Der sker masser af nye og spændende ting for Aktion Børnehjælp og vores samarbejdspartnere lige nu. Få et hurtigt overblik i vores korte udredning af nyheder fra vores projekter.

Af: William Alkærsig Springer

Delstatsvalg i Tamil Nadu

I april måned var borgerne i delstaten Tamil Nadu til stemmeurnerne, og valgkampen gik i fuld galop. Vores samarbejdspartner CECOWOR, hvis hovedfokus ligger på lige vilkår og uddannelse til alle i Indien, har sammen med landsbyforeningerne og børnerettighedsklubberne lavet et valgmanifest med 11 punkter.

De 11 punkter skal sikre alle børns ret til skole, ordentlige toilet- og drikkevandsforhold, skolebus til alle landsbyer, legeplads ved alle børnehaver, og sikre at landsby-biblioteker fungerer.

Under valgkampen er ansatte og frivillige i projektet på gaden, hvor de gør folk opmærksomme på punkterne ved at dele flyers med manifestet ud. Samme frivillige går også i dialog med politikerne. Sådan vil de sikre sig børnenes stemme til delstatsvalget.

Nyt projekt i støbeskeen med fokus på unge kvinder

Der bliver arbejdet på højtryk for at udvikle et nyt sundhedsprojekt med fokus på unge kvinder i alderen 10-19 år, hvor vi vil oprette grupper for alle unge kvinder i 160 landsbyer i delstaten Orissa.

Gennem trænings-sessions skal de unge kvinder lære om sundhed, ernæring og rettigheder, samt at identificere og løse problemer selv, så de kan forbedre deres liv. Derudover kan familier med unge kvinder lære at etablere økologisk kost i køkkenhaver for at sikre, at kvinderne har adgang til sund og næringsrig mad.

Udover at hjælpe de konkrete personer, er det langsigtede mål med projektet at få overbevist delstatsregeringen om metoden og få dem til at kopiere projektet til hele delstaten. Vi ser frem til at fortælle mere om projektet, hvis det bliver realiseret.

Lav din egen sæbe

I projektet Bedre Sanitet Giver Bedre Sundhed er der lanceret et nyt koncept. Nemlig at træne lokale til at lave deres egen sæbe.

For mange indere er sæbe en dyr luksus. Derfor vil det være en stor hjælp for de deltagerne i projektet, hvis de kan gøre det selv. Både så de kan bruge det i deres familie, men også så de kan sælge det videre for at tjene lidt ekstra.