Af Anja Nielsen, sekretariats- og programleder

De fattige har ofte fået skylden for spredningen af COVID-19 i Indien. Manglende tålmodighed og manglende overholdelse af restriktionerne er nogle af beskyldningerne. Spredningen fra byerne til landområderne kan også for en stor del tillægges migranter og daglejere. Så hvorfor er det, at de fattige ikke bliver hjemme og venter på at pandemien er overstået?

COVID-19 eller sult?

På landet arbejder størstedelen af de fattige som daglejere og er afhængige af daglønnen for at kunne brødføde deres familie. Da den indiske regering lukkede landet ned 24. marts mistede 450 millioner indere ansat i den uformelle sektor deres arbejde og indkomst. For størstedelen af dem handlede frygten ikke om COVID-19, men om hvordan de skulle brødføde deres familie. En frygt, der kun er blevet forstørret med forlængelsen af nedlukningen nu på 7. måned.

Befolkningen blev anbefalet at blive hjemme og kun gå ud i forbindelse med vigtige ærinder, offentlig transport blev lukket ned, og der kom restriktioner på åbning af fødevarebutikker sammen med anbefalingerne om social distancing samt øget hånd- og respiratorisk hygiejne. Men isolation og hjemmearbejde er et privilegie, som de fattige familier ikke har råd til. For med nedlukningen fulgte hverken lønkompensation eller hjælpepakker.

Ét måltid om dagen

Hjælpen fra den indiske regering er begrænset, og familierne er afhængige af den enkelte delstatsregering. Hvis vi ser på to af de delstater, vi arbejder i, er der kæmpe forskel. I Tamil Nadu har familierne fået et engangsbeløb svarende til 100 kroner og en månedlig pakke med 20 kg ris, ét kg olie, ét kg sukker and ét kg linser. I nabodelstaten Andhra Pradesh er der ingen officiel hjælp fra det offentlige.

Selv med madrationer må familierne nøjes med ét-to måltider om dagen. Familierne har solgt og pantsat alt af værdi, brugt deres opsparing og taget lån for at brødføde hele familien. Familierne fortæller, at de må finde på alternative kilder for at kunne fylde maverne. Mange leder efter blade og andre spiselige ting i naturen som for eksempel snegle. Ting, der ikke før er blevet set som spiselige, men som nu kan holde sulten for døren endnu en dag.

Nedlukning eller genåbning?

Da genåbningen af landet startede, og den offentlige transport blev genoptaget i forsommeren, flokkedes de fattige til storbyerne i tætpakkede busser for at finde arbejde og tjene penge til at brødføde familierne. I de landsbyer, vi arbejder i i Sydindien, flokkedes mændene til delstatshovedstaden Chennai, hvor de lokale markeder åbnede for handel og dagarbejde. Arbejderne tog tilbage til deres familier med penge på lommen og fornyet håb om fremtiden. Men en ubuden gæst fulgte med. Kort efter steg antallet af smittede i landområderne drastisk, og landsby efter landsby blev ramt.

Regeringen fortsætter genåbningen af landet for at sætte gang i økonomien igen, selvom smittekurven stadig stiger. Samtidig prøver mange delstatsregeringer at inddæmme og stoppe smitten ved at lave lokale nedlukninger og restriktioner samt at lukke distriktsgrænserne. For de fattige åbner genåbningen op for muligheden for at tjene penge igen, men prisen er stigning i antallet af smittede og døde af COVID-19. De lokale nedlukninger er målrettet smitten, men fratager folk deres levegrundlag.

Oplysning og nødhjælp hånd i hånd

Aktion Børnehjælp arbejder tæt sammen med vores samarbejdspartnere i Indien om at hjælpe de mange familier, der er ekstra udsatte under coronakrisen. Med hjælp fra vores støtter har vi kunnet uddele hjælpepakker med mad og sæbe til nogle af de allerhårdest ramte familier. Sideløbende har vores samarbejdspartnere lavet oplysningskampagner om, hvordan man kan tage sine forholdsregler og være med til at begrænse smitten, når man bevæger sig ud blandt andre.

Kødfrie dage på madplanen, plantebaserede produkter i indkøbskurven og for nyligt blev Veganerpartiet opstillingsberettiget til Folketinget. Er vi danskere blevet lige så vegetariske som indere? Og hvor vegetarisk er Indien egentlig?

Af Julie Eltong Mogen

En af de første ting man forbinder med Indien er, at det er et af verdens mest vegetariske lande. Det er der mange grunde til.

Buddha, der efter sigende skulle være en af den hinduistiske gud Vishnus fysiske skikkelser, viste vejen for den vegetariske livsstil. Med en befolkning bestående af 80% hinduer, så har der traditionelt været mange, som ikke har spist kød i Indien. Helt særlig er eksempelvis koen, der betragtes som et helligt dyr, hvorfor det at spise oksekød i særdeleshed anses for et no-go.

I hinduismen finder du også læren om dårlig karma, hvor princippet om ikke-vold (ahimsa) gør sig gældende. Herudover har mad ofte været forbundet til Indiens kastesystem, hvor det at spise kød traditionelt set ses som urent og har været associeret med lavkaster og kastesløse.

En anden årsag til, at Indien betragtes om verdens vegetariske forbillede kan være, at dette spirituelle og afslappende land udgør en kontrast til den vestlige livsstil, som passer rigtig godt ind i et vestligt narrativ. Alligevel lever kun 31% af indere fuldstændig vegetarisk. Hvad kan dette skyldes?

Stigende tendenser

Det handler på mange måder om det traditionelle overfor det moderne. Verden er blevet mere åben og set fra et globaløkonomisk perspektiv, så opfattes det at spise kød som et tegn på velstand.

I dag er det muligt at finde kød i supermarkederne i Indien, og der er da også en stigende tendens til, at kød anses for at være et tegn på sundhed. Det er altså blevet mere moderne at spise kød og et tegn på, at man er international.

Alt imens vi ser den modsatte tendens i Danmark, hvor det er blevet mere umoderne at spise stegt flæsk, hakkebøf og andre danske traditionelle retter, og emner som sundhed, bæredygtighed og dyreetik får os danskere til at spise mere grønt.

En Coop Analyse i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening fra 2019 viste, at cirka 140.000 danskere spiser vegetarisk (herunder vegansk), hvilket svarer til 2,5% af den danske befolkning. I 2017 var tallet 1,8%, hvilket er en markant stigning på bare to år. Herudover fandt de, at cirka 12% spiser overvejende vegetarisk, hvilket svarer til en tredobling siden 2010. Heriblandt har cirka en tredjedel af danskerne en eller flere ugentlige vegetariske maddage.

Noget kunne tyde på, at vi i begge lande bevæger os et sted midtimellem, og at vegetarismen er i et spektrum, hvor vi lever grønt og kødløst i flere forskellige grader og versioner. Man kunne derfor forledes til at tænke, om ikke danskerne og inderne på mange måder er rykket tættere på hinanden?

Tættere på hinanden

Det er lidt af en myte at se Indien som et rent vegetarisk land. Alligevel er en tredjedel af befolkningen vegetarer, hvilket er et højt tal sammenlignet med Danmarks 2,5%.

Vegetarisme-bølgen er voksende i Danmark og særligt blandt de unge, så man kan lokkes til at spå om en fremtid, hvor danskerne, til trods for en stor appetit for særligt svinekød, vil leve endnu mere vegetarisk. Så måske er Indien og Danmark i grunden mere ens i vores madvaner, end vi lige går og tror, og helt uden at vide det er rykket et stykke tættere på hinanden.

Af Christine Michelsen

Millioner af mennesker i Indien lider af fejlernæring. Det går især ud over børnene, som ikke kan udvikle sig fysisk og mentalt uden den rigtige næring. Det kan få store konsekvenser for dem resten af deres liv. Også gravide kvinder er særligt sårbare over for fejlernæring, og det kan få alvorlige konsekvenser for børn, hvis deres mødre ikke får tilstrækkelig næring under graviditet eller amning.

Det store problem med fejlernæring er derfor fokus i vores projekt Familier Bekæmper Fejlernæring, hvor vi i ti landsbyer i delstaten Orissa har som mål at hjælpe beboerne med at forbedre deres ernæring.

To år efter projektet startede, ser vi allerede gode resultater. Mange i landsbyerne har anlagt køkkenhaver, hvor de kan gro forskellige næringsrige grøntsager og på den måde sikre vitaminer og mineraler til hele familien gennem kosten.

Men hvordan kan vi egentlig måle, om køkkenhaverne og projektets andre tiltag gør en forskel for fejlernærede landsbyboere?

Det livsnødvendige hæmoglobin

Noget, der kan give en indikation på, om man er fejlernæret, er mængden af hæmoglobin i ens blod. Hæmoglobin er det protein i de røde blodlegemer, som transporterer ilt rund i kroppen. Hvis hæmoglobinniveauet i vores blod er for lavt, kan det give symptomer som åndenød, svimmelhed og træthed, og det tager hårdt på organer som hjertet og hjernen.

Da vi ved projektets start gennem blodprøver målte hæmoglobinniveauet hos 2.541 kvinder og piger mellem 9 og 35 år i landsbyerne, viste tallene desværre et tydeligt billede. Faktisk viste vores første målinger at hele 98,2% af de målte kvinder og børn havde et for lavt hæmoglobinniveau. En del af kvinderne led endda af anæmi, som skyldes en for lav koncentration af hæmoglobin, i en sådan grad, at de herhjemme ville være blevet indlagt. Er du interesseret, kan du læse mere om det i vores artikel, da vi begyndte projektet.

En af de typiske årsager til for lavt hæmoglobinniveau er jernmangel. Det er et udbredt problem i Indien og herhjemme er der faktisk også en del mennesker med jernmangel. Så hvad kan vi gøre for at få tilstrækkeligt med jern?

Den jernholdige kost

Normalt får vi den nødvendige jern fra vores kost. Madvarer som rødt kød og en række grøntsager, især de mørkegrønne som kål og spinat, indeholder meget jern. Også frø og nødder, især sesamfrø og cashewnødder, indeholder meget jern. Kroppen optager bedst jern, hvis man samtidig indtager C-vitamin. Samtidig hæmmer det optagelsen af jern, hvis man indtager det sammen med hvedemel, rødvin, te eller kaffe.

Men der findes også andre måder at sikre sig, at man får jern nok. Hvis du er bloddonor, har du måske prøvet at få jerntabletter med hjem for at hæve dit hæmoglobinniveau. Der findes to forskellige slags jerntabletter – de røde og de hvide – som virker lidt forskelligt, men er lige gode som tilskud, hvis man mangler jern. I Indien har alle børn, teenagere samt gravide og ammende mødre faktisk ret til at få udleveret gratis jerntabletter af regeringen i et forsøg på at komme det store problem med jernmangel til livs.

Kosttilskud er dog ikke nok til at sikre god ernæring for alle, der nu er fejlernærede i Indien. Derfor er en stor del af vores projekt i Orissa fokuseret på at oplyse landsbyboere om, hvordan de får tilstrækkelig næring gennem kosten, og at hjælpe dem til selv at gro næringsrige grøntsager som supplement til deres ellers meget risbaserede kost.

Og det virker. Sammenlignet med den første måling af hæmoglobin blandt børn og kvinder i landsbyerne, viser vores seneste målinger, at 89% af deltagerne har forbedret deres hæmoglobintal siden projektets start.

Traditionel indisk kokoskage

Af Kasper Waale

I den indiske kyststat Goa blandes egnens tropiske frugter og nødder med havets lækkerier og importerede varer fra portugisisk kolonitid. Arven fra portugiserne har også bragt kristendommen og julen med sig, og især ved juletid spiser statens indbyggere Baath Cake. Konsistensen er let og luftig og kokossmagen eksotisk. Drøm dig tilbage til stranden eller hold tidlig jul med denne lækkerbisken.

Ingredienser

  • 250 g kokosmel
  • 250 g mannagryn
  • 400 g sukker
  • 300 ml vand
  • 6 æg
  • 100 g usaltet smør
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. revet muskatnød
  • 1. tsk. vaniljeessens eller -sukker
  • 1 knsp. salt

Fremgangsmåde

  1. Tilsæt vand i en pande og opvarm det, til det koger.
  2. Tilsæt sukker, og få det til at smelte.
  3. Når sukkeret er smeltet, tilføjes mannagryn, kokosmel og smør.
  4. Opvarm blandingen på panden ved lav varme i ca. 5 minutter, og lad den derefter afkøle.
  5. Pisk æg luftige og tilføj dem i den afkølede blanding.
  6. Tilføj vanilje, revet muskatnød, bagepulver samt salt, og mix blandingen grundigt.
  7. Smør bagepapir, og beklæd en bageform med det.
  8. Tilsæt kageblandingen i bageformen, og lad den bage i ovn i 1 time og 20 minutter på 200 grader.
  9. Pynt eventuelt kagen med revet citronskal, kokosmel eller -flager.

Bon appétit!

Indisk mad er mere end bare Butter Chicken og Naan-brød. Faktisk er indisk mad ligeså alsidig og forskelligartet som landets klima, kultur og sprog. Tag med på en appetitvækkende rejse gennem Indiens madlandskab.

Af Kasper Waale

Selv om hver enkel af Indiens 28 stater har sine egne unikke madtraditioner, er der visse kulinariske fællestræk, som afhænger af staternes geografiske placering i Nord-, Syd-, Øst- eller Vestindien. Læs med her for at lære mere om regionale madforskelle i Indien, og om, hvordan historie, kultur og geografi har påvirket regionernes madlavning gennem tiden.

Nordindien

I det nordlige Indien har den tætte kontakt med diverse naboer haft stor betydning for områdets mad og kultur.

I Kashmir og Punjab ledes tankerne hen på det mellemøstlige og centralasiatiske køkken. Her bager lerovne fladbrød til saftigt lam og kylling, der ofte ledsages af en cremet, tyk og aromatisk sovs. Løg, tomater og hvidløg indgår ofte i kombination, og yoghurt-baserede dyppelser balancerer de tunge hovedingredienser.

Nødder og tørrede frugter er i øvrigt flittige gæster i både hovedmåltider og desserter.

I Himalayabjergenes kolde klima indtages varme nudelsupper og dumplings, der tydeligt læner sig op af tibetanske og nepalesiske madtraditioner.

Sydindien

I det sydlige Indien er klimaet varmt, fugtigt og frodigt. Det skaber gode vækstforhold for tropiske frugter og grøntsager. Disse er sammen med ris og kokosnød fundamentale elementer i sydindisk mad, ligesom den nære afstand til kysten gør fisken til en favorit i madlavningen. Det resulterer i en noget lettere kost end i nord.

Den tykke cremede sovs er udskiftet med en lettere kokosmælk-baseret af slagsen, og det tunge kød er typisk udskiftet med mager fisk.

Man skal dog ikke lade sig narre af den umiddelbare milde sødme, da det tropiske klima også skaber gunstige forhold for stærke chilier, som ofte indgår på lige fod med søde frugter og mild kokosmælk.

Østindien

Hjemsted for floder, søer og gigantiske regnskyl. Vandets kompromisløse tilstedeværelse i Østindien har skabt et køkken, der baserer sig på områdets væld af grøntsager, frugter, ris, linser og fisk.

Områdets sennepsmarker har tilmed gjort sennepskorn- og olie til flittige gæster i østindiske retter. Senneppen tilføjer en let sødlig nøddesmag til de generelt let-krydrede retter (efter indisk målestok), der også ofte indeholder kommen og anis.

Områdets borgere er i øvrigt kendte for at have en særlig sød tand, og der serveres søde kager og snacks på diverse gadehjørner i Vestbengalen og Odisha.

Vestindien

Vestindien byder på utrolig forskelligartet mad. I den nordvestlige stat Rajasthan er der tørt og ufrugtbart. Tørrede linser, bønner og mælkeprodukter er gængse ingredienser i madlavningen.

Udover at maden har nuancer af mellemøstlig, pakistansk og persisk kogekunst, er maden i vestindiske stater som Rajasthan og Gujarat også overvejende plantebaseret, og vegetarianisme spiller især en stor rolle i kyststaten Gujarat.

I Maharashtra og Indiens største by Mumbai, er maden ligeså uensartet som statens overflod af folkeslag, religiøse tilhørsforhold og internationale påvirkninger. Og i kyststaten Goa blandes lokale fisk og skaldyr med eddike og andre ingredienser, der blev bragt til staten af portugisiske kolonister, som regerede Goa i mere end 400 år.