vi ind til Lakshmis fremtidsplaner og drømmme. Hun vil gerne være læge. Drømmene fejler ikke noget, og hun ved, hvad hun skal knokle for. Da vi spørger til hendes ønsker for en fremtidig familie, bliver hun meget rød i hovedet og fniser. Hun ved ikke helt med det der familie endnu.

Skrevet af Sif Eiken, eventpraktikant

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_cecowor_01

Jeg er taget til Tamil Nadu i Sydindien for at besøge de Børnehaveklasser og lektiecafeer som Aktion Børnehjælp støtter i 3 Roma landsbyer i Gingee regionen. Romafolket er en af Indiens mest udsatte og fattige befolkningsgrupper. De bliver ofte diskrimineret og stigmatiseret af øvrige grupper i det indiske samfund og tilhører den laveste kaste i det indiske kastesystem. Graden af analfabetisme blandt denne befolkningsgruppe er på næsten 100 % og størstedelen af børnene går ikke i skole. Aktion Børnehjælp har i samarbejde med deres lokale partner, CECOWOR, etableret 3 Børnehaveklasser og lektiecafeer i de 3 Roma landsbyer. Erfaringer fra landsbyerne viser, at når børnene starter i børnehaveklasse og de ældre børn får hjælp til deres skolearbejde i lektiecafeerne, er der langt større chance for at børnene gennemfører grundskolen, og dermed får muligheden for at kæmpe sig ud den ekstreme fattigdom, som de og deres forældre lever i lige nu.

Jeg er meget spændt, da jeg kører ud for at besøge den første landsby 20 km udenfor den mellemstore by Gingee i Villupuram distriktet i Tamil Nadu. Jeg sidder bag på en motorcykel og nyder at blive blæst igennem af den kolde vind, der for et øjeblik gør det lettere at befinde sig under den bagende sol og dens varme, der indtil nu, ikke har været til at undslippe. Mens jeg sidder på motorcyklen får jeg samtidig rig mulighed for at spejle ud over den sydindiske natur og livet i de mange små landsbyer, som vi passerer på vej ud til Roma landsbyen. Jeg ser glimt af de mange knastørre marker, hvor der forsøges at blive dyrket peanuts, chili og ris, og jeg ser travle mænd og kvinder med store og tunge bunker af afhugget træ på ryggen, der skal transporteres til nærmeste marked. Gad vide hvor langt væk det er.

Da vi endelig når frem til landsbyen, bliver jeg mødt af en lille pige med et stort smil og endnu større nysgerrige øjne. Hun tager min hånd og viser mig glad rundt i landsbyen, hvor jeg hilser på de fleste af landsbybeboerne. De er utrolig imødekommende og venlige og smiler stort, mens jeg trykker dem alle i hånden og fortæller mit navn. Da de fortæller mig deres navne og jeg forsøger at gentage, lyder der fnis fra mange af de børn, der er kommet til under min rundtur. Jeg formoder, at min udtale af deres sprog ’tamil’ nok ikke er helt perfekt. På min rundtur i landsbyen får jeg muligheden for at se, hvordan Romafolket i denne landsby lever. Mange af beboerne bor i sivhuse og telte mens få bor i små utætte betonhuse. Udenfor mange af boligerne står der massevis af gamle fuglebure med grønne små papegøjelignende fugle indeni dem. Fuglene skal sælges på et marked i en nærtliggende landsby. Der er også store tasker og poser fyldt med alle slags småting lige fra hårbånd- pynt- og spænder til bamser, plastikbolde og andet legetøj. Romafolket, som også ofte bliver refereret til som ”Rejsende”, flytter ofte fra by til by, sted til sted, for at sælge deres varer på markeder, udenfor templer og på festivaler. Migration har været en integreret del af Romafolkets livsstil i mange århundrede. Det er samtidig også en af de største udfordringer i arbejdet med at sikre at børnene færdiggøre deres skolegang.

Jeg bliver vist hen til landsbyens Børnehave, der er et lille betonhus, hvor der indeni sidder 12 børn i alderen 2-5 år og leger. De grå hårde betonmure er pyntet med farverige plakater af forskellige slags frugter, dyr samt en plakat der viser alfabetet. Der er en tavle og en kiste med lidt legetøj til børnene. Der er ikke meget, men dét der er, bliver der leget med i stor stil. Læreren samler børnene i en rundkreds, og de begynder at synge sange og gøre fagter i takt til sangen. Børnene er alle bekendt med sangen og synger højt og glad med, mens jeg kigger fornøjet med fra hjørnet. Børnehaven er åben mandag til fredag fra 09.30 til 15.30, og forbereder børnene på skolen gennem forskellig læring og leg. Derudover bliver børnene vante til skolegang fra den tidligere barndom, hvilket er med til øge chancerne for at de senere kan gennemføre grundskoleuddannelsen. Alle børnehavebørnene får hver især et måltid næringsrig mad hver dag til middag, som også er med til give børnene den bedste mulighed for at vokse optimalt.

Da jeg senere siger farvel til alle landsbybeboerne, roder én af fædrene i hans store taske med legetøj, hårpynt og bamser. Han hiver et sort flot hårbånd op af tasken, som han giver mig i gave. Jeg takker mange gange, fjerner min gamle hårelastik, og bruger mine fingre til at samle mit hår til en ny hestehale, denne gang holdt sammen af mit nye hårbånd.