aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_cecowor_18

Blomsterbinder på busstationen

På busstationen i den mellemstore by Gingee i Villupuram distriktet i Tamil Nadu i Sydindien er der, som på alle andre busstationer, fyldt med travle mennesker der enten er på vej til arbejde, på besøg hos en ven eller måske på vej ud for at handle til aftensmaden. Larmen fra dyttende motorcykler og busser der forsøger, trods menneskemængden, at køre enten ind eller ud af busstationen er gennemtrængende men passer til støjen fra resten af byen. Omkring den varme og støvede plads er der små stande, der sælger vand, juice, peanuts organiseret i store bunker, kiks og andre nødvendigheder til den rejsende. På jorden, bag en af disse mange stande, sidder 12-årige Kumar og iagttager den travle menneskemængde, der trasker hen over pladsen. Han arbejder i en blomsterbutik, der sælger hjemmelavede blomsterklaser, som bruges flittigt af mange indere enten til hårpynt, på tøjet eller som dekoration ved templer. Kumar er et af de titusindvis af børn i Indien, der arbejder i stedet for at gå i skole.

Vilkårene for mange fattige familier

Kumar kommer fra en fattig familie i den lille landsby Alampundi udenfor Gingee. Både hans mor og far arbejder som daglejere og får kun udbetalt omkring 30 kroner om dagen. De penge skal række til at forsøge familien på 2 voksne, Kumar på 12 år og hans to ældre søskende. Hans far er alkoholiker og bruger en stor del af familiens sparsomme indkomst på at købe alkohol. Hans mor forsøger at tjene ekstra penge ved at lave de populære kæder af blomster. En dag, da moderen er i Gingee sammen med Kumar for at sælge blomsterpynten, tilbyder en butiksejer på busstationen i Gingee, at Kumar kan arbejde for ham ved at lave blomsterkæder. Kumar bryder sig ikke om skolen, og familien kunne godt bruge de ekstra penge, så Kumar begynder at arbejde hos manden til en løn på 12 kroner om dagen. Efter busbilletten til og fra landsbyen og ind til Gingee by er betalt, er hans indkomst nede på 10 kroner. Kumar arbejder 12 timer om dagen i baglokalet på busstationen med at flette, nive og binde blomster sammen til pynt der kan sælges. Efter en lang arbejdsdag gør hans fingre ondt.

Håb for fremtiden

Efter at Kumar har arbejdet 4 måneder på busstationen i Gingee, træder en af landsbybeboerne fra Kumars landsby en dag ud af en bus på stationen, hvor han får øje på Kumar, der sidder i skrædderstilling i baglokalet af en butik og laver blomsterpynt. Landsbybeboeren ringer omgående til medlemmerne af den lokale landsbykomite, der beslutter sig for at kontakte Aktion Børnehjælps lokale partner CECOWOR i Gingee. I fællesskab tager medlemmer af landsbykomiteen og Aktion Børnehjælps partner ud til Kumars far i landsbyen og informerer om Kumars ret til skolegang, og drøfter hvor vigtig uddannelse er for Kumars fremtid. Faderen er enig, og Kumar stopper derfor med at arbejde i butikken på busstationen og begynder i skole igen.

Kumar er stadig ikke vild med at gå i skole men drømmer om at blive chauffør. For at kunne blive det, skal man være 18 år og have færdiggjort 10. klasse. Kumar har derfor aftalt med sin forældre og landsbyboerne, at han går i skole indtil han er 18 år, og derefter vil de i samarbejde hjælpe ham med at blive chauffør.

Et stærkt samarbejde skaber resultater

Kumars historie er langt fra usædvanlig. I indien arbejder tusindvis af børn i stedet for at gå i skole. Kumars historie er et eksempel på den store betydning det har, at engagere hele lokalsamfundet i børns skolegang og motivere og oplyse både forældre og børn om vigtigheden i at gå i skole. Også selvom pengene er små og selvom skolen ikke altid er sjov. Netop disse faktorer har vi i Aktion Børnehjælp fokus på i vores projekter. Ved at involvere hele lokalsamfund har vi fået skabt særdeles gode resultater og har i høj grad medvirket til at mindske antallet af børn som Kumar, der dropper ud af skolen for at arbejde.

aktion_børnehjælp_støt_børn_indien_cecowor_19

Indien er et af de lande i verden, der har den højeste rate af børneægteskaber. Omkring 47% af piger i Indien bliver gift, inden de er fyldt 18, mens ca. 18% bliver gift før deres 15 års fødselsdag. Årsagerne til børneægteskab er mange, men skyldes hovedsageligt faktorer som fattigdom, kulturelle normer og traditioner, usikkerhed og ulighed mellem kønnene.

Hvorfor giftes børn væk?

Der er mange forskellige grunde til, hvorfor det indiske samfund praktiserer børneægteskab, og forældre vælger at gifte deres børn væk i en meget tidlig alder. En del af forklaringen er formentlig, at børneægteskab har fundet sted i Indien i hundredvis af år, og bliver derfor set af mange som en uskadelig kulturel og traditionel praksis. I mange områder af Indien er det blevet en central del af samfundets liv og identitet, som der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Mange forældre gifter deres døtre og sønner væk, fordi de ser det som værende i deres barns bedste interesse, og en måde hvorpå de kan sikre deres fremtid. Mange unge piger er bl.a. i højrisiko for overgreb og misbrug, og ægteskab anses i mange tilfælde som den bedste mulighed for at beskytte mod det.

Fattigdom er også en forklaring på, hvorfor forældre vælger at deres børn skal indgå i ægteskab. Piger bliver ofte set som en økonomisk byrde for familien, hvor ægteskab er en måde hvorpå familien kan reducere deres omkostninger. Derudover eksisterer der mange kulturelle normer og forventninger til kvinder og pigers rolle i det indiske samfund. Kvinders rolle er ofte begrænset til at være en datter, hustru eller mor, der er betragtet som hendes fars eller mands ejendom. Kontrol over piger og kvinders seksualitet kan også siges at være en indflydelsesrig faktor i traditionen for børneægteskaber. Tidligt ægteskab har ofte til formål at minimere risikoen for ukorrekt kvindelig seksuel adfærd og for at beskytte familie fra den skam, som dette medfører. Derfor er mange ægteskaber arrangeret omkring puberteten.

Børneægteskab er forbudt ved lov

Børneægteskab er blevet praktiseret i Indien i hundredvis af år, men betragtes som en grov overtrædelse af menneskerettighederne. Også ifølge indisk lovgivning er ægteskab for en pige under 18 år og for en dreng under 21 år forbudt. Børneægteskab ikke er nedskrevet direkte i international lovgivning, men i både FN’s Børnekonvention fra 1989 og i Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder fra 1979, er der nævnt bestemmelser, som børneægteskab strider imod. Der er bl.a. en række bestemmelser omhandlende ophævelsen af traditionelle praksisser, der kompromittere børns sundhed. Derudover strider børneægteskab mod andre rettigheder, såsom retten til at frit kunne udtrykke sine synspunkter, retten til beskyttelse mod alle former for misbrug, og retten til at blive beskyttet mod skadelige traditionelle praksisser. Selvom både national og international lovgivning forbyder det, finder en tredjedel af alle børneægteskaber i verden sted i Indien.

Hvad gør Aktion Børnehjælp?

Når forældres og lokalsamfundet tillader børneægteskab, bunder deres handlinger ofte i uvidenhed omkring de alvorlige følger af børneægteskab samt hvilken lovgivning, der er på området. Aktion Børnehjælp arbejder bl.a. med at udbrede kendskabet til børns rettigheder og med at sikre, at de bliver overholdt. Dette sker via vores børnerettighedsklubber, hvor børn og unge bliver undervist i deres rettigheder, og om hvad de kan gøre, hvis de rettigheder bliver krænket. Vi erfarer, at når børn kender deres rettigheder, kan de også bedre sige fra, når de rettigheder bliver krænket. Derudover afholder Aktion Børnehjælp jævnligt arrangementer for forældre, søskende og lokalsamfundet for at informere om børnenes rettigheder, og hvorfor det er vigtigt, at de bliver overholdt. Her er et af målene, at både forældre og resten af de landsbyer som Aktion Børnehjælp arbejder i, bliver overbevist om at de skal lade deres piger gå i skole, i stedet for at gifte dem bort.