Arrangeret kærlighed i Indien

Lige nu kan du på Netflix følge en af Indiens førende matchmakere, mens hun hjælper unge og deres familier med at finde det perfekte match til en ægtefælle. Få et indblik i kulturen omkring ægteskaber i Indien, og hvordan Aktion Børnehjælp arbejder med at skabe bedre vilkår for børn. 

Af Anja Nielsen, programleder

Lige nu kan du på Netflix følge en af Indiens førende matchmakere, mens hun hjælper unge og deres familier med at finde det perfekte match til en ægtefælle. Programmet har skabt stor debat. Kritikken går både på blåstemplingen af arrangerede ægteskabet, hvor den enkelte ikke selv vælger sin ægtefælle, samt de høje krav om lys hud, ’god familie’, god indkomst og fælles baggrund. Kriterierne afspejler en tradition, der diskriminerer på baggrund af hudfarve, opretholder kastesystemet og ser skævt til ægteskaber på tværs af kaste og klasse. Det er kriterier for den perfekte ægtefælle, som gennemsyrer store dele af det indiske samfund, i alle samfundslag.

I serien møder vi familier fra overklassen, hvor størstedelen er opvokset i USA. Indien er et komplekst land med store forskelle mellem klasser og land og by. Aktion Børnehjælp mener derfor, at det er vigtigt at forstå nuancerne i den arrangerede kærlighed i Indien.

Er det tvang?

Mens såkaldte love marriages ses oftere og oftere i Indien, er arrangerede ægteskaber stadig normen. Ens kommende livspartner er ikke blot ens eget valg, men hele familiens. For mange unge er det stadig naturligt at familien er med indover, når det livsvigtige valg skal tages.

I Netflix-showet Indian matchmaking fremgår det, at flere af hovedpersonerne selv har valgt at søge råd hos en professionel ægteskabsarrangør, efter de har opgivet selv at finde den rigtige livspartner. Mange af deltagerne, der kommer fra velstående og højtuddannede familier, fortæller, at de selv har datet i en årrække, men uden succes.

Serien viser også, at flere søger en middelvej mellem arrangerede ægteskaber og dating. Dog ses der en forskel mellem dem, der er bosiddende i USA, og dem fra Indien, hvor forældrene spiller en større rolle i valget. Dating og kærester er stadig et tabu i store dele af Indien, og der er sjældent langt mellem, at en kommende ægtefælle er identificeret, til ægteskabet indgås. Derfor er det vigtigt, at man hurtigt kan vurdere, om personen er den rette. Dem, der går ind for arrangerede ægteskaber, argumenterer for, at forældrene, der selv har erfaring fra mange års ægteskab, kan bidrage med vigtig viden og erfaring, som de unge ikke har.

Aktion Børnehjælp oplever, at flere og flere fra den lave del af middelklassen fortæller, at de som kommende brud/gom har mulighed for at sige nej til de kandidater til ægtefæller, som familien præsenterer. Familien finder passende profiler, som præsenteres gennem møder, vurderes af alle og hvor den kommende brud/gom efterfølgende kan sige ja eller nej.

Dog kan et ’nej’ fra familien sjældent ændres til et ja hvis den kommende brud/gom er uenig. Her har familien traditionelt det sidste ord. Hvilket også gør sig gældende når vi snakker om den kommende ægtefælles profil, hvilket fører os tilbage til kritikken af Indian matchmaking.

Børneægteskaber

Aktion Børnehjælp arbejder med nogle af Indiens allerfattigste. Her oplever vi, at ægteskab – tidspunkt og valg af ægtefælle – stadig i høj grad er familiens beslutning uden indflydelse fra den kommende brud/gom. Her er der sjældent tale om et valg. Ifølge organisationen Girls Not Brides bliver 27 % af Indiens piger gift, før de fylder 18 år. Her snakker vi om tvangsægteskaber, hvor pigen ikke har noget at skulle have sagt. I mange sager gælder det også drengen, der tit også er mindreårig. De oplyses blot om,  at de skal giftes inden for kort tid og forventes at adlyde forældre.

Det økonomiske aspekt er et af de argumenter, vi ofte møder i sager om børneægteskaber. Ved ægteskab skal pigens familie betale brudepris (dowry) til gommens familie. En udgift, der lægger stort pres på familiens økonomi og sætter dem i gæld. Samtidig flytter pigen traditionelt set til gommens familie efter brylluppet, og vil derfor heller ikke kunne tage sig af sine forældre, når de bliver gamle. Sat på spidsen ses piger derfor som en byrde, en udgift for familien indtil hun er blevet gift.

Ægteskabet bliver en handelstransaktion, hvor fokus er på at blive gift så ‘godt’ som muligt, hvilket igen dækker over kaste, lys hud og det rette religiøse og geografiske tilhørsforhold. Sammen med det økonomiske aspekt kan det presse fattige familier ud i at vælge børneægteskaber som en løsning.

Børneægteskaber har store konsekvenser for pigernes liv, der rækker langt udover manglende medbestemmelse i valg af ægtefælle. Ofte tages pigerne ud af skolen, når de skal giftes, og forventes at passe hus hos svigerfamilien. Dette er én af grundene til, at pigerne stadig halter langt bagefter drengene i Indien, når det gælder skolegang. En pige går i gennemsnit i skole i knap 5 år, mens det er over 8 år for drenge. Det har betydning for pigens muligheder senere i livet, men også for hendes børns, da der er en tydelig sammenhæng mellem skolegang, antal børn en pige får senere i livet og deres sundhed.

Derudover forventes det, at pigen bliver gravid kort efter brylluppet. Graviditet kan have fatale konsekvenser, hvis kroppen ikke er klar til det og samtidig er præget af fejlernæring, som vi oplever hos mange i de områder, vi arbejder i. Det kan give pigen mén resten af livet og i værste tilfælde koste mor eller barn livet ved fødslen eller fratage pigen muligheden for at få flere børn.

Rettigheder er et fælles ansvar

I Aktion Børnehjælp arbejder vi for at sikre børns rettigheder. Det gør vi bl.a. ved at gøre både børn og deres forældre opmærksomme på de lovmæssige rettigheder børn og unge har, samt lægge pres på lokale myndigheder i forhold til at implementere og opretholde lovgivningen.

I vores børnerettighedsprojekt Sammenhold om børns rettigheder har vi særligt fokus på retten til ikke at blive gift, før man som pige er 18 år og dreng 21, retten til ikke at arbejde, men gå i skole og få min. 12 års skolegang, samt retten til ikke at blive udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold og misbrug.

Projektet har været med til at sætte børnerettigheder på dagsorden hos både familier og myndigheder, og ikke mindst fået de unge til selv at står op for deres egne rettigheder – rettigheder de inden projektet ikke anede, at de havde.

Af Julie Eltong Mogen 

Denne lækre indiske ret er let at lave og er fremragende ovenpå alt sommerens grillmad til de lidt køligere efterårsaftener, som vi snart går i møde. Retten er i den stærke ende, men den kan nemt justeres med en chili mere eller mindre i, alt efter hvad man er til, og den vil stadig smage fantastisk. Nyd den gerne sammen med noget iskoldt at drikke.  

Ingredienser

  • 250 gram paneer ost/Halloumi ost
  • 2 mellemstore løg
  • 3-4 fed hvidløg
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 400 gram frossen spinat
  • 2 chilier
  • 30 gram frisk ingefær
  • 4 tsk paprika
  • 2 tsk gurkemeje
  • 3 tsk garam masala
  • 2 tsk salt
  • ½ dl vand
  • Olie til stegning

Fremgangsmåde

Start med at finhakke løg, hvidløg, chili og ingefær. Kom det i en varm gryde med olie, indtil løgene er bløde.

Tilsæt gurkemeje, garam masala, paprika, salt og bland det sammen med de hakkede tomater og lad det simre et par minutter.

Tilsæt herefter det frosne spinat og vandet. Lad nu retten simre under låg i 12-15 minutter.

Imens retten hygger sig, sætter du risene over i en gryde, hvorefter du skære osten i tern og frituresteger den på en pande.

Tilsæt den friturestegte ost i retten og lad det igen simre. Først under låg i ca. 5 minutter og til slut uden låg i ca. 5 minutter.

Serveres med ris og kan pyntes med frisk koriander på toppen. Velbekomme!

Mange dele af Indien er hårdt ramt af COVID-19, og det har blandt andet udskudt vores projekt Bedre Sanitet Giver Bedre Sundhed. Nu går projektet dog i gang i en lidt ændret form, så det også kan være med til at forebygge smittespredning af COVID-19.

Af Daniel Kloppenborg Degn

Indien står lige nu over for en stor udfordring i COVID-19. Vores projekt Bedre Sanitet Giver Bedre Sundhed er over flere omgange blevet udskudt på grund af COVID-19, som i skrivende stund har taget livet af mere end 55.000 mennesker i Indien, mens antallet af smittede nærmer sig 3 millioner. Projektet er nu blevet ændret lidt, så det også tager højde for den nuværende situation.

Mange af projektaktiviteterne indebar nemlig, at folk forsamles i et nu uhensigtsmæssigt omfang. Derfor udsætter vi disse aktiviteter, mens coronaforebyggende tiltag bliver integreret i projektet.

Coronaforebyggelse og projektet har heldigvis flere fællesnævnere. Projektet handler om at forebygge, at mange besørger i det fri. Både det og forebyggelse af COVID-19 kræver adfærdsændringer og en øget forståelse af sammenhængen mellem hygiejne og smitte. Vi forventer derfor, at en øget forståelse for hygiejne og smittespredning i en coronakontekst kan bruges senere i projektet, når vi skal skabe opmærksomhed omkring smittespredning i forbindelse med besørgelse i det fri.

På længere sigt vil forståelsen for sammenhængen mellem hygiejne og smittespredning også kunne overføres til andre sammenhænge, så landsbyboerne vil være bedre rustet til at imødegå andre former for smitsomme sygdomme, hvor hygiejne er af særlig betydning.

Samme metode – nu med fokus på COVID-19

Bedre Sanitet Giver Bedre Helbred bygger på såkaldt Community-Led Total Sanitation (CLTS). Det er en metode forankret i idéen om hjælp til selvhjælp.

En vigtig bestanddel i CLTS er de såkaldte triggerings, hvor landsbyboerne bevidstgøres om udfordringer ved besørgelse i det fri gennem visualiseringer af f.eks. smittespredning. En triggering kan eksempelvis foregå ved, at en projektmedarbejder står med et rent glas vand og spørger, om nogen vil drikke det, hvor folk typisk svarer ja. Projektmedarbejderen tager nu et græsstrå, som hun strejfer en lort, for derefter at dyppe den kortvarigt i vandet. Når hun igen spørger, om nogen vil drikke vandet, svarer folk altid nej.

Triggerings demonstrerer sammenhængen mellem besørgelse i det fri og smittespredning på en måde, hvor der stimuleres en kollektiv følelse af skam og væmmelse, som tilskynder, at landsbyboerne ændrer deres praksis af egen fri vilje.

COVID-19 er ikke forbundet med væmmelse og skam på samme måde, som afføring er. Men også her er det stadigvæk oplagt at visualisere smittespredning.

Projektmedarbejderen kan f.eks. tage en særlig form pulver med farve på hænderne, som afgiver farve ved berøring. Projektmedarbejderen giver derefter håndtryk til en anden person, hvorefter de begge giver håndtryk til to nye personer osv. Denne triggering viser tydeligt, hvordan smittespredning foregår, og hvordan det pludselig kan tage fart. På denne måde bliver den abstrakte forståelse for smittespredning konkretiseret.

Rotter har ikke ligefrem det bedste ry. Den lodne gnaver er flittig gæst, hvor dårlig hygiejne og kummerlige forhold hersker. Men selvom rotten mere eller mindre betragtes som et skadedyr herhjemme, er der særligt ét sted i Indien, hvor forholdet til den lille gnaver er anderledes kærligt.

Af Kasper Waale

Rottetemplet – legenden om Karni Mata

I staten Rajasthan nær grænsen til Pakistan findes et mærkværdigt tempel. I templet bor nemlig mere end 20.000 rotter, der anses som hellige af lokale og pilgrimsrejsende. Templet er dedikeret til Hindu-krigeren Karni Mata, der tilbedes som legemliggørelsen af krigergudinden Hinglaj. Med sin detaljerede marmorfacade og overdådige døre af sølv er templet en konge værdigt. Der er dog en særlig grund til, at templets rotter nyder høj status her.

Ifølge en kendt legende sendte Karni Mata bud efter dødsguden Yoma for at genoplive hendes druknede stedsøn. Den tjeneste resulterede i et besynderligt kompromis. Stedsønnen blev genoplivet mod, at alle Karni Matas mandlige efterkommere blev reinkarneret som rotter, der altså i dag har fast bopæl i templet ifølge legenden. Her nyder gnaverne godt af korn, mælk og andre godter, der serveres af velmenende følgere af Karni Mata.

Behårede lykkebringere

Indtagelse af rotternes madrester skulle angiveligt bringe held, og de behårede væsners drikkevand menes at være helligt. I det hele taget er omgang med rotterne forbundet med held og velsignelse.

Adgang til templet foregår uden sko, og hvis en rotte kravler over dine bare fødder, er du særdeles heldig ifølge lokal tro. Templet har et meget lille antal firbenede beboere med hvid pels, der sjældent kommer til syne blandt den enorme mængde af mørke rotter på tempelgulvet. Hvis man er så heldig at kaste blikket på en hvid rotte, anses det dog som en helt speciel velsignelse.

Rotterne har bestemt ingen grund til at frygte hverken afsky eller vold fra templets brugere. Udover deres lykkebringende egenskaber og hellige aura, har templets brugere også et økonomisk incitament til at passe godt på de lodne gnavere. Hvis en rotte dræbes, er erstatningskravet nemlig, at den skal erstattes af en kopi i sølv eller guld. En enorm udgift for mange indere.

Vil du læse mere om Indiens hellige dyr? Se vores seneste artikler i serien, hvor du kan lære mere om henholdsvis koen og aben i Indien.