Af Anja Nielsen, sekretariats- og programleder
De fattige har ofte fået skylden for spredningen af COVID-19 i Indien. Manglende tålmodighed og manglende overholdelse af restriktionerne er nogle af beskyldningerne. Spredningen fra byerne til landområderne kan også for en stor del tillægges migranter og daglejere. Så hvorfor er det, at de fattige ikke bliver hjemme og venter på at pandemien er overstået?
COVID-19 eller sult?
På landet arbejder størstedelen af de fattige som daglejere og er afhængige af daglønnen for at kunne brødføde deres familie. Da den indiske regering lukkede landet ned 24. marts mistede 450 millioner indere ansat i den uformelle sektor deres arbejde og indkomst. For størstedelen af dem handlede frygten ikke om COVID-19, men om hvordan de skulle brødføde deres familie. En frygt, der kun er blevet forstørret med forlængelsen af nedlukningen nu på 7. måned.
Befolkningen blev anbefalet at blive hjemme og kun gå ud i forbindelse med vigtige ærinder, offentlig transport blev lukket ned, og der kom restriktioner på åbning af fødevarebutikker sammen med anbefalingerne om social distancing samt øget hånd- og respiratorisk hygiejne. Men isolation og hjemmearbejde er et privilegie, som de fattige familier ikke har råd til. For med nedlukningen fulgte hverken lønkompensation eller hjælpepakker.
Ét måltid om dagen
Hjælpen fra den indiske regering er begrænset, og familierne er afhængige af den enkelte delstatsregering. Hvis vi ser på to af de delstater, vi arbejder i, er der kæmpe forskel. I Tamil Nadu har familierne fået et engangsbeløb svarende til 100 kroner og en månedlig pakke med 20 kg ris, ét kg olie, ét kg sukker and ét kg linser. I nabodelstaten Andhra Pradesh er der ingen officiel hjælp fra det offentlige.
Selv med madrationer må familierne nøjes med ét-to måltider om dagen. Familierne har solgt og pantsat alt af værdi, brugt deres opsparing og taget lån for at brødføde hele familien. Familierne fortæller, at de må finde på alternative kilder for at kunne fylde maverne. Mange leder efter blade og andre spiselige ting i naturen som for eksempel snegle. Ting, der ikke før er blevet set som spiselige, men som nu kan holde sulten for døren endnu en dag.
Nedlukning eller genåbning?
Da genåbningen af landet startede, og den offentlige transport blev genoptaget i forsommeren, flokkedes de fattige til storbyerne i tætpakkede busser for at finde arbejde og tjene penge til at brødføde familierne. I de landsbyer, vi arbejder i i Sydindien, flokkedes mændene til delstatshovedstaden Chennai, hvor de lokale markeder åbnede for handel og dagarbejde. Arbejderne tog tilbage til deres familier med penge på lommen og fornyet håb om fremtiden. Men en ubuden gæst fulgte med. Kort efter steg antallet af smittede i landområderne drastisk, og landsby efter landsby blev ramt.
Regeringen fortsætter genåbningen af landet for at sætte gang i økonomien igen, selvom smittekurven stadig stiger. Samtidig prøver mange delstatsregeringer at inddæmme og stoppe smitten ved at lave lokale nedlukninger og restriktioner samt at lukke distriktsgrænserne. For de fattige åbner genåbningen op for muligheden for at tjene penge igen, men prisen er stigning i antallet af smittede og døde af COVID-19. De lokale nedlukninger er målrettet smitten, men fratager folk deres levegrundlag.
Oplysning og nødhjælp hånd i hånd
Aktion Børnehjælp arbejder tæt sammen med vores samarbejdspartnere i Indien om at hjælpe de mange familier, der er ekstra udsatte under coronakrisen. Med hjælp fra vores støtter har vi kunnet uddele hjælpepakker med mad og sæbe til nogle af de allerhårdest ramte familier. Sideløbende har vores samarbejdspartnere lavet oplysningskampagner om, hvordan man kan tage sine forholdsregler og være med til at begrænse smitten, når man bevæger sig ud blandt andre.