Af Julie Eltong Mogen

Indien er et udviklingsland med en enorm økonomisk fremgang, og særligt antallet af kvinder på arbejdsmarkedet er steget markant. Det er en positiv udvikling. Dog risikerer de mange millioner af kvinder, der dagligt anvender den offentlige transport til arbejde og skole, at blive udsat for seksuel chikane og overgreb. Med andre ord er kvindernes frihed forbundet med en sikkerhedsrisiko, så snart de træder ud i det offentlige rum.

De fleste husker da også busvoldtægten i New Delhi i 2012, der trak overskrifter og forargelse verden over. Den voldsomme gruppevoldtægt af Jyoti Singh satte endnu engang debatten om kvinders manglende sikkerhed i Indien på dagsorden.

Togvogne kun for kvinder

Det har i denne forbindelse i nogle år været muligt i Indien at rejse med transport udelukkende forbeholdt kvinder og små børn, hvilket er en stigende tendens og mulighed i landets storbyer. Den indiske jernbane har også tydeliggjort, hvilke kupeer i togene der udelukkende er for kvinder ved at farve dem med en lyserød stribe.

Det har de gjort for at øge sikkerheden særligt i myldretiden, sådan at kvinderne hurtigt kan identificere kvindevognen, som er rigtig populær. Jernbanerne er ved lov pålagt at øremærke transport til kvinder.

Denne tendens er dog ikke unik for Indien. Flere lande blandt andet Mexico og Japan har også transportmidler udelukkende for kvinder. I en undersøgelse lavet af Plan International fra 2018 blandt 400 eksperter i 22 storbyer på seks kontinenter viste, at seksuel chikane er det største globale sikkerhedsproblem for piger og kvinder verden over.

77 % af eksperterne mente, at den seksuelle chikane ofte sker i det offentlige rum i byerne. I spørgsmålet om, hvor står en risiko seksuel chikane for unge piger og kvinder udgør i det offentlige rum i Delhi, mente 95 %, at risikoen var høj eller ekstrem høj, hvilket placerede byen som nummer 3 ud af de 22.

Kønsopdelt transport gør det sikrere for kvinder

Den kønsopdelte offentlige transport er dermed med kvindernes sikkerhed for øje. Der er dog i debatten blevet stillet spørgsmålstegn ved, om transportmuligheden ikke udelukkende symptombehandler, og ikke er en løsning på det egentlige problem.

Der er ingen tvivl om, at der er behov for handling, når det kommer til at bekæmpe seksuel chikane og overgreb på kvinder. Spørgsmålet er mere hvordan.

Transportmidler forbeholdt kvinder er et forsøg på at løse det ved at adskille kønnene og dermed forhindre, at kvinder risikerer at blive udsat for chikane og overgreb, mens de udfører deres daglige gøremål og bevæger sig fra punkt A til B. På denne måde er transport for kvinder en rigtig fin løsning.

Samtidig er det dog vigtigt også at have ”det lange lys på” ved at kigge på roden til problemerne heriblandt accepten af chikanen og victim-shaming, hvor kvinderne får skylden i form af deres påklædning, eller det at de går ude alene.

Herigennem skal der findes nogle holdbare og langsigtede løsninger, så at der i fremtiden er bedre plads til alle i det offentlige rum.

Skolegang er en billet til friheden

Af Mathilde Nielsen

Corona smækkede dørene til Indiens skoler med et brag, da hele landet lukkede ned 24. marts 2020. Siden da har skolerne være lukket, og det er først nu, 7 måneder senere, at dørene så småt begynder at stå på klem.

Fra november måned har nogle skoler tilladt, at eleverne mødes med deres lærer for sparring, men det er endnu ikke klart, hvornår skolerne for alvor åbner og hvordan. Jo længere skolerne holder lukket, desto større bliver konsekvenserne for børnene.

Når skolerne holder lukket, får især pigerne trange kår

I Indien har man i flere år arbejdet målrettet for sikre alle børn, både piger og drenge, en god uddannelse og derved muligheden for at skabe en lysere fremtid. Et af fokuspunkterne har været at få flere piger indskrevet i skolerne og indsatsen har virket.

Ifølge UNESCO var over 90 % af alle piger i skolealderen indskrevet i grundskolen i 2013 og 2018 færdiggjorde 87 % deres grundskoleuddannelse. Med uddannelse følger mulighederne for at få et job og derved ikke være bundet til hjemmet og afhængig af en mand, som mange kvinder til stadighed er.

Når pigerne får lov at gå i skole, er det ikke kun en uddannelse, de får. De får også skolemad, og skolegangen er også en billet til ikke at blive giftet bort i en tidlig alder.

Der er flere grunde til, at mange familier har praktiseret børneægteskaber. En af dem er fattigdom. Jo flere munde, der er at mætte, jo flere penge skal familien skrabe sammen. Derfor har det at gifte sine døtre væk i en tidlig alder, kunne betale sig for familierne, da pigerne flytter ind ved svigerfamilien og forsøges af dem.

Selv om der i flere år har kørt adskillige kampagner, heriblandt UNICEF’s globale program for at stoppe børneægteskaber, og vores egne projekter blandt andre Sammenhold om Børns Rettigheder, ses desværre en sørgelig tendens i lyset af Corona; flere piger bliver giftet bort før de er fyldt 18.

Red Barnet estimerer, at alene i Sydasien vil 200.000 mindreårige blive giftet bort som en følge af Corona-pandemien. Der kan være flere både fysiske og psykiske konsekvenser forbundet med børneægteskaber så som komplikationer i forbindelse med tidlige graviditet eller en følelse af at være isoleret fra venner på grund af tidligt endt skolegang.

Læs, dengang 13-årige, Jasweers tanker om børneægteskaber her.

Børnene arbejder for familiens overlevelse

Udover de alvorlige konsekvenser for pigerne, er der også en anden tendens, nemlig at pandemien går værst ud over børnene fra de fattigste familier.

Siden marts er skolebørnene blevet opfordret til at følge med i undervisningen hjemmefra via tv eller online lektioner. Men i mange af de fattigste familier er det ikke en mulighed, fordi familien ikke ejer tv, computer, eller internetforbindelse. Derved bidrager skolernes nedlukning til at holde de fattigste børn fra at bryde det sociale mønster og få sig en uddannelse.

Mange familier er endda så pressede, at vi lige nu ser en ubærlig udvikling, nemlig at mange børn fra de fattigste familier er begyndt at arbejde på fabrikker.

Børnearbejde for børn under 14 år er ulovligt i Indien, men mange familier er så pressede, at de ikke ser anden udvej end at lade børnene arbejde.

Avisen the Guardian har talt med en 12-årig dreng, der er stoppet i skole for at kunne arbejde, og hjælpe sin familie til at overleve pandemien. Før han begyndte at arbejde, gik han ofte i seng på tom mave.

Men når først børnene har været ude af skolen, er det svært at vende tilbage og mange børn bliver i de dårligt betalte og usikre jobs.

Derudover finder det ulovlige børnearbejde ofte sted på fabrikker, også kaldt sweatshops, hvor arbejdsforholdene allerede før Corona har været kritisable, og børnene har ekstremt lange vagter til under mindsteløn på usunde eller direkte farlige fabrikker.

Langt de fleste fabriksarbejderne er ansat uden en kontrakt, hvilket gør det vanskeligt at klage over de dårlige arbejdsforhold så som ulønnet overarbejde eller dårlige eller skadelige arbejdsmiljøer.

Støt arbejdet med at sikre børns skolegang

Det er derfor vigtigere end nogensinde før, at familierne hjælpes til alternativer til at gifte deres piger bort og lade deres børn tage arbejde på fabrikker. Vores partnere i Indien gør en kæmpe indsats for at sprede budskabet om de store konsekvenser og uddeler stadig nødhjælpspakker til familierne, så de kan beholde deres børn hjemme.

Vil du også hjælpe med holde børnene i skole? Du kan sikre at en børnefamilie ikke går sulte i seng for 30 kr. Og mad på bordet i en hel uge for 210 kr. Vil du støtte, kan du sende et beløb via MobilePay til 92188 med teksten ‘MAD’.

Klassisk festmåltid: Samosaer

Af Julie Eltong Mogen

Denne lækre sprøde delikatesse er en indisk klassiker og er en del af det store festmåltid under Diwali. Det særlige ved samosaer er, at man kan lave dem med alverdens forskellig fyld. Disse samosaer er med ærter, blomkål, løg og kartofler, og de smager helt fantastisk!

Det kan virkelig anbefales at nyde den sprøde lille snack sammen med en dip, hvoraf raita er en personlig favorit.  Retten kan også serveres med ris og/eller salat.

Ingredienser

Samosa kan laves med forskelligt fyld. Her er det kartofler, blomkål, løg og ærter.

  • 1 filodej
  • 350 gram kartofler
  • 250 gram frosne ærter
  • 100 gram blomkål
  • 1-2 finthakkede løg
  • 2 finthakkede fede hvidløg
  • 1 spsk. stødt spidskommen
  • 1 spsk. revet frisk ingefær
  • 1-2 tsk. garam masala
  • 1-2 tsk. stødt koriander
  • Salt, peber og olie

Fremgangsmåde

  1. Start ud med at koge kartoflerne, lad dem køle af og herefter mos dem groft.
  2. Lad blomkålen koge i en gryde i ca. 3 minutter og tag herefter vandet fra.
  3. Hvidløg og løg finthakkes og svitses kort på panden. Tilsæt alle krydderierne og rør det hele sammen. Dernæst tilføjes kartofler, ærter og blomkål. Retten smages til med salt og peber.
  4. Pak filodejen ud og pensl den med olie på hver side. Herefter skal dejen skæres i små rektangler. Tilsæt 2-3 spsk. fyld i det ene hjørne af dejen. Fold herefter dejen omkring nogle omgange til formen udgør en trekant, og alle samosaer har fået flere lag. Pensl alle samosaer med olie.
  5. Bag dem i ca. 15 minutter til de er sprøde og gyldenbrune i en forvarmet ovn på varmluft ved 200 grader.
  6. Tag de sprøde varme samosaer ud af ovnen og server dem med lækkert tilbehør.

Velbekomme!

Kvindens rolle i Diwali

Af Mathilde Nielsen

Højtiden Diwali er for mange indere, hvad jul er for os danskere. En højtid fyldt med traditioner, gaveudvekslinger og kærlighed. Højtiden byder på flere ritualer, der primært udføres af kvinder.

Ligesom moder har hovedrollen i køkkenet i juleklassikeren “Højt Fra Træets Grønne Top,” har den indiske højtid Diwali også bestemte ritualer, der primært udføres af kvinder. Her er nogle af de mange ting, som kvinderne får tralvt med i den november måneds højtid.

Indkøb

Når der skal fejres Diwali i Indien, skal der købes ind til en fem dages festival, hvor lys, lykke og velstand fejres. Indkøbene består blandt andet i de mange råvarer til flere festmåltider, smukke silkesarier, fyrværkeri, små holdere til vokslys håndlavet i ler, friske blomsterkranse og søde sager til at give i gave til familie og venner. Flere og flere familier har gjort det til en tradition, at tage ud og købe ind til højtiden sammen.

Udsmykning af huset

Det siges, at hvis familien hus er rent og smukt, vil gudinden Lakshmi besøge hjemmet og bringe velstand til familien. Derfor består en stor del af forberedelserne i at gøre rent og pynte op, med både blomster, lysguirlander og små vokslys i massevis.

Familiens børn hjælper med at sætte lysene op i alle rum. Men en helt særlig opgave, som det mest er mødre og døtre, der tager sig af, er at tegne den traditionelle rangoli. En rangoli er et lille kunstværk lavet af farvet pulver på gulvet foran husets hoveddør. Den signalerer en varm velkomst til familie og venner, og ikke mindst gudinden Lakshmi.

Tilberedning af festmåltid

Som regel er det kvinderne i hjemmet, der forbereder Diwalis festmåltid. Flere steder i Indien er det traditionen, at manden og sønnerne spiser først, og døtrene og moderen spiser bagefter. Men til Diwali er det mere almindeligt, at hele familien spiser sammen og fejrer højtiden samlet.

Har du set, at vi giver en opskrift på samosas, der er en typisk del af Diwali måltidet?

Fadet med offergaver

Under Diwali er det typisk gudinden Lakshmi og guden Ganesha, der tilbedes. Nogle familier tager i et tempel, hvor andre bliver hjemme og sætter deres eget lille alter op. Her har kvinden som regel også en vigtig rolle.

Det er oftest hende, der udsmykker og holder det traditionelle fad med offergaver, på hindi kaldt Pooja Thali. For mange indiske kvinder spiller fadet og dets udsmykning en stor rolle. Fadet udsmykkes med smukke farver, spejle og religiøse symboler så som tegnet Om.

Derudover skal de rigtige offergaver ligge på fadet. Disse tæller blandt andet hele riskorn, rødt pulver lavet af gurkemeje, røgelsespinde, kokos, blomster, søde sager.

Diwali er lysenes fest i Indien

Af Kasper Waale og Eltong Mogen

Diwali er en af de vigtigste højtider i Indien. I fem dage i november er levende lys, fyrværkeri og massevis af søde sager på dagsordenen for milliarder af hinduer verden over.

Er Diwali det samme som jul og nytår?

Diwali minder på mange måder om den årlige jule- og nytårsfejring. Julen falder på en måned, hvor de mørke dage er lange, og vi tænder da også lys på juletræet, i vinduet og generelt i gadebilledet. På samme måde falder årets mørkeste nat i den hinduistiske kalender i løbet af Diwali, som i år er den 14. november 2020.

Under højtiden er indernes boliger og gader oplyst med traditionelle olielamper og anden belysning, hvorfor det på samme måde som julen går under navnet ”Lysenes fest”.

Under Diwali samles familierne for at nyde lækre hjemmelavede måltider og søde sager sammen, og der bliver affyret fyrværkeri.

Til trods for lighederne har Diwali dog flere unikke kendetegn. I begyndelsen af Diwali rengøres hjemmene, hvorefter husgulvene dekoreres med farverige rangolier. En anden anderledes del af højtiden er, at mange indere spiller kort og gambler om penge i løbet af festlighederne. Fejringen af Diwali indeholder mange forskellige skikke og ritualer alt efter, hvor i Indien man befinder sig.

Mange fortolkninger

Diwali forbindes med mange forskellige historier fra hindu-religiøse tekster. Fælles for de fleste af historierne er, at de omhandler det godes sejr over det onde og lysets sejr over mørkets.

I det nordlige Indien er historien om kong Ramas sejr over den onde kong Ravana populær. Ved hjælp af en hær af aber befriede han sin kone, Sita, og myrdede kong Ravana. I Ramas kongerige spredtes millioner af lys for at byde regenterne hjem igen efter 14 år i eksil.

Længere sydpå forbindes Diwali til historien om hinduguden Krishna, der befriede 16.000 kvinder fra den onde kong Narakasura, hvilket blev fejret med lys og fyrværkeri.

Rejser man i stedet vestpå, betragtes Diwali af mange som en fejring af det nye år, og i det østlige Indien er fejringen til ære for krigsgudinden Kali.

Mange hinduer forbinder også højtiden med gudinden Lakshimi, der er gudinde for lys, visdom og velstand. På baggrund af disse historier er især lys blevet en fast bestanddel af Diwali-fejringen. De rengjorte hjem skal lokke Lakhsimi til og bringe held til familien, ligesom gambling skal fremprovokere Lakshimis tilstedeværelse. Herudover fejres Diwali også på særlige måder og versioner blandt landets jainister, sikher og visse buddhister.

Diwali og julen er begge ”Lysenes fest”. Det er de, fordi de falder på årets korteste og mørkeste dage, og derfor står i stærk kontrast til hinanden; Lyset og mørket eller det gode og det onde, hvilket er netop det budskab, som mange af de religiøse fortællinger om Diwali bygger på – en sejr til lyset og til det gode.

Glædelig Diwali!

Bliv fadder for et barn i Indien

Af Julie Eltong Mogen

Hos Aktion Børnehjælp kan du blive fadder og hjælpe et udsat barn i Indien.

Du kan selv vælge, om du vil støtte et barn på en kostskole, som vores partnere driver, et barn, der bor hjemme eller videregående uddannelse for unge kvinder.

Læs mere om at blive fadder.

Fadderbarnet sender dig to breve årligt

Som fadder modtager du to gange årligt et brev fra fadderbarnet. Her er et brev fra et fadderbarn, der som mange andre desværre har været en del igennem under COVID-19 pandemien.

Fadderbrev på engelsk

“How are you? Hope that you are doing well. How is the situation in Denmark with COVID-19 pandemic?

I have two news to tell. The first news – I have promoted to 7th grade.

The second news is that I have undergone surgery for appendicitis in June. I was hospitalized for 15 days. The pain was really bad. I did not have any of the symptoms of appendicitis, but suddenly one day early in the morning I had a lot of stomach pain and I vomited and then my parents took me to the hospital. It was the corona time, so we were afraid to go to the hospital, but the pain was so bad that we left anyway. I was taken by ambulance to government hospital in Villupuram and was admitted. The hospital blocks and rooms had been changed to corona isolation wards. I was very scared to stay there, but the doctors and nurses were so kind and humble in treating me, which I will never forget. Now I am pain free and I am well again.

I just wanted to share this news with you. Once again, I thank you for supporting me to continue my school education.

Thank you and take care!

Vil du være fadder for et barn i Indien?

Start dit fadderskab i dag. Læs mere om fadderskaber eller skriv til os på mail kontakt@aktionb.dk.

Af Anja Nielsen, sekretariats- og programleder

De fattige har ofte fået skylden for spredningen af COVID-19 i Indien. Manglende tålmodighed og manglende overholdelse af restriktionerne er nogle af beskyldningerne. Spredningen fra byerne til landområderne kan også for en stor del tillægges migranter og daglejere. Så hvorfor er det, at de fattige ikke bliver hjemme og venter på at pandemien er overstået?

COVID-19 eller sult?

På landet arbejder størstedelen af de fattige som daglejere og er afhængige af daglønnen for at kunne brødføde deres familie. Da den indiske regering lukkede landet ned 24. marts mistede 450 millioner indere ansat i den uformelle sektor deres arbejde og indkomst. For størstedelen af dem handlede frygten ikke om COVID-19, men om hvordan de skulle brødføde deres familie. En frygt, der kun er blevet forstørret med forlængelsen af nedlukningen nu på 7. måned.

Befolkningen blev anbefalet at blive hjemme og kun gå ud i forbindelse med vigtige ærinder, offentlig transport blev lukket ned, og der kom restriktioner på åbning af fødevarebutikker sammen med anbefalingerne om social distancing samt øget hånd- og respiratorisk hygiejne. Men isolation og hjemmearbejde er et privilegie, som de fattige familier ikke har råd til. For med nedlukningen fulgte hverken lønkompensation eller hjælpepakker.

Ét måltid om dagen

Hjælpen fra den indiske regering er begrænset, og familierne er afhængige af den enkelte delstatsregering. Hvis vi ser på to af de delstater, vi arbejder i, er der kæmpe forskel. I Tamil Nadu har familierne fået et engangsbeløb svarende til 100 kroner og en månedlig pakke med 20 kg ris, ét kg olie, ét kg sukker and ét kg linser. I nabodelstaten Andhra Pradesh er der ingen officiel hjælp fra det offentlige.

Selv med madrationer må familierne nøjes med ét-to måltider om dagen. Familierne har solgt og pantsat alt af værdi, brugt deres opsparing og taget lån for at brødføde hele familien. Familierne fortæller, at de må finde på alternative kilder for at kunne fylde maverne. Mange leder efter blade og andre spiselige ting i naturen som for eksempel snegle. Ting, der ikke før er blevet set som spiselige, men som nu kan holde sulten for døren endnu en dag.

Nedlukning eller genåbning?

Da genåbningen af landet startede, og den offentlige transport blev genoptaget i forsommeren, flokkedes de fattige til storbyerne i tætpakkede busser for at finde arbejde og tjene penge til at brødføde familierne. I de landsbyer, vi arbejder i i Sydindien, flokkedes mændene til delstatshovedstaden Chennai, hvor de lokale markeder åbnede for handel og dagarbejde. Arbejderne tog tilbage til deres familier med penge på lommen og fornyet håb om fremtiden. Men en ubuden gæst fulgte med. Kort efter steg antallet af smittede i landområderne drastisk, og landsby efter landsby blev ramt.

Regeringen fortsætter genåbningen af landet for at sætte gang i økonomien igen, selvom smittekurven stadig stiger. Samtidig prøver mange delstatsregeringer at inddæmme og stoppe smitten ved at lave lokale nedlukninger og restriktioner samt at lukke distriktsgrænserne. For de fattige åbner genåbningen op for muligheden for at tjene penge igen, men prisen er stigning i antallet af smittede og døde af COVID-19. De lokale nedlukninger er målrettet smitten, men fratager folk deres levegrundlag.

Oplysning og nødhjælp hånd i hånd

Aktion Børnehjælp arbejder tæt sammen med vores samarbejdspartnere i Indien om at hjælpe de mange familier, der er ekstra udsatte under coronakrisen. Med hjælp fra vores støtter har vi kunnet uddele hjælpepakker med mad og sæbe til nogle af de allerhårdest ramte familier. Sideløbende har vores samarbejdspartnere lavet oplysningskampagner om, hvordan man kan tage sine forholdsregler og være med til at begrænse smitten, når man bevæger sig ud blandt andre.

Kødfrie dage på madplanen, plantebaserede produkter i indkøbskurven og for nyligt blev Veganerpartiet opstillingsberettiget til Folketinget. Er vi danskere blevet lige så vegetariske som indere? Og hvor vegetarisk er Indien egentlig?

Af Julie Eltong Mogen

En af de første ting man forbinder med Indien er, at det er et af verdens mest vegetariske lande. Det er der mange grunde til.

Buddha, der efter sigende skulle være en af den hinduistiske gud Vishnus fysiske skikkelser, viste vejen for den vegetariske livsstil. Med en befolkning bestående af 80% hinduer, så har der traditionelt været mange, som ikke har spist kød i Indien. Helt særlig er eksempelvis koen, der betragtes som et helligt dyr, hvorfor det at spise oksekød i særdeleshed anses for et no-go.

I hinduismen finder du også læren om dårlig karma, hvor princippet om ikke-vold (ahimsa) gør sig gældende. Herudover har mad ofte været forbundet til Indiens kastesystem, hvor det at spise kød traditionelt set ses som urent og har været associeret med lavkaster og kastesløse.

En anden årsag til, at Indien betragtes om verdens vegetariske forbillede kan være, at dette spirituelle og afslappende land udgør en kontrast til den vestlige livsstil, som passer rigtig godt ind i et vestligt narrativ. Alligevel lever kun 31% af indere fuldstændig vegetarisk. Hvad kan dette skyldes?

Stigende tendenser

Det handler på mange måder om det traditionelle overfor det moderne. Verden er blevet mere åben og set fra et globaløkonomisk perspektiv, så opfattes det at spise kød som et tegn på velstand.

I dag er det muligt at finde kød i supermarkederne i Indien, og der er da også en stigende tendens til, at kød anses for at være et tegn på sundhed. Det er altså blevet mere moderne at spise kød og et tegn på, at man er international.

Alt imens vi ser den modsatte tendens i Danmark, hvor det er blevet mere umoderne at spise stegt flæsk, hakkebøf og andre danske traditionelle retter, og emner som sundhed, bæredygtighed og dyreetik får os danskere til at spise mere grønt.

En Coop Analyse i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening fra 2019 viste, at cirka 140.000 danskere spiser vegetarisk (herunder vegansk), hvilket svarer til 2,5% af den danske befolkning. I 2017 var tallet 1,8%, hvilket er en markant stigning på bare to år. Herudover fandt de, at cirka 12% spiser overvejende vegetarisk, hvilket svarer til en tredobling siden 2010. Heriblandt har cirka en tredjedel af danskerne en eller flere ugentlige vegetariske maddage.

Noget kunne tyde på, at vi i begge lande bevæger os et sted midtimellem, og at vegetarismen er i et spektrum, hvor vi lever grønt og kødløst i flere forskellige grader og versioner. Man kunne derfor forledes til at tænke, om ikke danskerne og inderne på mange måder er rykket tættere på hinanden?

Tættere på hinanden

Det er lidt af en myte at se Indien som et rent vegetarisk land. Alligevel er en tredjedel af befolkningen vegetarer, hvilket er et højt tal sammenlignet med Danmarks 2,5%.

Vegetarisme-bølgen er voksende i Danmark og særligt blandt de unge, så man kan lokkes til at spå om en fremtid, hvor danskerne, til trods for en stor appetit for særligt svinekød, vil leve endnu mere vegetarisk. Så måske er Indien og Danmark i grunden mere ens i vores madvaner, end vi lige går og tror, og helt uden at vide det er rykket et stykke tættere på hinanden.

Af Christine Michelsen

Millioner af mennesker i Indien lider af fejlernæring. Det går især ud over børnene, som ikke kan udvikle sig fysisk og mentalt uden den rigtige næring. Det kan få store konsekvenser for dem resten af deres liv. Også gravide kvinder er særligt sårbare over for fejlernæring, og det kan få alvorlige konsekvenser for børn, hvis deres mødre ikke får tilstrækkelig næring under graviditet eller amning.

Det store problem med fejlernæring er derfor fokus i vores projekt Familier Bekæmper Fejlernæring, hvor vi i ti landsbyer i delstaten Orissa har som mål at hjælpe beboerne med at forbedre deres ernæring.

To år efter projektet startede, ser vi allerede gode resultater. Mange i landsbyerne har anlagt køkkenhaver, hvor de kan gro forskellige næringsrige grøntsager og på den måde sikre vitaminer og mineraler til hele familien gennem kosten.

Men hvordan kan vi egentlig måle, om køkkenhaverne og projektets andre tiltag gør en forskel for fejlernærede landsbyboere?

Det livsnødvendige hæmoglobin

Noget, der kan give en indikation på, om man er fejlernæret, er mængden af hæmoglobin i ens blod. Hæmoglobin er det protein i de røde blodlegemer, som transporterer ilt rund i kroppen. Hvis hæmoglobinniveauet i vores blod er for lavt, kan det give symptomer som åndenød, svimmelhed og træthed, og det tager hårdt på organer som hjertet og hjernen.

Da vi ved projektets start gennem blodprøver målte hæmoglobinniveauet hos 2.541 kvinder og piger mellem 9 og 35 år i landsbyerne, viste tallene desværre et tydeligt billede. Faktisk viste vores første målinger at hele 98,2% af de målte kvinder og børn havde et for lavt hæmoglobinniveau. En del af kvinderne led endda af anæmi, som skyldes en for lav koncentration af hæmoglobin, i en sådan grad, at de herhjemme ville være blevet indlagt. Er du interesseret, kan du læse mere om det i vores artikel, da vi begyndte projektet.

En af de typiske årsager til for lavt hæmoglobinniveau er jernmangel. Det er et udbredt problem i Indien og herhjemme er der faktisk også en del mennesker med jernmangel. Så hvad kan vi gøre for at få tilstrækkeligt med jern?

Den jernholdige kost

Normalt får vi den nødvendige jern fra vores kost. Madvarer som rødt kød og en række grøntsager, især de mørkegrønne som kål og spinat, indeholder meget jern. Også frø og nødder, især sesamfrø og cashewnødder, indeholder meget jern. Kroppen optager bedst jern, hvis man samtidig indtager C-vitamin. Samtidig hæmmer det optagelsen af jern, hvis man indtager det sammen med hvedemel, rødvin, te eller kaffe.

Men der findes også andre måder at sikre sig, at man får jern nok. Hvis du er bloddonor, har du måske prøvet at få jerntabletter med hjem for at hæve dit hæmoglobinniveau. Der findes to forskellige slags jerntabletter – de røde og de hvide – som virker lidt forskelligt, men er lige gode som tilskud, hvis man mangler jern. I Indien har alle børn, teenagere samt gravide og ammende mødre faktisk ret til at få udleveret gratis jerntabletter af regeringen i et forsøg på at komme det store problem med jernmangel til livs.

Kosttilskud er dog ikke nok til at sikre god ernæring for alle, der nu er fejlernærede i Indien. Derfor er en stor del af vores projekt i Orissa fokuseret på at oplyse landsbyboere om, hvordan de får tilstrækkelig næring gennem kosten, og at hjælpe dem til selv at gro næringsrige grøntsager som supplement til deres ellers meget risbaserede kost.

Og det virker. Sammenlignet med den første måling af hæmoglobin blandt børn og kvinder i landsbyerne, viser vores seneste målinger, at 89% af deltagerne har forbedret deres hæmoglobintal siden projektets start.

Traditionel indisk kokoskage

Af Kasper Waale

I den indiske kyststat Goa blandes egnens tropiske frugter og nødder med havets lækkerier og importerede varer fra portugisisk kolonitid. Arven fra portugiserne har også bragt kristendommen og julen med sig, og især ved juletid spiser statens indbyggere Baath Cake. Konsistensen er let og luftig og kokossmagen eksotisk. Drøm dig tilbage til stranden eller hold tidlig jul med denne lækkerbisken.

Ingredienser

  • 250 g kokosmel
  • 250 g mannagryn
  • 400 g sukker
  • 300 ml vand
  • 6 æg
  • 100 g usaltet smør
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. revet muskatnød
  • 1. tsk. vaniljeessens eller -sukker
  • 1 knsp. salt

Fremgangsmåde

  1. Tilsæt vand i en pande og opvarm det, til det koger.
  2. Tilsæt sukker, og få det til at smelte.
  3. Når sukkeret er smeltet, tilføjes mannagryn, kokosmel og smør.
  4. Opvarm blandingen på panden ved lav varme i ca. 5 minutter, og lad den derefter afkøle.
  5. Pisk æg luftige og tilføj dem i den afkølede blanding.
  6. Tilføj vanilje, revet muskatnød, bagepulver samt salt, og mix blandingen grundigt.
  7. Smør bagepapir, og beklæd en bageform med det.
  8. Tilsæt kageblandingen i bageformen, og lad den bage i ovn i 1 time og 20 minutter på 200 grader.
  9. Pynt eventuelt kagen med revet citronskal, kokosmel eller -flager.

Bon appétit!