Kvinder i kamp mod fejlernæring

I projektet Familier Bekæmper Fejlernæring er de lokale kvinders store engagement uundværligt i arbejdet for at forbedre ernæringstilstanden i familierne.

Af Christine Michelsen, frivillig i projektgruppen Familier Bekæmper Fejlernæring

Fejlernæring blandt den indiske befolkning er stigende. Det fremgår af den femte og seneste udgave af rapporten National Family Health Survey (NFHS-5) udgivet af det indiske sundhedsministerium, som blev udgivet i december 2020.

De nye tal om stigende under- og fejlernæring understreger vigtigheden af vores projekt Familier Bekæmper Fejlernæring. I delstaten Orissa arbejder vores partner ARM (Alternative for Rural Movement) på at udbrede viden om fejlernæring og hjælpe beboerne i 10 landsbyer med at etablere køkkenhaver, så de selv kan gro nærende mad.

Projektet kan ikke lykkes uden de lokale kvinder, som i de fleste familier er nøglen til at sikre forbedret ernæring for hele familien. I anledningen af kvindernes internationale kampdag sætter vi derfor fokus på, hvordan kvinder har været med til at sørge for, at projektet er blevet en succes.

En sundere familie

Kvinder har fra start været omdrejningspunkt for projektet, da fejlernæring går igen fra generation til generation i en ond cirkel. En underernæret mor vil føde et underernæret barn, som på et tidspunkt selv vil blive en underernæret mor. Det kan du læse mere om i artiklen Piger fanget i en ond cirkel.

Hvis moren er sund, så bliver hendes barn også sundt. Hvis ikke jeg giver mit barn den korrekte ernæring nu, så vil hun få svage og fejlernærede børn i fremtiden

Samita er en af kvinderne, der har fået hjælp gennem vores projekt Familier Bekæmper Fejlernæring

Da fejlernæring kan gå igen fra generation til generation er en central del af projektet, at især kvinder oplyses om årsagerne til og konsekvenserne af fejlernæring. Sasmita er en af de kvinder, som har lært meget af sin deltagelse i projektet.

”Vi burde alle spise grøntsager,” fortæller Sasmita. ”For hvis moren er sund, så bliver hendes barn også sundt. Hvis ikke jeg giver mit barn den korrekte ernæring nu, så vil hun få svage og fejlernærede børn i fremtiden.”

Sasmita fortæller også, at hendes families sundhed er blevet bedre som følge af hendes nye viden. Selv har hun oplevet en klar forbedring i sit hæmoglobinniveau. Hvorfor det er vigtigt, kan du læse mere om i vores artikel Oplysning om ernæring giver sundere familier.

”Grunden til, at det er forbedret er, at jeg fik besked på at spise grønne bladgrøntsager og tage jerntabletter,” siger Sasmita.

Samtidig er hun stoppet med at give sine børn mad fyldt med tilsætningsstoffer. ”Vores spisevaner har ændret sig,” fortæller Sasmita. ”Mine børns helbred er gradvist blevet bedre.”

Sundhedsarbejdernes vigtige indsats

Mødrene, der sørger for, at familierne får bedre ernæring, er ikke de eneste kvinder, som er essentielle for projektet. I hver af landsbyerne arbejder kvindelige sundhedsmedarbejdere for at forbedre sundhedstilstanden blandt landsbyboerne.

En af dem er Shakuntala, som vejleder unge kvinder i, hvad de kan gøre for at fremme en sund udvikling hos dem selv og deres børn.

Shakuntala har lært meget om kostens betydning gennem projektet.

”Før havde jeg begrænset viden om de her emner, og ARM’s ansatte har hjulpet med at forstå det bedre,” fortæller hun.

”Jeg er meget glad for, at de unge kvinder forstår det bedre nu.”

Shakuntala fortæller, hvordan projektet har hjulpet hende i hendes arbejde som sundhedsmedarbejder.

Som led i projektet har det mor- og barncenter, hvor Shakuntala arbejder, også fået hjælp til at etablere en ernæringsrigtig køkkenhave.

”Gravide kvinder, teenagere og unge kvinder vil spise de her næringsrige grøntsager og se, hvilke sundhedsmæssige fordele det giver”, understreger sundhedsmedarbejderen.

Projektets gode resultater i kampen mod fejlernæring kunne vi ikke have opnået uden de lokale kvinders indsats og engagement. Det er værd at hylde.

Der er stadig et godt stykke vej, når det kommer til ligestilling mellem kønnene i det indiske samfund.

Af Yvette Brennalt, kommunikationspraktikant

Diskrimination og undertrykkelse af kvinder i Indien er udbredt. Men der er håb, når vi ser, hvordan den indiske regering arbejder for at bekæmpe uligheden. I denne artikel præsenteres tre betydningsfulde politiske tiltag, den indiske regering har vedtaget i årenes løb for at forhindre diskrimination og sikre kvinders rettigheder.

Uddannelse

Der er sket forbedringer, da flere og flere kvinder fra forskellige dele af Indien får en uddannelse. Men adgangen til uddannelse for kvinder halter stadig bagud sammenlignet med, hvordan det ser ud for mænd.

Uddannelse er afgørende, når vi som mennesker skal udvikle os, opnå forskellige færdigheder, lære om vores rettigheder og deltage i samfundet på en ligeværdig måde. Derfor er det godt, at Indien har SSA.

Sarva Shiksha Abhiyan (SSA) er den indiske regerings program fra 2001, hvis mål er, at grundskoleundervisning til børn mellem 6 og 14 år gøres gratis og obligatorisk.

SSA bliver implementeret i hele Indien og berører over 190 millioner børn. SSA søger at sikre kvalitetsuddannelse og har blandt andet særligt fokus på uddannelsen af piger fra udsatte miljøer eller med særlige behov.

Der bliver i programmet stillet skarpt på, at køn ikke kan ses isoleret, og at faktorer som område (by/land), kaste, klasse, etnicitet, handicap osv. skal implementeres i det hele billede, når undervisningen skal planlægges, og børnene skal nås.

SSA lægger også særlig vægt på unge kvinder og den banebrydende tid de går igennem med udforskningen af seksualitet og selvopfattelse, og SSA inddrager metoder, som kan give unge kvinder selvværd og styrke deres vej videre i livet.

Sikkerhed

Indien blev i 2018 anset som værende det farligste sted for kvinder, særligt i forbindelse med vold af seksuel karakter.

Vold mod kvinder i Indien er et problem, vi skal komme til livs. Som en del af løsningen, har den indiske regering vedtaget en lov, som skal beskytte kvinder i hele det brede spektrum af vold i hjemmet.

The ’Protection of Women from Domestic Violence Act’ er en lov, der blev vedtaget af Indiens parlement i 2005 for at beskytte kvinder mod vold i hjemmet. Loven gør det forbudt at skade eller true sin ægtefælle både i forhold til sundhed, sikkerhed og velbefindende.

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at loven også indbefatter at forbyde psykisk vold på samme linje med fysisk vold. Yderligere sætter loven fokus på chikane, tvang og forskellige former for misbrug bl.a. økonomisk og seksuelt.

Loven giver indiske kvinder et sæt af værdifulde rettigheder, hvis de er blevet udsat for vold i hjemmet. De har ret til at søge polititilhold, kompensation fra misbrugeren og forældremyndighed over eventuelle børn. De bliver også tilbudt gratis juridisk hjælp, gratis behandling på hospitaler og husly på et kvindecenter.

Ægteskab

Dowry er en gave der gives af brudens familie til gommens. Det kan være alt fra penge, land, bolig eller smykker. Brudeprisen er i nogle tilfælde en forudsætning for ægteskabet.

Desværre betyder det, at brudens familie kan ende i en situation, hvor gommen ønsker at modtage for mere værdi, end brudens familie har. I tilfælde af, at de ikke kan betale, ender det ofte galt. Mellem otte og ni tusind kvinder slås hvert år ihjel i dowry-relaterede konflikter.

I 1961 forbød den indiske regering dowry-betalinger som forudsætning for ægteskab. Loven hedder The Dowry Prohibition Act og har til formål at minimere antallet af kriminelle handlinger på baggrund af denne tradition.

Loven søger at ligestille kønnene ved, at brudens familie ikke skal betale brudepris. Det har indflydelse i et helt netværk af diskrimination mod kvinder. Fra drab af nyfødte pigebørn og aborter, fordi pigen ses som en udgift, til vold mod bruden, hvis familien ikke kan betale. Med loven blev det muligt for kvinder at anmelde dowry-ægteskaber og dermed opnå mere beskyttelse og medbestemmelse.

Regeringens tiltag suppleret med NGO-arbejde

Indiens regering gør et stort arbejde for at fremme kvinders ligestilling.

Men der skal mere til, hvis vi skal nå helt ned til rødderne og ændre på de kulturelle strukturer, som er med til at skabe ulighed.

En del af regeringens tiltag er til større gavn for kvinder, som er bedre stillet end dem, der kommer fra fattigere kår i landsbyerne. Her kan Aktion Børnehjælp være med til at supplere regeringens arbejde ved at have direkte kontakt til landsbyerne og støtte og styrke børn og kvinder ud fra de forudsætninger, de har.

Kampen for bedre sanitære forhold går hånd i hånd med kampen for ligestilling.

Af Maria Højgaard Pedersen, kommunikationsansvarlig i projektgruppen for Bedre Sanitet Giver Bedre Sundhed

Bedre hygiejne er vigtigt for at løfte sundheden, sikkerheden og udviklingen i Indiens lokalsamfund – i særdeleshed for kvinder. I projektet Bedre Sanitet giver Bedre Sundhed arbejder Aktion Børnehjælp på at forbedre forholdene i 30 landsbyer i delstaten Orissa.

Vand og Sanitet er ikke kønsneutralt

Der er ikke meget privatliv, når man besørger i det fri. Derfor venter mange kvinder og piger med at besørge til efter solnedgang, når det er blevet mørkt.

De har vænnet sig til at holde sig i 13-14 timer om dagen, og de undgår at drikke vand, så de ikke bliver trængende. Derfor er mange kvinder ramt af dehydrering og blære- og nyreinfektioner.

Når kvinder og piger bevæger sig ud efter mørkets frembrud, er de også i stor fare for slangebid og seksuelle overgreb. Disse risici kan forebygges ved at give kvinder og piger adgang til afskærmede toiletforhold, hvor de har privatliv til at besørge i løbet af dagen.

Udover afskærmede toiletter er det vigtigt, at beboerne har adgang til vand og sæbe.

I mange samfund er det fortsat oftest kvinderne, der tager sig af børn og madlavning. Når de kan vaske hænder efter toiletbesøg, forebygger det sygdomme, der spredes gennem madlavning.

Adgang til vand og sæbe giver også piger og kvinder mulighed for personlig hygiejne under menstruation, graviditet og amning.

Netop vigtigheden ved hygiejne under graviditeten er noget, som vores projektleder i ARM, Sabitri Jena, har haft tæt på livet. I 2017 var hun gravid i 4. måned, da hun mistede sit ufødte barn som konsekvens af dårlig sanitet.

Du kan læse om, hvordan hun bruger denne erfaring som motivation i sit arbejde i artiklen Når Udviklingsprojekter giver Dobbelt Succes

Kvinder baner vejen for forandring

Bedre sanitet er afgørende for at løfte vilkårene for sundhed, sikkerhed og muligheder for kvinderne i Orissa. Ligeledes spiller kvinderne en kritisk rolle for projektets succes.

Vores samarbejdspartner ARM er i tæt kontakt med 250 selvhjælpsgrupper for kvinder på tværs af de 30 landsbyer. ARM udpeger nogle naturlige ledere i grupperne, som bliver inddraget i projektarbejdet.

Kvinderne støttes til at blive rollemodeller i deres lokalsamfund, hvor de får ansvar for at dele viden med andre kvinder og piger. For eksempel ved at lære andre om hygiejne og ved at nedbryde tabu om menstruation. Gennem viden, kompetencer og samarbejde styrker vi kvinderne til at skabe vedvarende forandringer i deres landsby.

Mange har hørt om Mother Teresa, men ofte kender de ikke til detaljerne om hendes humanitære arbejde. Faktisk er der en tæt forbindelse mellem Mother Teresa og Aktion Børnehjælp.

Af Johanna Wallner, projekt- og formidlingspraktikant

Aktion Børnehjælps historie går tilbage til 1955, hvor Abbé Pierre kom til Danmark og motiverede danskerne til at deltage i klunserbevægelsen med mottoet “Først at hjælpe dem, der lider mest”.

I 1965 foregik den første klunseraktion i København for på Abbé Pierres opfordring at rejse penge til en mælkeforsendelse til Mother Teresa. Det blev startskuddet til Aktion Børnehjælp – dog under navnet Abbé Pierres Klunsere, S.O.S. Tørmælk.

I 1977 blev organisationen officiel repræsentant i Danmark for Mother Teresas arbejde, og i 1980 ændredes navnet til Mother Teresas Medarbejdere i Danmark.  Først i 1994 blev navnet ændret til Aktion Børnehjælp.

I dag har vi fortsat en fælles mission med Mother Teresa: At arbejde med fokus på uddannelse og at undgå fattigdom, men også at udfordre idéer om kaste og kønsroller.

Hvem var Mother Teresa og hvad gjorde hun?

Mother Teresas oprindelige navn var Agnes Gonxha Bojaxhiu, og hun blev født den 26. august 1910 i Skopje, Makedonien. Allerede som barn var Mother Teresa overbevist om, at hun gerne ville være missionær en dag.

Som 18-årig blev hun medlem i Lorento-ordenen i Rathfarnham i Irland som lavede hjælpearbejde i Indien. Der tog hun navnet Teresa efter en karmelittersøster, som havde inspireret hende.

I 1929 rejste Teresa til Loretosøstrenes ejendom i et af Calcuttas slumkvarterer. Her startede hun sit virke som underviser og senere som leder af klosterets skole. Hendes ambition var at redde så mange børn som muligt fra den analfabetisme, som tit var grunden til fattigdom.

Den voksende fattigdom og lidelse i skolens område, gjorde hende i stigende grad foruroliget. At undervise var ikke længere nok for Teresa, og derfor grundlagde hun ordenen “Missionaries of Charity” i 1950.

“Der er medicin og behandlingsformer for alle slags sygdomme. Men medmindre der er hænder, der er villige til at tjene, og hjerter der er villige til at elske, tror jeg ikke, der findes noget middel mod den forfærdelige sygdom at være uønsket.”

Mother Teresa

Organisationen voksede i de følgende år og bredte sig verden over. Det første hjem åbnede søstrene i 1952, og i 1960 fandtes der i Indien 25 hjem, hvor for fattige kunne få mad, men endnu vigtigere omsorg.

I 1988 var 70.000 mennesker i verden medarbejdere på Mother Teresas projekt. I dag er organisationen aktiv i Asien, Afrika, Latinamerika, Nordamerika, Europa og Australien med hospicer, hospitaler børnehjem og hjem for fattige.

Hendes indvirkning i verden

Mother Teresa vandt mange priser, men den mest betydningsfulde var Nobels Fredspris i 1979.

Hun døde i 1997. Hendes dødsdag den 5. september blev udnævnt til officiel festdag.

Mother Teresa blev saligkåret i 2003 af Pave Johannes Paul II, og i 2016 blev hun af Pave Frans helgenkåret.

Du kender måske de flotte billeder af glade mennesker dækket med farverigt pulver. Det er fra den indiske Holi-festival, der fejrer foråret, liv, kærlighed og håb.

Af Yvette Brennalt, kommunikationspraktikant

Forårets opblomstring, fejringen af hinduismens guder, liv, kærlighed og håb.

De er alle essentielle dele af Holi-festivalen, som er en af Indiens mest levende og glædesfyldte festivaler.

På billeder af fejringen ses ofte farverigt pulver kastet op i luften og spredt ud over menneskemængder, vandballoner og store bål. I 2021 afholdes festivalen de fleste steder d. 28. og 29. marts. Hvor store gadefesterne bliver i år, kommer dog an på coronasituationen.

Holi-fest i en coronatid

I marts 2020, da forberedelserne til Holi var startet, var COVID-19 godt i gang med sit indtog i verden. Sundhedsministeriet i New Delhi kom med en opfordring til, at folk skulle undgå at deltage i store sammenkomster på grund af fare for spredning af virussen. Alligevel var der mange i flere indiske stater, der gik ud i gaderne og dekorerede hinanden med det farverige pulver til en glædesfyldt Holi-festival.

Mange tog dog deres forholdsregler ved at bære mundbind og undgå alt for store forsamlinger. I gadebilledet var også børn, der fremviste plakater med information om coronasmitte, og kvinder, der sang for at skræmme virussen væk.

I år ser det lidt anderledes ud. I flere stater i Indien stiger antallet af smittede og nye mutationer af virussen er brudt frem. Sundhedseksperter i Indien melder ud, at Holi-fejringen kan blive en superspreder, hvis folk ikke passer på og tager deres forholdsregler under festen.

Holi-deltagerne bliver af sundhedsmyndighederne opfordret til at følge reglerne i deres lokale område og hilse på folk med et åbent hjerte, men med mundbind og uden kram og håndtryk. Så mon ikke, der alligevel bliver lidt Holi-fejring i år?

Holi festivalens rødder

Holi er en hindufestival, som er blevet fejret rundt omkring i Indien i århundreder. Der er fundet nogle digte der dokumenterer, at fejringen af festivalen går helt tilbage til det 4. århundrede. Traditionerne og navnet på fejringen kan variere alt efter ,hvor i Indien den bliver holdt.

Der er forskellige bud på Holis oprindelse i den indiske litteratur. En af de populære beretninger stammer fra hinduistisk mytologi og handler om en konge, Hiranyakashyap, som ønskede at blive udødelig og tvang sine undersåtter til at tilbede ham som deres gud. Kongens egen søn, Prahlada, valgte at tilbede guden Vishnu i stedet, hvilket fornærmede hans far.

Den onde konge bad sin søster Holika, som var immun overfor ild, om at sidde på et brændende bål med hans søn Prahlada i skødet. Mens de sad blandt de rasende flammer døde Holika, mens Prahlada overlevede ved hjælp af sin hengivenhed til Vishnu, som beskyttede ham.

To dages Holi-fejring

Holi-festivalen strækker sig over to dage: Holi-aftenen og Holi-dagen.

Fejringen starter på Holi-aftenen med en bålceremoni, som ærer den mytologiske begivenhed om Holika, der dør på bålet. Ceremonien kaldes ‘Holika Dahan’, som betyder afbrænding af dæmonen Holika.

Efter solnedgang tændes bålene, som symboliserer det godes triumf over det onde. Nogle stryger asken hen over panden som et symbol på renselse og beskyttelse mod det onde. Offergaver kastes på bålet, og der synges og danses rundt om flammerne.

På den efterfølgende Holi-dag starter den glædesbetonede farvekrig. Mennesker fra alle aldersgrupper går ud i gaderne og kaster vand og farver på hinanden, mens der bliver festet til musikken. Blandt menneskemængden hører man også, at der bliver sunget Holi-sange og gamle folkesange.

Efter den vilde gadefest tager mange hjem og hygger sig med familien. Her bliver der lavet lækker mad, og ofte uddeles gaver og lykønskningskort til sine kære. Denne fejring bliver mange steder også kaldt ‘Kærlighedsfestivalen’, da den symboliserer dagen, hvor folk lægger gammel vrede og konflikter bag sig og møder hinanden med varme og godt humør.

Hvis du er interesseret i at læse mere om Holi-festivalen, kan du læse mere her.